Skyldfølelsen og skammen

Det gik måneder og jeg hørte intet fra mim mor, jeg vidste hum havde været forbi min lillesøster et par dage før. Jeg besøgte hende første gang og det undrede mig, rigtig meget jeg intet hørte. Måske sys hun det hele var min skyld? Jeg  havde måske ikke, skjult godt nok. Overfor dem fra folk fra kommunen? Så var hun nok blevet træt af mig og kunne ikke lide mig mere. 

Sådan tænkte jeg i starten, da jeg ikke vidste andet, end vende det ind ad eller havde nogen ide, om hvad der egentlig foregik. Men alle de tanker holdte, jeg helt for mig selv i mange år frem. For ellers ville jeg bare blive en belastning for andre, mennesker igen. Det skulle jeg bestemt ikke være. For nogle igen resten af mit liv havde jeg besluttet.

Far købte mig også en ny pony, da han kunne mærke det ikke var nok for mig bare at gå til ridning, jeg manglede også Herkules hver eneste dag i flere år havde jeg været vant til at cykle ud til ham for at snakke med ham og ride en tur. Da jeg snakkede mere og mere om hvor meget jeg savnede ham spurgte far pludselig en dag om jeg gerne ville have mim egen pony igen. Hvilket jeg svarede ja til helst Herkules og det kunne han jo ikke love mig men han ville gerne tinge til dem i stalden og høre om han evt måtte købe ham. Men så kom jeg i tanke om at så var det en anden pige der blev ked af det da det jo var hendes og jeg kun havde en halv part i ham. Så sagde nej til far at vi måtte hellere finde en ny pony for Herkules var jo efterhånden også 19 år og en flytning ville nok være for meget for ham i den alder. Så vi søgte efter en ny pony og fandt Hubert, en 13 år gammel vallak og han blev en stor del, af min helings process gennem mine teenager år, som min trofaste støtte. Som Herkules havde været det. Efter nogle år besluttede min far og stedmor at finde en nedlagt ejendom, hvor vi kunne have hest hjemme. Det lykkedes også at finde en i Frøslev hvor vi i forvejen boede, bare lidt længere ude af vejen. Og endelig havde jeg det jo næsten som Wendy, i hestebladene med hest, hund og kat hjemme på gården når man gik lige ud af døren. Det var en rigtig god tid for mig og jeg fik en hest mere, i komfirmation gave, jeg startede både stævner og red med til de forskellige ringridninger. Mine teenager år var lykkeligelige, kun afbrudt af div kæreste sorger og veninde fnidder fnadder, som alle har været igennem på et tidspunkt.

Mor hørte jeg desværre ikke så meget til hverken til fødselsdag eller jul ej heller til min konfirmation selv hun havde sagt der ville hun aldrig nogensinde svigte mig og min stedfar som simpelthen ikke kunne bære hvis jeg blev såret, kom med en gave fra hende til mig og sagde mor var så ked af det men hun var for syg til at deltage. Vidste godt det ikke passede og sagde far det skulle du ikke gøre for hende, jeg ved godt hvorfor hun ikke kommer. Men vidste også godt at om han havde talt med hende eller ej så havde han gjort det udelukkende fordi han ikke kunne være jeg blev ked af det og fordi han ønskede at gøre mim dag så god og fantastisk som muligt.Var selvfølgelig ked af min egen mor ikke var til stede, men der kom desværre heller ikke bag på mig hun havde valg ikke at deltage i en af mit livs store dage. Og uden selv at give besked om hun ikke kom.

Kærlighed ❤️

Kærligheden svær at forstå, let at opgive.

Når man er børn af alkoholiker eller andre belastende faktorer i hjemme gennem sin opvækst. Så sker det rigtig ofte man, har svært ved at finde ud af, at være i et naturligt og godt kærlighedsforhold.  Det tit man finder en der selv har det dårligt og tror de kan reddes med ens kærlighed. Og løber man ind i en anden, der har styr på livet, sig selv og sine følelser, har mam en tendens til at føle man keder sig i forholdet eller fornægte at kunne føle noget for personen. Så man på den måde, er undskyldt over for andre og sig selv. Når man løber væk fra dette forhold fordi man ikke tror på det kan fungere.

