Sosu assistent mit drømme job

Ud over at være mor 24/7 så er jeg også uddannet social og sundhedsassistent siden 2013. 

Egentlig ville jeg ikke have ladet min blog berøre det emne, da jeg har været 8 år i #sønderborgkommune og har elsket, mit job til dato. 

Har altid fået at vide ved både borgere og kollegaer, at jeg var dygtig til mit arbejde.

En ting der gav genlyd var ofte fra borgerne, det bad om jeg blev tilkaldt for så vidste de der skete noget. Og det var også sandt jeg gav aldrig op før min opgave var løst. Jeg har sammetider været på jarbejde til kl 2-3 tiden om natten trods jeg havde fri kl 23. Har taget på arbejde direkte efter kursus som jeg startede på kl 8 om morgenen og blev så på arbejde til kl 23 fordi de ikke kunne få mine vagter besat. Jeg har afløst i alle de andre grupper enda kørt i alle fire grupper da, de havde giver de andre assistenter ferie. Jeg har arbejdet 14 dage i træk da de ikke kunne få vagterne dækket, uden at mugge en mine. For elskede at være på arbejde sågar så meget at 5 år i træk arbejdede jeg hver juleaften. 

Alt sammen da jeg arbejde i aften vagt. Jeg blev så gravid og kom i dagvagt..  

Der var selvfølgelig, en del omstilling. Men elskede hver en dag at tage på arbejde. Og var næsten ked af ikke kunne springe til i vagterne ved sygdom mere. Desværre kom det en tid hvor det blev umuligt at få pigerne passet ved weekend arbejde. Kommune ville ikke hjælpe og deres bedste, meldte fra flere gang sent om aftene fredag. Fik 6 måneder uden weekend vagter, men fik desvære nej i min ansøgning om aflastning til pigerne og enden blev forståeligt nok. At de måtte afskedige mig. 

Det var virkelig hårdt og endnu hårdere, når jeg mødte eller en borger ringede for at høre til mig. 

I dag har jeg endeligt langt om længe fået fast aflastning til pigerne. Efter mit liv blev revet fuldstændig i stykker og alt blev kaos omkring os. Efter hårdt arbejde for at gøre op på det kaos og få stabiliseret os med en velfungerende hverdag. Og jeg endeligt har fået aflastningen der bare fungerer super godt, kan jeg godt mærke det kribler helt inde i mig efter at komme ud til borgerene igen. 

Dont give a shit and dont Care!!

Dengang alt pludseligt blev ligegyldigt, ligemeget og det ikke rørte mig overhoved, der stod en og truede mig på livet med en kniv.

Kan mam virkelig blive SÅ ligeglad? Ja det kan man. Dengang havde jeg lige fået besked om de ikke kunne rede min far længere. Set tilbage på skulle jeg nok ikke have mødt, på vagt den nat. Men det gjorde jeg og da der kom en fyr ind med hætten trukket godt ned foran ansigtet, var jeg udemærket klar over hvad han ville. 

Så jeg kiggede op, og det fløj igennem hoved på mig. NEJ FANDEN GALE MIG IKKE IGEN!! Som havde jeg sagt det højt bakkede han et par skidt men løb alligevel mod mig igen. Og bad om pengene imens han fægtede med sin kniv. Kigger irriteret på ham og udbryder så SLAP DIG LIDT AF MAND!! Han beder mig tage kassen op på disken, hvilket jeg gør og tager armene over kors imens jeg ser mega vred ud. Han bliver nervøs og taber mønterne, hvorefter han ligger kniven på disken og samler dem op og på overvågningen kan man se jeg ruller med øjne af ham, som er det den største klap hat jeg har mødt.. dengang rørte videoen mig ikke, men set tilbage på idag er der sgu lidt chokerende man som menneske kan blive så ligeglad og farlig for sit eget liv.

I mange år herefter var jeg ligeglad fuldstændig, det rørte mig intet hvad folk mente eller sagde, jeg gjorde hvad jeg selv følte for og havde lyst til. 

Det kan jeg godt se i dag bragte mig i rigtig mange farlige situationer. Der kunne have kostet mig enten livet eller min frihed. Stor fare var også, jeg var ikke bange for nogen andre og sagde, lige hvad der passede mig om hvad jeg mente. 

Hvad havde jeg også at miste? Intet nu havde jeg jo mistet, den eneste i mit liv der reelt set, faktisk bekymrede sig om mig, som jeg kunne gå til og som hjalp mig når tingene ikke gik. 

Så WTF WHO cares🤷🏽‍♀️ligegyldigheden, er den farligste fjende for både en selv, men også for andre der er mod dig, når du ligeglad.

Jul hjemme hos mig som mor og voksen

Som før nævnt, har julen bla været en følelses mæssig belastning inden jeg fik børn selv. Inden min far gik bort, var der heller ikke med megen glæde ved julen for mig. Vidste at nu blev jeg påmindet om, hvor lidt min familie tænkte på at påskønne hinanden. Og hvor meget mine pap søstre havde af familie.. De fik altid en hav af gaver hvert år store dyre og flotte gaver. Fra begge deres forældre, og moster, faster mm og fra min familie (bedste) fik de skam også. Jeg hørte som sagt ikke fra min mor efter jeg blev fjernet og har siden hen heller aldrig modtaget en eneste gave hverken til jul, fødselsdag eller konfirmation. Så hvis jeg ønskede mig en større gave vidste jeg som regel, jeg kun ville få en 3-4 gaver da min far og stedmor hvergang gav gave sammen og ud over det fik jeg fra min bedste. Hvor imod mine pap søstre altid fik mellem 10 til 20 gaver, og det tog timer at pakke ud.., så derfor har juleaften som sagt altid været en pinsel at komme igennem. De havde altid masser af tøj parfumer makeup og smykker, hvilket jeg aldrig har fået noget af medmindre jeg selv købte det.  Og da far så døde da jeg var 25 år kunne jeg ingen glæde finde ved julen længere og har været på arbejde næsten hver eneste jul, for ikke sidde alene og gaver har jeg ikke rigtig fået se år siden min far levede heller ikke til fødselsdag.                                              

Sådan skal mine børn ikke have det, den følelse er af at være så alene, den er så ødelæggende for et barns sjæl og dets selvværd. Og også senere som ung hr det også næsten ædt mig op inden fra. Og man vil blive ligegyldig overfor de dage hvor alle har travlt mes at vise sine kære men elsker dem.  Derfor er det rigtigt vigtigt vi både julehygger, med bag pynt og familien o december måned.  

Særligt sensitiv mig!!! Come on.

