De særlige dage, bare på kaotisk særlige dage.

 

Har faktisk ikke et eneste billede af de specielle mærkedage, hvor de er holdt hos min mor. Så de gode mærkedage hos min far er det istedet.

.

Julen kan jeg ikke huske ret mange af faktisk kun en enkelt hjemme hos min mor, det samme også med nytår. Men husker alle de andre år hos mim far eller hos andre i familien især min mormor og min elskede bedstefar. Kan ikke huske jeg har holdt en eneste fødselsdag for klassen hjemme hos min mor. Den første jeg husker at have holdt selv. Var min 10 års men det var hjemme ved min far med de venner og veninder jeg havde hos ham. Tror faktisk jeg tidligt ikke har ville holde fødselsdag for klassen hos min mor, fordi det altid var en pinlig og ydmygende situation med mim mor når hun drak sig fuld og hun sejlede rundt og selv troede hun havde styr på tingene, så var jeg også ret overbevist om at de andre forældre hurtigt ville opdage det når de hentede mine klassekammerater. 

Men kan huske min søster holdt sin fødselsdag for klassen og at jeg skulle tage dem alle med hjem fra skole til lagkage og boller, dette gjorde jeg selvfølgelig tror hun gik i 1 klasse dengang og da vi kom hjem. Var bordet næsten færdig dækket, men lagkagerne var langt fra færdige og bollerne var lidt mere end færdige i ovnen og min mor, hun var væltet beruset om i hjørnet hvor hun bar ved at dække bordet. Der var hun faldet i søvn. Husker jeg var på græde færdig pg havde for første gang i mit liv lyst til at fortælle hende hvor meget hum ødelagde tingene for os og hvor ondt det gjorde. Men fik alle børnene id i haven og lege til de skulle have boller. Skyndte mig at få dem ud af ovnen og få dækket resten af bordet inden jeg ruskede liv i min mor der knap kunne stå på benene eller sige noget der hav mening. Hun var så pisse fuld for at sige det ærligt hun ikke selv anede hvor hun var eller hvad der foregik omkring hende. Måtte selv finde ud af at få lavet et par lagkager også efter at jeg havde bikset hende ind i hendes seng. Så nu kunne børnene komme ind og få boller og bagefter skulle vi lege en leg i haven hvor de fik en slik pose som belønning når de var kommet i mål. Hvilket alt sammen heldigvis gik godt og så var det tid til lagkage og fødselsdags sang. Det gik da heldigvis også godt og derefter begyndte de forskelllige børn at blive hentet af deres forældre, nogle enkelte undrede sig over det var mig der var hos børnene og spurgte efter vores forældre. Bildte dem ind min mor lige var på toilet eller at hun var blevet dårlig og kun lige var gået ind for at lægge sig et kvarters tid. Så håbede jeg de andre børn ikke havde fået så meget med fra da vi kom hjem eller nævnte noget til deres forældre når de kom hjem om at vi havde været alene. Og så klart ville skæbnen da også at min stedfar kom hjem som de sidste børn blev hentet. Han spurgte selvfølgelig med det samme hvor er mor, øh hun fik pludselig ondt i hoved og har lige lagt sig svarede jeg, vel vidende om at det kunne jeg have sparret mig at sige, da han allerede havde regnet id hvorfor hun havde lagt sig og som den sidste var hentet startede alt balladen, han slæbte hende ud af sengen og han forlangte at jeg fortalte hvor længe hun havde lagt derinde. Vidste godt jeg lige så godt kunne droppe at dække over hende, da han kunne se det var mig der havde lavet lagkage og frygtede også min søster ville fortælle at hun sov i hjørnet af stuen da vi kom hjem alle sammen. 

Skyndte mig at få fat på min søster der protesterede for hun ville lege med sine nye gaver, så måtte pakke det meste i en taske og så slæbe hende ud med en hånd for munden og tasken og vores jakker under armen. Tror ikke han nåede at bemærke vi smuttede og var også så ødelagt og træt selv af at holde en facade under hemses fødselsdag at havde det ikke været for mim søster, havde jeg nok været ligeglad om han opdagede det. Vi kunne høre langt nede af gaden han slog hende og min søster sagde. Skal vi ikke hjælpe mor, svarede bare nej det hendes egen skyld. Klogere var jeg ikke dengang. Men vi tog ned i stalden til hestene, havde jo ikke været der om dagen pga fødselsdagen, så selv om det var næsten spise tid så var der da fred og ro. Så kunne vi komme hjem engang lige inden sengetid og håbe på han enten var gået omkuld eller kørt ned på kroen igen. Det var som regel det sidste og så var han endnu mere fuld når han kom hjem senere om natten og var som regel blevet smidt af sin knallert et sted på vejen. Som vi blev bedt om at hente dagen efter hvis ikke vi var i skole.

