NÅR TILLID FOR ET SERIØST KNÆK. MEN AT REJSE SIG IGEN ER ET MUST.

Har altid været, personen der tog andre mennesker for dem de var og hvad ud fra det jeg så foran mig. Når jeg mødte en person første gang og har altid haft 100% tillid til at de var i min nærhed fordi de ville mig det godt og ønskede at være en del af sammen med mig. Uanset hvad jeg havde hørt fra andres omtale om en person, fik det aldring indflydelse på min opfattelse af en person. 

Underligt nok med den barndom, kan man så tænke og det gør mange af jer sikkert også også.  Men det har faktisk været noget helt helt grundlæggende i min opdragelse i den tid jeg boede hos min far. Det var noget han gjorde meget ud af at lære mig og nævnte det ofte, at dømme andre mennesker ud fra omgivelserne og mund til mund viden. Vil kun være et tabt for en selv og være nedbrydende fot ens egen sjæl og ens selvtillid ville blive mindre og mindre, og mindre. har altid følt dybt i mig et selv. At det havde han fuldstændig ret i.

Og det føler jeg stadigvæk, mit hoved siger også at det er det rigtig at have troen på andre menneskers gode intentioner og hensigter. Men hvorfor er det så i dag at så snart nogle siger bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig eller lad mig hjælpe dig med at løse det.. Jeg ikke kan slappe helt af før det nu også har vist sig, det var sådan det forholdt sig. Bliver urolig og ved det, er på vagt for vedkommende enten, brænder mig af eller vender og bruger det imod mig på en måde så det er til skade for mig.. 

Det er simpelthen irriterende og brænd ærgeligt at jeg lige præcis på det punkt, ikke bare kan være hvilende i mig selv og glæde mig over der er en som står ved, for at hjælpe til. Håber vitterlig den vil vende tilbage igen. For man går jo nærmest uden om folk, man har kendt det meste af sit liv pga man i sit indre ved at sådan et slag vil man ikke kunne klare flere af hvis den lille frygt i maven nå vil være sand. 

Det kan undre mig og det nok noget jeg skal have løst med min faglige beste som hun efterhånden er blevet for mig, den dag i dag. For har kun ros til overs for børn og families kæmpe opbakning, både med pigerne men også med at få mig personligt op at stå igen og finde mig selv igen. Altså hvor jeg ingen hjælp/aflastning kunne få bevilligt for 4 år siden. Har de givet den alt hvad den kun trække for at få det hele i orden igen. Og samme ros til min rågiver på jobcenteret. Shit uden dem, havde jeg på intet tidspunkt være nået så langt som jeg er, eller kunne, ha haft overskud og glæden til at skulle studere videre. For det for mega fedt når de har støttet en fuldt og de har givet mig, den store nysgerrighed og brændende ild tilbage for det fag jeg altid har elsket..  så jeg kan kun indrømme her at tak er et meget fattigt ord ift. Til deres indsats og lige så rasende og skuffende jeg har har sagt om jobcenteret, ja så fortjerde de også lige så stor  ros skylder jeg, over for hende der nu er min konsulent derude. 

Hold kæft jeg glæder mig til det bliver mandag

Hvorfor alle andre glæder sig da, altid til det bliver fredag. Så har de weekend og kan slappe af. 

Ja det kunne jeg så også engang, men den gang er forbi. For FUCK hvor kan mine weekender være hårde nogle gange. 

Og misforstå mig ikke, jeg elsker mine piger over alt på Guds grønne jord og kunne jeg tage stjerne ned til dem om de ville gjorde jeg det gerne. Men JEG VIL FAKTISK OGSÅ GERNE HAVE LOV AT SIGE DET PISSE HÅRDT AT VÆRE ALENE MED TO SMÅ BØRN. 

Nogle gange føles det, næsten som om jeg har talt alverdens eder jeg siger det er hårdt. Og Gud nåde og trøst jeg udtalte jeg sommetider har lyst til smide det hele og skride, BARE FORDI JEG ER TRÆT..

Hvorfor er det lige blevet sådan? At hver gang jeg nærmer mig ordene, det hårdt, jeg er træt eller jeg har brug for at holde fri et par døgn. Så bliver jeg affærdiget med en kommentar fra de nærmeste. Om jeg har det også hårdt eller jeg har også været alene dengang med mine børn. Eller noget andet i den dur. Ja det er jo nok fordi at sådan noget må ikke være virkelighed i min verden. For jeg har altid været den stærke, den der tog omsorg og ansvar for alle andre, og deres problemer. Så selvfølgelig kan klare det hele selv. Det plejer jeg da at kunne. 

Det kan jeg også, selvfølgelig kan jeg det. Men når det så er sagt, så vil jeg sgu også have lov at sige højt når jeg er træt, ked af det eller helt brændt ud!! 

For det er fucking hårdt med to så små børn, især når der kun er 14 måneder imellem dem.. for jo måske har du også været alene med dine da den ene var teenager og den anden en lille drille gøj på 3-4år.  Men du husker det nok ikke, det er bare noget andet for en lidt større størrelse kan du bede om hjælpe til, eller lige gå ud af rummet mens du forklare den anden hvorfor dennes opførsel ikke er i orden. Det kan jeg ikke, bliver den ene ked af det eller laver noget de ikke må og jeg prøver at snakke med hende. Står den anden og glor på, beder jeg hende lige gå ud af rummet ja så har jeg er rama skrig i det andet rum. Så hvornår tror i egentlig jeg kan holde en pause når de er hjemme hele weekenden, når de sover ja men der er jeg så træt jeg falder omkuld uden at have været i bad., som jeg gerne ville, få ryddet op, svaret dem der har skrevet på facebook eller andre steder, vasket tøj og alt andet. 