Det samme har jeg gjort hele livet igennem, og tænker også ind imellem på at det ville være lettere at opgive, end at få knækket koden til, at kunne finde en stabil sød og kærlig fyr. Som jeg ikke føler er kedelig eller løber væk fra fordi han har et overskud, der gør han vil kunne gå 100% ind for forholdet og mig. Jeg har gennem hele mit liv ramlet ind i de typer som ikke havde styr på deres liv, enten har de været misbrugere selv eller også har de haft en ulykkelig barndom. Som de har gener af ikke er blevet behandlet.

Hvem ville ikke gerne have en livs partner at dele tingene med. Som fx når pigerne har gjort noget godt i løbet af dagen. Eller det at kunne kravle ind til en mand bare for at blive holdt beskyttende om og blive nusset med. Det har man fejl agtig en ide om at tro man kan undvære i sit liv og jeg har heller ikke haft brug for eller manglet dette i mange år. Fordi jeg har opbygget det her forsvar over for mine egne følelser. Sådan jeg fremstår som en uhyggelig stærk næsten skræmmende kvinde, der kan alting selv og ikke har brug for en mand til at passe på mig. Det er desværre bare et forsvar, som jeg selv har opsat som et billede jeg selv troede på ind, til for et halv års tid siden. Hvor det langt om længe gik op for mig, at hvis ikke jeg erkendte over for mig selv. At jeg har også brug for en mand der kan passe på mig, en der kan slå sine stærke arme om en og beskytte en, en bedste ven at dele alting med og en til at gøre de ting som ikke lykkes for mig selv at få lavet. Det har været en lang vej at nå så langt i arbejdet med mig selv. Men jeg ved også nu at ham der har styr på sit liv og som kan være den stærke i forholdet, som vil beskytte en ikke er en farlig mand at leve sammen med. 

Hvem ved en dag vil han muligvis også dukke op i end liv og jeg være kommer, så langt jeg ville turde åbne op. Lukke ham ind og se personen, uden alle disse mure og facader, af et forsvar. Fordi i det indre er jeg kun en lille pige, som stadigvæk har angsten for at blive såret, skubbet væk eller ødelagt, hvilket er det jeg kender fra barndommen især, fra den person der burde besidde den allerstørste, kærlighed til mig (min egen mor) 💔

Børn af alkoholiker

Hvordan er det at leve med en alkoholiker, hvad kan det have af konsekvenser.Hvordan kan man komme videre i sit live?     

 Husker tydeligt da min mor blev mere ligeglad, med om folk vidste noget om hendes misbrug og hun både tog afsted til forældre møde og skole arrangementer. 

Hun faldt i søvn og var ved at vælte af stole. Og da vi skulle hjem kunne hun ikke finde balancen og svejede lidt frem og tilbage inden hun genvandt den. 

Det var så pinligt og da de andre elever først havde set hende i den tilstand, gav det anledning til mange ondsindet drilleri af både mim lillesøster og mig. Min søster fandt hurtig ud af at sige det til mig eller mim bedste veninde, så vi kunne hjælpe hende. Men stadigvæk var det ikke sjovt hele byen gik og snakkede om en, eller gik og viskede om os når de mødte os på gaden. 

Det har gjort jeg i dag er meget tilbage holdende over for nye mennesker og har alle antenner ude og ser folk an inden jeg opføre mig som mig selv, det er også rigtig trættende at være i selvskab med nogen jeg ikke kende. Pga jeg anstrenger mig sådan, for fange alle signaler hvad andre udsender. Og så har jeg haft rigtig svært ved at sige fra overfor andre mennesker og svært ved at bede om hjælp af andre.

Men der hvor jeg ved jeg kan bruge det som noget positivt i dag er i mit arbejde, det er let for mig at komme i dialog med folk i de hjem hvor der evt er et misbrug eller andet der belaster hjemmet. 

Noget af det der har hjulpet mig aller mest i st arbejde med mig selv og min fortid er disse ting og nr 1 er psykologen, nr 2 er at give foredrag Fra da jeg var barn til andre og nr3 er så at jeg er kommet ud at arbejde med andre mennesker. 

