Boganmeldelse

Anmeldelse af min bog fra en læser

En hudløs ærlig beretning om et alt for alvorligt liv for 2 små piger. Jeg begyndte på bogen og slap den ikke igen før, at jeg havde læst den færdig. 

Jill, jeg er dybt imponeret og fuld af respekt over din evne til at skabe dig og dine 2 piger et så velfungerende liv, når man læser, hvad du har været igennem ❤️ du er sgu sej!

Det er en super flot bog, du har fået skrevet ❤️ utroligt mod du har til at fremstille en så frygtelig fortælling. Du og din søster har oplevet ting, som ingen børn bør gøre 💔 jeg håber din bog, når videre ud til nogen i samme situation. Den kan uden tvivl give mod og være inspiration til at skabe et godt liv på trods af, at man ikke har haft gode vilkår fra starten af 😊 

Du er indbegrebet af en mønsterbryder og jeg håber andre finder inspiration i din historie ❤️

Min rejse gennem livet

Først tak til jer der følger med. Med dette indlæg vil i få en hurtig bid af mit liv fra barndommen til i dag, hvor jeg er alene med to børn og starten på en ny familie.

Mine børn 

Fra socialt udsat barn til at være mor alene uden min mor og far.Hvordan gør man lige?!

Vejene har været mange og lange. Nogle måtte jeg undervejs gå tilbage af for at finde en bedre vej, der førte mig ud og væk fra den sociale arv..

Mit liv har altid været et kæmpe rod lige fra jeg husker vi flyttede til Fyn. Er født i padborg og boeder der til jeg var 4 ca så flyttede vi til Fyn. 

Min mor bygndte at drikke mere efter vi flyttede til Fyn.. Da jeg var 5 år kom min lillesøster til og jeg forgudede hende med det samme. Men hvad jeg ikke vidste var så tog min mors drikkeri for alvor til, min stedfar og hende røg oftere og oftere i totterne på hinanden. min trykke barndom var nu helt væk. Jeg skulle både passe på min mor, min lillesøster og mig selv..

Det eneste sted jeg havde fri var hos min højt elskede far i Sønderjylland lige ind til den dag tingene hjemme gik ud over min lillesøster også. Det gjorde mig nevøs ængstelig og bange for hvad jeg kom hjem til..

Men alligevel trods mange anmeldelser og politibesøg m.m. Nåede jeg at blive 12 år inden en fremmed dame fra kommunen kom og sagde du skal pakke dine ting dem du nu kan for om 1 time kommer din far og henter dig, så skal du bo ved ham..

jeg måtte ikke få min søster med trods min far forsøgt alt for vi var begge synder knust over at skulle skilles af. 

I dag er min lillesøster flyttet herned hvor jeg bor og har selv familie på 3 børn og en mand.

Gennem tiden har jeg været mange gange på vej i min mors fodspor med et vildt liv der blev vildere og vildere.. da min far døde var jeg 25 år og der slog virkelighedens verden mig.. jeg var nu alene. Min mor døde to år efter af sit druk men hun havde allerede 5 år tidligere fået valget mellem hendes alkohol, nye kæreste eller os børn.

Hendes svar var så vælger jeg ham. Bum slut og kontakten til hende ophørte.. vi har af og til mødt hende på gaden men hun kunne ikke genkende os eller også byttede hun om på os..

Men da mim far døde tog jeg efter nogle år i så dyb sorg, at ligegyldigheden blev min faste partner, intet rørte mig og intet var for fagligt, for vildt når jeg ikke havde noget at miste.

Ikke engang da virkelighedens verden ramte mig som et brag,. Boede dengang med min kæreste i Tyskland. Som fik en dom på 6 år og imens opdage jeg at jeg ventede mig, blev sendt til akut scanning og var 5 måneder henne, men fosteret var dødt og skulle fødes på normal vis.. Det var en hård omgang gudskelov for jeg havde en verdens klasse svigermor der bar mig gennem dette forløb.

Der efter vidste min rådgiver godt at nu skulle der ske noget og hun sendte mig ned og arbejde på plejehjemmet.. Her begyndte jeg finde min identitet igen og min hverdag havde pludselig indhold og derfor en assistent uddannelse og det blev faktisk den sidste vej ud af min mørke tunnel fra den social arv af.

Dog festede jeg stadig i de fleste weekender ind til en dag jeg tog til læge og fik besked om jeg var gravid 4 måneder henne. SHIT jeg har aldrig ville have børn da jeg altid har været bange for.