Jeg har ingen forældre der lige kan træde til og give mig et pusterum ej heller meget andet familie end min halv søster og bror der hver især hat travlt med deres eget. Så der er ingen der på noget tidpunkt i de 4 år, der har sagt lad mig lige se efter pigerne i et døgn eller to. Og sådan vil det altid være.. Den eneste der har givet mig luft og lidt fritid er bedste eller dvs pigernes bedste, som faktisk er min fars kæreste, som er mor til min lillebror. Og der er uden at have været ret meget inde i mit liv i de år jeg boede hos min far, da min far i de år boede med en anden kvinde og hendes to piger. Hvilket jeg ingen kontakt har til i dag.

Men bedste hun trådte til med det samme, allerede da jeg ventede den store. Skrev hun til mig og da vi var indlagt kom hun til os på sygehuset, hun tog den store hver anden weekend når jeg arbejde i det første halve år jeg nåede at arbejde inden den lille meldte sig. Hun er kommet når jeg har været syg, og hun kommer med gaver til jul og fødselsdag (eller nærmer hver gang) hun ser pigerne. 

Hun er desværre også oppe i årene og det er begrænset hvor meget hun kan være der nu hvor der er to stk.. 

Men må ærligt sige blod er ikke tykkere end vand. Sådan er verden ikke længere. For i mit liv har det nærmest altid vist sig at de der ikke var famile af blod men af venskab oh bekendtskab. Det er de mennesker der har været der og er enormt glad for, at min far har fået min lillebror med den kvinde jeg hellere vil kalde en papmor end min egentlige stedmor. For havde han ikke det havde jeg ikke haft en bedste til pigerne i dag og de elsker hende usigeligt højt begge to❤️ 

Så prøv engang at sætte dig i andres sted end bare konkludere, inden du rakker andre ned. For verden er ikke lige farverige for os alle, nogle af os har altså kun sort og hvid at vælge imellem, og det er sgu skide hårdt hu er det det. Men vi klarer os og farverne har vi med hinanden istedet for. Men lad mig da for pokker få luft engang imellem når jeg har brug for det uden at forud indtage det er helt galt eller affærdige mig med en kommentar om dig selv. 

Et lyttende øre er nogle gange den bedste heling og et kæmpe energi boost til så kan man igen. 

Tex var min bedste ven og trofaste klippe

Ingen venner, kan måle sig med vores firbenede bedste ven. Den er der altid lyttende og fyldt med kærlighed til en.❤️

Da vi fik tex boede vi i Tyskland, og kun 6 måneder senere blev min kæreste anholdt. For indsmugling og videre salg. Det kom som er stort chok, da vi trods alt havde boet sammen i nogle år nu.. 

Endnu værre blevet det da keg opdragede jeg var gravid og over 5 måneder henne. Som om det ikke var nok, var fosteret også dødt og jeg blev akut sat igang med at føde pga svangerskabs forgiftning.. Efter alt det veg tex ikke fra mim side i tre dage efter, hver morgen lå hans hoved helt tæt op af mit når jeg vågnede.. 

I den tis måtte han ligge øre til meget, men han var bestemt også den der fik mig jaget af sengen og på benene igen. For efter tre dage ville han ud og gå, han kom med sin snor og lignede en der ikke selv kunne gøre for det. Snart var jeg atter på oppe igen og igang med livet.. det kostede nogle lange ture i skoven med tex og mange snakke, men fandt hurtigt ud af det hjalp meget selv om der bare var tex jeg snakkede med om alt det der vat sket. 

Bekymringer i børnehøjde

Min bekymring gik på min Lillesøster.

Kan godt selv huske det bekymrede mig meget, om hun nu også fik noget at spise og drikke.. og om hun var bange om aftenen når de skændes. Da hun jo normalt kravlede over i min seng og sov ved siden af mig hvis hun blev bange. Så skulle hun ligge der helt alene og bange i mørket uden nogen til at trøste hende. Jeg begyndte også allerede dengang at danne tankene om hvad nu hvis, der skete mor noget rigtig alvorligt imens jeg var væk og så hun var død når jeg kom hjem igen. Dette startede angsten for at miste og knytte sig til andre eller åbne op for følelserne, har været rigtig svær mange i mange år siden. Noget jeg stadigvæk kan tage mig selv i at have meget svært ved. Fordi jeg hurtigt bliver bange for at miste dem jeg virkelig føler noget for med det samme igen. Det er heldigvis sådan at jeg i dag efter det er blevet bearbejdet med psykologen, at det kun er på kærlighedsfronten der stadig er et problem for mig at lukke andre helt ind og lade dem vide hvad jeg føler for personen. For viser jeg det først eller giver udtryk for mine følelser bliver de jo straks meget mere ægte og jeg vil blive meget mere såret og ulykkelig ved at miste personen.. Hvor det går bedre med at knytte bånd til familie medlemmer og lukke dem ind i mit liv eller bade om hjælp hvis der er noget der går mig på eller jeg ikke kan overskue selv. Men det har også været et kæmpe arbejde at nå dertil, da min største angst har været at miste min familie helt fra barndommen af og det senere i livet blev min værste virkelighed. Og som har taget rigtig mange år at komme over og videre fra den frygt og angst pg den har kunne fylde hele min dag med at være bange for miste min familie eller der skete dem noget alvorligt. Jeg kunne gøre at tænke på det hele dagen alle mulige ulykker der kunne ske eller gå galt. Uden at kunne finde en måde at abstrahere fra tankerne, hvilket jeg i dag hvis de en skælden gang prøver at stikke hoved frem har nogle gode mestrings strategier til at ændre på, så de hurtigt forsvinder igen. De vil altid være en del af mig de tanker men hvor jeg før kunne optage mig selv med dem i dagevis, og de ulmede i mit sind, har det givet mig nogle gode strategier til ikke at lade dem styre min dag eller sind længere hjulpet mig meget at lære at mestre det hos en psykolog.