Særligt sensitive ja, hvad er det? Det er faktisk en diagnose rigtig mange børn. Med en belastet baggrund udvikler, men den kan vise sig i mange andre former for sammenhæng også. Overordnet set har diagnosen en fælles nævner, som er træthed. Folk der er særligt sensitive har ofte alle antenner ude, og registre ofte mere end andre mennesker gør. Fordi de er oppe på mærkerne hele tiden for evt fare. Som fx hvis der har været vold/misbrug eller andre belastende faktorer tidligt i deres leve år som fx barndommen. 

For mit eget vedkommende ved jeg, efter at have arbejder meget med mig selv omkring det. At jeg læser lynhurtigt andre menneske, om de vil mig noget godt eller om det bare er noget blader, de lukker ud overfor mig. Hvis ikke jeg selv er bevidst om det med det samme, bruger min underbevidstheden, ualmindelig meget energi på hele tiden at forsøge at gøre mig obs på dette og så bliver jeg sindsyg træt for hver dag der går ind til jeg bliver bevidst om det selv. 

Som fx kan jeg sige vi fik på et tidpunkt en leder, som har det her bb-agtige udstråling, men som alligevel også var ret bestemt i sit daglige arbejde og omkring de ansatte. Jeg havde glædet mig rigtig meget, til at få hende som leder da jeg havde indtryk af hun var en leder som, var respektfuld, retfærdig, potentielt forbillede og egen rådig i sin meninger. Allerede fra starten blev min underbevidsthed ved at stikke hoved frem. Men stædig som jeg er slog jeg det hen flere gange. Dog med et der er noget der ikke stemmer forbehold, og efter en tid var jeg så træt og udkørt jeg ikke kunne andet end begynde at fejle i det daglige. 

Der begyndt det, så at gå op for mig hun ofte overså eller ej hørte hvad jeg egentligt sagde og til en kollega aften hvor vi var samlet og havde børn med gik det op for mig, jeg på intet tidpunkt var interesse for mig som fx ved mine kollegaer, hvor hun spurgte ind til deres børns navne og til dem. Så derfor kom ligegyldigheden fuldstændigt. “Det kunne jo ikke betale sig når jeg var lukket ude allerede” 

Men man kan hurtigt drage fordel af t være særligt sensitiv fx i sit arbejde og i sin omgangskreds, så man egentligt både beskytter sig selv men også lære rigtig meget om sit eget JEG. Det er nemlig ret småt ved folk med den diagnose, det står altid en hel hær foran en selv, som man lige skal hjælpe eller noget. For så behøver man ikke tage fat om sig selv og det der ligger under overfladen. Lidt som et dårligt forsvar, for at lade ligge eller se hen over de ting der kan være dårlige for en selv. 

Mor hvor var din kærlighed ?

Forleden var der en som, spurgte mig hvad husker du mest af moder kærlighed fra din egen mor?! Det tænkte jeg faktisk over ret så længe, uden at komme frem til et egentligt svar på det. 

Men jeg ved hvad jeg giver mine, egne børn som jeg ikke selv har nogen erindring om. Fra min egen mor af og når man sådan stiller det op, lyder det faktisk en smule grotesk. Men vil gøre det alligevel, alene af den årsag at folk så kan se man, ikke behøver være følelsesmæssig handicappet, fordi man ikke har fået den basale moderkærlighed selv, som barn. 

• Siger hverdag godnat og jeg elsker dig til mine piger.
• Tager dem op og trøster dem hos mig når de er kede af noget. 
• Giver dem ros og kram hver dag for det de har været dygtige.
• Jeg hjælper dem med deres basale behov. 
• De for lidt ekstra kram og kærlighed de dage hvor hele verden er strengt imod dem.
• Jeg sidder mig ned og tegner og leger med dem og holder dem i hånden når vi er nogle steder. 
• Jeg taget ud til forskellige aktiviteter med dem. 

De gange jeg husker min egen mor, fx har sagt hun elskede os eller givet os et ordenligt kram. Var når hun var rigtig fuld og lugtede langt væk af sur gammel pap vin. Og har heller ikke et eneste billede faktisk hvor jeg sidder på min mors skød eller hvor hun leger med mig eller i det hele taget giver mig, den opmærksom et barn bør få.

Festerne mit skjul, facade og min tryghedbase..

Desuden, hvem siger nej til en god fest?

Not me 💪🥳

Mit liv gik med at finde ud af hvad jeg ville, tog en handelsskole da jeg ikke rigtig havde nogen ide om hvad jeg ville i fremtiden. Og her gik det rigtig vildt for sig med sanseløs druk hver weekend og by ture i Aabenraa’s natte liv mine karakter ja de var der da vist bare kan man sige, bestod kun lige min eksamen. Efter min eksamen gad jeg ikke finde en lære plads da det var nok ikke rigtig det jeg gad alligevel. Så da jeg fik tilbudt job på Statoil i cafeteriet slog jeg til og her mødte jeg min daværende kæreste som jeg flyttede sammen med i Tinglev. Og det gik rigtig godt ind til han mistede sit arbejde og ikke kunne komme i gang igen, så jeg festede med hans venner mens han sad hjemme og spillede pc for det meste og nu begyndte festerne at blive vilde da det var i den tid techno musikken rigtig bragede igennem og det gjorde den jo i alle byer, så var jeg ikke langs med dem fra Tinglev, så var jeg da afsted med dem fra padborg hvor jeg også havde en ret stor vennekreds. Der var altid fantasy i tarp i Tyskland vi tog til alle sammen og ellers var vi afsted til g-move, loveparade og streetparade nåede vi også til. Min far var allerede begyndt at mugge lidt over jeg aldrig kom hjem længere og at jeg snart skulle se at få en uddannelse i hus, men jo mere han murede rundt med mig jo mere festen blev det til. For vidste da stadigvæk ikke hvad jeg ville med mit liv og herre Gud var da kun 23 og havde masser af tid. Det ville han jo nok kunne se en dag jeg havde taget den når jeg var blevet ældre, troede jeg da.

