Bogen om min barndom

Jeg har nu fået skrevet min egen ebog om min barndom og frem til i dag. Som jeg sælger i ebog form og pga der stadigvæk er enormt meget tabu omkring  det at vokse op i et alkoholiseret hjem fyldt med uforudsigelighed og angst. Der er  90 siders læsning fra mit liv af hvilket kan købes af mig for 

35kr

Lidt at tænke over!!! I dag fik jeg en historie fra en farmors og en andens famile’s syn på at være alene med to små børn.

JA NOGLE GANGE KAN MAN BLIVE OVERRASKET OVER AT HØRE HVORDAN ANDRE FAMILIER I SAMME SITUARTION TACKLER HVERDAGEN..

Dette beskriver meget rigtigt hvordan man selv kan have det

I mit job som sosu assistent kommer jeg ud i mange hjem og mange borgere fortæller gerne lidt om dem selv og deres livs historie. 

I dag kommer jeg ud til en borger hvor jeg kun, har været en enkelt gang tidligere.. virkelig sød dame, hun har fortalt mig tidligere hun har passet børn det meste af sit liv og langt op i årene.

I dag da jeg så hjælper hende med nogle opgaver i hjemmet, fortæller hum så hun har passet svigerdatter børn, efter hendes søn var gået bort, for eller kan man da ikke få en hverdag til at køre rundt med to små børn på 1 & 2 år, hvis man er alene. “Jeg tænkte kan man ikke?” 

Og som havde hun læst mine tanker forsatte hun, jo hvis du vil køre et menneske i sænk på et tidspunkt, så lader man være at hjælpe.. Men helt ærligt så ville jeg skamme mig hvis ikke jeg havde hjulpet. Det jo vores pligt som  bedsteforældre at hjælpe næste generation godt på vej enten på den ene eller den anden måde, hvordan skal vi ellers kunne regne med der er nogle som er i stand til at passe på os når vi ikke selv kan mere, hvis vi lader vores efterkommere sejle for dem selv uden hjælp og støtte..

Derefter så hun op på mig og spurgte så, hvor gamle er dine børn så?? Jaa det er sørme 1,5 og 2,5 år smilede.. Neeej jamen dog så har du sandelig også nok dit at se til da når du også arbejder. Ja sagde jeg det kan være drøjt men sådan er det jo sagde jeg og smilede uden at nævne jeg, faktisk også er alene om opgaven.. 

Men må godt nok sige jeg er virkelig imponeret over sådan en lille kone, det selv har været igennem en kæmpe sorg og var blevet alene også. At hun tager som sin opgave at få sin søn familie til at fungerer efter hans bortgang.. og enda tog det som om at sådan gjorde man altså som om det var en usynlig lov i alm god skik og etik.

Må indrømme mit hoved var ret fyldt da jeg gik og hun har været i mine tanker mange gange i løbet af dagen i dag. Især fordi jeg jo godt ved at jeg selv køre i overhalingsbanen for fuld kraft..

Her er det også kun mig der skal tage til alle ting med ungerne og mig der passer dem når de er syge, og når jeg selv er syg, så er det sku bare tja ærgeligt.. det kommer ikke nogen oh siger tag du en dag på sofaen så du kan blive rask., 

Jeg har sagt mange gange at det vil ikke holde ret meget længere uden nogen har tilbudt at træde til, så acceptere man det jo bare og knokler videre. Og mere tænker man ikke over det sikkert før det jo nok går galt eller at man møder en ældre generation som jeg har gjort i dag..

Min far “GUMS” ❤️

Min FAR❤️ 

Hvad fatter sagde og gjorde er altid det rigtige og i mit liv kan det 100% bekræftes.

Mange spørger sikkert dig selv, jamen hvorfor gjorde din far ikke noget?? Men tro mig han forsøgte mange gange at få mig til at fortælle og har efterfølgende da jeg har fået agt indsigt, kunne se han et utal af gange har rettet henvendelse til amtet at han var stærkt begymret, hvor han også har givet eksempler på hvorfor han var bekymret..  

Desværre endte det bare med hver gang kommunen tog kontakt til min mor og sagde de kom på besøg pga en anmeldelse.. flot!!! 

Når de så kom var alt jo som det skulle være og hun var pinlig ædru hver gang, nogle af gangene gættede hun desværre også det var min far og då blev straffen, jeg ikke måtte besøge ham en måned eller 2 nogle gange. Hvilket han jo ikke kunne bære da han vidste jeg blev ulykkelig.

Alligevel fortalte han aldrig det var mon. Mor der var sur, ikke en eneste gang.. Det fandt jeg selv ud af da jeg blev ældre.