Og så har jeg lavet noget så generelt som et målsætningens skema med dele mål, og det har jeg bare taget frem af og til hvor jeg har set på det. Dette har givet mig en større motivation til at opnå de mål jeg havde.

Det kam være stor forskel på hvordan man bedst kommer videre men i de, fleste  tilfælde kræver det en eller anden form for professionel hjælp også. Ville ønske jeg selv havde sagt ja til det noget tidligere i mit liv. Da min far og stedmor foreslog det. Men dengang ville jeg ikke høre tale om det. 
Det var først da jeg for anden gang var blevet overfaldet på mit arbejde på tanken. Firmaet besluttede at det skulle jeg afsted til at det blev faktisk åbningen for alt det jeg havde gået og gemt på, i alle årene.

Bedstefar

 bedste i verden i min barndom, var også min bedstefar.

Bedstefar med lille mig på armen

Mærkeligt nok ved vi faktisk ikke ret meget om min mors side af familien, men min bedstefar ham havde jeg tæt forhold til både i barndommen og i teenage årene og har alle dage været fars og bedstefar’s pige elskede og forgude dem begge.. 

Men alligevel skulle det vise sig min mors side var meget mere rodet end hvad vi allerede kendte til. Min rigtig mormor drak desværre også sig selv ihjel da jeg ikke bar ret gammel.. husker svagt at hun var med til mim lillesøster’s dåb da jeg var 5år og derefter må hun være gået bort, for efter dette husker jeg ikke mere om hende. 

Ved min mor tog selv til Sønderjylland da hun døde og begravede hende samt ryddede hendes ting.

En af de ting der undre os meget måske ikke at vi ikke kom med til begravelse, for det var vi jo for små til. Men har flere gange spurgt min mor hvor hun lå begravet uden hun hat ville svare på dette. Og den dag vi skulle rydde min mors lejlighed var der ikke så meget et eneste tegn eller ting fra min mormor af og min søster og jeg har siden tit tænkt over, gad vide om hun har ryddet det hele dengang og smidt det ud? Det finder vi nok aldrig ud af..

Men da jeg startede på sosu uddannelsen, kom jeg jo i praktisk i hjemmeplejen og skal ellers love for det blevet en periode der gav rigtig mange svar omkring min mormor og bedstefars liv. Da borgerne først fandt ud af hvem jeg var. Min bedre kammerats farmor havde jeg bla og hun fortalte de havde boet over deres slagter forretning i kruså og efter min bedstefar og mormor var blevet skilt gik det kun en vej med min mormor.. som denne stampe sagde så havde hun været oppe en dag efter nogle måneder for st se til min mormor som altid havde været en flot og fin dame, havde hun chokeret set hele hendes liv og lejligheden sejlede.. hun var ulykkelig da men jo ikke blev skille dengang havde hendes famile frastødt hende.. 

Fra tumult til faste rammer og regler

Hvordan er det lige at komme fra en turbulent hverdag til faste rammer.

 

Da jeg boede hos min mor endnu var hverdagen aldrig ens.. Jeg kan huske engang min lillesøster skulle holde børne fødselsdag og vi kom hjem efter skole med hele hendes klasse og hun lå fuld og sov, hun havde dog gjort det meste klart.. men at stå 10år gammel med en hel klasse og skulle holde fødselsdag var et mareridt jeg sent glemmer.. jeg forsøgte dengang at vække hende men hun kunne knap stå på benene.. Det var simpelthen så flovt og kan i dag ikke engang huske hvad jeg sagde til de forældre der senere hentede deres børn, har nok været en 9-10 år på det tidspunkt og de andre forældre må virkelig have undret sig over hvorfor der ikke var en voksen til stede..

Af den grund har jeg aldrig gidet holde min egen fødselsdag eller andre ting, da jeg stort set aldrig har forbundet det med noget hyggeligt og sjovt.

