Mor hvor var din kærlighed ?

Forleden var der en som, spurgte mig hvad husker du mest af moder kærlighed fra din egen mor?! Det tænkte jeg faktisk over ret så længe, uden at komme frem til et egentligt svar på det. 

Men jeg ved hvad jeg giver mine, egne børn som jeg ikke selv har nogen erindring om. Fra min egen mor af og når man sådan stiller det op, lyder det faktisk en smule grotesk. Men vil gøre det alligevel, alene af den årsag at folk så kan se man, ikke behøver være følelsesmæssig handicappet, fordi man ikke har fået den basale moderkærlighed selv, som barn. 

• Siger hverdag godnat og jeg elsker dig til mine piger.
• Tager dem op og trøster dem hos mig når de er kede af noget. 
• Giver dem ros og kram hver dag for det de har været dygtige.
• Jeg hjælper dem med deres basale behov. 
• De for lidt ekstra kram og kærlighed de dage hvor hele verden er strengt imod dem.
• Jeg sidder mig ned og tegner og leger med dem og holder dem i hånden når vi er nogle steder. 
• Jeg taget ud til forskellige aktiviteter med dem. 

De gange jeg husker min egen mor, fx har sagt hun elskede os eller givet os et ordenligt kram. Var når hun var rigtig fuld og lugtede langt væk af sur gammel pap vin. Og har heller ikke et eneste billede faktisk hvor jeg sidder på min mors skød eller hvor hun leger med mig eller i det hele taget giver mig, den opmærksom et barn bør få.

Festerne mit skjul, facade og min tryghedbase..

Desuden, hvem siger nej til en god fest?

Not me 💪🥳

Mit liv gik med at finde ud af hvad jeg ville, tog en handelsskole da jeg ikke rigtig havde nogen ide om hvad jeg ville i fremtiden. Og her gik det rigtig vildt for sig med sanseløs druk hver weekend og by ture i Aabenraa’s natte liv mine karakter ja de var der da vist bare kan man sige, bestod kun lige min eksamen. Efter min eksamen gad jeg ikke finde en lære plads da det var nok ikke rigtig det jeg gad alligevel. Så da jeg fik tilbudt job på Statoil i cafeteriet slog jeg til og her mødte jeg min daværende kæreste som jeg flyttede sammen med i Tinglev. Og det gik rigtig godt ind til han mistede sit arbejde og ikke kunne komme i gang igen, så jeg festede med hans venner mens han sad hjemme og spillede pc for det meste og nu begyndte festerne at blive vilde da det var i den tid techno musikken rigtig bragede igennem og det gjorde den jo i alle byer, så var jeg ikke langs med dem fra Tinglev, så var jeg da afsted med dem fra padborg hvor jeg også havde en ret stor vennekreds. Der var altid fantasy i tarp i Tyskland vi tog til alle sammen og ellers var vi afsted til g-move, loveparade og streetparade nåede vi også til. Min far var allerede begyndt at mugge lidt over jeg aldrig kom hjem længere og at jeg snart skulle se at få en uddannelse i hus, men jo mere han murede rundt med mig jo mere festen blev det til. For vidste da stadigvæk ikke hvad jeg ville med mit liv og herre Gud var da kun 23 og havde masser af tid. Det ville han jo nok kunne se en dag jeg havde taget den når jeg var blevet ældre, troede jeg da.