Enden af det hele blev jo vi gik fra hinanden og jeg flyttede hjem i nogle måneder igen da jeg havde mødt en anden, fandt dog hurtigt min egen lejlighed i padborg da det var lidt svært at være hjemme igen efter jeg først havde boet ude. Og festerne forsatte da både i Tinglev, padborg og nu også i Gråsten ja en fest kunne jeg altid få fundet ellers holdt jeg da bare en selv være var det da ikke. Efter et lille års tid fik jeg min lillesøster flyttet herned da UN ikke længere havde det helt så godt på Fyn. Og det var lige inden vi skulle til streetparade så der var da ikke andet for end hun måtte selvfølgelig bare tage med. Jeg var der jo til at passe på hende, ja ja den sidste morgen vågnede jeg altså bare uden en lillesøster ved siden af mig men til gengæld kunne jeg høre hende inde ved naboen sove kabine og jeg røg op og lynede ned og min dengang kommende svoger udbrud. Vi hat ikke lavet noget min sovepose er todelt yea right. Men kunne jo ike rigtig stille så meget op alligevel natten var smuttet forbi og vi skulle hjem inden længe. 

Efter turen gik der ikke ret længe før de to var et par og vi festede da videre alle sammen. Men da min søster havde boet hos mig i et halvt års tid kom hun og sagde at nu flyttede hun ud til min kammerat da det skulle være de to. Var noget skeptisk ved alting skulle gå så stærkt med dem, men det var ikke så meget at gøre andet end acceptere det heldigvis for det, for i dag har de to dejlige sønner sammen som ingen ville have været foruden. 

Da min første lille nevø kom til verden fik min far ikke ret længe efter konstateret lungekræft og kom til Odense hvor han blev opereret og ham fik noget kemo også, derefter blev han faktisk erklæret rask og Aabenraa sygehus skulle lave de efterfølgende tjek af ham og kontrol scanninger og alt gik fint der var ikke mere kræft fik vi at vide og ham var startet op på arbejde igen, da han pludselig blev ved med at blive syg især med lungebetændelse mente vi og vi jog ham derfor afsted til lægen igen, da han selv trak det ud. Her viste det sig Aabenraa havde “glemt” at lave en fuld scanning selv om det var hvad Odense sygehus havde bestilt og tilbage til Odense og der blev nu fundet en kræft svulst i hjernen som var for stor allerede til de kunne operer den væk, men man ville forsøge med kemo at holde den nede. Det var et rent helvede for os alle da han samtidig ikke tålte kemoen ret godt og blev rigtig skidt hver gang kan huske jeg var bange og knust inden i men ville ikke sige noget, allerede der vidste jeg godt at jeg ville komme til at stå helt alene på egne ben og der var intet i verden jeg hellere end gerne ville have kunne men det vidste udmærket godt var umuligt for mig, da jeg jeg igen engang var blevet lært hvordan man klarede sig selv endnu. Jo jeg var bange og jeg var rigtig bange allerede inden han fik sin dødsdom. .

Jeg festede stadigvæk en del der var jo der jeg kunne flygte væk fra det hele især fra angsten for at miste dem man har tættest på sig, nu havde jeg i flere år gået med en angst for at miste min søster og min mor. Som jo så skete på sin vis og nåede da heldigvis st få en 10 år i mit liv hvor der var ro på jeg kunne være mig og ikke altid pigen der skulle kæmpe en masse kampe da jeg boede hos min far og ind til han døde, så kan jeg begynde at kæmpe mig gennem livet endnu engang og med en større frygt for at miste dem jeg holdt mest af, da min frygt jo havde fået ret allerede to gange i mit 24 årig liv. Men ellers passede jeg mit arbejde på Statoil i butikken, det gjorde jeg i godt 7 år inden jeg blev spurgt om jeg ville arbejde i cafeteriet på Ids hvilket var et godt tidpunkt da jeg et halvt år inden var blevet overfaldet på Statoil om natten en nat jeg havde fået besked om dagen at de ikke kunne gøre mere for min far og at han skulle dø, så har nok ikke været helt så opmærksom den nat og ret ligeglad kunne vi se på video overvågning med politiet bagefter, hvor jeg laver øjne af overfaldsmanden. Så da vi nu også  var midt i en ombygning så mine nattevagter foregik i en skurvogn og det var jeg bare ikke særlig tryg ved at stå inde eller med en halv mørk plads, så blev ansat derovre. Det var en rigtig hård tid og meget sørgelig jeg følte mig både knækket og forladt, og helt alene i verden da far blev hurtigt mere og mere syg, jeg var enormt ked af det følte ikke jeg hørte til nogle steder min stedmor brokkede sig meget over hun ikke syntes jeg hjalp til, men jeg kunne ikke rigtig stille så meget op da hun Allerede havde besluttet med far at rykke fra vores barndoms hjem og jeg så bare til alle mine ting forsvandt uden jeg blev spurgt af. Men kunne heller ikke tage stilling til det, da jeg allerede var i en krise over at skulle miste den eneste jeg havde i mit liv der passede på mig og jeg så mine barndoms ting ryge ud ammen med hele min identitet eksistens.

Hvordan påvirker barndommens traumer mig selv , som mor!!

 

Der er rigtig mange ting, fra min egen barndom som har påvirket den måde jeg , selv vælger at være mor for mine børn. fx kan jeg ikke på noget tidspunkt erindre min mor har, hjulpet mig eller vist, hvordan og vigtigt det er at børste og passe på sine tænder. hos min far gjorde jeg altid hver dag, men det var ofte 2 dage ud af, 14dage jeg var hos min far. Hvilket gør at det er ikke noget vi springer over eller slækker på her i huset. Det er enormt vigtigt mine børn lære at passe på de tænder de har og forstå, at det ikke bare huller og mistet tænder, det handler om. Men derimod kost, livskvalitet og følger sygdomme, når man har en dårlig tand status. Det har kostet mange kræfter og nogle hårde kampe ind imellem. Men de ved begge nu, at det er noget man skal gøre, hver dag mindst 2 gange om dagen. Og de kender begge rutinen så godt at skulle jeg glemme det en aften eller om morgenen, fordi vi måske er lidt sent på den. Er der altid en af pigerne, der kommer deres tandbørste og vil have dem børstet.

Da jeg gik hjemme havde, jeg ikke så mange ting fra barndommen, som spøgte af og til. Det meste kom først, da jeg igen var tilbage på arbejdet. Var ikke selv klar over dette i starten, det var først efter noget tid, hvor jeg havde kunne mærke jeg var irritabel over et eller andet. Men vidste ikke hvorfor eller hvad? En eftermiddag hvor jeg havde haft en hård dag og de begge var, mere eller mindre helt umulige at stille tilfredse med noget som helst. Og de røg op at slås hvert kvarter nærmest. Da vi skulle spise om aftenen, var den så helt gal endnu engang og Julie, ville ikke have noget af den mad der var lavet. Og begyndte at skrige da hun ville have nutella madder i stedet for. Hvilket fik Jackline til kopiere hende. Pludselig havde de begge smidt deres mad på gulvet og skreg begge to, imens de begyndte at, rykke rundt i hinanden og hundene. Ville skille dem i hvert sit rum, men det var umuligt. For begge ville være i køkkenet hos mig og plage om nutella madder. Det blev pludseligt for meget, for ingen af dem ville falde til ro og faldt en af dem endelig ned, kørte den anden hende op igen.

