Mors kæreste satte ild, til hendes dyne da hun sov

Vi hørte det via nyhederne på TV2 uden at have hørt et ord fra min mor selv inden

Da hum endelig har fået en lejlighed i Odense har hun også mødt en ny mand som bestemt ikke er sød ved hende og som også drak lige så meget som hende. Og de to slås så det af og til var med livet på spil, hvilket gjorde vi alle i hele familien blev vildt stresset iver hvad han nu fandt på at gøre mod hende. Første gang det gik op for mig han var ikke rigtig klog var da vi så nyheder i stuen hjemme i Frøslev. Pludselig toner det frem i nyhederne en mand har forsøgt at brænde din kone af imens hun sover og lejligheden er helt ødelagt. Hun slap heldigt fra det da han stak ild til dynen og hun vågnede og smed den af sig.  Pludselig kan vi i ambulancen se noget af kvinden og er ikke et sekundet i tvivl om det er min mor, vender mig rundt og ser på mim far, som heller ikke ser ud til at være i tvivl om hvem det er, han ser på mig og siger så du må gerne tage bilen. Ham vidste allerede der jeg var nervøs for mim søster havde set det, da hun loge var flyttet i lejlighed selv i Odense. For fat på hende på vejen derover og hun har heldigvis intet set i tv. Så køre jeg ind til mormor og bedstefar de har også set det på tv men intet hørt fra mim mor, hvilket jeg heller ikke har. Mormor og jeg bliver enige om at køre ud på sygehuset og finder så endelig frem til hende og efter alt er tjekket og de har sikret hun er okay tager vi hende med hjem til mormor og bedstefar. Spørger da vi kommer der hjem hvorfor hun i det mindste ikke ringer vi bliver da dødsens bange når vi for sådan en melding gennem tv. Men hun trak på skulderen og mumler nå ja det også sandt.Men enden af det bliver han ryger ind at sidde og min mor bliver ædru altså lige ind til han kommer ud igen og så skal jeg love fir hun ændre sig med 180 i timen og bliver total ligeglad med alle andre omkring hende også hendes aller nærmeste.

Festerne mit skjul, facade og min tryghedbase..

Desuden, hvem siger nej til en god fest?

Not me 💪🥳

Mit liv gik med at finde ud af hvad jeg ville, tog en handelsskole da jeg ikke rigtig havde nogen ide om hvad jeg ville i fremtiden. Og her gik det rigtig vildt for sig med sanseløs druk hver weekend og by ture i Aabenraa’s natte liv mine karakter ja de var der da vist bare kan man sige, bestod kun lige min eksamen. Efter min eksamen gad jeg ikke finde en lære plads da det var nok ikke rigtig det jeg gad alligevel. Så da jeg fik tilbudt job på Statoil i cafeteriet slog jeg til og her mødte jeg min daværende kæreste som jeg flyttede sammen med i Tinglev. Og det gik rigtig godt ind til han mistede sit arbejde og ikke kunne komme i gang igen, så jeg festede med hans venner mens han sad hjemme og spillede pc for det meste og nu begyndte festerne at blive vilde da det var i den tid techno musikken rigtig bragede igennem og det gjorde den jo i alle byer, så var jeg ikke langs med dem fra Tinglev, så var jeg da afsted med dem fra padborg hvor jeg også havde en ret stor vennekreds. Der var altid fantasy i tarp i Tyskland vi tog til alle sammen og ellers var vi afsted til g-move, loveparade og streetparade nåede vi også til. Min far var allerede begyndt at mugge lidt over jeg aldrig kom hjem længere og at jeg snart skulle se at få en uddannelse i hus, men jo mere han murede rundt med mig jo mere festen blev det til. For vidste da stadigvæk ikke hvad jeg ville med mit liv og herre Gud var da kun 23 og havde masser af tid. Det ville han jo nok kunne se en dag jeg havde taget den når jeg var blevet ældre, troede jeg da.

