Jul hjemme hos mig som mor og voksen

Som før nævnt, har julen bla været en følelses mæssig belastning inden jeg fik børn selv. Inden min far gik bort, var der heller ikke med megen glæde ved julen for mig. Vidste at nu blev jeg påmindet om, hvor lidt min familie tænkte på at påskønne hinanden. Og hvor meget mine pap søstre havde af familie.. De fik altid en hav af gaver hvert år store dyre og flotte gaver. Fra begge deres forældre, og moster, faster mm og fra min familie (bedste) fik de skam også. Jeg hørte som sagt ikke fra min mor efter jeg blev fjernet og har siden hen heller aldrig modtaget en eneste gave hverken til jul, fødselsdag eller konfirmation. Så hvis jeg ønskede mig en større gave vidste jeg som regel, jeg kun ville få en 3-4 gaver da min far og stedmor hvergang gav gave sammen og ud over det fik jeg fra min bedste. Hvor imod mine pap søstre altid fik mellem 10 til 20 gaver, og det tog timer at pakke ud.., så derfor har juleaften som sagt altid været en pinsel at komme igennem. De havde altid masser af tøj parfumer makeup og smykker, hvilket jeg aldrig har fået noget af medmindre jeg selv købte det.  Og da far så døde da jeg var 25 år kunne jeg ingen glæde finde ved julen længere og har været på arbejde næsten hver eneste jul, for ikke sidde alene og gaver har jeg ikke rigtig fået se år siden min far levede heller ikke til fødselsdag.                                              

Sådan skal mine børn ikke have det, den følelse er af at være så alene, den er så ødelæggende for et barns sjæl og dets selvværd. Og også senere som ung hr det også næsten ædt mig op inden fra. Og man vil blive ligegyldig overfor de dage hvor alle har travlt mes at vise sine kære men elsker dem.  Derfor er det rigtigt vigtigt vi både julehygger, med bag pynt og familien o december måned.  

Festerne mit skjul, facade og min tryghedbase..

Desuden, hvem siger nej til en god fest?

Not me 💪🥳

Mit liv gik med at finde ud af hvad jeg ville, tog en handelsskole da jeg ikke rigtig havde nogen ide om hvad jeg ville i fremtiden. Og her gik det rigtig vildt for sig med sanseløs druk hver weekend og by ture i Aabenraa’s natte liv mine karakter ja de var der da vist bare kan man sige, bestod kun lige min eksamen. Efter min eksamen gad jeg ikke finde en lære plads da det var nok ikke rigtig det jeg gad alligevel. Så da jeg fik tilbudt job på Statoil i cafeteriet slog jeg til og her mødte jeg min daværende kæreste som jeg flyttede sammen med i Tinglev. Og det gik rigtig godt ind til han mistede sit arbejde og ikke kunne komme i gang igen, så jeg festede med hans venner mens han sad hjemme og spillede pc for det meste og nu begyndte festerne at blive vilde da det var i den tid techno musikken rigtig bragede igennem og det gjorde den jo i alle byer, så var jeg ikke langs med dem fra Tinglev, så var jeg da afsted med dem fra padborg hvor jeg også havde en ret stor vennekreds. Der var altid fantasy i tarp i Tyskland vi tog til alle sammen og ellers var vi afsted til g-move, loveparade og streetparade nåede vi også til. Min far var allerede begyndt at mugge lidt over jeg aldrig kom hjem længere og at jeg snart skulle se at få en uddannelse i hus, men jo mere han murede rundt med mig jo mere festen blev det til. For vidste da stadigvæk ikke hvad jeg ville med mit liv og herre Gud var da kun 23 og havde masser af tid. Det ville han jo nok kunne se en dag jeg havde taget den når jeg var blevet ældre, troede jeg da.

