Særligt sensitiv mig!!! Come on.

Særligt sensitive ja, hvad er det? Det er faktisk en diagnose rigtig mange børn. Med en belastet baggrund udvikler, men den kan vise sig i mange andre former for sammenhæng også. Overordnet set har diagnosen en fælles nævner, som er træthed. Folk der er særligt sensitive har ofte alle antenner ude, og registre ofte mere end andre mennesker gør. Fordi de er oppe på mærkerne hele tiden for evt fare. Som fx hvis der har været vold/misbrug eller andre belastende faktorer tidligt i deres leve år som fx barndommen. 

For mit eget vedkommende ved jeg, efter at have arbejder meget med mig selv omkring det. At jeg læser lynhurtigt andre menneske, om de vil mig noget godt eller om det bare er noget blader, de lukker ud overfor mig. Hvis ikke jeg selv er bevidst om det med det samme, bruger min underbevidstheden, ualmindelig meget energi på hele tiden at forsøge at gøre mig obs på dette og så bliver jeg sindsyg træt for hver dag der går ind til jeg bliver bevidst om det selv. 

Som fx kan jeg sige vi fik på et tidpunkt en leder, som har det her bb-agtige udstråling, men som alligevel også var ret bestemt i sit daglige arbejde og omkring de ansatte. Jeg havde glædet mig rigtig meget, til at få hende som leder da jeg havde indtryk af hun var en leder som, var respektfuld, retfærdig, potentielt forbillede og egen rådig i sin meninger. Allerede fra starten blev min underbevidsthed ved at stikke hoved frem. Men stædig som jeg er slog jeg det hen flere gange. Dog med et der er noget der ikke stemmer forbehold, og efter en tid var jeg så træt og udkørt jeg ikke kunne andet end begynde at fejle i det daglige. 

Der begyndt det, så at gå op for mig hun ofte overså eller ej hørte hvad jeg egentligt sagde og til en kollega aften hvor vi var samlet og havde børn med gik det op for mig, jeg på intet tidpunkt var interesse for mig som fx ved mine kollegaer, hvor hun spurgte ind til deres børns navne og til dem. Så derfor kom ligegyldigheden fuldstændigt. “Det kunne jo ikke betale sig når jeg var lukket ude allerede” 

Men man kan hurtigt drage fordel af t være særligt sensitiv fx i sit arbejde og i sin omgangskreds, så man egentligt både beskytter sig selv men også lære rigtig meget om sit eget JEG. Det er nemlig ret småt ved folk med den diagnose, det står altid en hel hær foran en selv, som man lige skal hjælpe eller noget. For så behøver man ikke tage fat om sig selv og det der ligger under overfladen. Lidt som et dårligt forsvar, for at lade ligge eller se hen over de ting der kan være dårlige for en selv. 

Bekymringer i børnehøjde

Min bekymring gik på min Lillesøster.

Kan godt selv huske det bekymrede mig meget, om hun nu også fik noget at spise og drikke.. og om hun var bange om aftenen når de skændes. Da hun jo normalt kravlede over i min seng og sov ved siden af mig hvis hun blev bange. Så skulle hun ligge der helt alene og bange i mørket uden nogen til at trøste hende. Jeg begyndte også allerede dengang at danne tankene om hvad nu hvis, der skete mor noget rigtig alvorligt imens jeg var væk og så hun var død når jeg kom hjem igen. Dette startede angsten for at miste og knytte sig til andre eller åbne op for følelserne, har været rigtig svær mange i mange år siden. Noget jeg stadigvæk kan tage mig selv i at have meget svært ved. Fordi jeg hurtigt bliver bange for at miste dem jeg virkelig føler noget for med det samme igen. Det er heldigvis sådan at jeg i dag efter det er blevet bearbejdet med psykologen, at det kun er på kærlighedsfronten der stadig er et problem for mig at lukke andre helt ind og lade dem vide hvad jeg føler for personen. For viser jeg det først eller giver udtryk for mine følelser bliver de jo straks meget mere ægte og jeg vil blive meget mere såret og ulykkelig ved at miste personen.. Hvor det går bedre med at knytte bånd til familie medlemmer og lukke dem ind i mit liv eller bade om hjælp hvis der er noget der går mig på eller jeg ikke kan overskue selv. Men det har også været et kæmpe arbejde at nå dertil, da min største angst har været at miste min familie helt fra barndommen af og det senere i livet blev min værste virkelighed. Og som har taget rigtig mange år at komme over og videre fra den frygt og angst pg den har kunne fylde hele min dag med at være bange for miste min familie eller der skete dem noget alvorligt. Jeg kunne gøre at tænke på det hele dagen alle mulige ulykker der kunne ske eller gå galt. Uden at kunne finde en måde at abstrahere fra tankerne, hvilket jeg i dag hvis de en skælden gang prøver at stikke hoved frem har nogle gode mestrings strategier til at ændre på, så de hurtigt forsvinder igen. De vil altid være en del af mig de tanker men hvor jeg før kunne optage mig selv med dem i dagevis, og de ulmede i mit sind, har det givet mig nogle gode strategier til ikke at lade dem styre min dag eller sind længere hjulpet mig meget at lære at mestre det hos en psykolog.

