Tænker tit der jo nogle i langt værre tilfælde end os.

En af de ting jeg ofte tænker på pga min barndom, er hvordan jeg selv fil chancen for at rejse mig. Komme over tingene og komme videre igen, som et menneske der fra start blev ødelagt?! 

Og kan ikke lade være at tænke, på dem der er i en være situation end jeg selv har været. Hvordan er de kommet over det og videre? Eller er de ovre det og videre i deres liv? Ved en del sidder fast steder i deres liv og har brug for en hånd eller skub i den rigtige retning. Men der måske ingen der kan give dem det. Fordi vold i hjemmet stadigvæk er så tabu belagt og folk næsten ikke tør nævne sådan noget over for andre. Nogle steder er det gået rigtigt galt o hjemmet og vold er blevet til mord i værste fald. Derfor vil jeg dele en video med jer som har gjort et kæmpe indtryk på mig.

https://youtu.be/xMeM6z_q50s

Syntes det er så forfærdeligt at dette virkelig kan ske i Danmark. Og samtidig utroligt den dreng kan være så rolig og hvilende i sig selv i sin opfattelse af sin fat og savnet på hans mor. 

Skyldfølelsen og skammen

Det gik måneder og jeg hørte intet fra mim mor, jeg vidste hum havde været forbi min lillesøster et par dage før. Jeg besøgte hende første gang og det undrede mig, rigtig meget jeg intet hørte. Måske sys hun det hele var min skyld? Jeg  havde måske ikke, skjult godt nok. Overfor dem fra folk fra kommunen? Så var hun nok blevet træt af mig og kunne ikke lide mig mere. 

Sådan tænkte jeg i starten, da jeg ikke vidste andet, end vende det ind ad eller havde nogen ide, om hvad der egentlig foregik. Men alle de tanker holdte, jeg helt for mig selv i mange år frem. For ellers ville jeg bare blive en belastning for andre, mennesker igen. Det skulle jeg bestemt ikke være. For nogle igen resten af mit liv havde jeg besluttet.

Far købte mig også en ny pony, da han kunne mærke det ikke var nok for mig bare at gå til ridning, jeg manglede også Herkules hver eneste dag i flere år havde jeg været vant til at cykle ud til ham for at snakke med ham og ride en tur. Da jeg snakkede mere og mere om hvor meget jeg savnede ham spurgte far pludselig en dag om jeg gerne ville have mim egen pony igen. Hvilket jeg svarede ja til helst Herkules og det kunne han jo ikke love mig men han ville gerne tinge til dem i stalden og høre om han evt måtte købe ham. Men så kom jeg i tanke om at så var det en anden pige der blev ked af det da det jo var hendes og jeg kun havde en halv part i ham. Så sagde nej til far at vi måtte hellere finde en ny pony for Herkules var jo efterhånden også 19 år og en flytning ville nok være for meget for ham i den alder. Så vi søgte efter en ny pony og fandt Hubert, en 13 år gammel vallak og han blev en stor del, af min helings process gennem mine teenager år, som min trofaste støtte. Som Herkules havde været det. Efter nogle år besluttede min far og stedmor at finde en nedlagt ejendom, hvor vi kunne have hest hjemme. Det lykkedes også at finde en i Frøslev hvor vi i forvejen boede, bare lidt længere ude af vejen. Og endelig havde jeg det jo næsten som Wendy, i hestebladene med hest, hund og kat hjemme på gården når man gik lige ud af døren. Det var en rigtig god tid for mig og jeg fik en hest mere, i komfirmation gave, jeg startede både stævner og red med til de forskellige ringridninger. Mine teenager år var lykkeligelige, kun afbrudt af div kæreste sorger og veninde fnidder fnadder, som alle har været igennem på et tidspunkt.

Mor hørte jeg desværre ikke så meget til hverken til fødselsdag eller jul ej heller til min konfirmation selv hun havde sagt der ville hun aldrig nogensinde svigte mig og min stedfar som simpelthen ikke kunne bære hvis jeg blev såret, kom med en gave fra hende til mig og sagde mor var så ked af det men hun var for syg til at deltage. Vidste godt det ikke passede og sagde far det skulle du ikke gøre for hende, jeg ved godt hvorfor hun ikke kommer. Men vidste også godt at om han havde talt med hende eller ej så havde han gjort det udelukkende fordi han ikke kunne være jeg blev ked af det og fordi han ønskede at gøre mim dag så god og fantastisk som muligt.Var selvfølgelig ked af min egen mor ikke var til stede, men der kom desværre heller ikke bag på mig hun havde valg ikke at deltage i en af mit livs store dage. Og uden selv at give besked om hun ikke kom.