Enden af det hele blev jo vi gik fra hinanden og jeg flyttede hjem i nogle måneder igen da jeg havde mødt en anden, fandt dog hurtigt min egen lejlighed i padborg da det var lidt svært at være hjemme igen efter jeg først havde boet ude. Og festerne forsatte da både i Tinglev, padborg og nu også i Gråsten ja en fest kunne jeg altid få fundet ellers holdt jeg da bare en selv være var det da ikke. Efter et lille års tid fik jeg min lillesøster flyttet herned da UN ikke længere havde det helt så godt på Fyn. Og det var lige inden vi skulle til streetparade så der var da ikke andet for end hun måtte selvfølgelig bare tage med. Jeg var der jo til at passe på hende, ja ja den sidste morgen vågnede jeg altså bare uden en lillesøster ved siden af mig men til gengæld kunne jeg høre hende inde ved naboen sove kabine og jeg røg op og lynede ned og min dengang kommende svoger udbrud. Vi hat ikke lavet noget min sovepose er todelt yea right. Men kunne jo ike rigtig stille så meget op alligevel natten var smuttet forbi og vi skulle hjem inden længe. 

Efter turen gik der ikke ret længe før de to var et par og vi festede da videre alle sammen. Men da min søster havde boet hos mig i et halvt års tid kom hun og sagde at nu flyttede hun ud til min kammerat da det skulle være de to. Var noget skeptisk ved alting skulle gå så stærkt med dem, men det var ikke så meget at gøre andet end acceptere det heldigvis for det, for i dag har de to dejlige sønner sammen som ingen ville have været foruden. 

Da min første lille nevø kom til verden fik min far ikke ret længe efter konstateret lungekræft og kom til Odense hvor han blev opereret og ham fik noget kemo også, derefter blev han faktisk erklæret rask og Aabenraa sygehus skulle lave de efterfølgende tjek af ham og kontrol scanninger og alt gik fint der var ikke mere kræft fik vi at vide og ham var startet op på arbejde igen, da han pludselig blev ved med at blive syg især med lungebetændelse mente vi og vi jog ham derfor afsted til lægen igen, da han selv trak det ud. Her viste det sig Aabenraa havde “glemt” at lave en fuld scanning selv om det var hvad Odense sygehus havde bestilt og tilbage til Odense og der blev nu fundet en kræft svulst i hjernen som var for stor allerede til de kunne operer den væk, men man ville forsøge med kemo at holde den nede. Det var et rent helvede for os alle da han samtidig ikke tålte kemoen ret godt og blev rigtig skidt hver gang kan huske jeg var bange og knust inden i men ville ikke sige noget, allerede der vidste jeg godt at jeg ville komme til at stå helt alene på egne ben og der var intet i verden jeg hellere end gerne ville have kunne men det vidste udmærket godt var umuligt for mig, da jeg jeg igen engang var blevet lært hvordan man klarede sig selv endnu. Jo jeg var bange og jeg var rigtig bange allerede inden han fik sin dødsdom. .

Jeg festede stadigvæk en del der var jo der jeg kunne flygte væk fra det hele især fra angsten for at miste dem man har tættest på sig, nu havde jeg i flere år gået med en angst for at miste min søster og min mor. Som jo så skete på sin vis og nåede da heldigvis st få en 10 år i mit liv hvor der var ro på jeg kunne være mig og ikke altid pigen der skulle kæmpe en masse kampe da jeg boede hos min far og ind til han døde, så kan jeg begynde at kæmpe mig gennem livet endnu engang og med en større frygt for at miste dem jeg holdt mest af, da min frygt jo havde fået ret allerede to gange i mit 24 årig liv. Men ellers passede jeg mit arbejde på Statoil i butikken, det gjorde jeg i godt 7 år inden jeg blev spurgt om jeg ville arbejde i cafeteriet på Ids hvilket var et godt tidpunkt da jeg et halvt år inden var blevet overfaldet på Statoil om natten en nat jeg havde fået besked om dagen at de ikke kunne gøre mere for min far og at han skulle dø, så har nok ikke været helt så opmærksom den nat og ret ligeglad kunne vi se på video overvågning med politiet bagefter, hvor jeg laver øjne af overfaldsmanden. Så da vi nu også  var midt i en ombygning så mine nattevagter foregik i en skurvogn og det var jeg bare ikke særlig tryg ved at stå inde eller med en halv mørk plads, så blev ansat derovre. Det var en rigtig hård tid og meget sørgelig jeg følte mig både knækket og forladt, og helt alene i verden da far blev hurtigt mere og mere syg, jeg var enormt ked af det følte ikke jeg hørte til nogle steder min stedmor brokkede sig meget over hun ikke syntes jeg hjalp til, men jeg kunne ikke rigtig stille så meget op da hun Allerede havde besluttet med far at rykke fra vores barndoms hjem og jeg så bare til alle mine ting forsvandt uden jeg blev spurgt af. Men kunne heller ikke tage stilling til det, da jeg allerede var i en krise over at skulle miste den eneste jeg havde i mit liv der passede på mig og jeg så mine barndoms ting ryge ud ammen med hele min identitet eksistens.

