Hvem sagde assistenten ikke kunne noget?

Man klapper da ret meget i sine små hænder når nu man er blevet optaget, på sygeplejeskolen. Også tænker man jo bare hvad var der galt 🤣🤣

Man kan da ikke lade være at få de høje sko på, efter at have været en tur nede i mudderet af min gamle arbejdsplads. For det beviser jo bare at det jeg kæmpede for var jo ikke helt ved siden af. Især nu hvor alle andre råber op derude. 

Det er ærgerligt, de ældre skal behandles så dårligt mega ærgeligt. 

Men mig fik de ikke ned med nakken, som man siger så rejser en fighter sig jo bare op større og stærkere end før og det jo netop det jeg har gjort. Så nu vil jeg ud og være sygeplejerske, så jeg kan få mere og større fagligviden og flere kompetencer. Så nu kan jeg grine over assistenten ikke kunne sit job. 

For assistenten der ikke kunne det, kan faktisk meget mere når det kommer til stykket. 

Ved godt jeg selv var med til at skubbe til, den fyring til sidst. Men håbede som så ofte før nogle ville være der ansvar bevist, og vidste et sted godt inden i mig selv at skete det ikke. Ville jeg ikke kunne blive ved at være i det svigt og de fejl der ikke blev reageret på. For når det kommer dertil, har jeg en samvittighed overfor, de borgere jeg passer. Men også en menneskelighed overfor mig selv og hver dag når jeg skulle se dem i øjnene og det ville jeg ikke kunne holde til. Men punktum er sat og nye døre kan åbne sig. 

Videre i livet med et ønske i mange år.

Det har været et ønske i mange år, at få lov at studere til sygeplejerske. Hvilket jeg endelig har fået muligheden for.

Jeg har i mange år, siden jeg blev uddannet sosu assistent, haft et brændende ønske om at læse videre tilsygeplejerske. Hvilket aldrig har kunnet lade sig gøre pga uddannelsen er på su. Men nu er jeg nået så langt at jeg har muligheden, for at læse videre og kan næsten ikke beakrive den indvendige følelse af, glæde i min krop over at det nu er muligt. Og glæden ved at kunne sende ansøgningen ind til uddannelsen. 

Når først man for muligheden, for at få sådan en chance man aldrig havde drømt om ville være muligt. Så er det også bare med at tage chancen til dette. 

Ved det bliver hårdt rigtigt hårdt med to børn, men det er ikke umuligt for, er der noget man vil og som brænder i en som et ønske er det også muligt at skabe vejen til det. Det er noget livet lærte mig dengang jeg blev sosu assistent. Det havde jeg heller aldrig forestillet mig på noget tidspunkt, ville være noget jeg kunne få gennemført. Men jo mere man brænder for noget jo bedre er din chancer også for at opfylde det.

Derfor er mit råd i dag til jer, der tøver med sådan drømme i går med.. kort sagt. GØR DET. gå efter jeres brændene ønsker og drømme, livet er kort. Så gå efter det i drømmer om og som vil gøre jer lykkelige.