Enden af det hele blev jo vi gik fra hinanden og jeg flyttede hjem i nogle måneder igen da jeg havde mødt en anden, fandt dog hurtigt min egen lejlighed i padborg da det var lidt svært at være hjemme igen efter jeg først havde boet ude. Og festerne forsatte da både i Tinglev, padborg og nu også i Gråsten ja en fest kunne jeg altid få fundet ellers holdt jeg da bare en selv være var det da ikke. Efter et lille års tid fik jeg min lillesøster flyttet herned da UN ikke længere havde det helt så godt på Fyn. Og det var lige inden vi skulle til streetparade så der var da ikke andet for end hun måtte selvfølgelig bare tage med. Jeg var der jo til at passe på hende, ja ja den sidste morgen vågnede jeg altså bare uden en lillesøster ved siden af mig men til gengæld kunne jeg høre hende inde ved naboen sove kabine og jeg røg op og lynede ned og min dengang kommende svoger udbrud. Vi hat ikke lavet noget min sovepose er todelt yea right. Men kunne jo ike rigtig stille så meget op alligevel natten var smuttet forbi og vi skulle hjem inden længe. 

Efter turen gik der ikke ret længe før de to var et par og vi festede da videre alle sammen. Men da min søster havde boet hos mig i et halvt års tid kom hun og sagde at nu flyttede hun ud til min kammerat da det skulle være de to. Var noget skeptisk ved alting skulle gå så stærkt med dem, men det var ikke så meget at gøre andet end acceptere det heldigvis for det, for i dag har de to dejlige sønner sammen som ingen ville have været foruden. 

Da min første lille nevø kom til verden fik min far ikke ret længe efter konstateret lungekræft og kom til Odense hvor han blev opereret og ham fik noget kemo også, derefter blev han faktisk erklæret rask og Aabenraa sygehus skulle lave de efterfølgende tjek af ham og kontrol scanninger og alt gik fint der var ikke mere kræft fik vi at vide og ham var startet op på arbejde igen, da han pludselig blev ved med at blive syg især med lungebetændelse mente vi og vi jog ham derfor afsted til lægen igen, da han selv trak det ud. Her viste det sig Aabenraa havde “glemt” at lave en fuld scanning selv om det var hvad Odense sygehus havde bestilt og tilbage til Odense og der blev nu fundet en kræft svulst i hjernen som var for stor allerede til de kunne operer den væk, men man ville forsøge med kemo at holde den nede. Det var et rent helvede for os alle da han samtidig ikke tålte kemoen ret godt og blev rigtig skidt hver gang kan huske jeg var bange og knust inden i men ville ikke sige noget, allerede der vidste jeg godt at jeg ville komme til at stå helt alene på egne ben og der var intet i verden jeg hellere end gerne ville have kunne men det vidste udmærket godt var umuligt for mig, da jeg jeg igen engang var blevet lært hvordan man klarede sig selv endnu. Jo jeg var bange og jeg var rigtig bange allerede inden han fik sin dødsdom. .

Jeg festede stadigvæk en del der var jo der jeg kunne flygte væk fra det hele især fra angsten for at miste dem man har tættest på sig, nu havde jeg i flere år gået med en angst for at miste min søster og min mor. Som jo så skete på sin vis og nåede da heldigvis st få en 10 år i mit liv hvor der var ro på jeg kunne være mig og ikke altid pigen der skulle kæmpe en masse kampe da jeg boede hos min far og ind til han døde, så kan jeg begynde at kæmpe mig gennem livet endnu engang og med en større frygt for at miste dem jeg holdt mest af, da min frygt jo havde fået ret allerede to gange i mit 24 årig liv. Men ellers passede jeg mit arbejde på Statoil i butikken, det gjorde jeg i godt 7 år inden jeg blev spurgt om jeg ville arbejde i cafeteriet på Ids hvilket var et godt tidpunkt da jeg et halvt år inden var blevet overfaldet på Statoil om natten en nat jeg havde fået besked om dagen at de ikke kunne gøre mere for min far og at han skulle dø, så har nok ikke været helt så opmærksom den nat og ret ligeglad kunne vi se på video overvågning med politiet bagefter, hvor jeg laver øjne af overfaldsmanden. Så da vi nu også  var midt i en ombygning så mine nattevagter foregik i en skurvogn og det var jeg bare ikke særlig tryg ved at stå inde eller med en halv mørk plads, så blev ansat derovre. Det var en rigtig hård tid og meget sørgelig jeg følte mig både knækket og forladt, og helt alene i verden da far blev hurtigt mere og mere syg, jeg var enormt ked af det følte ikke jeg hørte til nogle steder min stedmor brokkede sig meget over hun ikke syntes jeg hjalp til, men jeg kunne ikke rigtig stille så meget op da hun Allerede havde besluttet med far at rykke fra vores barndoms hjem og jeg så bare til alle mine ting forsvandt uden jeg blev spurgt af. Men kunne heller ikke tage stilling til det, da jeg allerede var i en krise over at skulle miste den eneste jeg havde i mit liv der passede på mig og jeg så mine barndoms ting ryge ud ammen med hele min identitet eksistens.