 

Så starter min lillesøster også på skolen og det blev helt automatisk mig der skulle sørge for at hun kom med i skole hver dag. Der bliver tit givet udtryk for bekymring fra lærerne om, at jeg er træt og uoplagt. Samt jeg har en bekymrende stor focus på min lillesøster. Både i og uden for skolen. På skolen oplever de at den er meget tiltagende, jeg gik fx derover til hende efter hver time bare for at være sikker på der ikke var noget galt. Jeg var meget bevidst om hendes ve og vel, i dag kan jeg godt se at denne opgave er jo alt for stor for en der selv er et barn og det har jo været en unaturlig rolle at agere mor 11 år gammel. Men var jo vant til derhjemme var hun det meste af tiden mit ansvar at underholde og sørgede for hun fik lavet lektier, noget at spise i seng efter børnetime sådan ca da. Derfor syntes jeg nok ikke selv dengang der var noget galt i at tjekke om hun var okay flere gange om dagen. Tænker selv jeg har jo slet ikke kunne holde focus eller koncentration om noget andet inden jeg igen skulle se om hun havde det godt. Og nu begyndte jeg for alvor ikke at kunne følge med mere i skolen og havde heller ikke lysten til at lære noget længere. Nogle gange kunne jeg også falde i søvn mit i timen ind over bordet. Lærerne blev mere og mere bekymret, men spurgte de ind til noget på hjemme fronten eller havde fx engang en blåt mærke om mit håndled efter jeg var blevet holdt fast. Så havde jeg altid en forklaring parat som jo altid var en løgn historie, men allerede dengang vidste jeg at gav jeg dem en historie de var tilfreds med blev der ikke spurgt mere ind til dette og min hest fik ret tit skylden hvis jeg selv havde blå mærker. Men efterhånden slap selv mine løgne op og jeg kunne finde på at lukke helt af for lærerne hvis de spurgte for meget. Så prøvede de på andre måder at få mig til at snakke.  Husker faktisk en gang jeg kom over til vores inspektør fordi de ville snakke med mig om mor og far derhjemme, om mor havde det godt igen efter hun havde været syg. Men det hjalp sjældent for børn er utrolig tro mod deres forældre og jeg havde også fået at vide sagde jeg noget ville vi blive sendt væk hver for sig min søster og mig, så så vi måske aldrig hinanden igen, hvilket var nok til jeg løj, hvilket jeg blev en sand mester i at gøre, og noget der desværre også blev lettere og lettere. Så jeg forsatte dette i stedet for at gøre folk kede af det eller tage konsekvensen af noget stak jeg folk en løgn i mange mange år.

Dengang lagde jeg ikke noget i det, sådan var det jo bare og det var jo hvad jeg kendte, som jeg var vokset op med at man gjorde.. Men i årene efter kan jeg godt se de har forsøgt at få noget ud af mig, for de kunne hjælpe os børn og de kunne bruge i en indberetning  til kommunen, så det tog det alvorligt at de mente der bar noget helt galt hjemme hos os, har kunne se i vores papirer, at både min og min søsters lære har lavet flere inberetninger men desværre uden at kunne fortælle noget  om vores adfærd havde ændret sig eller hvad det evt skyldes som var nok til kommunen ville gribe ind og undersøge dette. Først i de sidste af dem lige inden vi fjernet, er der man kritiske beretninger som skolen har været vidne til.. Og der er samtidig flere  der også har lavet  en del indberetninger både fra familie, naboer og hjemmeplejen der kom og passede min mors sår på benene inden der faktisk skete noget og det blev besluttet at vi skulle fjernes fra hjemmet. Forinden var der også gjort utallige forsøg på forskellige tiltag med fx antabus, både at hun selv styrede det og at lægen styrede det, men på en eller anden måde lykkedes det alligevel for min mor at snyde sig uden om og indtage alkohol. 

Ud over at gå i skole og passe min lillesøster var jeg også heste pige og startede med at gå til ridning på rideskolen i et lille års tid, så mødte min stedfar en på kroen som manglede en til at passe og ride på hans datters pony Herkules. Ham fil jeg lov at passe en lille sort pony af en blanding. Han var kun 115cm og brugte grime størrelse med en stor hest men jeg elskede hans kæmpe hoved og cyklede trofast ud og red på ham hver eneste dag undtaget de dage jeg var hos min far. Den pony blev i mange år min trofaste ven, støtte og klippe. Han var altid glad og vrinskede når jeg kom i stalden. Min far betalte ridetimer på ham så jeg fik undervisning og begyndte også at starte stævner med ham, hvor vi den første gang tog 1 pladsen og til hubertusjagten var vi også blandt de 5 første i mål, kan huske jeg var pave stolt af ham det 18 årig gamle liv. Her måtte far også træde til og begynde r betale stalden da mor aldrig vidste hvor hun havde gjort af alle pengene. Men jeg fik til gengæld også alt hvad jeg skulle bruge til mit ridning og til hesten af min egen far, både dengang og i alle årene frem til hans død. Hvad der angik mit ridning var jeg top forkælet af min far. Om jeg så lige havde fået ny sadel og 2 måneder efter fandt en anden jeg hellere ville have, vidste jeg altid præcis hvordan jeg skulle få ham overtalt til at få den næste sadel også. Og han har siden jeg startede med at ride altid kørt mig til div stævner og andet jeg skulle til med hesten også selv om det foregik på Fyn. Så kom han derover med hestetrailer og kørte mig afsted. Han har også altid været tilstede ved hvert eneste stævne jeg har været til lige fra det aller første på rideskolens heste og til det sidste jeg startede på min egen hest. Det samme galt den ringeridning som er en sønderjysk hestesport og en del af næsten alle by fester i Sønderjylland. Hvor min mor har aldrig deltaget i noget af det og de få gange hun har set mig ride har været hvis vi red en tur hjem forbi med hestene.