Hold kæft jeg glæder mig til det bliver mandag

Hvorfor alle andre glæder sig da, altid til det bliver fredag. Så har de weekend og kan slappe af. 

Ja det kunne jeg så også engang, men den gang er forbi. For FUCK hvor kan mine weekender være hårde nogle gange. 

Og misforstå mig ikke, jeg elsker mine piger over alt på Guds grønne jord og kunne jeg tage stjerne ned til dem om de ville gjorde jeg det gerne. Men JEG VIL FAKTISK OGSÅ GERNE HAVE LOV AT SIGE DET PISSE HÅRDT AT VÆRE ALENE MED TO SMÅ BØRN. 

Nogle gange føles det, næsten som om jeg har talt alverdens eder jeg siger det er hårdt. Og Gud nåde og trøst jeg udtalte jeg sommetider har lyst til smide det hele og skride, BARE FORDI JEG ER TRÆT..

Hvorfor er det lige blevet sådan? At hver gang jeg nærmer mig ordene, det hårdt, jeg er træt eller jeg har brug for at holde fri et par døgn. Så bliver jeg affærdiget med en kommentar fra de nærmeste. Om jeg har det også hårdt eller jeg har også været alene dengang med mine børn. Eller noget andet i den dur. Ja det er jo nok fordi at sådan noget må ikke være virkelighed i min verden. For jeg har altid været den stærke, den der tog omsorg og ansvar for alle andre, og deres problemer. Så selvfølgelig kan klare det hele selv. Det plejer jeg da at kunne. 

Det kan jeg også, selvfølgelig kan jeg det. Men når det så er sagt, så vil jeg sgu også have lov at sige højt når jeg er træt, ked af det eller helt brændt ud!! 

For det er fucking hårdt med to så små børn, især når der kun er 14 måneder imellem dem.. for jo måske har du også været alene med dine da den ene var teenager og den anden en lille drille gøj på 3-4år.  Men du husker det nok ikke, det er bare noget andet for en lidt større størrelse kan du bede om hjælpe til, eller lige gå ud af rummet mens du forklare den anden hvorfor dennes opførsel ikke er i orden. Det kan jeg ikke, bliver den ene ked af det eller laver noget de ikke må og jeg prøver at snakke med hende. Står den anden og glor på, beder jeg hende lige gå ud af rummet ja så har jeg er rama skrig i det andet rum. Så hvornår tror i egentlig jeg kan holde en pause når de er hjemme hele weekenden, når de sover ja men der er jeg så træt jeg falder omkuld uden at have været i bad., som jeg gerne ville, få ryddet op, svaret dem der har skrevet på facebook eller andre steder, vasket tøj og alt andet. 

Jeg har ingen forældre der lige kan træde til og give mig et pusterum ej heller meget andet familie end min halv søster og bror der hver især hat travlt med deres eget. Så der er ingen der på noget tidpunkt i de 4 år, der har sagt lad mig lige se efter pigerne i et døgn eller to. Og sådan vil det altid være.. Den eneste der har givet mig luft og lidt fritid er bedste eller dvs pigernes bedste, som faktisk er min fars kæreste, som er mor til min lillebror. Og der er uden at have været ret meget inde i mit liv i de år jeg boede hos min far, da min far i de år boede med en anden kvinde og hendes to piger. Hvilket jeg ingen kontakt har til i dag.

Men bedste hun trådte til med det samme, allerede da jeg ventede den store. Skrev hun til mig og da vi var indlagt kom hun til os på sygehuset, hun tog den store hver anden weekend når jeg arbejde i det første halve år jeg nåede at arbejde inden den lille meldte sig. Hun er kommet når jeg har været syg, og hun kommer med gaver til jul og fødselsdag (eller nærmer hver gang) hun ser pigerne. 

Hun er desværre også oppe i årene og det er begrænset hvor meget hun kan være der nu hvor der er to stk.. 