Den ene jul og nytår jeg husker hjemme fra min mor var også et kæmpe kaos og alt andet end hyggelig aften. Den var mere fyldt med angst pg frygt time for time jo mere de drak for hvad der nu ville ske, når de blev mere og mere fulde og begyndte at skændes om alt lige fra gaver til  maden blev lavet på den ene eller den anden måde og det endte med, vi måtte spise pasta eller brød pga det hele var brændt på under deres skænderier og druk. Og så blev der også ballade bagefter over at maden var brændt på og vi måtte æde sådan noget lort jule aften og når de var færdig med at banke løs på hinanden smuttede han af på knallerten og vi måtte trøste min mor der tudede over han var kørt hjem til nye elskerinde og holde jul med hendes familie for han gad ikke os længere og så blev min lillesøster ked af det og jeg måtte så trøste hende og prøve at overbevise hende om det ikke passede og han bare var kørt på kroen eller noget. Men min mor var led og råbte ha kroen er sku da lukket det er jul pigebarn og mim søster startede med at græde igen. Samtidig med min mor sagde i fuldt alvor til mig “nej min pige en ting skal du aldrig gøre og det er at tro på kærligheden eller lukke den ind i dit liv for så ødelægger den dig” dengang anede jeg ikke hvad hun mente og husker jeg blev irriteret og var tæt på at komme til at sige man kunne da godt forstå fat var kørt. Men vidste godt så havde jeg fået en på hoved og i seng. Så valgte at tie og få min søster med ind på værelset med vores gaver så vi kunne være forhåbentlig i fred og ro. Min søster faldt heldigvis hurtigt til ro og sov også med det samme. Så fyrede mor op for Anne lindet og jeg kunne ikke sove, lå i timer og var angst for han ville komme igen og være endnu mere sur fordi kroen var lukket. Men må til sidst have været udmattet nok til at sove. For vågnede ved mor kaldte på mig at min far var i telefonen, da jeg kom ind i stuen hørte jeg mor sige til min far, ej hun sagde selv i går da jeg spurgte om vi skulle ringe og sige tak for gaverne at hun havde snakket med dig, så gik da ud fra det var rigtigt og hun ikke løj. Som altid hvem helvede løj for egen vindings skyld hadede hende når hun gjorde det, hu havde hun ej spurgt om jeg ville ringe til min far. Heldigvis kendte min far hende godt nok til at vide det ikke vat sandt. Så han spurgte ikke mig om det var rigtigt hvad mor havde sagt. Og uden vi snakkede mere om dette vidste jeg godt selv at det var fordi han ikke selv, troede på min mor når hun sagde sådan til ham.Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om højtiderne, heller ikke selv om det gav gaver. Så har jeg i rigtig mange år været irriteret fx jule aften helt ubevidst og sådan noget som fødselsdag. Har jeg altid fejret den så lidt som muligt, fordi min krop sagde det var fare situation at holde noget, hvilket har været angsten for den ballade jeg havde oplevet tidligere i mit liv pg troede der betød alkohol til de voksende. Så vidste jeg de blev pløre fulde og kom op og skændes over små ting eller om noget der faktisk overhoved ingen mening gav for nogle af os andre især os børn

Boganmeldelse

Anmeldelse af min bog fra en læser

En hudløs ærlig beretning om et alt for alvorligt liv for 2 små piger. Jeg begyndte på bogen og slap den ikke igen før, at jeg havde læst den færdig. 

Jill, jeg er dybt imponeret og fuld af respekt over din evne til at skabe dig og dine 2 piger et så velfungerende liv, når man læser, hvad du har været igennem ❤️ du er sgu sej!

Det er en super flot bog, du har fået skrevet ❤️ utroligt mod du har til at fremstille en så frygtelig fortælling. Du og din søster har oplevet ting, som ingen børn bør gøre 💔 jeg håber din bog, når videre ud til nogen i samme situation. Den kan uden tvivl give mod og være inspiration til at skabe et godt liv på trods af, at man ikke har haft gode vilkår fra starten af 😊 

Du er indbegrebet af en mønsterbryder og jeg håber andre finder inspiration i din historie ❤️

Bogen om min barndom

Jeg har nu fået skrevet min egen ebog om min barndom og frem til i dag. Som jeg sælger i ebog form og pga der stadigvæk er enormt meget tabu omkring  det at vokse op i et alkoholiseret hjem fyldt med uforudsigelighed og angst. Der er  90 siders læsning fra mit liv af hvilket kan købes af mig for 

35kr

At miste sine forældre i en tidlig alder, pludselig er man alene.