Brugte det meste af den tid jeg havde tilbage på min veninde, som var mim bedste veninde. Havde lært hende at kende på rideskolen og så gik jeg i klasse med hendes bror, hun gik selv to klasser under mig. Men det var nu ikke at mærke på hende. Vi brugte meget tid sammen både ved hestene og på at lave mange andre ting som banke på døre og gemme os. Eller også tullede vi lidt rundt omkring. Hvis ikke vi var sammen med drengene

Ville ikke ha prinsen, men festen!!

 Party Girl og Ofte den sidste der tog hjem fra fest. Men inden i er der kun en lille pige der mest af alt ønske ro og tosomhed.

I mange år var det bare party party party. Og jeg var god til det, faktisk noget jeg var mega god til. Så meget at pludseligt havde jeg rundet de 30 år. 

Ja hvor blev årene af..? Alle kendte mig for altid være klar på at feste også fest en fest mere om det skulle være.. Det var noget jeg kunne og altid omgivet af en af de mange vennekredse jeg havde. Men mærkede også savnet inden i efter roen og “normal hverdag” 

Jeg havde bare svært ved at trække bremsen og inden i er, der kun en lille pige med en kæmpe angst.

En angst for at blive ensom, en angst for ikke opleve noget sjovt mere. Hver gang en seriøst fyr kom for tæt på, så så spolerede jeg forholdt. For jeg bange for at faldt jeg først til ro med en at dele livet med, så kunne jeg kke finde ud af at leve normalt med ham. 

Mest af alt håbede jeg der en dag ville dukke en op, der ville være så stærk at når han trak mig ind til sig. Ville angsten forsvinde og jeg ville være tryg nok til at turde springe 100% ind i tosomheden 😍

Derfor da jeg blev gravid med Julie, var det med meget blandet følelser.  Jeg skulle overveje hvad der var mest rigtig for mig.. 

Kunne jeg mon klarer et barn alene, ville trække bremsen langt om længe? 

Kunne dog have sparet mine refleksioner, da jeg kom til scanning lød beskeden på 4 måneder henne i graviditeten og lægens ord, ja nu har du bare at vende dig til tanken om at skulle være mor❤️ 

Gudskelov for det, for endelig stoppede de evige fester hver weekend og har sådan set ikke rigtigt manglet dem siden.. Det gør det dog svære at finde en at dele livet med. Det er dog ej hellere det vigtigst  mit liv da pigerne stadigvæk, er så små endnu.. Og lettest er det så at sige, kommer der en dag en prins så det bare skønt og kommer der Ingen, vil det ikke gøre noget.. Livet er jo skønt alligevel 😊Sådan blev det lettere at godtage min stadige angst for at løbe ind i den helt rigge fyyr..

Hvordan f.... kan han få sig selv til det?: Han lod min mor ligge død i måneder, imens han boe...

Det er det mest ufattelige, der er sket i mit liv og skulle mene, jeg har været igennem rigtig mange ting og traumer. Især igennem min opvækst.. Men dette topper stadigvæk i min verden. 

Om jeg så havde kontakt eller ej, så vil jeg nødig møde ham på gaden den dag i dag. For er bange for jeg ikke vil kunne styre mig selv over for ham og følelserne vil nok tage overhånd overfor sådan en person.

Forældre med Social arv : Han lod min mor ligge død i måneder, imens han boe...: Politiet kom efter dna, da min mor havde været død i længere tid og hendes kæreste havde opholdt sig i lejligheden. Har siden min mor...

Bogen om min barndom

Jeg har nu fået skrevet min egen ebog om min barndom og frem til i dag. Som jeg sælger i ebog form og pga der stadigvæk er enormt meget tabu omkring  det at vokse op i et alkoholiseret hjem fyldt med uforudsigelighed og angst. Der er  90 siders læsning fra mit liv af hvilket kan købes af mig for 

35kr

Utrygheden var der næsten allerede fra da jeg blev født i Padborg, efter vi flyttede fra Østergade mig og mor.

Utrygheden var der næsten allerede fra da jeg blev født i Padborg, efter vi flyttede fra Østergade mig og mor.

I dag december 2019

Mig da jeg er 7-8 år 

Jeg er som sagt født i padborg hvor min mor og far boede sammen i min fars hus, til jeg var omkring et halv år. Så gik de fra hinanden og jeg flyttede med mor om i blokkerne i byen. Mor arbejde dengang hos byens slagter og far var speditør, som størstedelen af byens borgere.
I byen boede også min bedstefar der var grænse tolder, sammen med min mormor. Men da jeg fyldte 3 år og bedstefar var gået på pension besluttede de at flytte til Fyn. De flyttede derfor til Munkebo på Fyn.
Efter mor og jeg var flyttet om i blokken i padborg kom min stedfar ind i vores liv, har nok været omkring et års rid dengang. Men har fra andre folk senere hen hørt at han cyklede til gråsten med mig bare for jeg kunne komme i biografen og mange andre ting og har også fået fortalt, at min mors druk var allerede taget meget til da vi boede i blokken. Og at jeg havde det med at smutte ind til naboen og gemte mig ret ofte fordi jeg var allerede dengang utryg.