Forsøgte at spise min mad, og være rolig da Jackline rykkede tanja så hårdt i øret, at hun skreg og hylede panisk. Det fik Julie til at gå til angreb på Jackline med fuld knald og sagde stop. Uden de så meget som kiggede op eller stod stille alt var råb, skrig og ustyrligt kaos, da bægeret simpelthen rendte over for mig, selv om det må det ikke, er jeg også kun et menneske. Så tog min tallerken knalden den i køkkenbordet, så den gik i flere dele og råbte rigtig gal. At nu kunne det være nok, for nu ged jeg ikke se på deres dårlige opførsel et sekundet længere og nu måtte de, sku passe dem selv når de ikke hørte efter. Og så gik jeg uden for  døren for at trække lidt luft at falde ned på selv. Der gik ikke ret længe så åbnede de døren stille og kiggede på mig imens, de begge udbrød mooar sulten nam nam nam. Nu var de pludselig blevet sulten i alle deres vilde kampe og det var gået op for dem, at jeg mente det alvorligt. Den aften gik der efter, en del tanker op for mig. At noget af det der gik mig på var min egne reaktioner på de fx ikke ville lytte, til det der blev sagt. Og det kunne kun bunde i det mindede, om en adfærd jeg selv, havde frygtet som barn og blev pludselig klar over, at hvis ikke jeg fik det bearbejdet, på den måde jeg selv havde brug for, ville mit eget liv som familieliv vælte og briste, som jeg kendte fra min baggrund, men hvad havde jeg, brug for og hvordan løste jeg dette, så det hjalp?

Jeg har før været i gang med en bog om min egen barndom, men havde mange hensyn at tage til  familien. Som jeg følte jeg måske ville komme til at træde over tæerne eller måske havde de mest, brug for det hele blev glemt og forsat gemt. Det har afholdt mig , mange gange for at skrive om barndommen. Selv om jeg altid godt, har vidst inde i mig selv at det var den vigtigste måde, for mig at bearbejde de mange traumer, der har været gennem opvæksten og de, store tab der havde været. Og hver gang jeg har været i gang, har jeg pyntet på det eller undladt de episoder, der faktisk, er dem der er mest brug for, at komme af med og jeg har igen lagt det fra mig, inden det er blevet til ret meget. Men denne gang, vidste jeg godt, at kom jeg ikke af det nu, ville jeg selv komme mere og mere over i samme adfærdsmønster, som min mor havde i min barndom. Og jeg valgte derfor at jeg kunne jo godt skrive det hele ned og være, helt åben og ærlig omkring min barndom uden at der var nogen som, skulle læse min bog. Det kun for mit eget behov, at jeg havde brug for at få tingene ud, af mit system. Så jeg ikke endte med at brænde inde, med noget jeg ikke kunne rumme til sidst og jeg ville gå tabt i mit eget brud, med den sociale arv. Nu hvor jeg var kommet så langt i mit liv, efter at have været på vej ud i samme spor, som min egen mor. Så vidste jeg også godt selv, at der skulle ikke meget til for at vælte mig endnu. Og værst tænkelige for mig selv der kan ske, ville bestemt være, at jeg ville vælte tilbage i det gale spor og havne i den sociale arvs spor.

Derfor begyndte jeg, på bogen "en barndom uden at være barn" da jeg også skrev på min blog på dette tidspunkt, valgte jeg at ligge nogle brudstykker ud som blog opslag. Og pludselig en dag skrev en person til mig, om netop de opslag der kom ud fra bogen af. Om ikke jeg havde overvejet at, udgive en bog fra min barndoms traumatiske og turbulente opvækst. Jeg svarede som sandt jo var at, de blog indlæg, faktisk kom fra en bog jeg skrev om min barndom, for min egen skyld. Og personen blev interesseret i hvornår, jeg regnede med at udgive bogen. Dette havde jeg slet ikke tænkt mig. Da det var en bearbejdelse af mig selv og jeg, ville heller ikke udlevere nogen andre. Men vedkommende fortalte så at, hendes job bestod i at undervise , misbrugs konsulenter rundt i Danmark og hun ville gerne købe et parti til undervisningen hvis jeg ombestemte mig. Der gik lidt tid og jeg, havde altid følt at kunne jeg gøre noget for andre i sådan en situation som barn, ville dette gøre rigtig meget for mig selv og min heling. Så skrev til hende at hvis hun, kunne acceptere, at den skulle være 100% med mine ord og de oplevelser jeg havde haft af barndommen ville jeg godt lave en aftale med hende. Det blev starten på der kom, et forlag med for at få den trykt til dem og salget, af bogen begyndte. Hvilket har været en kæmpe heling for mig, og følelsen af at være tilbage på rette vej igen. Hvor jeg hviler meget mere i mig selv og kan finde rummelighed og overskud, til at tackle de forskellige udfordringer, det kan opstå i det daglige med to helt små børn. Det har givet mig den videre mod til at skrive omkring mit liv og i det hele taget livet, som  enlig mor 24/7.

Vi kom i Plys benvarmere, neon farver, techno og party ohne ende.

And Then was a time to party, party and party.. Raveparty, neon, drugs and techno Music. All weekend in a year we party in days.

Ja der kommer mine ungdoms år, med masser fest og farver. Hvis ikke jeg nåede at være barn i barndommen. Ja så nåede jeg sgu at være ung og leve livet hele min ungdom og mere til tror jeg.. Der var altid en fest eller en parade som g-move, loveparade eller streetparade og turene til Holland til hardbass eller andre festivaller.. Der var fart på rigtig meget fart på, og jeg kunne ikke få nok af at have det sjovt, så havde flere kredse af venner og jeg fløj ofte rundt fra fest til fest i weekenderne. 

Men det var sjovt, en fed tid som jeg ikke fortryder for jeg havde brug for at føle mig fri til at at være mig. Da min barndom ikke havde ladet mig være ret meget barn.

Det var også derfor det var så svært for mig at falde til ro, i de første voksen år. For nu havde jeg det da lige så sjovt så kunne jeg altid vente, med at blive seriøs og kedelig voksen som vi plejede at kalde det. 

Men det var også i de år jeg mistede en del venner ved ulykker. Der var en del af dem der var meget nære venner også.