Jeg mistede både min far og næsten alt omkring ham.

dødsannonce

Det er faktisk noget af det der har været det aller sværeste i mit liv. Pludselig ikke have noget bagland eller nogen der hjælp en, hvis det gik noget galt.  Det at man ikke har nogen man kan ringe til og spørge til råds eller bede om hjælp hos. Har mange gange fået følelsen af det hele er en lang kamp for at overleve med mindst mulige men her i livet. 

Det har givet rigtig mange hårde slag og mange gange er jeg blevet påmindet om det kommer ikke nogen og hjælper dig op når du falder, eller passer på dig hvis du er syg og den sværestes var da jeg blev færdig som assistent dengang. Jeg skyndte mig bare og pakke mine ting, så jeg kunne komme afsted derfra bagefter. Alle havde deres familie eller andre nære med til afslutning, det var virkelig en hård påmindelse om man er overladt til sig selv og skulle jeg ikke tude, var jeg nød til at komme ud i en fart.

Og rigtig tit er jeg blevet mindet om de ikke er her længere af andre der tankeløst siger jamen spørg da din mor og far. “Det gør lige ondt hver gang” fordi der mærker jeg rigtig meget at de ikke er her længere. Jeg kan blive noget så irreteret på andre når de behandler deres forældre dårligt, for de skulle sku prøve selv at undvære dem, man ved aldrig hvornår de er væk. 

Uanset hvordan ens forældre har været, så det stadigvæk dit bagland og hele din identitet der pludselig forsvinder under dig og men føler sig rigtig tit rodløs eller til overs i forhold til mange andre. Som bare tager det som en selvfølge at deres forældre vil være der evigt.

Jeg har nærmest ingen fysiske minde fra hverken min mor eller far. Kort efter min fars begravelse skulle vi tage stilling til hvad vi ville have og der var allerede lagt ting frem da vi kom, kan godt se i dag som psykologen har sagt så er det fuldstændig umuligt at tænke klart på det tidpunkt og, der ville ingen datter kunne huske hverken det ene eller det andet. Det var desværre også først nogle år senere jeg kom i tanke om at han havde sku da også mange andre ting, hvor nogle af dem vi havde talt om fra jeg var barn ham og mig. Dem skulle jeg have en dag var slet ikke fremme den dag. 

Det var rigtig hårdt de næste mange år at rejse sig igen og ville sådan ønske han havde givet det fra dig han havde ønske om inden han døde.. for enden af det blev vi endte med kun at få nogle enkelte ting fra min far af mim bror og jeg.  

Bedstefar

 bedste i verden i min barndom, var også min bedstefar.

Bedstefar med lille mig på armen

Mærkeligt nok ved vi faktisk ikke ret meget om min mors side af familien, men min bedstefar ham havde jeg tæt forhold til både i barndommen og i teenage årene og har alle dage været fars og bedstefar’s pige elskede og forgude dem begge.. 

Men alligevel skulle det vise sig min mors side var meget mere rodet end hvad vi allerede kendte til. Min rigtig mormor drak desværre også sig selv ihjel da jeg ikke bar ret gammel.. husker svagt at hun var med til mim lillesøster’s dåb da jeg var 5år og derefter må hun være gået bort, for efter dette husker jeg ikke mere om hende. 

Ved min mor tog selv til Sønderjylland da hun døde og begravede hende samt ryddede hendes ting.

En af de ting der undre os meget måske ikke at vi ikke kom med til begravelse, for det var vi jo for små til. Men har flere gange spurgt min mor hvor hun lå begravet uden hun hat ville svare på dette. Og den dag vi skulle rydde min mors lejlighed var der ikke så meget et eneste tegn eller ting fra min mormor af og min søster og jeg har siden tit tænkt over, gad vide om hun har ryddet det hele dengang og smidt det ud? Det finder vi nok aldrig ud af..

