Min far døde da jeg var omkring 25år og pludselig, blev hele mim verden flået fra hinanden. Og mit sikkerhedsnet forsvandt under mig for altid. Samtidigt med røg hele min identitet og personlighedstæppe, under mine fødder væk i et ryk.
En forfærdelig følelse af ensomhed og forladthed, ramte mig som bragede jeg direkte ind i en mur uden en enkelt sten løsnede sig.
Min højt elskede far, som var den af mine nærmeste jeg så op til og som altid havde været der for mig. Der var ham der reddede mig ved tvangsfjernelse.
Efter jeg flyttede ned til min far, vil jeg sige jeg havde en normal teenager tid, hvor jeg fik lov at være et barn og teenager.
Men så kom alle de sorte skyer og ondskaben tilbage i mit liv efter min far måtte opgive til kræften.. Og jeg faldt hurtigt tilbage til mit vilde Liv. Som jeg forbinder med den sociale arv. Nu festede jeg for alvor alt der jeg kunne af ugens 7 dage.
Jeg følte mig helt alene, vidste ikke rigtig hvor jeg hørte til mere og min far som jeg altid havde identificeret mig med og som jeg lærte livets regler af. Var revet væk fra mig for altid.
Mistede min identitet , tilhørsforhold, min personlighed og til sidst mistede jeg også mig selv og mit job.. Jeg havde følelsen af, at alle dem jeg elskede og holdt af blev taget fra mig.
Var sjældent mig selv i de første 2 år efter hans død og kunne ikke finde nogen mening med livet længere eller hvorfor jeg skulle bygge mit liv op..,
Lige ind til den dag jeg nær havde taget livet af mig selv, hvor det heldigvis ikke lykkes mig..
Da jeg kommer til mig selv er jeg helt klar over hvad jeg har gjort eller forsøgt at gøre, samtidig virkede det også helt virkeligt, min far lige havde været hos mig og havde sagt.. DET GØR DU BARE ALDRIG NOGENSINDE. DET HAR DU LOVET MIG..
siden den dag lærte jeg at forstå mig selv bedre, at hver gang der skete noget følelsesmæssigt, hoppede jeg tilbage i den social arvs mønster, min mor havde og som hendes Mor også have.. Og har altid sagt i på ikke vilkår om den Sociale arv skal have mig også.
Fra da af fandt jeg et nyt job og startede på ny uddannelse. Jeg blev bedre og bedre til ikke at lade problemerne og følelserne styre mig tilbage. Men børn ville jeg aldrig turde få stadig af frygt for jeg kunne finde på at forlade dem og afvise dem som vi er blevet. Og fordi hvem skulle hjælpe mig med at passe dem når der var noget. Eller hvem spurgte jeg når jeg var i tvivl.. Her var jo ingen tilbage.
Men der fik Julie så ændret fuldstændig på da hun valgte at gemme sig til jeg var ca 4 måneder henne og tog til læge med blærebetændelse var jeg sikker på da jeg tissede hele tiden.. Så da lægen sagde jeg var i 4 måned. Kom alt panik tilbage, for hvad nu hvis.
- Jeg lignede min mor?
- Ikke kunne finde ud af at passe en baby?
- Hvem skulle råde og vejlede mig?.
- Hvad med bedste forældre eller pasning når jeg skulle noget?
- Vil min psyke overhoved kunne klare det uden jeg igen ville blive panisk for at miste dem jeg elske, da jeg jo havde mistet alle i mit liv ind til nu.
- Ville jeg overhoved turde knytte bånd til så lille et menneske?
- Pludselig var jeg helt helt tilbage til dengang jeg knap turde kigge folk i øjnene for tænk nu hvis de kunne se min forhistorie inde bag et sted.