Enden af det hele blev jo vi gik fra hinanden og jeg flyttede hjem i nogle måneder igen da jeg havde mødt en anden, fandt dog hurtigt min egen lejlighed i padborg da det var lidt svært at være hjemme igen efter jeg først havde boet ude. Og festerne forsatte da både i Tinglev, padborg og nu også i Gråsten ja en fest kunne jeg altid få fundet ellers holdt jeg da bare en selv være var det da ikke. Efter et lille års tid fik jeg min lillesøster flyttet herned da UN ikke længere havde det helt så godt på Fyn. Og det var lige inden vi skulle til streetparade så der var da ikke andet for end hun måtte selvfølgelig bare tage med. Jeg var der jo til at passe på hende, ja ja den sidste morgen vågnede jeg altså bare uden en lillesøster ved siden af mig men til gengæld kunne jeg høre hende inde ved naboen sove kabine og jeg røg op og lynede ned og min dengang kommende svoger udbrud. Vi hat ikke lavet noget min sovepose er todelt yea right. Men kunne jo ike rigtig stille så meget op alligevel natten var smuttet forbi og vi skulle hjem inden længe. 

Efter turen gik der ikke ret længe før de to var et par og vi festede da videre alle sammen. Men da min søster havde boet hos mig i et halvt års tid kom hun og sagde at nu flyttede hun ud til min kammerat da det skulle være de to. Var noget skeptisk ved alting skulle gå så stærkt med dem, men det var ikke så meget at gøre andet end acceptere det heldigvis for det, for i dag har de to dejlige sønner sammen som ingen ville have været foruden. 

Da min første lille nevø kom til verden fik min far ikke ret længe efter konstateret lungekræft og kom til Odense hvor han blev opereret og ham fik noget kemo også, derefter blev han faktisk erklæret rask og Aabenraa sygehus skulle lave de efterfølgende tjek af ham og kontrol scanninger og alt gik fint der var ikke mere kræft fik vi at vide og ham var startet op på arbejde igen, da han pludselig blev ved med at blive syg især med lungebetændelse mente vi og vi jog ham derfor afsted til lægen igen, da han selv trak det ud. Her viste det sig Aabenraa havde “glemt” at lave en fuld scanning selv om det var hvad Odense sygehus havde bestilt og tilbage til Odense og der blev nu fundet en kræft svulst i hjernen som var for stor allerede til de kunne operer den væk, men man ville forsøge med kemo at holde den nede. Det var et rent helvede for os alle da han samtidig ikke tålte kemoen ret godt og blev rigtig skidt hver gang kan huske jeg var bange og knust inden i men ville ikke sige noget, allerede der vidste jeg godt at jeg ville komme til at stå helt alene på egne ben og der var intet i verden jeg hellere end gerne ville have kunne men det vidste udmærket godt var umuligt for mig, da jeg jeg igen engang var blevet lært hvordan man klarede sig selv endnu. Jo jeg var bange og jeg var rigtig bange allerede inden han fik sin dødsdom. .

Jeg festede stadigvæk en del der var jo der jeg kunne flygte væk fra det hele især fra angsten for at miste dem man har tættest på sig, nu havde jeg i flere år gået med en angst for at miste min søster og min mor. Som jo så skete på sin vis og nåede da heldigvis st få en 10 år i mit liv hvor der var ro på jeg kunne være mig og ikke altid pigen der skulle kæmpe en masse kampe da jeg boede hos min far og ind til han døde, så kan jeg begynde at kæmpe mig gennem livet endnu engang og med en større frygt for at miste dem jeg holdt mest af, da min frygt jo havde fået ret allerede to gange i mit 24 årig liv. Men ellers passede jeg mit arbejde på Statoil i butikken, det gjorde jeg i godt 7 år inden jeg blev spurgt om jeg ville arbejde i cafeteriet på Ids hvilket var et godt tidpunkt da jeg et halvt år inden var blevet overfaldet på Statoil om natten en nat jeg havde fået besked om dagen at de ikke kunne gøre mere for min far og at han skulle dø, så har nok ikke været helt så opmærksom den nat og ret ligeglad kunne vi se på video overvågning med politiet bagefter, hvor jeg laver øjne af overfaldsmanden. Så da vi nu også  var midt i en ombygning så mine nattevagter foregik i en skurvogn og det var jeg bare ikke særlig tryg ved at stå inde eller med en halv mørk plads, så blev ansat derovre. Det var en rigtig hård tid og meget sørgelig jeg følte mig både knækket og forladt, og helt alene i verden da far blev hurtigt mere og mere syg, jeg var enormt ked af det følte ikke jeg hørte til nogle steder min stedmor brokkede sig meget over hun ikke syntes jeg hjalp til, men jeg kunne ikke rigtig stille så meget op da hun Allerede havde besluttet med far at rykke fra vores barndoms hjem og jeg så bare til alle mine ting forsvandt uden jeg blev spurgt af. Men kunne heller ikke tage stilling til det, da jeg allerede var i en krise over at skulle miste den eneste jeg havde i mit liv der passede på mig og jeg så mine barndoms ting ryge ud ammen med hele min identitet eksistens.