Far og mig i Spanien 

Mor og mig hos bedste i haven

Da jeg så blev 4 år flyttede vi også til Munkebo, mor ville gerne være nær ved bedstefar og jeg kom derfor til at skulle hentes af min far hver 14 dag og kom på weekend, samt div ferie når det var ferie tid. Fik hurtigt en ny legekammerat på Fyn som var vores nabo’s dreng, vi var samme alder og skulle også gå i klasse sammen, når vi skulle starte i skolen. Efter vi var flyttet derover blev mor gravid igen med min lillesøster, der kom til verden da jeg var fyldt 5 år. Og kort efter hendes fødsel lærte jeg allerede at tage mig af min lillesøster, da min mor begyndte at drikke oftere og stærkere sager også. Hun bar derfor ikke altid selv i stand til at tage vare på min søster og jeg. Det blev en hurtig del af min rutine om morgenen at sørge for vi kom op og fik morgenmad og taskerne blev pakket inden, vi skulle afsted i skole og børnehave.

På det tidspunkt arbejdede min mor også endnu, som rengøring inde i Odense, hvilket hun bestemt ikke var ret tilfreds med. Husker hvordan hun tit talte dårligt om jobbet og alle de ulækre kontor folk. Der bare sad på deres flade og svinede over alt. Senere fik hun job som rengøring på Lindøværftet hvilket hun var lidt mere begejstret for og det var jeg bestemt også. En af gangene vi med på arbejde var der en af værfts malerne der gav mig en kæmpe tusch, som de malede på skibene med.. mor sagde pas godt på den og husk kun at bruge den når du for lov, men da vi kom hjem gik der ikke længe før hun var fuld og væltede om på sofaen.. Så tænkte denne her tusch måtte jeg da have afprøvet og da jeg ikke kunne finde noget at tegne på, var der jo et kæmpe papir på væggen. Så som tænkt så gjort, anede bare intet om at det kunne ikke tages af igen og bar gået igennem tapet og direkte på væggen bag. Kan godt huske der var de så uvenner om aftenen at nogle af naboerne ringede efter politiet og de kom og tog ham med. Men lod mor blive så hun kunne passe på os.. PASSE PÅ OS, det lyder komisk i mine øre i dag. Hun kunne knap stå oprejst selv og så vælger politiet at efterlade hende medansvaret to børn på 7 og 2 år. Allerede der oplevede vi at det offentlige og de autorisere lukkede øjnene for første gang i vores små liv.

Så det endte selvfølgelig med mor rendte rundt med et blåt øje og han kom hjem næste dag. Alt sammen bare for det ikke ville gå mange dage før der, ville opstå ballade igen. Husker ikke hvornår mor stoppede på værftet men husker det var pga hun blev syg. Dengang vidste jeg ikke helt hvordan, kun at hun ikke måtte løfte noget og jeg kom derfor ned til min far og bor og gå i skole i 2-3 måneder. Her lærte jeg så mine kommende klassekammerater at kende. Men det kommer vi til og det vidste jeg heller ikke dengang. Jeg var meget bekymret for min lillesøster der jo var alene hjemme med sin mor og far, min far har fortalt mig at det pinte mig rigtig meget jeg ikke var hjemme hos hende. Og der begyndte det for alvor at gå op for min far at der måtte være noget helt galt i hjemmet, siden han ikke kunne få mig til at forstå min mor og stedfar var der jo til at passe på hende og jeg ville ikke komme nærmere ind på hvorfor jeg ikke mente hun var i sikkerhed hos dem.

Kan godt selv huske det bekymrede mig meget, om hun nu også fik noget at spise og drikke.. og om hun var bange om aftenen når de skændes. Da hun jo normalt kravlede over i min seng og sov ved siden af mig hvis hun blev bange. Så skulle hun ligge der helt alene og bange i mørket uden nogen til at trøste hende. Jeg begyndte også allerede dengang at danne tankene om hvad nu hvis, der skete mor noget rigtig alvorligt imens jeg var væk og så hun var død når jeg kom hjem igen. Dette startede angsten for at miste og knytte sig til andre eller åbne op for følelserne, har været rigtig svær mange i mange år siden. Noget jeg stadigvæk kan tage mig selv i at have meget svært ved. Fordi jeg hurtigt bliver bange for at miste dem jeg virkelig føler noget for med det samme igen. Det er heldigvis sådan at jeg i dag efter det er blevet bearbejdet med psykologen, at det er på kærlighedsfronten der stadig er et problem for mig at lukke andre helt ind og lade dem vide hvad jeg føler for personen. Hvor det går bedre med at knytte bånd til en person. Ved det nok skal komme med følelserne en dag, når det er den rette der en dag for kommet tæt på og for trykket på de knapper med sin kærlighed

De første år af min skole tid. 

De første år af skoletiden husker jeg som rigtig gode, jeg var foran i klassen med alle bøgerne, fordi jeg elskede at komme om bag i fx dansk bogen og lave skatteøen. Men efter anden eller tredje klasse begyndte jeg for alvor at komme bag ud og kan se i min kontaktbog. Der bliver tit givet udtryk for bekymring fra lærerne om, at jeg er træt og uoplagt. Samt jeg har en bekymrende stor focus på min lillesøster. Både i og uden for skolen oplever de at den er meget tiltagende, jeg gik fx der over til hende efter hver time bare for at være sikker på der ikke var noget galt. .

At miste sine forældre i en tidlig alder, pludselig er man alene.

Jeg mistede både min far og næsten alt omkring ham.

dødsannonce

Det er faktisk noget af det der har været det aller sværeste i mit liv. Pludselig ikke have noget bagland eller nogen der hjælp en, hvis det gik noget galt.  Det at man ikke har nogen man kan ringe til og spørge til råds eller bede om hjælp hos. Har mange gange fået følelsen af det hele er en lang kamp for at overleve med mindst mulige men her i livet. 