Det tog hårdt på os alle sammen, men vi holdt sammen. Nogle af os snakker endnu sammen i dag og tror mange af os er enige om vi har en uforglemmelige tid. 

Vi kom rigtig ofte på noget der hed #Fantasy musik hall i Tarp i #Tyskland. Der var altid fest og farver, husker der i forhold til Danmark aldrig nogle der var oppe at slås, de gange jeg har været der. Men der var mange stoffer i Tyskland dengang og ved min far ofte har været nervøs. 

Blandt disse venner følte jeg mig hjemme og at jeg hørte til blandt dem, hvilket var første gang i mit liv jeg følte, at jeg var god nok som den person jeg var. mange vil sikkert spørge. jamen gjorde du ikke det hjemme ved din far? Jo af min far, men min stedmor gjorde sit for at få mig til at føle, at jeg ikke var en del af dem eller som dem og i mange år troede, jeg at det faktisk var mig der var forkert i de følelser. Men efter min fars død, har mange mennesker både af mine og deres venner, fortalt de havde samme opfattelse af hendes adfærd over for mig. 

Er mere en stolt og lykkelig

 

Kan jeg blive mere glad og stolt af det jeg selv har opnået, den dag i dag?? 

NEJ faktisk ikke, på trods af alle de dårlige odds mange har givet mig, fordi jeg har den baggrund jeg har. 

Så er der faktisk lykkes mig at, få uddannelse som sosu assistent, to dejlige piger på 3 og 4 år. Desværre uden nogle af mine forældres viden. Da de er gået bort for mange år siden nu. Det var min fars største ønske at se jeg fik uddannelse børn og et godt liv. Det gik ham enormt meget på, da han lå på det sidste om jeg nu kom til at kunne klare mig selv og fik et ordenligt liv. 

Og kan med stolthed sige i dag. JEG LIGNER IKKE MIN MOR OG DEN SOCIALE ARV ER FOR VORES FAMILIE ENDELIG BRUDT. Dette gælder både for min søster og jeg. Hun er også igang med sin udannelse og har tre dejlige børn.  

Med alt det modgang og alle de udfordringer vi har haft så må jeg sige jeg er rigtig stolt af at have brudt den social arv 

Hold kæft jeg glæder mig til det bliver mandag

Hvorfor alle andre glæder sig da, altid til det bliver fredag. Så har de weekend og kan slappe af. 

Ja det kunne jeg så også engang, men den gang er forbi. For FUCK hvor kan mine weekender være hårde nogle gange. 

Og misforstå mig ikke, jeg elsker mine piger over alt på Guds grønne jord og kunne jeg tage stjerne ned til dem om de ville gjorde jeg det gerne. Men JEG VIL FAKTISK OGSÅ GERNE HAVE LOV AT SIGE DET PISSE HÅRDT AT VÆRE ALENE MED TO SMÅ BØRN. 

Nogle gange føles det, næsten som om jeg har talt alverdens eder jeg siger det er hårdt. Og Gud nåde og trøst jeg udtalte jeg sommetider har lyst til smide det hele og skride, BARE FORDI JEG ER TRÆT..

Hvorfor er det lige blevet sådan? At hver gang jeg nærmer mig ordene, det hårdt, jeg er træt eller jeg har brug for at holde fri et par døgn. Så bliver jeg affærdiget med en kommentar fra de nærmeste. Om jeg har det også hårdt eller jeg har også været alene dengang med mine børn. Eller noget andet i den dur. Ja det er jo nok fordi at sådan noget må ikke være virkelighed i min verden. For jeg har altid været den stærke, den der tog omsorg og ansvar for alle andre, og deres problemer. Så selvfølgelig kan klare det hele selv. Det plejer jeg da at kunne. 

Det kan jeg også, selvfølgelig kan jeg det. Men når det så er sagt, så vil jeg sgu også have lov at sige højt når jeg er træt, ked af det eller helt brændt ud!! 

For det er fucking hårdt med to så små børn, især når der kun er 14 måneder imellem dem.. for jo måske har du også været alene med dine da den ene var teenager og den anden en lille drille gøj på 3-4år.  Men du husker det nok ikke, det er bare noget andet for en lidt større størrelse kan du bede om hjælpe til, eller lige gå ud af rummet mens du forklare den anden hvorfor dennes opførsel ikke er i orden. Det kan jeg ikke, bliver den ene ked af det eller laver noget de ikke må og jeg prøver at snakke med hende. Står den anden og glor på, beder jeg hende lige gå ud af rummet ja så har jeg er rama skrig i det andet rum. Så hvornår tror i egentlig jeg kan holde en pause når de er hjemme hele weekenden, når de sover ja men der er jeg så træt jeg falder omkuld uden at have været i bad., som jeg gerne ville, få ryddet op, svaret dem der har skrevet på facebook eller andre steder, vasket tøj og alt andet. 

Jeg har ingen forældre der lige kan træde til og give mig et pusterum ej heller meget andet familie end min halv søster og bror der hver især hat travlt med deres eget. Så der er ingen der på noget tidpunkt i de 4 år, der har sagt lad mig lige se efter pigerne i et døgn eller to. Og sådan vil det altid være.. Den eneste der har givet mig luft og lidt fritid er bedste eller dvs pigernes bedste, som faktisk er min fars kæreste, som er mor til min lillebror. Og der er uden at have været ret meget inde i mit liv i de år jeg boede hos min far, da min far i de år boede med en anden kvinde og hendes to piger. Hvilket jeg ingen kontakt har til i dag.

Men bedste hun trådte til med det samme, allerede da jeg ventede den store. Skrev hun til mig og da vi var indlagt kom hun til os på sygehuset, hun tog den store hver anden weekend når jeg arbejde i det første halve år jeg nåede at arbejde inden den lille meldte sig. Hun er kommet når jeg har været syg, og hun kommer med gaver til jul og fødselsdag (eller nærmer hver gang) hun ser pigerne. 

Hun er desværre også oppe i årene og det er begrænset hvor meget hun kan være der nu hvor der er to stk.. 

Men må ærligt sige blod er ikke tykkere end vand. Sådan er verden ikke længere. For i mit liv har det nærmest altid vist sig at de der ikke var famile af blod men af venskab oh bekendtskab. Det er de mennesker der har været der og er enormt glad for, at min far har fået min lillebror med den kvinde jeg hellere vil kalde en papmor end min egentlige stedmor. For havde han ikke det havde jeg ikke haft en bedste til pigerne i dag og de elsker hende usigeligt højt begge to❤️ 

Så prøv engang at sætte dig i andres sted end bare konkludere, inden du rakker andre ned. For verden er ikke lige farverige for os alle, nogle af os har altså kun sort og hvid at vælge imellem, og det er sgu skide hårdt hu er det det. Men vi klarer os og farverne har vi med hinanden istedet for. Men lad mig da for pokker få luft engang imellem når jeg har brug for det uden at forud indtage det er helt galt eller affærdige mig med en kommentar om dig selv. 