De særlige dage, bare på kaotisk særlige dage.

 

Har faktisk ikke et eneste billede af de specielle mærkedage, hvor de er holdt hos min mor. Så de gode mærkedage hos min far er det istedet.

.

Julen kan jeg ikke huske ret mange af faktisk kun en enkelt hjemme hos min mor, det samme også med nytår. Men husker alle de andre år hos mim far eller hos andre i familien især min mormor og min elskede bedstefar. Kan ikke huske jeg har holdt en eneste fødselsdag for klassen hjemme hos min mor. Den første jeg husker at have holdt selv. Var min 10 års men det var hjemme ved min far med de venner og veninder jeg havde hos ham. Tror faktisk jeg tidligt ikke har ville holde fødselsdag for klassen hos min mor, fordi det altid var en pinlig og ydmygende situation med mim mor når hun drak sig fuld og hun sejlede rundt og selv troede hun havde styr på tingene, så var jeg også ret overbevist om at de andre forældre hurtigt ville opdage det når de hentede mine klassekammerater. 

Men kan huske min søster holdt sin fødselsdag for klassen og at jeg skulle tage dem alle med hjem fra skole til lagkage og boller, dette gjorde jeg selvfølgelig tror hun gik i 1 klasse dengang og da vi kom hjem. Var bordet næsten færdig dækket, men lagkagerne var langt fra færdige og bollerne var lidt mere end færdige i ovnen og min mor, hun var væltet beruset om i hjørnet hvor hun bar ved at dække bordet. Der var hun faldet i søvn. Husker jeg var på græde færdig pg havde for første gang i mit liv lyst til at fortælle hende hvor meget hum ødelagde tingene for os og hvor ondt det gjorde. Men fik alle børnene id i haven og lege til de skulle have boller. Skyndte mig at få dem ud af ovnen og få dækket resten af bordet inden jeg ruskede liv i min mor der knap kunne stå på benene eller sige noget der hav mening. Hun var så pisse fuld for at sige det ærligt hun ikke selv anede hvor hun var eller hvad der foregik omkring hende. Måtte selv finde ud af at få lavet et par lagkager også efter at jeg havde bikset hende ind i hendes seng. Så nu kunne børnene komme ind og få boller og bagefter skulle vi lege en leg i haven hvor de fik en slik pose som belønning når de var kommet i mål. Hvilket alt sammen heldigvis gik godt og så var det tid til lagkage og fødselsdags sang. Det gik da heldigvis også godt og derefter begyndte de forskelllige børn at blive hentet af deres forældre, nogle enkelte undrede sig over det var mig der var hos børnene og spurgte efter vores forældre. Bildte dem ind min mor lige var på toilet eller at hun var blevet dårlig og kun lige var gået ind for at lægge sig et kvarters tid. Så håbede jeg de andre børn ikke havde fået så meget med fra da vi kom hjem eller nævnte noget til deres forældre når de kom hjem om at vi havde været alene. Og så klart ville skæbnen da også at min stedfar kom hjem som de sidste børn blev hentet. Han spurgte selvfølgelig med det samme hvor er mor, øh hun fik pludselig ondt i hoved og har lige lagt sig svarede jeg, vel vidende om at det kunne jeg have sparret mig at sige, da han allerede havde regnet id hvorfor hun havde lagt sig og som den sidste var hentet startede alt balladen, han slæbte hende ud af sengen og han forlangte at jeg fortalte hvor længe hun havde lagt derinde. Vidste godt jeg lige så godt kunne droppe at dække over hende, da han kunne se det var mig der havde lavet lagkage og frygtede også min søster ville fortælle at hun sov i hjørnet af stuen da vi kom hjem alle sammen. 

