.jpg)
Det har jeg ofte i mit liv spekuleret over. Især nu når jeg har børn. Måske føler de slet intet, eller kan de finde ud af at lade være at føle. Tror ikke man, besidder egenskaben empati i nogen grad, når man vælger et barn fra. bareat se et barn, ulykkelig over at mangle en forældre 💔 Brister det inden i.
Husker klart også, følelserne inden i ved savnet af min mor efter vi var fjernet, men mest af alt smerten der slog mit indre i stykker og smerter ved følelsen af. Ikke være god nok til min egen mor. Da hun den dag hun fik valget mellem os børn og kæresten. Det var kort og tydeligt men kan stadigvæk i dag genkalde stemme og ordene fra hende. "Jamen så vælger jeg ham" Trods min vrede, bitterhed og skuffelse. Så knuste der noget inden i mig, heldigvis for jeg den dag sad sammen med. Mormor og Bedstefar, for ellers tror jeg det havde ødelagt eller knækket mig. De var heldigvis hurtige til at bakke op og med deres kærlige støtte ved siden af.
Men har ofte spekuleret, på om hun ikke kunne føle sit barns smerte og ulykke inde i sig hverken den dag, eller efterfølgende. Måske er jeg mere følsom et menneske, men mine børn eller bare folk jeg holder af græde eller være ulykkelige. Gør ondt inden i mig selv også.
Tænker om hun overhoved har tænkt over, alle de gange jeg har skuffende indset hun ikke kom igen igen igen. Eller jeg har brudt grædende sammen, fordi mine pap søstre eller veninder i det mindste havde begge deres forældre. Også selv om de måske ikke var forældre sammen så var de hver for sig. Men de så dem til jul og fødselsdag, hvis de selv vidste hvor heldige de var har jeg ofte tænkte. Min mor er bare ligeglad med mig og hun kom jo heller ikke en enkelt gang siden. Vi var blevet fjernet. Det var ikke som min far, han kom altid om han så skulle køre en hel nat efter 2 dages arbejde, så KOM HAN ALTID. Selv om jeg kan se i dag så må han jo have faret rundt, nogle gange uden ret meget søvn eller fritid for selv om han arbejde over eller blev forsinket. Kunne jeg altid være helt sikker på så kom han straks det var muligt.
Kan heller ikke selv forestille mig ikke dukke op, til en aftale med mit barn, eller lade være at give dem en gave hilsen på mærkedag. For ved jo de vil stå med følelsen af at de ikke er gode nok og at man er ligeglad med dem. Det ville mit hjerte slet ikke kunne bære, at bevidst give dem en følelsen af ikke være gode nok eller en følelse af de ikke betyder noget. Det kan jo ødelægge børn resten af deres liv og forfølge dem, i deres liv som udgangspunkt i hvad de finder sig i fra andre omkring dem, og ødelægge det selvværd som er vigtigt for alle i et godt og lykkeligt liv.
Man kan fortryde rigtigt meget. Og nogle gange kan skæbnen påvirke, dig så meget du reagerer ansvarsløst og helt ved siden af din normale personlighed... det forfærdelig at blive så påvirket før nogle rækker hånden ud og føre dig retur til den du er. Og man er nød til at face alt det der er ødelagt og få andre, til at indse trods de kender dig gemmen et langt liv. At handlingerne er et ødelagt dig.
Men selv om jeg har været ødelagt og nåede ud hvor følelserne ikke længere var til stede i mig. Fordi det eneste jeg kunne gøre var at give op og det, er sku skæmmende at vide at du kan blive så langt presset ud af traumer i dit liv at du ikke længere kan mærke eller føle noget. Men din krop og sjæl simpelthen har givet op. Heldigvis var der enkelte dog meget få, som kender en så godt at de nåede at række hånden ud for at hjælpe mig op. Det har været en lang vej bare at komme til at føle igen og at skulle se folk i øjnene, som har dannet sig selv et forkert og falsk billede af dig personligt ud af andres versioner. Men det sværeste er klart dem der godt kender dig, som har været med på det. For nu var det jo en alle kendte og alle kunne påstå de kunne tale med om en. I havde også en forventning om at jeg ville vælte og ikke kende sandheden. Det siger en helt del om det i kalder jeres venskab. For hvor har jeg hjulpet rigtig mange af jer og lyttet til jer. Faret afsted for i ikke skulle stå selv. Ikke at jeg forventede noget retur slet ikke, Havde dog heller ikke forstillet mig nogle så tæt på ville bruge historier, for at gøre sig interessant.
Men det må op til jeres egen samvittighed, jeg har aldrig gidet bære på nag og har altid haft et positivt sind. Som heldigvis er kommet retur den dag i dag som en skrev på Facebook forleden. Så kan man jo godt begynde at se nu der nogle seriøse stoy makers. sådan er det jo med historier. De vil altid lyde forkerte hvis handlinger og reaktioner passer dertil.. For en ting er sikkert og det havde mange nok også en forventning om. At jeg ville gøre som min mor og hoppe ud i misbrug og kulsejle mit liv fuldstændig. DET VILLE OGSÅ HAVE VÆRET DET LETTESTE. OG ALLE HAVDE EN FORVENTNING om det var det jeg gjorde nu. Men er ikke og bliver aldrig som min egen mor. Det der alt for meget af min far i mig til.
Derfor vil jeg også se det nye år som noget nyt, der skal bygges op. Og være mere varsom med hvilket mennesker jeg vil lade være en del af mit liv og os som familie. For efter alt det her, har det været lettere for dem der har hjulpet og støttet mig at gøre det tydeligt, at det alt for ofte jeg rejser mig og gør dit og dat for den ene efter den anden uden at have en forventning om deres aktive medspil over for mig selv. For nu handler det om mig og børnene, og at vi skal have et godt liv med plads til kunne leve og gro selv også. Og er man ikke en aktiv medspiller så kort sagt, så der bare ikke plads til dig i mit liv som et netværk. Om du så er ven, bekendt, familie eller hvad du er. Det har givet mig så meget ro at bare tage beslutningen om hvis ikke du er der fordi du er der for mig også, og ikke kun fordi du har brug for noget af mig eller jeg skal hjælpe med så det bare ikke mig du skal kontakte længere.
Det bliver nemmere og nemmere, for hver ganng. For det ender jo med at være noget man bliver træt af efter så lang tid. Når det skal være små dramar og pludselige sure angreb, uden nogen grund.. inden der er sket noget videre. Men er som det altid har været. Så wtf skal det gøre godt for.
Har aldrig gidet at gøre sådan noget til drame og en halveds negativitet. Vil hellere smile, grine og være glad. Og have en positiv stemning. Livet er fyldt med kærlighed, rundt omkring os og enten vil man den eller også lader man være. Vil hellere se positivt på det, så lafe alt kærlighed rundt omkring mig sive ind og give mig selv en glad hverdag. Selv om der var meget bøvl for så lille gevinst. Pyt må være glad for det der var og så op og så videre på den positive hest.
Min far døde da jeg var omkring 25år og pludselig, blev hele mim verden flået fra hinanden. Og mit sikkerhedsnet forsvandt under mig for al...