Men da jeg startede på sosu uddannelsen, kom jeg jo i praktisk i hjemmeplejen og skal ellers love for det blevet en periode der gav rigtig mange svar omkring min mormor og bedstefars liv. Da borgerne først fandt ud af hvem jeg var. Min bedre kammerats farmor havde jeg bla og hun fortalte de havde boet over deres slagter forretning i kruså og efter min bedstefar og mormor var blevet skilt gik det kun en vej med min mormor.. som denne stampe sagde så havde hun været oppe en dag efter nogle måneder for st se til min mormor som altid havde været en flot og fin dame, havde hun chokeret set hele hendes liv og lejligheden sejlede.. hun var ulykkelig da men jo ikke blev skille dengang havde hendes famile frastødt hende.. 

Frygten for at blive afvist af min mor, blev til virkelighed.

Kunne jeg selv gå hen at afvise mine børn, en dag som hun havde afvist og afskrevet os børn??? 

Dette har kørt gennem mit hoved lige siden den den dag hun afskrev os børn .. Det er ord jeg ALDRIG I MIT LIV KOMMER TIL AT GLEMME. De faldt kort, kontant og hårdt..

Det startede med hun igen var blevet banket gul og blå af hendes kæreste, der samtidig havde sat ild til hendes dyne mens hun sov.. gudskelov vågnede hun og løb ud. En nabo ringede 112 og det blev vist på tv. Hvilket blev familiens informations kilde.. Jeg så på min far og han sagde du tager bare bilen hvis du vil til Fyn..

Dette gjorde jeg og denne gang var jeg fast besluttet på nu måtte det være nok hun måtte vælge.. ham eller os børn, jeg kunne ikke holde til at gå og bekymre mig hele tiden hvornår han igen bankede eller gjorde andet mod hende.. for hvornår kom beskeden han havde taget livet af hende Dette havde jeg talt med psykologen om og hun havde sagt du er så stresset af den angst for hvad der sker at du er tæt på sammenbrud.. og ingen siger man ikke kan sige stop til et andet menneske heller ikke ens mor og så må det være op til hende at tage en beslutning.

Det var hårde ord men jeg vidste også, at jeg kunne ikke mere, det var alt for meget på mine skuldre..

Da jeg kom til Fyn kørte jeg til min mormor og bedstefar.. De havde også set det i nyhedederne og mormor kørte med mig ud på sygehuset, hvor vi gik ud fra hun var da vi ikke havde hørt fra hende selv eller kunne få fat på hende. Da vi har fundet hende derude aftaler vi med lægen at efter hun har anmeldt sin kæreste tager vi hende med hjem til mormor..

Da vi kommer derhjem sidder vi alle ved bordet og jeg høre pludseligt mig selv sige grædende “mor jeg kan ikke mere, jeg er så bange for han slår dig ihjel” hver dag tænker jeg på det og det æder mig op.. Du bliver nød til at vælge mellem din kæreste og os børn.

Der gik nogle minutter og så vente hun sig om så mig direkte i mine øjne og der faldt de ord, jeg aldrig glemmer og som har været skyld i jeg har begrænset mig selv mange gange.

Hun svarede ordret: NÅ JAMEN SÅ VÆLGER JEG HAM. Hele min verden gik i grus den dag, det havde jeg aldrig drømt om hun ville sige.. alligevel lykkes det mig at holde hoved koldt og svare fint så skal du aldrig kontakte mig igen – 

Jeg rejste mig og var parat til at gå da min mormor brød sammen og ville have mim mor til at sige hun ikke mente det.. Men min bedstefar eksplodere pludseligt og sagde meget kort og kontant. Så kan du godt komme ud af mit hjem og det er lige nu. Hvis ikke du kan opføre dig ordenligt og prøver at ødelægge dine egne børn, er du ikke længere min datter eller velkommen i det her hus.. 

Jeg har altid været min bedstefars pige, men det har min mor også.. Jeg ville protestere. Men han sagde nej min pige det her bestemmer bedstefar ene og alene.. Din mor må lære at opføre sig ordenligt men der var hun længe ude af døren. 

Det er den værste besked noget menneske nogensinde har sagt til mig og fra den dag af lukkede jeg af for hende og mine følelser for min mor. Jeg valgte at sige farvel og tage afsked med hende inde i mig selv som var hun død og skulle begraves.

Men alle de mareridt jeg har haft efter dette og det forstærkede bare min mening om ikke at sætte børn i verden, for hvis en mor kunne sige sådan var min frygt at gøre nøjagtig det samme en dag.. for der var jo en social arv.. tænkte jeg..

I dag er jeg heldigvis klogere og ved den social arv er ikke en man arver genetisk og det er en man kan bryde ud af..