Skyndte mig at få fat på min søster der protesterede for hun ville lege med sine nye gaver, så måtte pakke det meste i en taske og så slæbe hende ud med en hånd for munden og tasken og vores jakker under armen. Tror ikke han nåede at bemærke vi smuttede og var også så ødelagt og træt selv af at holde en facade under hemses fødselsdag at havde det ikke været for mim søster, havde jeg nok været ligeglad om han opdagede det. Vi kunne høre langt nede af gaden han slog hende og min søster sagde. Skal vi ikke hjælpe mor, svarede bare nej det hendes egen skyld. Klogere var jeg ikke dengang. Men vi tog ned i stalden til hestene, havde jo ikke været der om dagen pga fødselsdagen, så selv om det var næsten spise tid så var der da fred og ro. Så kunne vi komme hjem engang lige inden sengetid og håbe på han enten var gået omkuld eller kørt ned på kroen igen. Det var som regel det sidste og så var han endnu mere fuld når han kom hjem senere om natten og var som regel blevet smidt af sin knallert et sted på vejen. Som vi blev bedt om at hente dagen efter hvis ikke vi var i skole.

Den ene jul og nytår jeg husker hjemme fra min mor var også et kæmpe kaos og alt andet end hyggelig aften. Den var mere fyldt med angst pg frygt time for time jo mere de drak for hvad der nu ville ske, når de blev mere og mere fulde og begyndte at skændes om alt lige fra gaver til  maden blev lavet på den ene eller den anden måde og det endte med, vi måtte spise pasta eller brød pga det hele var brændt på under deres skænderier og druk. Og så blev der også ballade bagefter over at maden var brændt på og vi måtte æde sådan noget lort jule aften og når de var færdig med at banke løs på hinanden smuttede han af på knallerten og vi måtte trøste min mor der tudede over han var kørt hjem til nye elskerinde og holde jul med hendes familie for han gad ikke os længere og så blev min lillesøster ked af det og jeg måtte så trøste hende og prøve at overbevise hende om det ikke passede og han bare var kørt på kroen eller noget. Men min mor var led og råbte ha kroen er sku da lukket det er jul pigebarn og mim søster startede med at græde igen. Samtidig med min mor sagde i fuldt alvor til mig “nej min pige en ting skal du aldrig gøre og det er at tro på kærligheden eller lukke den ind i dit liv for så ødelægger den dig” dengang anede jeg ikke hvad hun mente og husker jeg blev irriteret og var tæt på at komme til at sige man kunne da godt forstå fat var kørt. Men vidste godt så havde jeg fået en på hoved og i seng. Så valgte at tie og få min søster med ind på værelset med vores gaver så vi kunne være forhåbentlig i fred og ro. Min søster faldt heldigvis hurtigt til ro og sov også med det samme. Så fyrede mor op for Anne lindet og jeg kunne ikke sove, lå i timer og var angst for han ville komme igen og være endnu mere sur fordi kroen var lukket. Men må til sidst have været udmattet nok til at sove. For vågnede ved mor kaldte på mig at min far var i telefonen, da jeg kom ind i stuen hørte jeg mor sige til min far, ej hun sagde selv i går da jeg spurgte om vi skulle ringe og sige tak for gaverne at hun havde snakket med dig, så gik da ud fra det var rigtigt og hun ikke løj. Som altid hvem helvede løj for egen vindings skyld hadede hende når hun gjorde det, hu havde hun ej spurgt om jeg ville ringe til min far. Heldigvis kendte min far hende godt nok til at vide det ikke vat sandt. Så han spurgte ikke mig om det var rigtigt hvad mor havde sagt. Og uden vi snakkede mere om dette vidste jeg godt selv at det var fordi han ikke selv, troede på min mor når hun sagde sådan til ham.Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om højtiderne, heller ikke selv om det gav gaver. Så har jeg i rigtig mange år været irriteret fx jule aften helt ubevidst og sådan noget som fødselsdag. Har jeg altid fejret den så lidt som muligt, fordi min krop sagde det var fare situation at holde noget, hvilket har været angsten for den ballade jeg havde oplevet tidligere i mit liv pg troede der betød alkohol til de voksende. Så vidste jeg de blev pløre fulde og kom op og skændes over små ting eller om noget der faktisk overhoved ingen mening gav for nogle af os andre især os børn

Brændt barn brænder ofte kærligheden

Han er min kærlighed, derfor lader jeg ham gå for nu❤👱❤

Kærlighed noget man ikke bare for, men skal lære at skabe hvis den skal kunne gro og blive til noget foreviget.. Den vil give op og nedture hele vejen igennem, men beslutter man sig for man står sammen vil kærligheden bære jer gennem dem og blive endnu større..

Noget to personer skal ville og værre klar til at skabe sammen, vil gøre dem ufatteligt stærke som partnere. 