 

Så starter min lillesøster også på skolen og det blev helt automatisk mig der skulle sørge for at hun kom med i skole hver dag. Der bliver tit givet udtryk for bekymring fra lærerne om, at jeg er træt og uoplagt. Samt jeg har en bekymrende stor focus på min lillesøster. Både i og uden for skolen. På skolen oplever de at den er meget tiltagende, jeg gik fx derover til hende efter hver time bare for at være sikker på der ikke var noget galt. Jeg var meget bevidst om hendes ve og vel, i dag kan jeg godt se at denne opgave er jo alt for stor for en der selv er et barn og det har jo været en unaturlig rolle at agere mor 11 år gammel. Men var jo vant til derhjemme var hun det meste af tiden mit ansvar at underholde og sørgede for hun fik lavet lektier, noget at spise i seng efter børnetime sådan ca da. Derfor syntes jeg nok ikke selv dengang der var noget galt i at tjekke om hun var okay flere gange om dagen. Tænker selv jeg har jo slet ikke kunne holde focus eller koncentration om noget andet inden jeg igen skulle se om hun havde det godt. Og nu begyndte jeg for alvor ikke at kunne følge med mere i skolen og havde heller ikke lysten til at lære noget længere. Nogle gange kunne jeg også falde i søvn mit i timen ind over bordet. Lærerne blev mere og mere bekymret, men spurgte de ind til noget på hjemme fronten eller havde fx engang en blåt mærke om mit håndled efter jeg var blevet holdt fast. Så havde jeg altid en forklaring parat som jo altid var en løgn historie, men allerede dengang vidste jeg at gav jeg dem en historie de var tilfreds med blev der ikke spurgt mere ind til dette og min hest fik ret tit skylden hvis jeg selv havde blå mærker. Men efterhånden slap selv mine løgne op og jeg kunne finde på at lukke helt af for lærerne hvis de spurgte for meget. Så prøvede de på andre måder at få mig til at snakke.  Husker faktisk en gang jeg kom over til vores inspektør fordi de ville snakke med mig om mor og far derhjemme, om mor havde det godt igen efter hun havde været syg. Men det hjalp sjældent for børn er utrolig tro mod deres forældre og jeg havde også fået at vide sagde jeg noget ville vi blive sendt væk hver for sig min søster og mig, så så vi måske aldrig hinanden igen, hvilket var nok til jeg løj, hvilket jeg blev en sand mester i at gøre, og noget der desværre også blev lettere og lettere. Så jeg forsatte dette i stedet for at gøre folk kede af det eller tage konsekvensen af noget stak jeg folk en løgn i mange mange år.

Dengang lagde jeg ikke noget i det, sådan var det jo bare og det var jo hvad jeg kendte, som jeg var vokset op med at man gjorde.. Men i årene efter kan jeg godt se de har forsøgt at få noget ud af mig, for de kunne hjælpe os børn og de kunne bruge i en indberetning  til kommunen, så det tog det alvorligt at de mente der bar noget helt galt hjemme hos os, har kunne se i vores papirer, at både min og min søsters lære har lavet flere inberetninger men desværre uden at kunne fortælle noget  om vores adfærd havde ændret sig eller hvad det evt skyldes som var nok til kommunen ville gribe ind og undersøge dette. Først i de sidste af dem lige inden vi fjernet, er der man kritiske beretninger som skolen har været vidne til.. Og der er samtidig flere  der også har lavet  en del indberetninger både fra familie, naboer og hjemmeplejen der kom og passede min mors sår på benene inden der faktisk skete noget og det blev besluttet at vi skulle fjernes fra hjemmet. Forinden var der også gjort utallige forsøg på forskellige tiltag med fx antabus, både at hun selv styrede det og at lægen styrede det, men på en eller anden måde lykkedes det alligevel for min mor at snyde sig uden om og indtage alkohol. 