Tex var min bedste ven og trofaste klippe

Ingen venner, kan måle sig med vores firbenede bedste ven. Den er der altid lyttende og fyldt med kærlighed til en.❤️

Da vi fik tex boede vi i Tyskland, og kun 6 måneder senere blev min kæreste anholdt. For indsmugling og videre salg. Det kom som er stort chok, da vi trods alt havde boet sammen i nogle år nu.. 

Endnu værre blevet det da keg opdragede jeg var gravid og over 5 måneder henne. Som om det ikke var nok, var fosteret også dødt og jeg blev akut sat igang med at føde pga svangerskabs forgiftning.. Efter alt det veg tex ikke fra mim side i tre dage efter, hver morgen lå hans hoved helt tæt op af mit når jeg vågnede.. 

I den tis måtte han ligge øre til meget, men han var bestemt også den der fik mig jaget af sengen og på benene igen. For efter tre dage ville han ud og gå, han kom med sin snor og lignede en der ikke selv kunne gøre for det. Snart var jeg atter på oppe igen og igang med livet.. det kostede nogle lange ture i skoven med tex og mange snakke, men fandt hurtigt ud af det hjalp meget selv om der bare var tex jeg snakkede med om alt det der vat sket. 

Mor skjulte til sidst ikke hun drak.

Det blev til sidst svært at skjule min #mor drak, for efter hun i noget tid ikke længere skjulte for os børn og resten af #familien hun drak, så vi kunne hente #alkohol skjulte hun det heller ikke længere for alle andre omkring os. 

Efterhånden blev det ret tydelig for snart alle omkring os, min far har fortalt han engang måtte tage mig med hjem igen. For han ville simpelthen ikke sætte mig af hjemme når der ikke var nogen hjemme. Der havde hun glemt det var søndag, og var gået ned til en nabo. Hun mødte også op til de forskellige arrengementer på skolen og andet påvirket af alkohol og kunne næsten ike komme i gang om morgenen hvis ikke hum havde fået noget alkohol.

Her omkring startede hendes epilepsi også, husker første gang jeg var til stede da hun fik et anfald af kramper og kan mærke hele den angst i kroppen i dag, som jeg følte dengang. Var virkelig bange da hun pludselig væltede om på sengen og lå der og krampede med øjnene rullende i hoved og syntes det tog flere timer inden hun kom til sig selv igen selv om, det nok kun har drejet sig om minutter. Og kan huske jeg var enormt glad for min lillesøster ikke var til stede under anfaldet første gang. Bagefter var hun meget træt og ville helst have jeg lod hende være i fred, hvilket jo var lidt svært da jeg lige havde været bange for hun var ved at dø. Så selv om jeg blev sendt ud at lege var jeg hele tiden i nærheden af huset og da hun faldt i søvn listede jeg mig ind med en ½ times mellemrum ca for at sikre mig hum stadigvæk trak vejret imens hun lå og sov.

Hendes anfald blev en del af hverdagene, da hun havde dem oftere og de kunne komme når som helst, der var aldrig nogen der snakkede om hvad det hele var for noget eller om hun kunne dø af det eller ej. Så hvergang hun fik et hvor vi var i nærheden blev vi altid rigtig bange, for det så jo lige voldsomt ud hver gang. Det var faktisk først da jeg var flyttet ned til min far noget tid efter jeg tog mig mod til at spørge ham af hvad det var med mor. Han så næsten helt chokeret ud da jeg spurgte og spurgte jamen er der aldrig nogen der har fortalt dig hvorfor din mor for de anfald? Og da jeg svarede nej satte ham sig ned og tog det store leksikon frem og læste hvad der stod samtidig med han gjorde sit bedste for at fortælle mig om epilepsi. Men der er en angst der stadigvæk sidder i mig i dag og den har da også været fremme en gang ved hver af børnene, til det er afkræftet. 