Man ved ikke altid hvem den anden person er, selv denne er lige foran en selv. Eller måske er den ene ikke klar eller kan ikke se det samme som du ser. Andre gange er man, selv den blinde eller så usikker, du ikke tør sige sandheden om dine følelser. 

Husker stadigvæk den første gang, vi stod udenfor og røg til en fest, da folk var gået ind vente du dig om til mig og sagde, nu du min, kys mig. 

Men det var så forbudt, jeg afviste dig sagde det går ikke. Der bliver bare ballade og dengang vidste jeg intet om du ville få,så stor en betydning i mit liv. Da jeg først gav efter for dig. Ej heller at jeg uden at vide det skulle sårer dig så dybt. 

Jeg lod dig gå uden at gør mere ved det, for det var umuligt at få dig til at forstå sådan hang det hele ikke sammen. Men siden dengang har det været umuligt, at få dig ud af mine tanker og det er det stadigvæk. Du er noget særligt. Har de bedste arme at ligge i, du gør mig tryg og glad, elsker når du er dig selv og fjoller rundt, eller bare er en stor dreng. Dit smil ville jeg løbe verden rundt for.

Jeg ville flytte bjerge, for din lykke. 

Pludselig igen efter 5 år, overtaler du mig atter igen. Jeg ved det er noget møg og det vil være min tur, til at blive såret. Ved du endnu ikke, er parat og lige nu er vores liv, så forskellige, derfor ved jeg i mit indre, det er for tidligt og savnet/såret, vil være dybere og svære at hele, måske enda umuligt.. 

Men jeg rammer dine arme som var det igår vi sidste gang mødtes. Kan ikke modstå, kan ikke sige nej, ved jeg burde være den voksne. Men i dine arme trods, den store alders forskel. Bliver jeg den lille pige, der har brug for dine stærke, beskyttende arme, trygheden betyder alt og ved det er du den eneste, der kan give mig. 

Men ved også hele tiden, at tidspunktet er det forkerte. Ved ikke hvad jeg forventer, at det vil ændre sig være anderledes pludselig. Nej det ved jeg inderst inde godt, det kan ikke lade sig gøre.. Du er ung meget yngre en mig, og du har nogle ting i dit liv også du, skal nå at afprøve og gøre, inden, du vil være klar til at fordybe dig dybere. For føler det er dig som, den eneste nogensinde, jeg kan gøre det med, du er min store kærlighed og nu må jeg atter, engang lade dig gå, uden st vide om vi mødes igen. 

Jeg tror på det gør vi, tror vi er de sidste sammen ying og yang, derfor ved jeg, også jeg bliver nød til at lade dig gå igen på et tidspunkt. Og bevare troen på du en dag atter, vender tilbage når du klar, til at leve og være i kærligheden.. 

Vi er begge så ufattelig bange, for den og tror det er fordi, den er så stærk. Meget stærkere end, vi selv er. 

Men håbet og troen på den, vil bære os igennem de ting i livet, vi skal uden hinanden. Vil føre os sammen når vi begge er klar, til at gå ind i den sande og rigtige kærlighed sammen. For at  bygge den op, endnu stærkere ❤️

Håber jeg har ret i mine tanker, ved det ikke dine signaler er så stærke, endnu stærkere anden gang vi sås. Og så alligevel føles det nogle dage svært for dig bare give los for dem. Måske fordi jeg har såret dig så hårdt tidligere, har du muligvis mistet lidt af troen eller måske det fordi du endnu ikke har været klar. 

Men dagene hvor du glemte hvad der holdte, dig tilbage var der ingen tvivl om dine signaler dine berøringer og lyset i dine smukke øjne, når dit smil gik helt op i dem.. Måtte bede dig nogle gange om, at skrue ned for kærligheden. For var klar over når du ville videre ville, jeg savne dig meget værre end før. 

Du var den ene dag, så sindsygt kærlig at jeg kunne mærke smerten inden i når du igen er videre. Men kunne heller ikke stoppe alle dine kærtegn og kys, den dag gik det for alvor op for mig at kærlighed sagt i ord har ingen rigtig betydning. I forhold til, alt det lys i dine øjne og så meget øm kærlighed som strømmede ud når du rørte ved mig.

Samtidig blev jeg også klar over, at selv om du nogle år yngre. Giver du mig en kæmpe stor og helt unik ro og tryghed, når du holder om mig. En følelse jeg aldrig har mærket nogensinde før. Husker jeg blev bange meget bange for, nu er jeg ikke i tvivl længete det her er meget stærkere end jeg selv er. Måske ikke for dig men for mig er det..