Det skete oftere og oftere min mor var gået omkuld når vi kom fra skole, og af den grund fandt vi hurtigt ud af at passe os selv (hvis man da kan kalde det det) for sengetid, hjemmetid og spisetid anede vi ikke hvad tid det var. Vi gik bare hjem når der ikke var andre at lege med.. Det skete også oftere min stedfar opdage vi ikke havde fået aftensmad, når han kom hjem sent om aftenen kl 21 og kan huske han forsøgte flere gange at snakke med min mor om hvad der lige skete siden vi ikke havde fået mad eller noget. Men hun havde altid en undskyldning klar enten havde vi ikke været sultne eller også var vi ikke kommet hjem til tiden. Hvornår det gik op for ham hum løj ondet ved jeg ikke.. Men kan huske ret tydeligt fordi han altid var god til at skjule sine følelser at denne gang var han skuffet og ked af det, måske fordi hun havde lovet at det ikke skete mere. 

Da jeg kom ned til min far at bo, var der pludselig faste rammer og en hverdag at forholde sig til.. glemmer aldrig den første gang han sagde du skal være hjemme kl 20 WHAT KL HVAD?? 

Jeg tror aldrig jeg har kendt til klokketslet endnu dengang, det var vildt frustrerende og forvirrende med alle de regler pludselig.. 

Det tog mig faktisk rigtig mange år at finde ud af alt dette og noget min far og stedmor jo desværre heller ikke helt forstod.. 

Men til sidst langt om længe begyndte jeg at forstå hvad tingene gik ud på selv.

I dag kan jeg godt se der skulle langt tidligere da jeg var barn, have været gjort en insats, en ting jeg ikke helt forstår i dag at man fjerner to børn fra deres hjem med alkohol og vold uden og yde nogen former for professionel hjælp.. HVOR VAR DET OFFENTLIGE SYSTEM??

Uanset om det er fra en kommune til en anden. Er det bekymrende at der ikke sker en faglig insdsats, da alle ved og er endividens baseret viden. Uanset forhold i hjemmet vil det altid ske en form for traume, i barnet i større eller mimdre grad.

Men kan kun konstatere, at der her 30 år senere ilke er sket nogen udvikling på det område. Har undret mig over man i Aabenraa kommune, endnu ikke har særlig stor tværfaglige indsatser og viden om det.

 Især når andre kommuner som sønderborg fx har virkelig stor viden og bredt tværfagligt samarbejde. 

I Aabenraa virker det næsten som om, ved store livs kriser i familien skal du kæmpe mod alle afdelinger hver især. 

Angsten for at blive lige så følelses kold som min egen mor

Har altid hele mit liv valgt børn fra, mest af den grund, der har siddet en angst for om jeg ville ende som min egen mor. Med at afvise mine egne børn eller være lige så ligeglad med mine egne børn, som hun var over for os. 

Jeg husker fx aldrig min egen mor har sagt hun elskede mig, eller har givet mig et knus, kun hendes alkohol lugtende ånde når hun dinglede rundt for at støtte sig til en, når hun var for fuld til at gå selv. Eller at hun har kigget på en med overbærenhed og fyldt med kærlighed.

Til gengæld husker jeg tydeligt den dag hun fil valget mellem os børn og hendes nye kæreste der drak og bankede hende. Og hun valgte ham.. Eller dengang hun gav os børn skylden for når der var forsvundet penge til min stedfar og han blev sur på os. Eller den dag vi blev fjernet fra hjemmet og hun nægtede at tage afsked med os og bare skrev under på fuld forældre myndighed til min far, med ordene, så kan du jo bare flytte ned til din far og have det godt.. 

husker tydeligt hendes første brev efter vi var fjernet fra hjemmet, det tog 3 år inden der kom og var fyldt med bebrejdelser over jeg sikkert ikke have tid og jeg havde jo min far min nye kæreste at være stemmen med og hun sad jo bare på et hjem for dig selv, men det var vi jo alle sikkert ligeglade med.. det gjorde så hamrede ondt i en at læse for jeg kunne ikke ændre noget. Hun havde valgt vi ikke skulle være ved hende og vi hørte intet i 3 år og kunne ikke finde ud af hvor hun var henne. Blev så glad da jeg endelig fik et brev men det gav anledningen til så meget selvbebrejdelse og skuffelse..

