Jul hjemme hos mig som mor og voksen

Som før nævnt, har julen bla været en følelses mæssig belastning inden jeg fik børn selv. Inden min far gik bort, var der heller ikke med megen glæde ved julen for mig. Vidste at nu blev jeg påmindet om, hvor lidt min familie tænkte på at påskønne hinanden. Og hvor meget mine pap søstre havde af familie.. De fik altid en hav af gaver hvert år store dyre og flotte gaver. Fra begge deres forældre, og moster, faster mm og fra min familie (bedste) fik de skam også. Jeg hørte som sagt ikke fra min mor efter jeg blev fjernet og har siden hen heller aldrig modtaget en eneste gave hverken til jul, fødselsdag eller konfirmation. Så hvis jeg ønskede mig en større gave vidste jeg som regel, jeg kun ville få en 3-4 gaver da min far og stedmor hvergang gav gave sammen og ud over det fik jeg fra min bedste. Hvor imod mine pap søstre altid fik mellem 10 til 20 gaver, og det tog timer at pakke ud.., så derfor har juleaften som sagt altid været en pinsel at komme igennem. De havde altid masser af tøj parfumer makeup og smykker, hvilket jeg aldrig har fået noget af medmindre jeg selv købte det.  Og da far så døde da jeg var 25 år kunne jeg ingen glæde finde ved julen længere og har været på arbejde næsten hver eneste jul, for ikke sidde alene og gaver har jeg ikke rigtig fået se år siden min far levede heller ikke til fødselsdag.                                              

Sådan skal mine børn ikke have det, den følelse er af at være så alene, den er så ødelæggende for et barns sjæl og dets selvværd. Og også senere som ung hr det også næsten ædt mig op inden fra. Og man vil blive ligegyldig overfor de dage hvor alle har travlt mes at vise sine kære men elsker dem.  Derfor er det rigtigt vigtigt vi både julehygger, med bag pynt og familien o december måned.  

Den første og eneste gang jeg hørte fra min mor efter vi var blevet fjernet

Først efter 2 år hørte jeg fra min mor igen i et brev hun havde sendt.

1 brev efter 2 år uden en mor 

Kan huske jeg glæde, mig til at læse brevet efter at have gået i 2 år og faktisk ikke anet hvor hun var eller hvordan hun havde det. Husker ikke hvorfor men kunne først komme til at læse det senere på dagen og det gjorde nok heller ikke spændingen og glæden mindre af at gå og vente på at kunne læse det.

Husker jeg faktisk inden brevet kom., havde regnet med hun helt havde opgivet overhoved at have kontakt til os børn mere og hun nok var ligeglad med hvordan vi havde det.. 

Da jeg jo komm3r hjem sidder jeg mig ind på værelset for mig selv for at læse det i ro og fred, det var et meget meget trist brev og husker bare jeg græd meget længe bagefter at have læst det. Både fordi jeg var ked af min mor var så alene og jeg kunne ikke komme over til hende, det lød ikke til jeg ville få hende at se det næste længe tid som hun skrev i brevet var der jo meget langt ned og besøge mig. Og så fordi jeg endnu engang følte jeg havde gjort noget forkert eller i hvert fald Fik mit lille barnehoved det til at lyde sådan.

Følte hun bebrejdede mig for en del ting i brevet og jeg savnede hende så ubeskriveligt meget, og så kunne jeg ikke engang finde ud af at opføre mig ordentligt!! Jeg ringede bla ikke nok til bedstefar og mor skriver nu  har været meget syg og er blevet rigtig tynd. Og hun har overhoved ingen penge så hun kan ikke besøge mig lige som hun besøger min søster. Hun høre heller ikke fra nogle af dem tidligere snakkede med mere.

Hun skriver dog at jeg ved hun elsker mig og vil så gerne høre noget fra mig.. ville også gerne have skrevet og ringet til hende hvis vi havde vidst hvor hun var henne.

Brevet slutter hun af med at hvis vi en dag igen skulle være så heldige at ses vil jeg ikke kunne kende hende så meget tyndere er hun blevet. 

Det er den sidste helt ædru samtale jeg høre fra min mor som barn  14år gammel. 

Den dag i dag er det stadig svært, hvis ikke ufatteligt at forstå, hvordan man som mor kan fjerne sig så meget fra sine børn. Håber og tror på, at det var hendes forsvar fordi hun ikke kendte til andet eller havde helt opgivet at skulle, komme ind i vores liv igen som mor. Da jeg selv som mor slet ikke kan placere mig i sådan en situation. Hvor jeg ville opgive mine børn eller bebrejde dem på nogen måder tingene gik som de gjorde. Måske kendte hun ikke til andet, end at alle andre bar skylden for hendes egen adfærd?? 

#jilljohannsen.blogspot.com
#me #happylife 

Fakta og forskning viser tydeligt hvad konsekvenserne af at vokse om i et belastet hjem er.

Vilkårene for at vokse op i et belastet hjem, er mange dysfunktionelle adfærds vanskeligheder som voksen og er derfor uhyre vigtigt at få hjælp til at bearbejde og det ALDRIG FOR SENT 

Det der blev sagt og gjort stemte sjældent overens. Stemningen skiftede fuldstændig meningsløst, drama og kaos blev en stor del af hverdagen. Aftaler blev sjældent overholdt.

Barnets følelser kom ud af balance, faldt sjældent eller aldrig til ro. Barnet reagerede på sine omgivelser for at overleve og lærte ikke at agere og forholde sig til sin virkelighed. At skulle holde noget modsætningsfyldt adskilt ændre virkelighedsopfattelsen.

Barnet var på konstant overarbejde. Helt alene og ubeskyttet i en verden med angst for, hvordan livet ville se ud om lidt. Usikkerhed og utryghed var det eneste sikre.