Det har givet rigtig mange hårde slag og mange gange er jeg blevet påmindet om det kommer ikke nogen og hjælper dig op når du falder, eller passer på dig hvis du er syg og den sværestes var da jeg blev færdig som assistent dengang. Jeg skyndte mig bare og pakke mine ting, så jeg kunne komme afsted derfra bagefter. Alle havde deres familie eller andre nære med til afslutning, det var virkelig en hård påmindelse om man er overladt til sig selv og skulle jeg ikke tude, var jeg nød til at komme ud i en fart.

Og rigtig tit er jeg blevet mindet om de ikke er her længere af andre der tankeløst siger jamen spørg da din mor og far. “Det gør lige ondt hver gang” fordi der mærker jeg rigtig meget at de ikke er her længere. Jeg kan blive noget så irreteret på andre når de behandler deres forældre dårligt, for de skulle sku prøve selv at undvære dem, man ved aldrig hvornår de er væk. 

Uanset hvordan ens forældre har været, så det stadigvæk dit bagland og hele din identitet der pludselig forsvinder under dig og men føler sig rigtig tit rodløs eller til overs i forhold til mange andre. Som bare tager det som en selvfølge at deres forældre vil være der evigt.

Jeg har nærmest ingen fysiske minde fra hverken min mor eller far. Kort efter min fars begravelse skulle vi tage stilling til hvad vi ville have og der var allerede lagt ting frem da vi kom, kan godt se i dag som psykologen har sagt så er det fuldstændig umuligt at tænke klart på det tidpunkt og, der ville ingen datter kunne huske hverken det ene eller det andet. Det var desværre også først nogle år senere jeg kom i tanke om at han havde sku da også mange andre ting, hvor nogle af dem vi havde talt om fra jeg var barn ham og mig. Dem skulle jeg have en dag var slet ikke fremme den dag. 

Det var rigtig hårdt de næste mange år at rejse sig igen og ville sådan ønske han havde givet det fra dig han havde ønske om inden han døde.. for enden af det blev vi endte med kun at få nogle enkelte ting fra min far af mim bror og jeg.  

At skulle føde et barn paniiiik ikke om jeg turde.

Men nu var der bare ikke så meget andet gøre da jeg allerede var over 4 måneder henne.

Men hold nu op hvor jeg frygtede det og var sikker på jeg ville besvime af de smerter det medfødte.. Men da selve dagen kom og jeg havde veer, ville jeg ikke tro på jordemor i telefonen. Var selv 100% sikker på det var plukveer, men sagde selvfølgelig jeg nok skulle komme  ud på sygehuset. 

Så jeg ringede til min søster og fik hende til at køre med mig. Og da vi nåede motorvejs nedkørslen kom den første rigtige ve, og der var jeg pludselig ikke et sekund i tvivl om at det var veer. 

Kiggede på min søster og sagde det ikke plukveer nej sagde hun helt bestemt du har veer og du skal føde.. 

Heldigvis kom vi ud i god behold på sygehuset og efter 17min kom den store af mine piger til verden. Sund og rask, så vi var hjemme igen allerede efter 5 timer.

Så da jeg ventede nr 2 snakkede de meget med mig om en planlagt hjemme fødsels da første fødsels jo var gået ret stærkt. Men det turde jeg da slet ikke havde alle mulige skræk senarier i hoved.. 

Men det skal så siges at det blev overhoved ikke tale om det blev nogen andres beslutning end den lille’s selv. 

Havde lige talt med min søster et par timer inden og sagt der skete ikke noget den dag, da Veerne kom som torden vejr fra oven og skyndte mig at ringe til sygehuset og min søster. Greb tasken og gik ud af døren og så kom der ellers bare fart på de veer og kunne godt mærke jeg kom ikke til at køre selv denne gang.. min søster kom et par min efter og spurgte et par gange om vi kunne nå det nej sagde jeg. Ambulancen blev sat til at køre for fuld udrykning men jordemor sagde allerede der i nød til at gøre klar til at føde hjemme

Så kom min søster ind kiggede skabt på mig og udbrød nu fletter du bare de ben til den ambulance kommer. Svarede det kan jeg sku da ikke og hun trak på skulderen og sagde nå ja det ku da være det virkede😂🙈

Men vi måtte klare os med jordemor i røret og det tog 7 min efter hvad hun sagde så havde jeg født og 5 min efter kom ambulancen og de kom ind og sagde er der nogen der skal føde 

Næææh svarede vi begge det har vi længe ordnet.. og så blev vi kørt på sygehuset til tjek og alt var godt og fint. 

Må tilstå havde det ikke været for mon kære søster der bare tog det hele i total stiv arm og handlede fuldstændig efter alle kunstens regler var jeg da gået fuldstændig i panik 

Verdens bedste lillesøster som jordemor ❤️

Fakta og forskning viser tydeligt hvad konsekvenserne af at vokse om i et belastet hjem er.

Vilkårene for at vokse op i et belastet hjem, er mange dysfunktionelle adfærds vanskeligheder som voksen og er derfor uhyre vigtigt at få hjælp til at bearbejde og det ALDRIG FOR SENT 

Det der blev sagt og gjort stemte sjældent overens. Stemningen skiftede fuldstændig meningsløst, drama og kaos blev en stor del af hverdagen. Aftaler blev sjældent overholdt.

Barnets følelser kom ud af balance, faldt sjældent eller aldrig til ro. Barnet reagerede på sine omgivelser for at overleve og lærte ikke at agere og forholde sig til sin virkelighed. At skulle holde noget modsætningsfyldt adskilt ændre virkelighedsopfattelsen.