Min far var en mand med et hjerte af guld og en tålmodighed længere end universet.. ligegyldigt hvor meget jeg skabte mig eller hvad jeg fandt på af ulykker for at få ham op i det røde feldt.., tog han det fuldstændigt roligt og en af de sætninger jeg husker aller bedst fra jeg var barn.. når min verden var styrtet i grus og jeg var ved at dø af kæreste sorg eller andet teenage problem sagde han altid stille og roligt “tag det nu helt roligt lille skat det ordner sig igen” grrrrrrt what her var jeg ved at dø og så tog han det bar hel roligt.. 

Dengang kunne jeg blive helt elektrisk over de ord, men for pokker ville give guld og min højre arm i dag for at høre ham dige det igen. 

Hos min far var der masser af ro, rummelighed og kontinuitet hver gang fx læste han hver aften godnat historie, noget min mor ALDRIG har gjort en eneste gang. Hos far var der altid plads til at lytte lege og være tilstede for mon skyld.. 

Elsker ham højt og savner ham hver evig eneste dag af mit liv ❤️

Ansvar!! min fjende og min trofaste bedste ven..

Ansvar både en ven og værste fjende.

En af de ting der har gjort mig til den jeg, er i dag. Er helt bestemt at have været voksen ansvarlig som barn. Man siger det er sundt at give og lære børn at tage ansvar.

Til dels helt rigtigt men der er stor forskel på hvordan men lære sine børn det og hvad man giver dem ansvaret for.. Hvis ikke det skal forfølge en langt ind i voksen livet er det vigtigt at lære hvornår man har ansvaret og for hvad. Og rigtig vigtigt man ikke har ansvaret for alt og alle omkring en.

Da jeg som den ældste havde ansvaret for rigtig mange voksen ting og for det meste også for min søster til dels min mor!!

Har jeg rigtig rigtig svært ved i dag ikke at tage ansvar og gøre alt hvad der bimler og bamler for andre mennesker. Om jeg selv er ved at vælte omkuld eller selv skal have det dårligt, så hul i det hvis nogen råber hjælp smider jeg alt hvad jeg har og hjælper, støtter og bære.. 

Der er jeg enormt dårlig nej elendigt til at sige ved du hvad jeg har nok i mig selv lige nu.. og sikkert af samme grund også elendig til at slippe mit eget eller sige hey halløj jeg har brug for hjælp eller brug for en pause.. 

Min lillesøster sagde for nogle år tilbage, ja du bliver jo heller aldrig sådan rigtig ked af det eller giver op. 

Kan huske endnu jeg nej hvis du da bare vidste søs.., men ansvaret for mim søster tog over og sagde men hun er den lille så det skal hun ikke bryde hoved med. 

Men man vender faktisk folk til ikke at være der for en når aldrig man har brug for det eller fortæller man har brug for en pause eller what ever!!! 

Det kan tydeligt mærkes når man så pludselig en dag siger hey det sku helt tosset eller jeg kunne virkelig godt bruge en hånd.. 

- bliver kommentaren ofte ork jamen du jo altid stærk det klare du sagtens eller også. Eller ja du plejer jo ikke sådan at lade noget slå dig ud så det sikkert snart glemt igen.. Tjaaa eller jow jow er mit svar efterhånden blevet til for hvorfor lægge andre til last når man jo altid er den der holder styr på det hele. 

Om man nogensinde for lært at sige hey halløj jeg har brug for dig helt og sluppet ansvaret for alt og alle andre helt, tror jeg ikke.. Det er noget af de men det nok akulle have været arbejdet med tidligt allerede dengang vi blev fjernet.

Fra tumult til faste rammer og regler

Hvordan er det lige at komme fra en turbulent hverdag til faste rammer.

 

Da jeg boede hos min mor endnu var hverdagen aldrig ens.. Jeg kan huske engang min lillesøster skulle holde børne fødselsdag og vi kom hjem efter skole med hele hendes klasse og hun lå fuld og sov, hun havde dog gjort det meste klart.. men at stå 10år gammel med en hel klasse og skulle holde fødselsdag var et mareridt jeg sent glemmer.. jeg forsøgte dengang at vække hende men hun kunne knap stå på benene.. Det var simpelthen så flovt og kan i dag ikke engang huske hvad jeg sagde til de forældre der senere hentede deres børn, har nok været en 9-10 år på det tidspunkt og de andre forældre må virkelig have undret sig over hvorfor der ikke var en voksen til stede..

Af den grund har jeg aldrig gidet holde min egen fødselsdag eller andre ting, da jeg stort set aldrig har forbundet det med noget hyggeligt og sjovt.