Ud over at gå i skole og passe min lillesøster var jeg også heste pige og startede med at gå til ridning på rideskolen i et lille års tid, så mødte min stedfar en på kroen som manglede en til at passe og ride på hans datters pony Herkules. Ham fil jeg lov at passe en lille sort pony af en blanding. Han var kun 115cm og brugte grime størrelse med en stor hest men jeg elskede hans kæmpe hoved og cyklede trofast ud og red på ham hver eneste dag undtaget de dage jeg var hos min far. Den pony blev i mange år min trofaste ven, støtte og klippe. Han var altid glad og vrinskede når jeg kom i stalden. Min far betalte ridetimer på ham så jeg fik undervisning og begyndte også at starte stævner med ham, hvor vi den første gang tog 1 pladsen og til hubertusjagten var vi også blandt de 5 første i mål, kan huske jeg var pave stolt af ham det 18 årig gamle liv. Her måtte far også træde til og begynde r betale stalden da mor aldrig vidste hvor hun havde gjort af alle pengene. Men jeg fik til gengæld også alt hvad jeg skulle bruge til mit ridning og til hesten af min egen far, både dengang og i alle årene frem til hans død. Hvad der angik mit ridning var jeg top forkælet af min far. Om jeg så lige havde fået ny sadel og 2 måneder efter fandt en anden jeg hellere ville have, vidste jeg altid præcis hvordan jeg skulle få ham overtalt til at få den næste sadel også. Og han har siden jeg startede med at ride altid kørt mig til div stævner og andet jeg skulle til med hesten også selv om det foregik på Fyn. Så kom han derover med hestetrailer og kørte mig afsted. Han har også altid været tilstede ved hvert eneste stævne jeg har været til lige fra det aller første på rideskolens heste og til det sidste jeg startede på min egen hest. Det samme galt den ringeridning som er en sønderjysk hestesport og en del af næsten alle by fester i Sønderjylland. Hvor min mor har aldrig deltaget i noget af det og de få gange hun har set mig ride har været hvis vi red en tur hjem forbi med hestene.

Brugte det meste af den tid jeg havde tilbage på min veninde, som var mim bedste veninde. Havde lært hende at kende på rideskolen og så gik jeg i klasse med hendes bror, hun gik selv to klasser under mig. Men det var nu ikke at mærke på hende. Vi brugte meget tid sammen både ved hestene og på at lave mange andre ting som banke på døre og gemme os. Eller også tullede vi lidt rundt omkring. Hvis ikke vi var sammen med drengene

Han boede med liget af min mor i måneder.

Politiet kom efter dna, da min mor havde været død i længere tid og hendes kæreste havde opholdt sig i lejligheden, i månederne efter sammen med hendes lig.

Har siden min mor valgte sin kæreste godt været klar over hun ikke ville få et langt liv. Så da der to år efter min fars død stod to meget beklemte betjente udenfor min dør, sagde jeg selv er det min mor? Og de nikkede kort og kondolerede, de spurgte så om jeg ville afgive dna prøve da hun havde været død i noget tid og hun var helt mummifiseret. Ok er selv i plejen så kunne godt regne ud det var måneder der var tale om før hun ville nå det stadie.
Spurgte betjentene om det var naturligt eller om det endelig var lykkes hendes kæreste at tage livet af hende. Begge betjente blev helt forfærdet, som havde jeg taget dem i noget kriminelt.
Så fortæller den ene betjent at det er faktisk underboen der har ringet pga hun ikke havde set min mor længe men kun hendes kæreste. Og han lukkede ikke op.

De køre så ud til min mor, men der bliver ikke åbnet. Betjentene kan høre hendes kæreste i lejligheden og der kommer en virkelig grim lugt fra lejligheden. Så de sparker til sidst døren op og finder hendes kæreste i stuen og soveværelset finder de min mor død ved siden af hendes seng.
Hendes kæreste kommer med forklaringen at han troede hun sov.
Hvad fanden sker der, der sku da ingen mennesker ved sine fulde 5 der vil tro på den historie, mem det viste sig at de havde løsladt hendes kæreste igen da de ingen beviser havde, men min mor var sendt til obduktion i København ved rets medicinsk.

Da vi så kommer over for at skal finde ud af hvor meget der skal ryddes og gøres ved lejligheden. Har de ikke gjort rent der hvor min mor havde lagt og hele omridset af hendes krop kunne ses på soveværelses gulvet og lugten i lejligheden den glemmer jeg aldrig, det er den værste lugt jeg har mødt i mit liv.
Da politiet ikke mente der var bevis hendes kæreste havde opholdt sig i lejligheden  i længere tid og de derfor havde lader ham gå igen. Kendte jeg min mor så godt at hun ville ikke lade breve ligge uåbnet i flere dage og fandt med det samme hendes skuffe med post og hendes hævekort i hvor vi kunne se på hendes kontoudtog, hun ikke havde rørt sin konto siden den 16 december. Og vi var på det tidspunkt først i marts måned. Nævnte det til politiet da vi hentede hendes personlige ejendele og døds attesten og spurgte dem om de regnede med hendes post selv var løbet op i skuffen, nede fra postkassen hele januar og februar?
Men hun siger så at nu havde de jo tit været ude at skille de to af og de altså havde et mord i tusind års skoven på nogle andre borgerlige mennesker.