Angsten for at blive lige så følelses kold som min egen mor

Har altid hele mit liv valgt børn fra, mest af den grund, der har siddet en angst for om jeg ville ende som min egen mor. Med at afvise mine egne børn eller være lige så ligeglad med mine egne børn, som hun var over for os. 

Jeg husker fx aldrig min egen mor har sagt hun elskede mig, eller har givet mig et knus, kun hendes alkohol lugtende ånde når hun dinglede rundt for at støtte sig til en, når hun var for fuld til at gå selv. Eller at hun har kigget på en med overbærenhed og fyldt med kærlighed.

Til gengæld husker jeg tydeligt den dag hun fil valget mellem os børn og hendes nye kæreste der drak og bankede hende. Og hun valgte ham.. Eller dengang hun gav os børn skylden for når der var forsvundet penge til min stedfar og han blev sur på os. Eller den dag vi blev fjernet fra hjemmet og hun nægtede at tage afsked med os og bare skrev under på fuld forældre myndighed til min far, med ordene, så kan du jo bare flytte ned til din far og have det godt.. 

husker tydeligt hendes første brev efter vi var fjernet fra hjemmet, det tog 3 år inden der kom og var fyldt med bebrejdelser over jeg sikkert ikke have tid og jeg havde jo min far min nye kæreste at være stemmen med og hun sad jo bare på et hjem for dig selv, men det var vi jo alle sikkert ligeglade med.. det gjorde så hamrede ondt i en at læse for jeg kunne ikke ændre noget. Hun havde valgt vi ikke skulle være ved hende og vi hørte intet i 3 år og kunne ikke finde ud af hvor hun var henne. Blev så glad da jeg endelig fik et brev men det gav anledningen til så meget selvbebrejdelse og skuffelse..

Derfor besluttede jeg hurtigt og tidligt i mit liv at børn ville jeg ikke have for tænk nu hvis?!?? Men heldigvis for der var en Julie der gemte sig og kunne vise mig at sådan behøver det slet ikke være for en selv.. Og jeg har ofte tænkt på, VAR MIN MOR NU OGSÅ FØLELSESKOLD? For det har da i de efterfølgende år, hvor jeg selv er blevet mor. Undret mig hvordan hun, har kunne agere så, ligeglad og afvisende over for os børn. Men det er jo noget jeg aldrig vil finde et fuldt ud svar på og tror heller ikke på hun ville give mig dette selv hvis hun stadigvæk levede. For efter at have arbejdet i plejen en del år, har jeg fået mange fortællinger omkring min familie, både fra naboer, venner og skolekammerater til min mor og hendes forældre. 

Under disse fortællinger, har det gjort mig mere og mere klar over at min mor allerede i sin teenager år, har måtte begynde på at opbygge en mur omkring sig for at kunne overleve i mellem de kriser. hun er blevet sat imellem hendes mor og far. Og tror et eller andet sted faktisk hun har bygget hele den mur op om sig i de år, hvilket har gjort hun har trådt ind i sit voksen liv, uden at vide hvordan eller hvor vigtigt det er at få bearbejdet sine følelser sådan man også er i stand til at vise dem overfor andre.