Har altid været, personen der tog andre mennesker for dem de var og hvad ud fra det jeg så foran mig. Når jeg mødte en person første gang og har altid haft 100% tillid til at de var i min nærhed fordi de ville mig det godt og ønskede at være en del af sammen med mig. Uanset hvad jeg havde hørt fra andres omtale om en person, fik det aldring indflydelse på min opfattelse af en person.
Underligt nok med den barndom, kan man så tænke og det gør mange af jer sikkert også også. Men det har faktisk været noget helt helt grundlæggende i min opdragelse i den tid jeg boede hos min far. Det var noget han gjorde meget ud af at lære mig og nævnte det ofte, at dømme andre mennesker ud fra omgivelserne og mund til mund viden. Vil kun være et tabt for en selv og være nedbrydende fot ens egen sjæl og ens selvtillid ville blive mindre og mindre, og mindre. har altid følt dybt i mig et selv. At det havde han fuldstændig ret i.
Og det føler jeg stadigvæk, mit hoved siger også at det er det rigtig at have troen på andre menneskers gode intentioner og hensigter. Men hvorfor er det så i dag at så snart nogle siger bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig eller lad mig hjælpe dig med at løse det.. Jeg ikke kan slappe helt af før det nu også har vist sig, det var sådan det forholdt sig. Bliver urolig og ved det, er på vagt for vedkommende enten, brænder mig af eller vender og bruger det imod mig på en måde så det er til skade for mig..
Det er simpelthen irriterende og brænd ærgeligt at jeg lige præcis på det punkt, ikke bare kan være hvilende i mig selv og glæde mig over der er en som står ved, for at hjælpe til. Håber vitterlig den vil vende tilbage igen. For man går jo nærmest uden om folk, man har kendt det meste af sit liv pga man i sit indre ved at sådan et slag vil man ikke kunne klare flere af hvis den lille frygt i maven nå vil være sand.
Det kan undre mig og det nok noget jeg skal have løst med min faglige beste som hun efterhånden er blevet for mig, den dag i dag. For har kun ros til overs for børn og families kæmpe opbakning, både med pigerne men også med at få mig personligt op at stå igen og finde mig selv igen. Altså hvor jeg ingen hjælp/aflastning kunne få bevilligt for 4 år siden. Har de givet den alt hvad den kun trække for at få det hele i orden igen. Og samme ros til min rågiver på jobcenteret. Shit uden dem, havde jeg på intet tidspunkt være nået så langt som jeg er, eller kunne, ha haft overskud og glæden til at skulle studere videre. For det for mega fedt når de har støttet en fuldt og de har givet mig, den store nysgerrighed og brændende ild tilbage for det fag jeg altid har elsket.. så jeg kan kun indrømme her at tak er et meget fattigt ord ift. Til deres indsats og lige så rasende og skuffende jeg har har sagt om jobcenteret, ja så fortjerde de også lige så stor ros skylder jeg, over for hende der nu er min konsulent derude.