Kan godt være jeg ikke talte med hende da hun havde valgt ham og ikke os. Men jeg er stadigvæk min mors barn. Og er udemærket klar over hun levede et elendigt liv. Hun trængte til at få fred i sindet.. Men der er fandme ingen der uanset hvad de har gjort fortjener at ligge død på den måde eller blive slået ihjel af andre hvis det viste sig det var tilfældet når hun var blevet obduceret..
men desværre var hun så mumifiseret sagde retsmedicineren da han ringede at det bliver man kun ved meget høj varme eller efter et halv år.. altså manden havde også været inde og skrue op for alt varme på fuld styrke mens hun lå død.
Men desværre kunne politiet ikke flnde ham igen da de ville afhøre ham igen efter hendes obduktion, så det vil nok forblive et ubesværet spørgsmål for os alle.

Mig

Læs hele min barndom i bogen “EN BARNDOM UDEN AT VÆRE BARN”

Lidt at tænke over!!! I dag fik jeg en historie fra en farmors og en andens famile’s syn på at være alene med to små børn.

JA NOGLE GANGE KAN MAN BLIVE OVERRASKET OVER AT HØRE HVORDAN ANDRE FAMILIER I SAMME SITUARTION TACKLER HVERDAGEN..

Dette beskriver meget rigtigt hvordan man selv kan have det

I mit job som sosu assistent kommer jeg ud i mange hjem og mange borgere fortæller gerne lidt om dem selv og deres livs historie. 

I dag kommer jeg ud til en borger hvor jeg kun, har været en enkelt gang tidligere.. virkelig sød dame, hun har fortalt mig tidligere hun har passet børn det meste af sit liv og langt op i årene.

I dag da jeg så hjælper hende med nogle opgaver i hjemmet, fortæller hum så hun har passet svigerdatter børn, efter hendes søn var gået bort, for eller kan man da ikke få en hverdag til at køre rundt med to små børn på 1 & 2 år, hvis man er alene. “Jeg tænkte kan man ikke?” 

Og som havde hun læst mine tanker forsatte hun, jo hvis du vil køre et menneske i sænk på et tidspunkt, så lader man være at hjælpe.. Men helt ærligt så ville jeg skamme mig hvis ikke jeg havde hjulpet. Det jo vores pligt som  bedsteforældre at hjælpe næste generation godt på vej enten på den ene eller den anden måde, hvordan skal vi ellers kunne regne med der er nogle som er i stand til at passe på os når vi ikke selv kan mere, hvis vi lader vores efterkommere sejle for dem selv uden hjælp og støtte..

Derefter så hun op på mig og spurgte så, hvor gamle er dine børn så?? Jaa det er sørme 1,5 og 2,5 år smilede.. Neeej jamen dog så har du sandelig også nok dit at se til da når du også arbejder. Ja sagde jeg det kan være drøjt men sådan er det jo sagde jeg og smilede uden at nævne jeg, faktisk også er alene om opgaven.. 

Men må godt nok sige jeg er virkelig imponeret over sådan en lille kone, det selv har været igennem en kæmpe sorg og var blevet alene også. At hun tager som sin opgave at få sin søn familie til at fungerer efter hans bortgang.. og enda tog det som om at sådan gjorde man altså som om det var en usynlig lov i alm god skik og etik.

Må indrømme mit hoved var ret fyldt da jeg gik og hun har været i mine tanker mange gange i løbet af dagen i dag. Især fordi jeg jo godt ved at jeg selv køre i overhalingsbanen for fuld kraft..

Her er det også kun mig der skal tage til alle ting med ungerne og mig der passer dem når de er syge, og når jeg selv er syg, så er det sku bare tja ærgeligt.. det kommer ikke nogen oh siger tag du en dag på sofaen så du kan blive rask., 

Jeg har sagt mange gange at det vil ikke holde ret meget længere uden nogen har tilbudt at træde til, så acceptere man det jo bare og knokler videre. Og mere tænker man ikke over det sikkert før det jo nok går galt eller at man møder en ældre generation som jeg har gjort i dag..