Kommunens tiltag var alt for sent sat i gang. Og mor drak trods sin antabus og de blev stadigvæk ofte uvenner så det hele bragede i råben og ting blev smadret, flere blå mærker og vi børn blev ofte indblandet i deres skænderier hvilket resulterede i at vi ofte stak af hvis ikke det var sent om aftenen og så kom vi først hjem når han enten var kørt eller faldet i søvn i sin lænestol i stuen. Men når det nu skete i dagtimerne var der typisk nogle af vores legekammeraters forældre der fandt id af det fordi vi jo tit enten var sammen med dem eller vi opsøgte dem og ville helst ikke hjem igen. Husker en gang min stedfar kørte rundt og ledte efter os og min venindes mor plus den halve by fik det med. Han ville også hente os hos min veninde, men hendes mor nægtede det og vi blev der i nogen tid. Er ret sikket på hun kan ikke andet en have lavet en anmeldelse.
Så det gik et måske halv andet r på den måde, da vi var ude at lege en dag blev vi kaldt ind og der stod en dame fra kommunen og hun satte sig ned med os og forklarede at mor og min stedfar skulle ikke længere bo sammen med os børn da mor var meget syg og far havde nogle ting at få styr på. Så jeg skulle pakke mine ting da min far allerede var på vej og min søster ville blive hentet af damen næste dag og så skulle hun over i en ny sød familie. Jeg var bund ulykkelig for det betød vi skulle skilles af og lige så ulykkelig var mim lillesøster der skulle til nogle totalt fremmede. Jeg kunne ikke nå at tage afsked med mine venner og veninder da mange jo var på sommerferie. Da min far kom var det kun det aller mest nødvendige jeg fik lov at tage med af mime ting og legetøj. Men hunden ville jeg have med ellers skulle jeg bestemt ingen steder om de så skulle slæbe mig ud.
Husker hvor ondt der gjorde langt langt inde i mig uden jeg helt forstod det, og jeg følte mig revet over i 7 dele. Mor.ville ikke rigtig sige farvel til mig og til far der havde skrevet en seddel på han havde havde forældremyndigheden tog hum bare sedlen og underskrev. Med ordne her så tag dog din elskede datter. Tror aldrig jeg har haft så ondt indeni uden helt at forstå hvorfor jeg havde det. Det hjalp heldigvis at far kørte mig ned til hesten så jeg kunne tage afsked med ham min lille Herkules og at han hele vejen hjem til padborg forklarede det hele nok skulle ordne sig igen og at han allerede havde snakket med den familie mim søster skulle til og vi kunne besøge hende allerede om en uge eller 14 dage og vi for fremtiden selvfølgelig ville få hende på weekend og i ferier som jeg også havde været det hos far i den tid jeg borde hjemme ved mor. Men med hensyn til hvornår jeg ville få mim mor at se igen kunne han ikke svare på, da mor jo var syg og skulle bruge noget tid til at blive rask igen inden vi kunne besøge hende og sådan boet vidste man ikke præcis hvor lang tid det ville tage. Der kom til at gå flere år og godt jeg ikke vidste det fra starten for så havde det nok knækket mig helt. Også at det altid kun var meget kort vi se hende fra den dag vi blev fjernet og frem til hendes død, vidste vi heller ikke forinden. Men tiden skulle vise at mor blev aldrig nogensinde mor som sig selv igen.
Den første uge var det som altid bare hyggeligt at være hos far, men så begyndte jeg også voldsomt at savne mim lillesøster også selv om vi ringede sammen. For hun var så ked af det og kunne slet ikke forstå hun skulle være et helt fremmed sted hos nogle mennesker hun overhoved ikke kendte. Hun græd mere og mere hver gang jeg talte med hende og til sidst kunne jeg ikke være i det længere og far aftalte vi kom på besøg hos dem nogle dage efter. Der var så meget gensyns glæde at frygten allerede tog over i os for når nu vi skulle hjem igen. Men vi var heldigvis på besøg hos mim stedmors søster så vi kom to dage på besøg. Ved min far forsøgte ihærdigt at få min søster ned til os at bo, da han var af den mening det var for traumatisk for os børn at blive skilt så voldsom af på så lang afstand, men kommunen stod fast og var ikke til at flytte i deres beslutning om vi skulle skilles af det havde vi bedste af begge to, da de mente vi havde et vrangforestiller forhold til hinanden og jeg havde stort set ingen barndom haft fordi jeg havde ageret mor. Vil så selv i dag på intet tidspunkt give den kommune ret og vil dertil også sige selv psykologen jeg gik hos undrede sig over, men kan handle så uprofessionelt og traumatisk, af fag folk der burde have kendskab til sindet på så små børn. Og vi kan vist prise os lykkelige for vi ikke nåede ar blive ødelagt ad det, da der til manges undren når de høre der overhoved en ingen psykologisk eller pædagogisk støtte eller vejledning bliver yder efterfølgende.
Efter sommerferien skulle jeg begynde i skole nede ved far også, på den skole hvor jeg havde været imens min mor var syg dengang, far havde heldigvis sørget for jeg kom i den samme klasse hvor jeg også havde været gæst de måneder, så det var gudskelov ikke nogen svær start for mig da jeg kendte de andre elever og nogle af lærerne allerede. Mim søster forsatte i sin gamle klasse på Fyn og mim bedste veninde havde ringet da hun var kommet hjem fra ferie i Tyrkiet så vi havde snakket om hun snart skulle ned på besøg en weekend og det blev til rigtig mange besøg både i weekender og i ferier. Hun lovede også at tage sig af mim lillesøster hvis det var nogle det drillede hende i skolen eller sådan. Hvilket hun også gjorde, hun beskyttede hende som havde hun været hendes egen lillesøster og det gav mig en kæmpe ro til at fungere hernede hos min far.
Det gik måneder og jeg hørte intet fra mim mor, jeg vidste hum havde været forbi min lillesøster et par dage før jeg besøgte hende den første gang og det undrede mig rigtig meget jeg intet hørte, måske sys hun det hele var min skyld og jeg ikke havde kunne holde tingene derhjemme skjult nok for de farlige folk fra kommunen fandt ud af det. Så var hun nok blevet træt af mig og kunne ikke rigtig lide mig mere. Sådan tænkte jeg i starten da jeg jo ikke var klogere eller havde nogen viden om hvad der egentlig lige foregik. Men alle de tanker holdet jeg helt for mig selv i mange år frem af, for ellers ville jeg bare blive en belastning for andre mennesker igen og det skulle jeg bestemt ikke være for nogle resten af mit liv havde jeg besluttet for mange år siden.
Far købte mig også en ny pony, da han kunne mærke det ikke var nok for mig bare at gå til ridning, jeg manglede også Herkules hver eneste dag i flere år havde jeg været vant til at cykle ud til ham for at snakke med ham og ride en tur. Da jeg snakkede mere og mere om hvor meget jeg savnede ham spurgte far pludselig en dag om jeg gerne ville have mim egen pony igen. Hvilket jeg svarede ja til helst Herkules og det kunne han jo ikke love mig men han ville gerne tinge til dem i stalden og høre om han evt måtte købe ham. Men så kom jeg i tanke om at så var det en anden pige der blev ked af det da det jo var hendes og jeg kun havde en halv part i ham. Så sagde nej til far at vi måtte hellere finde en ny pony for Herkules var jo efterhånden også 19 år og en flytning ville nok være for meget for ham i den alder. Så vi søgte efter en ny pony og fandt hubert en 13 år gammel vallak og han blev en stor del af min helings process gennem mine teenager år og min trofaste støtte som Herkules havde været det.