Men må ærligt sige blod er ikke tykkere end vand. Sådan er verden ikke længere. For i mit liv har det nærmest altid vist sig at de der ikke var famile af blod men af venskab oh bekendtskab. Det er de mennesker der har været der og er enormt glad for, at min far har fået min lillebror med den kvinde jeg hellere vil kalde en papmor end min egentlige stedmor. For havde han ikke det havde jeg ikke haft en bedste til pigerne i dag og de elsker hende usigeligt højt begge to❤️ 

Så prøv engang at sætte dig i andres sted end bare konkludere, inden du rakker andre ned. For verden er ikke lige farverige for os alle, nogle af os har altså kun sort og hvid at vælge imellem, og det er sgu skide hårdt hu er det det. Men vi klarer os og farverne har vi med hinanden istedet for. Men lad mig da for pokker få luft engang imellem når jeg har brug for det uden at forud indtage det er helt galt eller affærdige mig med en kommentar om dig selv. 

Et lyttende øre er nogle gange den bedste heling og et kæmpe energi boost til så kan man igen. 

Mor skjulte til sidst ikke hun drak.

Det blev til sidst svært at skjule min #mor drak, for efter hun i noget tid ikke længere skjulte for os børn og resten af #familien hun drak, så vi kunne hente #alkohol skjulte hun det heller ikke længere for alle andre omkring os. 

Efterhånden blev det ret tydelig for snart alle omkring os, min far har fortalt han engang måtte tage mig med hjem igen. For han ville simpelthen ikke sætte mig af hjemme når der ikke var nogen hjemme. Der havde hun glemt det var søndag, og var gået ned til en nabo. Hun mødte også op til de forskellige arrengementer på skolen og andet påvirket af alkohol og kunne næsten ike komme i gang om morgenen hvis ikke hum havde fået noget alkohol.

Her omkring startede hendes epilepsi også, husker første gang jeg var til stede da hun fik et anfald af kramper og kan mærke hele den angst i kroppen i dag, som jeg følte dengang. Var virkelig bange da hun pludselig væltede om på sengen og lå der og krampede med øjnene rullende i hoved og syntes det tog flere timer inden hun kom til sig selv igen selv om, det nok kun har drejet sig om minutter. Og kan huske jeg var enormt glad for min lillesøster ikke var til stede under anfaldet første gang. Bagefter var hun meget træt og ville helst have jeg lod hende være i fred, hvilket jo var lidt svært da jeg lige havde været bange for hun var ved at dø. Så selv om jeg blev sendt ud at lege var jeg hele tiden i nærheden af huset og da hun faldt i søvn listede jeg mig ind med en ½ times mellemrum ca for at sikre mig hum stadigvæk trak vejret imens hun lå og sov.

Hendes anfald blev en del af hverdagene, da hun havde dem oftere og de kunne komme når som helst, der var aldrig nogen der snakkede om hvad det hele var for noget eller om hun kunne dø af det eller ej. Så hvergang hun fik et hvor vi var i nærheden blev vi altid rigtig bange, for det så jo lige voldsomt ud hver gang. Det var faktisk først da jeg var flyttet ned til min far noget tid efter jeg tog mig mod til at spørge ham af hvad det var med mor. Han så næsten helt chokeret ud da jeg spurgte og spurgte jamen er der aldrig nogen der har fortalt dig hvorfor din mor for de anfald? Og da jeg svarede nej satte ham sig ned og tog det store leksikon frem og læste hvad der stod samtidig med han gjorde sit bedste for at fortælle mig om epilepsi. Men der er en angst der stadigvæk sidder i mig i dag og den har da også været fremme en gang ved hver af børnene, til det er afkræftet. 

Hvad vi ved passede hun aldrig sin epilepsi heller ikke til sidste og det kan sagtens være et anfald der er skyld i hendes død. Her havde hun meget dårlig sygdoms erkendelse, lige som med alkoholen. Den har helt sikkert også været den stemme der traf stort set alt for hende i de sidste af hendes leve år. Da hun også var blevet uhyggelig glemsom. Hun kunne gå lige forbi os på gaden og først opdage os når vi sagde mor, hvor hun enda byttede rundt på min søster og mig ved navn. Hun så også i løbet af meget få år 10 år ældre ud end hun var og blev mere sjusket med sig selv, så det var helt uhygiejniske. Det har været rigtigt hårdt at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre noget eller få hende til at forstå hvor hårdt det egentlig var for alle os andre, se hende forfalde på den måde

Frygten for at blive afvist af min mor, blev til virkelighed.