Derfor besluttede jeg hurtigt og tidligt i mit liv at børn ville jeg ikke have for tænk nu hvis?!?? Men heldigvis for der var en Julie der gemte sig og kunne vise mig at sådan behøver det slet ikke være for en selv.. Og jeg har ofte tænkt på, VAR MIN MOR NU OGSÅ FØLELSESKOLD? For det har da i de efterfølgende år, hvor jeg selv er blevet mor. Undret mig hvordan hun, har kunne agere så, ligeglad og afvisende over for os børn. Men det er jo noget jeg aldrig vil finde et fuldt ud svar på og tror heller ikke på hun ville give mig dette selv hvis hun stadigvæk levede. For efter at have arbejdet i plejen en del år, har jeg fået mange fortællinger omkring min familie, både fra naboer, venner og skolekammerater til min mor og hendes forældre. 

Under disse fortællinger, har det gjort mig mere og mere klar over at min mor allerede i sin teenager år, har måtte begynde på at opbygge en mur omkring sig for at kunne overleve i mellem de kriser. hun er blevet sat imellem hendes mor og far. Og tror et eller andet sted faktisk hun har bygget hele den mur op om sig i de år, hvilket har gjort hun har trådt ind i sit voksen liv, uden at vide hvordan eller hvor vigtigt det er at få bearbejdet sine følelser sådan man også er i stand til at vise dem overfor andre. 

Frygten for at blive afvist af min mor, blev til virkelighed.

Kunne jeg selv gå hen at afvise mine børn, en dag som hun havde afvist og afskrevet os børn??? 

Dette har kørt gennem mit hoved lige siden den den dag hun afskrev os børn .. Det er ord jeg ALDRIG I MIT LIV KOMMER TIL AT GLEMME. De faldt kort, kontant og hårdt..

Det startede med hun igen var blevet banket gul og blå af hendes kæreste, der samtidig havde sat ild til hendes dyne mens hun sov.. gudskelov vågnede hun og løb ud. En nabo ringede 112 og det blev vist på tv. Hvilket blev familiens informations kilde.. Jeg så på min far og han sagde du tager bare bilen hvis du vil til Fyn..

Dette gjorde jeg og denne gang var jeg fast besluttet på nu måtte det være nok hun måtte vælge.. ham eller os børn, jeg kunne ikke holde til at gå og bekymre mig hele tiden hvornår han igen bankede eller gjorde andet mod hende.. for hvornår kom beskeden han havde taget livet af hende Dette havde jeg talt med psykologen om og hun havde sagt du er så stresset af den angst for hvad der sker at du er tæt på sammenbrud.. og ingen siger man ikke kan sige stop til et andet menneske heller ikke ens mor og så må det være op til hende at tage en beslutning.

Det var hårde ord men jeg vidste også, at jeg kunne ikke mere, det var alt for meget på mine skuldre..

Da jeg kom til Fyn kørte jeg til min mormor og bedstefar.. De havde også set det i nyhedederne og mormor kørte med mig ud på sygehuset, hvor vi gik ud fra hun var da vi ikke havde hørt fra hende selv eller kunne få fat på hende. Da vi har fundet hende derude aftaler vi med lægen at efter hun har anmeldt sin kæreste tager vi hende med hjem til mormor..

Da vi kommer derhjem sidder vi alle ved bordet og jeg høre pludseligt mig selv sige grædende “mor jeg kan ikke mere, jeg er så bange for han slår dig ihjel” hver dag tænker jeg på det og det æder mig op.. Du bliver nød til at vælge mellem din kæreste og os børn.

Der gik nogle minutter og så vente hun sig om så mig direkte i mine øjne og der faldt de ord, jeg aldrig glemmer og som har været skyld i jeg har begrænset mig selv mange gange.

Hun svarede ordret: NÅ JAMEN SÅ VÆLGER JEG HAM. Hele min verden gik i grus den dag, det havde jeg aldrig drømt om hun ville sige.. alligevel lykkes det mig at holde hoved koldt og svare fint så skal du aldrig kontakte mig igen – 

Jeg rejste mig og var parat til at gå da min mormor brød sammen og ville have mim mor til at sige hun ikke mente det.. Men min bedstefar eksplodere pludseligt og sagde meget kort og kontant. Så kan du godt komme ud af mit hjem og det er lige nu. Hvis ikke du kan opføre dig ordenligt og prøver at ødelægge dine egne børn, er du ikke længere min datter eller velkommen i det her hus.. 