Barnet var på konstant overarbejde. Helt alene og ubeskyttet i en verden med angst for, hvordan livet ville se ud om lidt. Usikkerhed og utryghed var det eneste sikre.

Hvad bliver jeg skældt ud for lige nu? Hvad bliver jeg straffet for lige nu? Heraf et skræmt barn, der altid er på vagt. Overfølsom over for forandringer. Barnet skulle være til gavn. Yde ikke nyde, glædes eller have det sjovt.

Det der deltes i fortrolighed, spredtes hurtigt. Budskaber blev bragt videre på kryds og tværs aldrig sagt direkte mellem dem det handlede om. Niveauet af sladder var højt, det var fællesskabets omdrejningspunkt.

Her blev mistilliden til mennesker skabt. Hvem vil mig for den jeg er, ikke for det jeg kan gøre eller fortælle?

Barnet har ikke mange gode oplevelser med stabile nærende relationer, de relationer barnet har haft har ofte været fyldt med utrygge oplevelser. Ydmygelser og krænkelser. Barnet er endt i en opgivelsestilstand.

Børn af alkoholiker (og andre misbrugere) lærer at deres tanker og følelser ikke er noget værd. Som voksne kan de have svært at forsvare sig selv og syntes at det er nemmere at give op overfor andres krav.

Mange er opvokset med streng kontrol og dominans. Underkastelse og mishandling. Krav som lydighed, loyalitet og hemmeligheder.

Barnet har manglet den gode nok voksnes vejledning og guidning, når livet blev for vanskeligt at håndtere selv, derfor er tvivlen blevet til angst og handlingslammelse.

Heraf er der kommet et sårbart rodløst sind, med let til stress og ofte en følelse af ensomhed.Den voksnes liv med en dysfunktionel opvækst Det voksne barn savner nærheden, at høre til fællesskabet men tør ofte ikke involvere sig.

Dette skaber følelsen af angst og uro. En diffus frygt for andre. Usikkerheden skaber det depressive triste alvorlige sind. Er mere optaget af hvordan andre har det, end hvordan det selv har det. Tænker i enten eller. Nuancerne går tabt. Det handler om at overleve. er blevet frarøvet sin evne til at have det sjovt og opleve lethed og glæde.

er blevet meget selvkritisk og vender alt imod sig selv. Det giver skyldfølelse. Sker der noget godt er det heldigt, ikke dygtigt. Ser ikke egne ressourcer. skammer sig over sine vilkår og skammer sig over hvem det er. søger godkendelse og anerkendelse fra andre, selvstøtten vakler. føler sig anderledes ofte unormal.

 Prisen for denne opvækst er at have mistet den indre ro, tilliden og spontaniteten. Det livfulde sind. Hvordan kan det være at børn af misbrugere tiltrækkes af mennesker, der har brug for hjælp…

Hvorfor føler man altid hvis det hele ikke ser perfekt ud. så fejler man som forældre.. Især når ens baggrund har været ustabil

underlig tanke. Men det har klart sin grobund tilbage fra barndommen og det man startede, med at blive lært som barn. I et hjem hvor der skulle se perfekt ud. For de grimme sider ikke stak frem.

Ikke engang så meget som et hårstrå sad forkert på hunden 

 

 

Ja i rigtig mange år var alt og jeg mener virkelig ALT I MIT HJEM FULDSTÆNDIG PERFEKT OG SKINDENDE! Forstod ikke selv hvorfor jeg havde det sådan før mange år senere hos psykologen. Det gik det pludseligt op for mig hvad grunden til jeg ikke følte mig særlig godt tilpas hvis ikke mit hjem så perfekt ud og ikke rodede nogle steder..

Hvis der ind imellem var rodet eller lidt beskidt kom der ingen ind overhoved, om det så var min aller nærmeste familie blev de sendt væk igen. Og jeg kunne bruge ufattelig mange kræfter på at være bund ulykkelig hvis noget keg havde arrangeret slog fejl eller der skete noget uventet. Det kunne ødelægge mig i flere dage uden jeg vidste hvorfor jeg tog sådan på vej over det..

Min søster husker især engang hun ville gøre mig glad, og hang mit vasketøj op for mig og det eneste jeg sagde var jeg blev tosset over hun havde gjort det forkert .. 

Det skære mig dybt i hjertet i dag når hun fortæller hvor ked af det hun blev og hun jo bare ville hjælpe mig. 

Først da min psykolog en dag spurgte mig hvordan var det egentlig hjemme hos jer, da din mor drak?? 

Uha sagde jeg der var altid opryddet og pinligt rent over alt og hvis det kom nogen, havde vi børn fra helt små lært hurtigt at få styr på hele hytten så der ikke var noget at sætte en finger på.. 

Hold da op det har da også været noget af en byrde og et kæmpe ansvar for små børn, der egentlig bør lege og hygge sig. Og ja tak lige i det sekund gik det pludseligt op for mig, hvorfor jeg ikke kunne rumme uanmeldt besøg eller hvor alt altid skulle se så fint og flot ud..

Jeg havde aldrig lært andet end at så det ikke ordenligt ud i hjemme kunne det betyde fare, uden at vide hvilken fare da jeg jo har været for lille til at forstå det da jeg var barn.

Ansvar!! min fjende og min trofaste bedste ven..

Ansvar både en ven og værste fjende.

En af de ting der har gjort mig til den jeg, er i dag. Er helt bestemt at have været voksen ansvarlig som barn. Man siger det er sundt at give og lære børn at tage ansvar.