Det skete oftere og oftere min mor var gået omkuld når vi kom fra skole, og af den grund fandt vi hurtigt ud af at passe os selv (hvis man da kan kalde det det) for sengetid, hjemmetid og spisetid anede vi ikke hvad tid det var. Vi gik bare hjem når der ikke var andre at lege med.. Det skete også oftere min stedfar opdage vi ikke havde fået aftensmad, når han kom hjem sent om aftenen kl 21 og kan huske han forsøgte flere gange at snakke med min mor om hvad der lige skete siden vi ikke havde fået mad eller noget. Men hun havde altid en undskyldning klar enten havde vi ikke været sultne eller også var vi ikke kommet hjem til tiden. Hvornår det gik op for ham hum løj ondet ved jeg ikke.. Men kan huske ret tydeligt fordi han altid var god til at skjule sine følelser at denne gang var han skuffet og ked af det, måske fordi hun havde lovet at det ikke skete mere. 

Da jeg kom ned til min far at bo, var der pludselig faste rammer og en hverdag at forholde sig til.. glemmer aldrig den første gang han sagde du skal være hjemme kl 20 WHAT KL HVAD?? 

Jeg tror aldrig jeg har kendt til klokketslet endnu dengang, det var vildt frustrerende og forvirrende med alle de regler pludselig.. 

Det tog mig faktisk rigtig mange år at finde ud af alt dette og noget min far og stedmor jo desværre heller ikke helt forstod.. 

Men til sidst langt om længe begyndte jeg at forstå hvad tingene gik ud på selv.

I dag kan jeg godt se der skulle langt tidligere da jeg var barn, have været gjort en insats, en ting jeg ikke helt forstår i dag at man fjerner to børn fra deres hjem med alkohol og vold uden og yde nogen former for professionel hjælp.. HVOR VAR DET OFFENTLIGE SYSTEM??

Uanset om det er fra en kommune til en anden. Er det bekymrende at der ikke sker en faglig insdsats, da alle ved og er endividens baseret viden. Uanset forhold i hjemmet vil det altid ske en form for traume, i barnet i større eller mimdre grad.

Men kan kun konstatere, at der her 30 år senere ilke er sket nogen udvikling på det område. Har undret mig over man i Aabenraa kommune, endnu ikke har særlig stor tværfaglige indsatser og viden om det.

 Især når andre kommuner som sønderborg fx har virkelig stor viden og bredt tværfagligt samarbejde. 

I Aabenraa virker det næsten som om, ved store livs kriser i familien skal du kæmpe mod alle afdelinger hver især. 

Da jeg mistede min far, mistede jeg mig selv😶‍🌫️

Min far døde da jeg var omkring 25år og pludselig, blev hele mim verden flået fra hinanden. Og mit sikkerhedsnet forsvandt under mig for altid. Samtidigt med røg hele min identitet og personlighedstæppe, under mine fødder væk i et ryk.

En forfærdelig følelse af ensomhed og forladthed, ramte mig som bragede jeg direkte ind i en mur uden en enkelt sten løsnede sig.

Min højt elskede far, som var den af mine nærmeste jeg så op til og som altid havde været der for mig. Der var ham der reddede mig ved tvangsfjernelse.

Efter jeg flyttede ned til min far, vil jeg sige jeg havde en normal teenager tid, hvor jeg fik lov at være et barn og teenager.

Men så kom alle de sorte skyer og ondskaben tilbage i mit liv efter min far måtte opgive til kræften.. Og jeg faldt hurtigt tilbage til mit vilde Liv. Som jeg forbinder med den sociale arv. Nu festede jeg for alvor alt der jeg kunne af ugens 7 dage.

Jeg følte mig helt alene, vidste ikke rigtig hvor jeg hørte til mere og min far som jeg altid havde identificeret mig med og som jeg lærte livets regler af. Var revet væk fra mig for altid.

Mistede min identitet , tilhørsforhold, min personlighed og til sidst mistede jeg også mig selv og mit job.. Jeg havde følelsen af, at alle dem jeg elskede og holdt af blev taget fra mig.

Var sjældent mig selv i de første 2 år efter hans død og kunne ikke finde nogen mening med livet længere eller hvorfor jeg skulle bygge mit liv op..,

Lige ind til den dag jeg nær havde taget livet af mig selv, hvor det heldigvis ikke lykkes mig..

Da jeg kommer til mig selv er jeg helt klar over hvad jeg har gjort eller forsøgt at gøre, samtidig virkede det også helt virkeligt, min far lige havde været hos mig og havde sagt.. DET GØR DU BARE ALDRIG NOGENSINDE. DET HAR DU LOVET MIG..

siden den dag lærte jeg at forstå mig selv bedre, at hver gang der skete noget følelsesmæssigt, hoppede jeg tilbage i den social arvs mønster, min mor havde og som hendes Mor også have.. Og har altid sagt i på ikke vilkår om den Sociale arv skal have mig også.