Kunne jeg selv gå hen at afvise mine børn, en dag som hun havde afvist og afskrevet os børn??? 

Dette har kørt gennem mit hoved lige siden den den dag hun afskrev os børn .. Det er ord jeg ALDRIG I MIT LIV KOMMER TIL AT GLEMME. De faldt kort, kontant og hårdt..

Det startede med hun igen var blevet banket gul og blå af hendes kæreste, der samtidig havde sat ild til hendes dyne mens hun sov.. gudskelov vågnede hun og løb ud. En nabo ringede 112 og det blev vist på tv. Hvilket blev familiens informations kilde.. Jeg så på min far og han sagde du tager bare bilen hvis du vil til Fyn..

Dette gjorde jeg og denne gang var jeg fast besluttet på nu måtte det være nok hun måtte vælge.. ham eller os børn, jeg kunne ikke holde til at gå og bekymre mig hele tiden hvornår han igen bankede eller gjorde andet mod hende.. for hvornår kom beskeden han havde taget livet af hende Dette havde jeg talt med psykologen om og hun havde sagt du er så stresset af den angst for hvad der sker at du er tæt på sammenbrud.. og ingen siger man ikke kan sige stop til et andet menneske heller ikke ens mor og så må det være op til hende at tage en beslutning.

Det var hårde ord men jeg vidste også, at jeg kunne ikke mere, det var alt for meget på mine skuldre..

Da jeg kom til Fyn kørte jeg til min mormor og bedstefar.. De havde også set det i nyhedederne og mormor kørte med mig ud på sygehuset, hvor vi gik ud fra hun var da vi ikke havde hørt fra hende selv eller kunne få fat på hende. Da vi har fundet hende derude aftaler vi med lægen at efter hun har anmeldt sin kæreste tager vi hende med hjem til mormor..

Da vi kommer derhjem sidder vi alle ved bordet og jeg høre pludseligt mig selv sige grædende “mor jeg kan ikke mere, jeg er så bange for han slår dig ihjel” hver dag tænker jeg på det og det æder mig op.. Du bliver nød til at vælge mellem din kæreste og os børn.

Der gik nogle minutter og så vente hun sig om så mig direkte i mine øjne og der faldt de ord, jeg aldrig glemmer og som har været skyld i jeg har begrænset mig selv mange gange.

Hun svarede ordret: NÅ JAMEN SÅ VÆLGER JEG HAM. Hele min verden gik i grus den dag, det havde jeg aldrig drømt om hun ville sige.. alligevel lykkes det mig at holde hoved koldt og svare fint så skal du aldrig kontakte mig igen – 

Jeg rejste mig og var parat til at gå da min mormor brød sammen og ville have mim mor til at sige hun ikke mente det.. Men min bedstefar eksplodere pludseligt og sagde meget kort og kontant. Så kan du godt komme ud af mit hjem og det er lige nu. Hvis ikke du kan opføre dig ordenligt og prøver at ødelægge dine egne børn, er du ikke længere min datter eller velkommen i det her hus.. 

Jeg har altid været min bedstefars pige, men det har min mor også.. Jeg ville protestere. Men han sagde nej min pige det her bestemmer bedstefar ene og alene.. Din mor må lære at opføre sig ordenligt men der var hun længe ude af døren. 

Det er den værste besked noget menneske nogensinde har sagt til mig og fra den dag af lukkede jeg af for hende og mine følelser for min mor. Jeg valgte at sige farvel og tage afsked med hende inde i mig selv som var hun død og skulle begraves.

Men alle de mareridt jeg har haft efter dette og det forstærkede bare min mening om ikke at sætte børn i verden, for hvis en mor kunne sige sådan var min frygt at gøre nøjagtig det samme en dag.. for der var jo en social arv.. tænkte jeg..

I dag er jeg heldigvis klogere og ved den social arv er ikke en man arver genetisk og det er en man kan bryde ud af..