Til dels helt rigtigt men der er stor forskel på hvordan men lære sine børn det og hvad man giver dem ansvaret for.. Hvis ikke det skal forfølge en langt ind i voksen livet er det vigtigt at lære hvornår man har ansvaret og for hvad. Og rigtig vigtigt man ikke har ansvaret for alt og alle omkring en.

Da jeg som den ældste havde ansvaret for rigtig mange voksen ting og for det meste også for min søster til dels min mor!!

Har jeg rigtig rigtig svært ved i dag ikke at tage ansvar og gøre alt hvad der bimler og bamler for andre mennesker. Om jeg selv er ved at vælte omkuld eller selv skal have det dårligt, så hul i det hvis nogen råber hjælp smider jeg alt hvad jeg har og hjælper, støtter og bære.. 

Der er jeg enormt dårlig nej elendigt til at sige ved du hvad jeg har nok i mig selv lige nu.. og sikkert af samme grund også elendig til at slippe mit eget eller sige hey halløj jeg har brug for hjælp eller brug for en pause.. 

Min lillesøster sagde for nogle år tilbage, ja du bliver jo heller aldrig sådan rigtig ked af det eller giver op. 

Kan huske endnu jeg nej hvis du da bare vidste søs.., men ansvaret for mim søster tog over og sagde men hun er den lille så det skal hun ikke bryde hoved med. 

Men man vender faktisk folk til ikke at være der for en når aldrig man har brug for det eller fortæller man har brug for en pause eller what ever!!! 

Det kan tydeligt mærkes når man så pludselig en dag siger hey det sku helt tosset eller jeg kunne virkelig godt bruge en hånd.. 

- bliver kommentaren ofte ork jamen du jo altid stærk det klare du sagtens eller også. Eller ja du plejer jo ikke sådan at lade noget slå dig ud så det sikkert snart glemt igen.. Tjaaa eller jow jow er mit svar efterhånden blevet til for hvorfor lægge andre til last når man jo altid er den der holder styr på det hele. 

Om man nogensinde for lært at sige hey halløj jeg har brug for dig helt og sluppet ansvaret for alt og alle andre helt, tror jeg ikke.. Det er noget af de men det nok akulle have været arbejdet med tidligt allerede dengang vi blev fjernet.

Fra tumult til faste rammer og regler

Hvordan er det lige at komme fra en turbulent hverdag til faste rammer.

 

Da jeg boede hos min mor endnu var hverdagen aldrig ens.. Jeg kan huske engang min lillesøster skulle holde børne fødselsdag og vi kom hjem efter skole med hele hendes klasse og hun lå fuld og sov, hun havde dog gjort det meste klart.. men at stå 10år gammel med en hel klasse og skulle holde fødselsdag var et mareridt jeg sent glemmer.. jeg forsøgte dengang at vække hende men hun kunne knap stå på benene.. Det var simpelthen så flovt og kan i dag ikke engang huske hvad jeg sagde til de forældre der senere hentede deres børn, har nok været en 9-10 år på det tidspunkt og de andre forældre må virkelig have undret sig over hvorfor der ikke var en voksen til stede..

Af den grund har jeg aldrig gidet holde min egen fødselsdag eller andre ting, da jeg stort set aldrig har forbundet det med noget hyggeligt og sjovt.

Det skete oftere og oftere min mor var gået omkuld når vi kom fra skole, og af den grund fandt vi hurtigt ud af at passe os selv (hvis man da kan kalde det det) for sengetid, hjemmetid og spisetid anede vi ikke hvad tid det var. Vi gik bare hjem når der ikke var andre at lege med.. Det skete også oftere min stedfar opdage vi ikke havde fået aftensmad, når han kom hjem sent om aftenen kl 21 og kan huske han forsøgte flere gange at snakke med min mor om hvad der lige skete siden vi ikke havde fået mad eller noget. Men hun havde altid en undskyldning klar enten havde vi ikke været sultne eller også var vi ikke kommet hjem til tiden. Hvornår det gik op for ham hum løj ondet ved jeg ikke.. Men kan huske ret tydeligt fordi han altid var god til at skjule sine følelser at denne gang var han skuffet og ked af det, måske fordi hun havde lovet at det ikke skete mere. 

Da jeg kom ned til min far at bo, var der pludselig faste rammer og en hverdag at forholde sig til.. glemmer aldrig den første gang han sagde du skal være hjemme kl 20 WHAT KL HVAD?? 

Jeg tror aldrig jeg har kendt til klokketslet endnu dengang, det var vildt frustrerende og forvirrende med alle de regler pludselig.. 

Det tog mig faktisk rigtig mange år at finde ud af alt dette og noget min far og stedmor jo desværre heller ikke helt forstod.. 

Men til sidst langt om længe begyndte jeg at forstå hvad tingene gik ud på selv.

I dag kan jeg godt se der skulle langt tidligere da jeg var barn, have været gjort en insats, en ting jeg ikke helt forstår i dag at man fjerner to børn fra deres hjem med alkohol og vold uden og yde nogen former for professionel hjælp.. HVOR VAR DET OFFENTLIGE SYSTEM??

Uanset om det er fra en kommune til en anden. Er det bekymrende at der ikke sker en faglig insdsats, da alle ved og er endividens baseret viden. Uanset forhold i hjemmet vil det altid ske en form for traume, i barnet i større eller mimdre grad.

Men kan kun konstatere, at der her 30 år senere ilke er sket nogen udvikling på det område. Har undret mig over man i Aabenraa kommune, endnu ikke har særlig stor tværfaglige indsatser og viden om det.

 Især når andre kommuner som sønderborg fx har virkelig stor viden og bredt tværfagligt samarbejde. 

I Aabenraa virker det næsten som om, ved store livs kriser i familien skal du kæmpe mod alle afdelinger hver især.