Et lyttende øre er nogle gange den bedste heling og et kæmpe energi boost til så kan man igen. 

Et af de redskaber der har hjulpet mig selv i at komme videre

Er et skema jeg fandt i er blad engang. Tror faktisk det var psykologi, men det har jeg brugt  , lavet mål. Taget det frem og holdt delmålene op og arbejdet videre på målene og selv da næsten alle mål var nået udfyldte jeg det på så det hele vejen har været som en huske seddel for mig.

Tex var min bedste ven og trofaste klippe

Ingen venner, kan måle sig med vores firbenede bedste ven. Den er der altid lyttende og fyldt med kærlighed til en.❤️

Da vi fik tex boede vi i Tyskland, og kun 6 måneder senere blev min kæreste anholdt. For indsmugling og videre salg. Det kom som er stort chok, da vi trods alt havde boet sammen i nogle år nu.. 

Endnu værre blevet det da keg opdragede jeg var gravid og over 5 måneder henne. Som om det ikke var nok, var fosteret også dødt og jeg blev akut sat igang med at føde pga svangerskabs forgiftning.. Efter alt det veg tex ikke fra mim side i tre dage efter, hver morgen lå hans hoved helt tæt op af mit når jeg vågnede.. 

I den tis måtte han ligge øre til meget, men han var bestemt også den der fik mig jaget af sengen og på benene igen. For efter tre dage ville han ud og gå, han kom med sin snor og lignede en der ikke selv kunne gøre for det. Snart var jeg atter på oppe igen og igang med livet.. det kostede nogle lange ture i skoven med tex og mange snakke, men fandt hurtigt ud af det hjalp meget selv om der bare var tex jeg snakkede med om alt det der vat sket. 

Tænker tit der jo nogle i langt værre tilfælde end os.

En af de ting jeg ofte tænker på pga min barndom, er hvordan jeg selv fil chancen for at rejse mig. Komme over tingene og komme videre igen, som et menneske der fra start blev ødelagt?! 

Og kan ikke lade være at tænke, på dem der er i en være situation end jeg selv har været. Hvordan er de kommet over det og videre? Eller er de ovre det og videre i deres liv? Ved en del sidder fast steder i deres liv og har brug for en hånd eller skub i den rigtige retning. Men der måske ingen der kan give dem det. Fordi vold i hjemmet stadigvæk er så tabu belagt og folk næsten ikke tør nævne sådan noget over for andre. Nogle steder er det gået rigtigt galt o hjemmet og vold er blevet til mord i værste fald. Derfor vil jeg dele en video med jer som har gjort et kæmpe indtryk på mig.

https://youtu.be/xMeM6z_q50s

Syntes det er så forfærdeligt at dette virkelig kan ske i Danmark. Og samtidig utroligt den dreng kan være så rolig og hvilende i sig selv i sin opfattelse af sin fat og savnet på hans mor. 

Skyldfølelsen og skammen

Det gik måneder og jeg hørte intet fra mim mor, jeg vidste hum havde været forbi min lillesøster et par dage før. Jeg besøgte hende første gang og det undrede mig, rigtig meget jeg intet hørte. Måske sys hun det hele var min skyld? Jeg  havde måske ikke, skjult godt nok. Overfor dem fra folk fra kommunen? Så var hun nok blevet træt af mig og kunne ikke lide mig mere. 

Sådan tænkte jeg i starten, da jeg ikke vidste andet, end vende det ind ad eller havde nogen ide, om hvad der egentlig foregik. Men alle de tanker holdte, jeg helt for mig selv i mange år frem. For ellers ville jeg bare blive en belastning for andre, mennesker igen. Det skulle jeg bestemt ikke være. For nogle igen resten af mit liv havde jeg besluttet.

Far købte mig også en ny pony, da han kunne mærke det ikke var nok for mig bare at gå til ridning, jeg manglede også Herkules hver eneste dag i flere år havde jeg været vant til at cykle ud til ham for at snakke med ham og ride en tur. Da jeg snakkede mere og mere om hvor meget jeg savnede ham spurgte far pludselig en dag om jeg gerne ville have mim egen pony igen. Hvilket jeg svarede ja til helst Herkules og det kunne han jo ikke love mig men han ville gerne tinge til dem i stalden og høre om han evt måtte købe ham. Men så kom jeg i tanke om at så var det en anden pige der blev ked af det da det jo var hendes og jeg kun havde en halv part i ham. Så sagde nej til far at vi måtte hellere finde en ny pony for Herkules var jo efterhånden også 19 år og en flytning ville nok være for meget for ham i den alder. Så vi søgte efter en ny pony og fandt Hubert, en 13 år gammel vallak og han blev en stor del, af min helings process gennem mine teenager år, som min trofaste støtte. Som Herkules havde været det. Efter nogle år besluttede min far og stedmor at finde en nedlagt ejendom, hvor vi kunne have hest hjemme. Det lykkedes også at finde en i Frøslev hvor vi i forvejen boede, bare lidt længere ude af vejen. Og endelig havde jeg det jo næsten som Wendy, i hestebladene med hest, hund og kat hjemme på gården når man gik lige ud af døren. Det var en rigtig god tid for mig og jeg fik en hest mere, i komfirmation gave, jeg startede både stævner og red med til de forskellige ringridninger. Mine teenager år var lykkeligelige, kun afbrudt af div kæreste sorger og veninde fnidder fnadder, som alle har været igennem på et tidspunkt.

Mor hørte jeg desværre ikke så meget til hverken til fødselsdag eller jul ej heller til min konfirmation selv hun havde sagt der ville hun aldrig nogensinde svigte mig og min stedfar som simpelthen ikke kunne bære hvis jeg blev såret, kom med en gave fra hende til mig og sagde mor var så ked af det men hun var for syg til at deltage. Vidste godt det ikke passede og sagde far det skulle du ikke gøre for hende, jeg ved godt hvorfor hun ikke kommer. Men vidste også godt at om han havde talt med hende eller ej så havde han gjort det udelukkende fordi han ikke kunne være jeg blev ked af det og fordi han ønskede at gøre mim dag så god og fantastisk som muligt.Var selvfølgelig ked af min egen mor ikke var til stede, men der kom desværre heller ikke bag på mig hun havde valg ikke at deltage i en af mit livs store dage. Og uden selv at give besked om hun ikke kom.