Hvad vi ved passede hun aldrig sin epilepsi heller ikke til sidste og det kan sagtens være et anfald der er skyld i hendes død. Her havde hun meget dårlig sygdoms erkendelse, lige som med alkoholen. Den har helt sikkert også været den stemme der traf stort set alt for hende i de sidste af hendes leve år. Da hun også var blevet uhyggelig glemsom. Hun kunne gå lige forbi os på gaden og først opdage os når vi sagde mor, hvor hun enda byttede rundt på min søster og mig ved navn. Hun så også i løbet af meget få år 10 år ældre ud end hun var og blev mere sjusket med sig selv, så det var helt uhygiejniske. Det har været rigtigt hårdt at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre noget eller få hende til at forstå hvor hårdt det egentlig var for alle os andre, se hende forfalde på den måde

Vigtigt at turde stole på andre mennesker igen, også selv om du er blevet svigtet af den eneste i hele din verden som aldrig burde svigte dig.. #MOR

Hvorfor er tillid så stor en del af os mennesker?? Og hvordan lære man atter at stole på andre igen, når en mor der er hele grund fundamentet for opbyggelsen af et barn tillid til andre og verden generelt. Svigter gang på gang eller afviser dig??

Jeg har altid syntes min far var skide irreterende og træls, når han sagde det er bare så vigtigt man tør stole på andre mennesker igen.. Man skal nødvendigvis ikke stole på den der har svigtet en gang. Men udeluk aldrig alle andre for det gennem tillid og respekt for andre mennesker du kommer frem af i dit liv.. 

Hvilket jeg selvfølgelig godt kan se hvad hans mening i de ord er i dag. Vi er nød til at have tillid til at andre mennesker er til at stole på og regne med, for det noget vi bruger i alt hvad vi foretager os fx under uddannelse, i jobbet eller som selvstændig for at kunne komme igang med noget har vi alle brug for de her nøgle personer som vi skal have tillid til for at man kan komme frem af.. 

Angsten for at blive lige så følelses kold som min egen mor

Har altid hele mit liv valgt børn fra, mest af den grund, der har siddet en angst for om jeg ville ende som min egen mor. Med at afvise mine egne børn eller være lige så ligeglad med mine egne børn, som hun var over for os. 

Jeg husker fx aldrig min egen mor har sagt hun elskede mig, eller har givet mig et knus, kun hendes alkohol lugtende ånde når hun dinglede rundt for at støtte sig til en, når hun var for fuld til at gå selv. Eller at hun har kigget på en med overbærenhed og fyldt med kærlighed.

Til gengæld husker jeg tydeligt den dag hun fil valget mellem os børn og hendes nye kæreste der drak og bankede hende. Og hun valgte ham.. Eller dengang hun gav os børn skylden for når der var forsvundet penge til min stedfar og han blev sur på os. Eller den dag vi blev fjernet fra hjemmet og hun nægtede at tage afsked med os og bare skrev under på fuld forældre myndighed til min far, med ordene, så kan du jo bare flytte ned til din far og have det godt.. 

husker tydeligt hendes første brev efter vi var fjernet fra hjemmet, det tog 3 år inden der kom og var fyldt med bebrejdelser over jeg sikkert ikke have tid og jeg havde jo min far min nye kæreste at være stemmen med og hun sad jo bare på et hjem for dig selv, men det var vi jo alle sikkert ligeglade med.. det gjorde så hamrede ondt i en at læse for jeg kunne ikke ændre noget. Hun havde valgt vi ikke skulle være ved hende og vi hørte intet i 3 år og kunne ikke finde ud af hvor hun var henne. Blev så glad da jeg endelig fik et brev men det gav anledningen til så meget selvbebrejdelse og skuffelse..