Boganmeldelse

Anmeldelse af min bog fra en læser

En hudløs ærlig beretning om et alt for alvorligt liv for 2 små piger. Jeg begyndte på bogen og slap den ikke igen før, at jeg havde læst den færdig. 

Jill, jeg er dybt imponeret og fuld af respekt over din evne til at skabe dig og dine 2 piger et så velfungerende liv, når man læser, hvad du har været igennem ❤️ du er sgu sej!

Det er en super flot bog, du har fået skrevet ❤️ utroligt mod du har til at fremstille en så frygtelig fortælling. Du og din søster har oplevet ting, som ingen børn bør gøre 💔 jeg håber din bog, når videre ud til nogen i samme situation. Den kan uden tvivl give mod og være inspiration til at skabe et godt liv på trods af, at man ikke har haft gode vilkår fra starten af 😊 

Du er indbegrebet af en mønsterbryder og jeg håber andre finder inspiration i din historie ❤️

Min 1 bog

Så kom den ene af mine bøger på saxo’s hylder 

Bogen om min barndom

Jeg har nu fået skrevet min egen ebog om min barndom og frem til i dag. Som jeg sælger i ebog form og pga der stadigvæk er enormt meget tabu omkring  det at vokse op i et alkoholiseret hjem fyldt med uforudsigelighed og angst. Der er  90 siders læsning fra mit liv af hvilket kan købes af mig for 

35kr

Utrygheden var der næsten allerede fra da jeg blev født i Padborg, efter vi flyttede fra Østergade mig og mor.

Utrygheden var der næsten allerede fra da jeg blev født i Padborg, efter vi flyttede fra Østergade mig og mor.

I dag december 2019

Mig da jeg er 7-8 år 

Jeg er som sagt født i padborg hvor min mor og far boede sammen i min fars hus, til jeg var omkring et halv år. Så gik de fra hinanden og jeg flyttede med mor om i blokkerne i byen. Mor arbejde dengang hos byens slagter og far var speditør, som størstedelen af byens borgere.
I byen boede også min bedstefar der var grænse tolder, sammen med min mormor. Men da jeg fyldte 3 år og bedstefar var gået på pension besluttede de at flytte til Fyn. De flyttede derfor til Munkebo på Fyn.
Efter mor og jeg var flyttet om i blokken i padborg kom min stedfar ind i vores liv, har nok været omkring et års rid dengang. Men har fra andre folk senere hen hørt at han cyklede til gråsten med mig bare for jeg kunne komme i biografen og mange andre ting og har også fået fortalt, at min mors druk var allerede taget meget til da vi boede i blokken. Og at jeg havde det med at smutte ind til naboen og gemte mig ret ofte fordi jeg var allerede dengang utryg.

Far og mig i Spanien 

Mor og mig hos bedste i haven

Da jeg så blev 4 år flyttede vi også til Munkebo, mor ville gerne være nær ved bedstefar og jeg kom derfor til at skulle hentes af min far hver 14 dag og kom på weekend, samt div ferie når det var ferie tid. Fik hurtigt en ny legekammerat på Fyn som var vores nabo’s dreng, vi var samme alder og skulle også gå i klasse sammen, når vi skulle starte i skolen. Efter vi var flyttet derover blev mor gravid igen med min lillesøster, der kom til verden da jeg var fyldt 5 år. Og kort efter hendes fødsel lærte jeg allerede at tage mig af min lillesøster, da min mor begyndte at drikke oftere og stærkere sager også. Hun bar derfor ikke altid selv i stand til at tage vare på min søster og jeg. Det blev en hurtig del af min rutine om morgenen at sørge for vi kom op og fik morgenmad og taskerne blev pakket inden, vi skulle afsted i skole og børnehave.