Tænk nu hvis jeg gjorde som min mor og bare skrottede mine børn!! 

Men havde ikke så meget valg så langt henne så nu var det simpelthen at tage hårdt fat i nakken på sig selv og se at få taget de sidste skridt til ag blive voksen og 100% ansvarlig

Gennemgik mange tænker, følelser og usikkerheden havde igen fået sit greb i mig.. Men heldigvis for mine nære veninder, søster og min far som er min stedfar, men han har altid hjulpet, beskyttet og været der for mig, lige så meget som min egen far. Selv efter min mor og ham gik fra hinanden har han været som en far.

Da jeg mistede min far, mistede jeg mig selv😶‍🌫️

Min far døde da jeg var omkring 25år og pludselig, blev hele mim verden flået fra hinanden. Og mit sikkerhedsnet forsvandt under mig for altid. Samtidigt med røg hele min identitet og personlighedstæppe, under mine fødder væk i et ryk.

En forfærdelig følelse af ensomhed og forladthed, ramte mig som bragede jeg direkte ind i en mur uden en enkelt sten løsnede sig.

Min højt elskede far, som var den af mine nærmeste jeg så op til og som altid havde været der for mig. Der var ham der reddede mig ved tvangsfjernelse.

Efter jeg flyttede ned til min far, vil jeg sige jeg havde en normal teenager tid, hvor jeg fik lov at være et barn og teenager.

Men så kom alle de sorte skyer og ondskaben tilbage i mit liv efter min far måtte opgive til kræften.. Og jeg faldt hurtigt tilbage til mit vilde Liv. Som jeg forbinder med den sociale arv. Nu festede jeg for alvor alt der jeg kunne af ugens 7 dage.

Jeg følte mig helt alene, vidste ikke rigtig hvor jeg hørte til mere og min far som jeg altid havde identificeret mig med og som jeg lærte livets regler af. Var revet væk fra mig for altid.

Mistede min identitet , tilhørsforhold, min personlighed og til sidst mistede jeg også mig selv og mit job.. Jeg havde følelsen af, at alle dem jeg elskede og holdt af blev taget fra mig.

Var sjældent mig selv i de første 2 år efter hans død og kunne ikke finde nogen mening med livet længere eller hvorfor jeg skulle bygge mit liv op..,

Lige ind til den dag jeg nær havde taget livet af mig selv, hvor det heldigvis ikke lykkes mig..

Da jeg kommer til mig selv er jeg helt klar over hvad jeg har gjort eller forsøgt at gøre, samtidig virkede det også helt virkeligt, min far lige havde været hos mig og havde sagt.. DET GØR DU BARE ALDRIG NOGENSINDE. DET HAR DU LOVET MIG..

siden den dag lærte jeg at forstå mig selv bedre, at hver gang der skete noget følelsesmæssigt, hoppede jeg tilbage i den social arvs mønster, min mor havde og som hendes Mor også have.. Og har altid sagt i på ikke vilkår om den Sociale arv skal have mig også.

Fra da af fandt jeg et nyt job og startede på ny uddannelse. Jeg blev bedre og bedre til ikke at lade problemerne og følelserne styre mig tilbage. Men børn ville jeg aldrig turde få stadig af frygt for jeg kunne finde på at forlade dem og afvise dem som vi er blevet. Og fordi hvem skulle hjælpe mig med at passe dem når der var noget. Eller hvem spurgte jeg når jeg var i tvivl.. Her var jo ingen tilbage.

Men der fik Julie så ændret fuldstændig på da hun valgte at gemme sig til jeg var ca 4 måneder henne og tog til læge med blærebetændelse var jeg sikker på da jeg tissede hele tiden.. Så da lægen sagde jeg var i 4 måned. Kom alt panik tilbage, for hvad nu hvis.

• Jeg lignede min mor?

• Ikke kunne finde ud af at passe en baby?

Hvem skulle råde og vejlede mig?.

Hvad med bedste forældre eller pasning når jeg skulle noget?

Vil min psyke overhoved kunne klare det uden jeg igen ville blive panisk for at miste dem jeg elske, da jeg jo havde mistet alle i mit liv ind til nu.

Ville jeg overhoved turde knytte bånd til så lille et menneske?

Pludselig var jeg helt helt tilbage til dengang jeg knap turde kigge folk i øjnene for tænk nu hvis de kunne se min forhistorie inde bag et sted.