Derfor besluttede jeg hurtigt og tidligt i mit liv at børn ville jeg ikke have for tænk nu hvis?!?? Men heldigvis for der var en Julie der gemte sig og kunne vise mig at sådan behøver det slet ikke være for en selv.. Og jeg har ofte tænkt på, VAR MIN MOR NU OGSÅ FØLELSESKOLD? For det har da i de efterfølgende år, hvor jeg selv er blevet mor. Undret mig hvordan hun, har kunne agere så, ligeglad og afvisende over for os børn. Men det er jo noget jeg aldrig vil finde et fuldt ud svar på og tror heller ikke på hun ville give mig dette selv hvis hun stadigvæk levede. For efter at have arbejdet i plejen en del år, har jeg fået mange fortællinger omkring min familie, både fra naboer, venner og skolekammerater til min mor og hendes forældre. 

Under disse fortællinger, har det gjort mig mere og mere klar over at min mor allerede i sin teenager år, har måtte begynde på at opbygge en mur omkring sig for at kunne overleve i mellem de kriser. hun er blevet sat imellem hendes mor og far. Og tror et eller andet sted faktisk hun har bygget hele den mur op om sig i de år, hvilket har gjort hun har trådt ind i sit voksen liv, uden at vide hvordan eller hvor vigtigt det er at få bearbejdet sine følelser sådan man også er i stand til at vise dem overfor andre. 

Frygten for at blive afvist af min mor, blev til virkelighed.

Kunne jeg selv gå hen at afvise mine børn, en dag som hun havde afvist og afskrevet os børn??? 

Dette har kørt gennem mit hoved lige siden den den dag hun afskrev os børn .. Det er ord jeg ALDRIG I MIT LIV KOMMER TIL AT GLEMME. De faldt kort, kontant og hårdt..

Det startede med hun igen var blevet banket gul og blå af hendes kæreste, der samtidig havde sat ild til hendes dyne mens hun sov.. gudskelov vågnede hun og løb ud. En nabo ringede 112 og det blev vist på tv. Hvilket blev familiens informations kilde.. Jeg så på min far og han sagde du tager bare bilen hvis du vil til Fyn..

Dette gjorde jeg og denne gang var jeg fast besluttet på nu måtte det være nok hun måtte vælge.. ham eller os børn, jeg kunne ikke holde til at gå og bekymre mig hele tiden hvornår han igen bankede eller gjorde andet mod hende.. for hvornår kom beskeden han havde taget livet af hende Dette havde jeg talt med psykologen om og hun havde sagt du er så stresset af den angst for hvad der sker at du er tæt på sammenbrud.. og ingen siger man ikke kan sige stop til et andet menneske heller ikke ens mor og så må det være op til hende at tage en beslutning.

Det var hårde ord men jeg vidste også, at jeg kunne ikke mere, det var alt for meget på mine skuldre..

Da jeg kom til Fyn kørte jeg til min mormor og bedstefar.. De havde også set det i nyhedederne og mormor kørte med mig ud på sygehuset, hvor vi gik ud fra hun var da vi ikke havde hørt fra hende selv eller kunne få fat på hende. Da vi har fundet hende derude aftaler vi med lægen at efter hun har anmeldt sin kæreste tager vi hende med hjem til mormor..

Da vi kommer derhjem sidder vi alle ved bordet og jeg høre pludseligt mig selv sige grædende “mor jeg kan ikke mere, jeg er så bange for han slår dig ihjel” hver dag tænker jeg på det og det æder mig op.. Du bliver nød til at vælge mellem din kæreste og os børn.

Der gik nogle minutter og så vente hun sig om så mig direkte i mine øjne og der faldt de ord, jeg aldrig glemmer og som har været skyld i jeg har begrænset mig selv mange gange.

Hun svarede ordret: NÅ JAMEN SÅ VÆLGER JEG HAM. Hele min verden gik i grus den dag, det havde jeg aldrig drømt om hun ville sige.. alligevel lykkes det mig at holde hoved koldt og svare fint så skal du aldrig kontakte mig igen – 

Jeg rejste mig og var parat til at gå da min mormor brød sammen og ville have mim mor til at sige hun ikke mente det.. Men min bedstefar eksplodere pludseligt og sagde meget kort og kontant. Så kan du godt komme ud af mit hjem og det er lige nu. Hvis ikke du kan opføre dig ordenligt og prøver at ødelægge dine egne børn, er du ikke længere min datter eller velkommen i det her hus.. 