På det tidspunkt arbejdede min mor også endnu, som rengøring inde i Odense, hvilket hun bestemt ikke var ret tilfreds med. Husker hvordan hun tit talte dårligt om jobbet og alle de ulækre kontor folk. Der bare sad på deres flade og svinede over alt. Senere fik hun job som rengøring på Lindøværftet hvilket hun var lidt mere begejstret for og det var jeg bestemt også. En af gangene vi med på arbejde var der en af værfts malerne der gav mig en kæmpe tusch, som de malede på skibene med.. mor sagde pas godt på den og husk kun at bruge den når du for lov, men da vi kom hjem gik der ikke længe før hun var fuld og væltede om på sofaen.. Så tænkte denne her tusch måtte jeg da have afprøvet og da jeg ikke kunne finde noget at tegne på, var der jo et kæmpe papir på væggen. Så som tænkt så gjort, anede bare intet om at det kunne ikke tages af igen og bar gået igennem tapet og direkte på væggen bag. Kan godt huske der var de så uvenner om aftenen at nogle af naboerne ringede efter politiet og de kom og tog ham med. Men lod mor blive så hun kunne passe på os.. PASSE PÅ OS, det lyder komisk i mine øre i dag. Hun kunne knap stå oprejst selv og så vælger politiet at efterlade hende medansvaret to børn på 7 og 2 år. Allerede der oplevede vi at det offentlige og de autorisere lukkede øjnene for første gang i vores små liv.

Så det endte selvfølgelig med mor rendte rundt med et blåt øje og han kom hjem næste dag. Alt sammen bare for det ikke ville gå mange dage før der, ville opstå ballade igen. Husker ikke hvornår mor stoppede på værftet men husker det var pga hun blev syg. Dengang vidste jeg ikke helt hvordan, kun at hun ikke måtte løfte noget og jeg kom derfor ned til min far og bor og gå i skole i 2-3 måneder. Her lærte jeg så mine kommende klassekammerater at kende. Men det kommer vi til og det vidste jeg heller ikke dengang. Jeg var meget bekymret for min lillesøster der jo var alene hjemme med sin mor og far, min far har fortalt mig at det pinte mig rigtig meget jeg ikke var hjemme hos hende. Og der begyndte det for alvor at gå op for min far at der måtte være noget helt galt i hjemmet, siden han ikke kunne få mig til at forstå min mor og stedfar var der jo til at passe på hende og jeg ville ikke komme nærmere ind på hvorfor jeg ikke mente hun var i sikkerhed hos dem.

Kan godt selv huske det bekymrede mig meget, om hun nu også fik noget at spise og drikke.. og om hun var bange om aftenen når de skændes. Da hun jo normalt kravlede over i min seng og sov ved siden af mig hvis hun blev bange. Så skulle hun ligge der helt alene og bange i mørket uden nogen til at trøste hende. Jeg begyndte også allerede dengang at danne tankene om hvad nu hvis, der skete mor noget rigtig alvorligt imens jeg var væk og så hun var død når jeg kom hjem igen. Dette startede angsten for at miste og knytte sig til andre eller åbne op for følelserne, har været rigtig svær mange i mange år siden. Noget jeg stadigvæk kan tage mig selv i at have meget svært ved. Fordi jeg hurtigt bliver bange for at miste dem jeg virkelig føler noget for med det samme igen. Det er heldigvis sådan at jeg i dag efter det er blevet bearbejdet med psykologen, at det er på kærlighedsfronten der stadig er et problem for mig at lukke andre helt ind og lade dem vide hvad jeg føler for personen. Hvor det går bedre med at knytte bånd til en person. Ved det nok skal komme med følelserne en dag, når det er den rette der en dag for kommet tæt på og for trykket på de knapper med sin kærlighed

De første år af min skole tid. 

De første år af skoletiden husker jeg som rigtig gode, jeg var foran i klassen med alle bøgerne, fordi jeg elskede at komme om bag i fx dansk bogen og lave skatteøen. Men efter anden eller tredje klasse begyndte jeg for alvor at komme bag ud og kan se i min kontaktbog. Der bliver tit givet udtryk for bekymring fra lærerne om, at jeg er træt og uoplagt. Samt jeg har en bekymrende stor focus på min lillesøster. Både i og uden for skolen oplever de at den er meget tiltagende, jeg gik fx der over til hende efter hver time bare for at være sikker på der ikke var noget galt. .

Hvorfor føler man altid hvis det hele ikke ser perfekt ud. så fejler man som forældre.. Især når ens baggrund har været ustabil

underlig tanke. Men det har klart sin grobund tilbage fra barndommen og det man startede, med at blive lært som barn. I et hjem hvor der skulle se perfekt ud. For de grimme sider ikke stak frem.