Hvad bliver jeg skældt ud for lige nu? Hvad bliver jeg straffet for lige nu? Heraf et skræmt barn, der altid er på vagt. Overfølsom over for forandringer. Barnet skulle være til gavn. Yde ikke nyde, glædes eller have det sjovt.

Det der deltes i fortrolighed, spredtes hurtigt. Budskaber blev bragt videre på kryds og tværs aldrig sagt direkte mellem dem det handlede om. Niveauet af sladder var højt, det var fællesskabets omdrejningspunkt.

Her blev mistilliden til mennesker skabt. Hvem vil mig for den jeg er, ikke for det jeg kan gøre eller fortælle?

Barnet har ikke mange gode oplevelser med stabile nærende relationer, de relationer barnet har haft har ofte været fyldt med utrygge oplevelser. Ydmygelser og krænkelser. Barnet er endt i en opgivelsestilstand.

Børn af alkoholiker (og andre misbrugere) lærer at deres tanker og følelser ikke er noget værd. Som voksne kan de have svært at forsvare sig selv og syntes at det er nemmere at give op overfor andres krav.

Mange er opvokset med streng kontrol og dominans. Underkastelse og mishandling. Krav som lydighed, loyalitet og hemmeligheder.

Barnet har manglet den gode nok voksnes vejledning og guidning, når livet blev for vanskeligt at håndtere selv, derfor er tvivlen blevet til angst og handlingslammelse.

Heraf er der kommet et sårbart rodløst sind, med let til stress og ofte en følelse af ensomhed.Den voksnes liv med en dysfunktionel opvækst Det voksne barn savner nærheden, at høre til fællesskabet men tør ofte ikke involvere sig.

Dette skaber følelsen af angst og uro. En diffus frygt for andre. Usikkerheden skaber det depressive triste alvorlige sind. Er mere optaget af hvordan andre har det, end hvordan det selv har det. Tænker i enten eller. Nuancerne går tabt. Det handler om at overleve. er blevet frarøvet sin evne til at have det sjovt og opleve lethed og glæde.

er blevet meget selvkritisk og vender alt imod sig selv. Det giver skyldfølelse. Sker der noget godt er det heldigt, ikke dygtigt. Ser ikke egne ressourcer. skammer sig over sine vilkår og skammer sig over hvem det er. søger godkendelse og anerkendelse fra andre, selvstøtten vakler. føler sig anderledes ofte unormal.

 Prisen for denne opvækst er at have mistet den indre ro, tilliden og spontaniteten. Det livfulde sind. Hvordan kan det være at børn af misbrugere tiltrækkes af mennesker, der har brug for hjælp…

Angsten for at blive lige så følelses kold som min egen mor

Har altid hele mit liv valgt børn fra, mest af den grund, der har siddet en angst for om jeg ville ende som min egen mor. Med at afvise mine egne børn eller være lige så ligeglad med mine egne børn, som hun var over for os. 

Jeg husker fx aldrig min egen mor har sagt hun elskede mig, eller har givet mig et knus, kun hendes alkohol lugtende ånde når hun dinglede rundt for at støtte sig til en, når hun var for fuld til at gå selv. Eller at hun har kigget på en med overbærenhed og fyldt med kærlighed.

Til gengæld husker jeg tydeligt den dag hun fil valget mellem os børn og hendes nye kæreste der drak og bankede hende. Og hun valgte ham.. Eller dengang hun gav os børn skylden for når der var forsvundet penge til min stedfar og han blev sur på os. Eller den dag vi blev fjernet fra hjemmet og hun nægtede at tage afsked med os og bare skrev under på fuld forældre myndighed til min far, med ordene, så kan du jo bare flytte ned til din far og have det godt.. 

husker tydeligt hendes første brev efter vi var fjernet fra hjemmet, det tog 3 år inden der kom og var fyldt med bebrejdelser over jeg sikkert ikke have tid og jeg havde jo min far min nye kæreste at være stemmen med og hun sad jo bare på et hjem for dig selv, men det var vi jo alle sikkert ligeglade med.. det gjorde så hamrede ondt i en at læse for jeg kunne ikke ændre noget. Hun havde valgt vi ikke skulle være ved hende og vi hørte intet i 3 år og kunne ikke finde ud af hvor hun var henne. Blev så glad da jeg endelig fik et brev men det gav anledningen til så meget selvbebrejdelse og skuffelse..

Derfor besluttede jeg hurtigt og tidligt i mit liv at børn ville jeg ikke have for tænk nu hvis?!?? Men heldigvis for der var en Julie der gemte sig og kunne vise mig at sådan behøver det slet ikke være for en selv.. Og jeg har ofte tænkt på, VAR MIN MOR NU OGSÅ FØLELSESKOLD? For det har da i de efterfølgende år, hvor jeg selv er blevet mor. Undret mig hvordan hun, har kunne agere så, ligeglad og afvisende over for os børn. Men det er jo noget jeg aldrig vil finde et fuldt ud svar på og tror heller ikke på hun ville give mig dette selv hvis hun stadigvæk levede. For efter at have arbejdet i plejen en del år, har jeg fået mange fortællinger omkring min familie, både fra naboer, venner og skolekammerater til min mor og hendes forældre. 

Under disse fortællinger, har det gjort mig mere og mere klar over at min mor allerede i sin teenager år, har måtte begynde på at opbygge en mur omkring sig for at kunne overleve i mellem de kriser. hun er blevet sat imellem hendes mor og far. Og tror et eller andet sted faktisk hun har bygget hele den mur op om sig i de år, hvilket har gjort hun har trådt ind i sit voksen liv, uden at vide hvordan eller hvor vigtigt det er at få bearbejdet sine følelser sådan man også er i stand til at vise dem overfor andre.