Nu fik vi hjælp og alt ville blive godt troede vi da

En dame fra kommunen kom og det næste år var fyldt med tiltag fra kommunen.

Efter mor havde været syg med benene, skete der flere og flere tiltag fra kommunens side af, måske i håbet om at kunne få rettet op på hele familien og nok også lidt med et blindt øje til hvor alvorligt alkoholmisbruget i hjemmet egentlig var. For der var det allerede nået til et meget alvorligt misbrug for min mor hvertfald. Men der kom en dame fra kommunen som skulle støtte og hjælpe i familien nogle gange om ugen. Tror hun var socialrådgiver eller sådan noget. Så der blev i værdsat antabus som skulle indtages overvåget af en kommunal medarbejder hver gang. Og min søster blev sendt på sommetlejer for social udsatte børn, hvilket jeg ikke forstod dengang hvad det betød. Men jeg forstod sagtens de andre børn i byen, når de snakkede om at sommerlejeren var for alle de fattige bumser der ingen penge havde til at tage på sommerferie sammen med deres mor og far.

Husker også jeg fik lov at komme nogle ekstra weekender og en uge mere i sommerferien ned til min far det år. Så han må jo på det punkt have været informeret om der foregik noget i hjemmet som de ville forsøge at rette op på allerede året inden vi blev fjernet. Vi børn blev fortalt at det var pga mor og mim stedfar havde nogle vokse problemer de var nød til at få styr på, og det kunne vi børn ikke være med til og så var det også for at give dem lidt fritid til at være sammen med hinanden og få lavet de ting som de godt kunne lide at lave ligesom jeg jo havde min hest i min fritid og min lillesøster sin veninde hum legede med. Og det forstod vi selvfølgelig godt mente vi. Men deres tiltag var alt for sent sat i gang. Og mor drak trods sin antabus og de blev stadigvæk ofte uvenner så det hele bragede i råben og ting blev smadret, flere blå mærker og vi børn blev ofte indblandet i deres skænderier hvilket resulterede i at vi ofte stak af hvis ikke det var sent om aftenen og så kom vi først hjem når han enten var kørt eller faldet i søvn i sin lænestol i stuen. Men når det nu skete i dagtimerne var der typisk nogle af vores legekammeraters forældre der fandt id af det fordi vi jo tit enten var sammen med dem eller vi opsøgte dem og ville helst ikke hjem igen. Husker en gang min stedfar kørte rundt og ledte efter os og min venindes mor plus den halve by fik det med. Han ville også hente os hos min veninde, men hendes mor nægtede det og vi blev der i nogen tid. Er ret sikket på hun kan ikke andet en have lavet en anmeldelse.

Så det gik et måske halv andet r på den måde, da vi var ude at lege en dag blev vi kaldt ind og der stod en dame fra kommunen og hun satte sig ned med os og forklarede at mor og min stedfar skulle ikke længere bo sammen med os børn da mor var meget syg og far havde nogle ting at få styr på. Så jeg skulle pakke mine ting da min far allerede var på vej og min søster ville blive hentet af damen næste dag og så skulle hun over i en ny sød familie. Jeg var bund ulykkelig for det betød vi skulle skilles af og lige så ulykkelig var mim lillesøster der skulle til nogle totalt fremmede. Jeg kunne ikke nå at tage afsked med mine venner og veninder da mange jo var på sommerferie. Da min far kom var det kun det aller mest nødvendige jeg fik lov at tage med af mime ting og legetøj. Men hunden ville jeg have med ellers skulle jeg bestemt ingen steder om de så skulle slæbe mig ud.

Husker hvor ondt der gjorde langt langt inde i mig uden jeg helt forstod det, og jeg følte mig revet over i 7 dele. Mor.ville ikke rigtig sige farvel til mig og til far der havde skrevet en seddel på han havde havde forældremyndigheden tog hum bare sedlen og underskrev. Med ordne her så tag dog din elskede datter. Tror aldrig jeg har haft så ondt indeni uden helt at forstå hvorfor jeg havde det. Det hjalp heldigvis at far kørte mig ned til hesten så jeg kunne tage afsked med ham min lille Herkules og at han hele vejen hjem til padborg forklarede det hele nok skulle ordne sig igen og at han allerede havde snakket med den familie mim søster skulle til og vi kunne besøge hende allerede om en uge eller 14 dage og vi for fremtiden selvfølgelig ville få hende på weekend og i ferier som jeg også havde været det hos far i den tid jeg borde hjemme ved mor. Men med hensyn til hvornår jeg ville få mim mor at se igen kunne han ikke svare på, da mor jo var syg og skulle bruge noget tid til at blive rask igen inden vi kunne besøge hende og sådan boet vidste man ikke præcis hvor lang tid det ville tage. Der kom til at gå flere år og godt jeg ikke vidste det fra starten for så havde det nok knækket mig helt. Også at det altid kun var meget kort vi se hende fra den dag vi blev fjernet og frem til hendes død, vidste vi heller ikke forinden. Men tiden skulle vise at mor blev aldrig nogensinde mor som sig selv igen.

De særlige dage, bare på kaotisk særlige dage.

 

Har faktisk ikke et eneste billede af de specielle mærkedage, hvor de er holdt hos min mor. Så de gode mærkedage hos min far er det istedet.

.

Julen kan jeg ikke huske ret mange af faktisk kun en enkelt hjemme hos min mor, det samme også med nytår. Men husker alle de andre år hos mim far eller hos andre i familien især min mormor og min elskede bedstefar. Kan ikke huske jeg har holdt en eneste fødselsdag for klassen hjemme hos min mor. Den første jeg husker at have holdt selv. Var min 10 års men det var hjemme ved min far med de venner og veninder jeg havde hos ham. Tror faktisk jeg tidligt ikke har ville holde fødselsdag for klassen hos min mor, fordi det altid var en pinlig og ydmygende situation med mim mor når hun drak sig fuld og hun sejlede rundt og selv troede hun havde styr på tingene, så var jeg også ret overbevist om at de andre forældre hurtigt ville opdage det når de hentede mine klassekammerater. 