Ikke engang så meget som et hårstrå sad forkert på hunden 

 

 

Ja i rigtig mange år var alt og jeg mener virkelig ALT I MIT HJEM FULDSTÆNDIG PERFEKT OG SKINDENDE! Forstod ikke selv hvorfor jeg havde det sådan før mange år senere hos psykologen. Det gik det pludseligt op for mig hvad grunden til jeg ikke følte mig særlig godt tilpas hvis ikke mit hjem så perfekt ud og ikke rodede nogle steder..

Hvis der ind imellem var rodet eller lidt beskidt kom der ingen ind overhoved, om det så var min aller nærmeste familie blev de sendt væk igen. Og jeg kunne bruge ufattelig mange kræfter på at være bund ulykkelig hvis noget keg havde arrangeret slog fejl eller der skete noget uventet. Det kunne ødelægge mig i flere dage uden jeg vidste hvorfor jeg tog sådan på vej over det..

Min søster husker især engang hun ville gøre mig glad, og hang mit vasketøj op for mig og det eneste jeg sagde var jeg blev tosset over hun havde gjort det forkert .. 

Det skære mig dybt i hjertet i dag når hun fortæller hvor ked af det hun blev og hun jo bare ville hjælpe mig. 

Først da min psykolog en dag spurgte mig hvordan var det egentlig hjemme hos jer, da din mor drak?? 

Uha sagde jeg der var altid opryddet og pinligt rent over alt og hvis det kom nogen, havde vi børn fra helt små lært hurtigt at få styr på hele hytten så der ikke var noget at sætte en finger på.. 

Hold da op det har da også været noget af en byrde og et kæmpe ansvar for små børn, der egentlig bør lege og hygge sig. Og ja tak lige i det sekund gik det pludseligt op for mig, hvorfor jeg ikke kunne rumme uanmeldt besøg eller hvor alt altid skulle se så fint og flot ud..

Jeg havde aldrig lært andet end at så det ikke ordenligt ud i hjemme kunne det betyde fare, uden at vide hvilken fare da jeg jo har været for lille til at forstå det da jeg var barn.

Ansvar!! min fjende og min trofaste bedste ven..

Ansvar både en ven og værste fjende.

En af de ting der har gjort mig til den jeg, er i dag. Er helt bestemt at have været voksen ansvarlig som barn. Man siger det er sundt at give og lære børn at tage ansvar.

Til dels helt rigtigt men der er stor forskel på hvordan men lære sine børn det og hvad man giver dem ansvaret for.. Hvis ikke det skal forfølge en langt ind i voksen livet er det vigtigt at lære hvornår man har ansvaret og for hvad. Og rigtig vigtigt man ikke har ansvaret for alt og alle omkring en.

Da jeg som den ældste havde ansvaret for rigtig mange voksen ting og for det meste også for min søster til dels min mor!!

Har jeg rigtig rigtig svært ved i dag ikke at tage ansvar og gøre alt hvad der bimler og bamler for andre mennesker. Om jeg selv er ved at vælte omkuld eller selv skal have det dårligt, så hul i det hvis nogen råber hjælp smider jeg alt hvad jeg har og hjælper, støtter og bære.. 

Der er jeg enormt dårlig nej elendigt til at sige ved du hvad jeg har nok i mig selv lige nu.. og sikkert af samme grund også elendig til at slippe mit eget eller sige hey halløj jeg har brug for hjælp eller brug for en pause.. 

Min lillesøster sagde for nogle år tilbage, ja du bliver jo heller aldrig sådan rigtig ked af det eller giver op. 

Kan huske endnu jeg nej hvis du da bare vidste søs.., men ansvaret for mim søster tog over og sagde men hun er den lille så det skal hun ikke bryde hoved med. 

Men man vender faktisk folk til ikke at være der for en når aldrig man har brug for det eller fortæller man har brug for en pause eller what ever!!! 

Det kan tydeligt mærkes når man så pludselig en dag siger hey det sku helt tosset eller jeg kunne virkelig godt bruge en hånd.. 

- bliver kommentaren ofte ork jamen du jo altid stærk det klare du sagtens eller også. Eller ja du plejer jo ikke sådan at lade noget slå dig ud så det sikkert snart glemt igen.. Tjaaa eller jow jow er mit svar efterhånden blevet til for hvorfor lægge andre til last når man jo altid er den der holder styr på det hele. 

Om man nogensinde for lært at sige hey halløj jeg har brug for dig helt og sluppet ansvaret for alt og alle andre helt, tror jeg ikke.. Det er noget af de men det nok akulle have været arbejdet med tidligt allerede dengang vi blev fjernet.