Fra da af fandt jeg et nyt job og startede på ny uddannelse. Jeg blev bedre og bedre til ikke at lade problemerne og følelserne styre mig tilbage. Men børn ville jeg aldrig turde få stadig af frygt for jeg kunne finde på at forlade dem og afvise dem som vi er blevet. Og fordi hvem skulle hjælpe mig med at passe dem når der var noget. Eller hvem spurgte jeg når jeg var i tvivl.. Her var jo ingen tilbage.

Men der fik Julie så ændret fuldstændig på da hun valgte at gemme sig til jeg var ca 4 måneder henne og tog til læge med blærebetændelse var jeg sikker på da jeg tissede hele tiden.. Så da lægen sagde jeg var i 4 måned. Kom alt panik tilbage, for hvad nu hvis.

• Jeg lignede min mor?

• Ikke kunne finde ud af at passe en baby?

Hvem skulle råde og vejlede mig?.

Hvad med bedste forældre eller pasning når jeg skulle noget?

Vil min psyke overhoved kunne klare det uden jeg igen ville blive panisk for at miste dem jeg elske, da jeg jo havde mistet alle i mit liv ind til nu.

Ville jeg overhoved turde knytte bånd til så lille et menneske?

Pludselig var jeg helt helt tilbage til dengang jeg knap turde kigge folk i øjnene for tænk nu hvis de kunne se min forhistorie inde bag et sted.

Mor med social arv hængende over hoved.

Har altid sagt jeg skulle ikke have børn, frygten for at blive som min egen mor, var simpelthen alt for stor.

Men min første fødte Julie gemte sig i 4 måneder før jeg opdagede hende.. Gik til lægen med en blærebetændelse, troede jeg! Så blev helt blæst bagover da han siger jeg er gravid. Blev hurtigt indkaldt til scanning og der fik jeg så næste chok at jeg var allerede 4 måneder henne.. 

Så var der ikke meget valg at tage og jeg måtte vende mig til tanken om st jeg alligevel skulle have barn.

De værste tanker var omkring min egen barndom, hvordan min mor selv havde svigtet os gang på gang, for til sidste brutalt at afvise os og vælge os helt fra, frem for hendes nye kæreste der både havde slået hende og nu og forsøgt at sætte ild til hende mens hun sov..

Den første del af min barndom var fyldtes angst, svigt og uro pga min mor drak, mere og mere voldsomt.. 

Jeg husker ikke jeg nogensinde har fået et knus af min mor uden hun stank langt væk af alkohol og det har også gjort jeg afskyer at være beruset i dag. 

Alkohol smager mig langt fra og har efter mine børn er født ikke drukket mere end en genstand 2 gange.. 

Da jeg var 12 år kom der pludselig en dag en dame fra kommunen og sagde jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle flytte ned til min far og han var allerede på vej.. 

Med mindre jeg ville i pleje som min lillesøster og der stod jeg som 12årig og skulle tage stilling til om jeg ville svigte min far eller min lillesøster!! 

Enden blev jeg flyttede ned til min far og til en helt anden hverdag. Der var kontinuitet og regelmæssighed, det var svært til at begynde med, da jeg havde kunne gøre som jeg ville hos min mor så længe vi bare lod hende drikke og jeg passede min lillesøster. 

Alt dette virvar gjorde jeg allerede i teenage årene besluttede at børn ville jeg ikke sætte i verden., for tænk nu hvis det var arveligt at være som min egen mor og endnu mere frygtede jeg den social arv da jeg vidste, min mors mor også drak sig mere eller mindre ihjel. Og når nu 2 generationer var endt med at elske alkoholen højere end alt andet og folk altid talte om at, den sociale arv var jo ikke sådan at løbe fra!!! Men i dag er jeg meget klogere på det område og selv om rigtig mange stadigvæk i dag tror man er genetisk disponibel for at gå i den sociale arv, så er det videnskabeligt bevist at det er det ikke..
Men man kan kan have samme gener som sine forældre i forhold til vores måde at reagere på traumatiske oplevelser gennem livet på, lidt som nogen kan klare masser af smerter og andre går i seng ved hovedpine.. 

Man ved i dag at der er rigtig mange sociale faktorer der spiller ind på om man går i samme spor som sine forældre. Og man har også fundet id af i rigtig mange tilfælde træder mange også ud i samme spor et par gange og har så alligevel fået fundet det rette vej og er trådt ud af social arven.