Jeg har altid været min bedstefars pige, men det har min mor også.. Jeg ville protestere. Men han sagde nej min pige det her bestemmer bedstefar ene og alene.. Din mor må lære at opføre sig ordenligt men der var hun længe ude af døren. 

Det er den værste besked noget menneske nogensinde har sagt til mig og fra den dag af lukkede jeg af for hende og mine følelser for min mor. Jeg valgte at sige farvel og tage afsked med hende inde i mig selv som var hun død og skulle begraves.

Men alle de mareridt jeg har haft efter dette og det forstærkede bare min mening om ikke at sætte børn i verden, for hvis en mor kunne sige sådan var min frygt at gøre nøjagtig det samme en dag.. for der var jo en social arv.. tænkte jeg..

I dag er jeg heldigvis klogere og ved den social arv er ikke en man arver genetisk og det er en man kan bryde ud af..

Mor med social arv hængende over hoved.

Har altid sagt jeg skulle ikke have børn, frygten for at blive som min egen mor, var simpelthen alt for stor.

Men min første fødte Julie gemte sig i 4 måneder før jeg opdagede hende.. Gik til lægen med en blærebetændelse, troede jeg! Så blev helt blæst bagover da han siger jeg er gravid. Blev hurtigt indkaldt til scanning og der fik jeg så næste chok at jeg var allerede 4 måneder henne.. 

Så var der ikke meget valg at tage og jeg måtte vende mig til tanken om st jeg alligevel skulle have barn.

De værste tanker var omkring min egen barndom, hvordan min mor selv havde svigtet os gang på gang, for til sidste brutalt at afvise os og vælge os helt fra, frem for hendes nye kæreste der både havde slået hende og nu og forsøgt at sætte ild til hende mens hun sov..

Den første del af min barndom var fyldtes angst, svigt og uro pga min mor drak, mere og mere voldsomt.. 

Jeg husker ikke jeg nogensinde har fået et knus af min mor uden hun stank langt væk af alkohol og det har også gjort jeg afskyer at være beruset i dag. 

Alkohol smager mig langt fra og har efter mine børn er født ikke drukket mere end en genstand 2 gange.. 

Da jeg var 12 år kom der pludselig en dag en dame fra kommunen og sagde jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle flytte ned til min far og han var allerede på vej.. 

Med mindre jeg ville i pleje som min lillesøster og der stod jeg som 12årig og skulle tage stilling til om jeg ville svigte min far eller min lillesøster!! 

Enden blev jeg flyttede ned til min far og til en helt anden hverdag. Der var kontinuitet og regelmæssighed, det var svært til at begynde med, da jeg havde kunne gøre som jeg ville hos min mor så længe vi bare lod hende drikke og jeg passede min lillesøster. 

Alt dette virvar gjorde jeg allerede i teenage årene besluttede at børn ville jeg ikke sætte i verden., for tænk nu hvis det var arveligt at være som min egen mor og endnu mere frygtede jeg den social arv da jeg vidste, min mors mor også drak sig mere eller mindre ihjel. Og når nu 2 generationer var endt med at elske alkoholen højere end alt andet og folk altid talte om at, den sociale arv var jo ikke sådan at løbe fra!!! Men i dag er jeg meget klogere på det område og selv om rigtig mange stadigvæk i dag tror man er genetisk disponibel for at gå i den sociale arv, så er det videnskabeligt bevist at det er det ikke..
Men man kan kan have samme gener som sine forældre i forhold til vores måde at reagere på traumatiske oplevelser gennem livet på, lidt som nogen kan klare masser af smerter og andre går i seng ved hovedpine.. 

Man ved i dag at der er rigtig mange sociale faktorer der spiller ind på om man går i samme spor som sine forældre. Og man har også fundet id af i rigtig mange tilfælde træder mange også ud i samme spor et par gange og har så alligevel fået fundet det rette vej og er trådt ud af social arven.