Jeg har altid været min bedstefars pige, men det har min mor også.. Jeg ville protestere. Men han sagde nej min pige det her bestemmer bedstefar ene og alene.. Din mor må lære at opføre sig ordenligt men der var hun længe ude af døren. 

Det er den værste besked noget menneske nogensinde har sagt til mig og fra den dag af lukkede jeg af for hende og mine følelser for min mor. Jeg valgte at sige farvel og tage afsked med hende inde i mig selv som var hun død og skulle begraves.

Men alle de mareridt jeg har haft efter dette og det forstærkede bare min mening om ikke at sætte børn i verden, for hvis en mor kunne sige sådan var min frygt at gøre nøjagtig det samme en dag.. for der var jo en social arv.. tænkte jeg..

I dag er jeg heldigvis klogere og ved den social arv er ikke en man arver genetisk og det er en man kan bryde ud af..

Mor med social arv hængende over hoved.

Har altid sagt jeg skulle ikke have børn, frygten for at blive som min egen mor, var simpelthen alt for stor.

Men min første fødte Julie gemte sig i 4 måneder før jeg opdagede hende.. Gik til lægen med en blærebetændelse, troede jeg! Så blev helt blæst bagover da han siger jeg er gravid. Blev hurtigt indkaldt til scanning og der fik jeg så næste chok at jeg var allerede 4 måneder henne.. 

Så var der ikke meget valg at tage og jeg måtte vende mig til tanken om st jeg alligevel skulle have barn.

De værste tanker var omkring min egen barndom, hvordan min mor selv havde svigtet os gang på gang, for til sidste brutalt at afvise os og vælge os helt fra, frem for hendes nye kæreste der både havde slået hende og nu og forsøgt at sætte ild til hende mens hun sov..

Den første del af min barndom var fyldtes angst, svigt og uro pga min mor drak, mere og mere voldsomt.. 

Jeg husker ikke jeg nogensinde har fået et knus af min mor uden hun stank langt væk af alkohol og det har også gjort jeg afskyer at være beruset i dag. 

Alkohol smager mig langt fra og har efter mine børn er født ikke drukket mere end en genstand 2 gange.. 

Da jeg var 12 år kom der pludselig en dag en dame fra kommunen og sagde jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle flytte ned til min far og han var allerede på vej.. 

Med mindre jeg ville i pleje som min lillesøster og der stod jeg som 12årig og skulle tage stilling til om jeg ville svigte min far eller min lillesøster!! 

Enden blev jeg flyttede ned til min far og til en helt anden hverdag. Der var kontinuitet og regelmæssighed, det var svært til at begynde med, da jeg havde kunne gøre som jeg ville hos min mor så længe vi bare lod hende drikke og jeg passede min lillesøster. 

Alt dette virvar gjorde jeg allerede i teenage årene besluttede at børn ville jeg ikke sætte i verden., for tænk nu hvis det var arveligt at være som min egen mor og endnu mere frygtede jeg den social arv da jeg vidste, min mors mor også drak sig mere eller mindre ihjel. Og når nu 2 generationer var endt med at elske alkoholen højere end alt andet og folk altid talte om at, den sociale arv var jo ikke sådan at løbe fra!!! Men i dag er jeg meget klogere på det område og selv om rigtig mange stadigvæk i dag tror man er genetisk disponibel for at gå i den sociale arv, så er det videnskabeligt bevist at det er det ikke..
Men man kan kan have samme gener som sine forældre i forhold til vores måde at reagere på traumatiske oplevelser gennem livet på, lidt som nogen kan klare masser af smerter og andre går i seng ved hovedpine.. 

Man ved i dag at der er rigtig mange sociale faktorer der spiller ind på om man går i samme spor som sine forældre. Og man har også fundet id af i rigtig mange tilfælde træder mange også ud i samme spor et par gange og har så alligevel fået fundet det rette vej og er trådt ud af social arven.