Men kan huske min søster holdt sin fødselsdag for klassen og at jeg skulle tage dem alle med hjem fra skole til lagkage og boller, dette gjorde jeg selvfølgelig tror hun gik i 1 klasse dengang og da vi kom hjem. Var bordet næsten færdig dækket, men lagkagerne var langt fra færdige og bollerne var lidt mere end færdige i ovnen og min mor, hun var væltet beruset om i hjørnet hvor hun bar ved at dække bordet. Der var hun faldet i søvn. Husker jeg var på græde færdig pg havde for første gang i mit liv lyst til at fortælle hende hvor meget hum ødelagde tingene for os og hvor ondt det gjorde. Men fik alle børnene id i haven og lege til de skulle have boller. Skyndte mig at få dem ud af ovnen og få dækket resten af bordet inden jeg ruskede liv i min mor der knap kunne stå på benene eller sige noget der hav mening. Hun var så pisse fuld for at sige det ærligt hun ikke selv anede hvor hun var eller hvad der foregik omkring hende. Måtte selv finde ud af at få lavet et par lagkager også efter at jeg havde bikset hende ind i hendes seng. Så nu kunne børnene komme ind og få boller og bagefter skulle vi lege en leg i haven hvor de fik en slik pose som belønning når de var kommet i mål. Hvilket alt sammen heldigvis gik godt og så var det tid til lagkage og fødselsdags sang. Det gik da heldigvis også godt og derefter begyndte de forskelllige børn at blive hentet af deres forældre, nogle enkelte undrede sig over det var mig der var hos børnene og spurgte efter vores forældre. Bildte dem ind min mor lige var på toilet eller at hun var blevet dårlig og kun lige var gået ind for at lægge sig et kvarters tid. Så håbede jeg de andre børn ikke havde fået så meget med fra da vi kom hjem eller nævnte noget til deres forældre når de kom hjem om at vi havde været alene. Og så klart ville skæbnen da også at min stedfar kom hjem som de sidste børn blev hentet. Han spurgte selvfølgelig med det samme hvor er mor, øh hun fik pludselig ondt i hoved og har lige lagt sig svarede jeg, vel vidende om at det kunne jeg have sparret mig at sige, da han allerede havde regnet id hvorfor hun havde lagt sig og som den sidste var hentet startede alt balladen, han slæbte hende ud af sengen og han forlangte at jeg fortalte hvor længe hun havde lagt derinde. Vidste godt jeg lige så godt kunne droppe at dække over hende, da han kunne se det var mig der havde lavet lagkage og frygtede også min søster ville fortælle at hun sov i hjørnet af stuen da vi kom hjem alle sammen. 

Skyndte mig at få fat på min søster der protesterede for hun ville lege med sine nye gaver, så måtte pakke det meste i en taske og så slæbe hende ud med en hånd for munden og tasken og vores jakker under armen. Tror ikke han nåede at bemærke vi smuttede og var også så ødelagt og træt selv af at holde en facade under hemses fødselsdag at havde det ikke været for mim søster, havde jeg nok været ligeglad om han opdagede det. Vi kunne høre langt nede af gaden han slog hende og min søster sagde. Skal vi ikke hjælpe mor, svarede bare nej det hendes egen skyld. Klogere var jeg ikke dengang. Men vi tog ned i stalden til hestene, havde jo ikke været der om dagen pga fødselsdagen, så selv om det var næsten spise tid så var der da fred og ro. Så kunne vi komme hjem engang lige inden sengetid og håbe på han enten var gået omkuld eller kørt ned på kroen igen. Det var som regel det sidste og så var han endnu mere fuld når han kom hjem senere om natten og var som regel blevet smidt af sin knallert et sted på vejen. Som vi blev bedt om at hente dagen efter hvis ikke vi var i skole.

Den ene jul og nytår jeg husker hjemme fra min mor var også et kæmpe kaos og alt andet end hyggelig aften. Den var mere fyldt med angst pg frygt time for time jo mere de drak for hvad der nu ville ske, når de blev mere og mere fulde og begyndte at skændes om alt lige fra gaver til  maden blev lavet på den ene eller den anden måde og det endte med, vi måtte spise pasta eller brød pga det hele var brændt på under deres skænderier og druk. Og så blev der også ballade bagefter over at maden var brændt på og vi måtte æde sådan noget lort jule aften og når de var færdig med at banke løs på hinanden smuttede han af på knallerten og vi måtte trøste min mor der tudede over han var kørt hjem til nye elskerinde og holde jul med hendes familie for han gad ikke os længere og så blev min lillesøster ked af det og jeg måtte så trøste hende og prøve at overbevise hende om det ikke passede og han bare var kørt på kroen eller noget. Men min mor var led og råbte ha kroen er sku da lukket det er jul pigebarn og mim søster startede med at græde igen. Samtidig med min mor sagde i fuldt alvor til mig “nej min pige en ting skal du aldrig gøre og det er at tro på kærligheden eller lukke den ind i dit liv for så ødelægger den dig” dengang anede jeg ikke hvad hun mente og husker jeg blev irriteret og var tæt på at komme til at sige man kunne da godt forstå fat var kørt. Men vidste godt så havde jeg fået en på hoved og i seng. Så valgte at tie og få min søster med ind på værelset med vores gaver så vi kunne være forhåbentlig i fred og ro. Min søster faldt heldigvis hurtigt til ro og sov også med det samme. Så fyrede mor op for Anne lindet og jeg kunne ikke sove, lå i timer og var angst for han ville komme igen og være endnu mere sur fordi kroen var lukket. Men må til sidst have været udmattet nok til at sove. For vågnede ved mor kaldte på mig at min far var i telefonen, da jeg kom ind i stuen hørte jeg mor sige til min far, ej hun sagde selv i går da jeg spurgte om vi skulle ringe og sige tak for gaverne at hun havde snakket med dig, så gik da ud fra det var rigtigt og hun ikke løj. Som altid hvem helvede løj for egen vindings skyld hadede hende når hun gjorde det, hu havde hun ej spurgt om jeg ville ringe til min far. Heldigvis kendte min far hende godt nok til at vide det ikke vat sandt. Så han spurgte ikke mig om det var rigtigt hvad mor havde sagt. Og uden vi snakkede mere om dette vidste jeg godt selv at det var fordi han ikke selv, troede på min mor når hun sagde sådan til ham.Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om højtiderne, heller ikke selv om det gav gaver. Så har jeg i rigtig mange år været irriteret fx jule aften helt ubevidst og sådan noget som fødselsdag. Har jeg altid fejret den så lidt som muligt, fordi min krop sagde det var fare situation at holde noget, hvilket har været angsten for den ballade jeg havde oplevet tidligere i mit liv pg troede der betød alkohol til de voksende. Så vidste jeg de blev pløre fulde og kom op og skændes over små ting eller om noget der faktisk overhoved ingen mening gav for nogle af os andre især os børn