At miste sine forældre i en tidlig alder, pludselig er man alene.

Jeg mistede både min far og næsten alt omkring ham.

dødsannonce

Det er faktisk noget af det der har været det aller sværeste i mit liv. Pludselig ikke have noget bagland eller nogen der hjælp en, hvis det gik noget galt.  Det at man ikke har nogen man kan ringe til og spørge til råds eller bede om hjælp hos. Har mange gange fået følelsen af det hele er en lang kamp for at overleve med mindst mulige men her i livet. 

Det har givet rigtig mange hårde slag og mange gange er jeg blevet påmindet om det kommer ikke nogen og hjælper dig op når du falder, eller passer på dig hvis du er syg og den sværestes var da jeg blev færdig som assistent dengang. Jeg skyndte mig bare og pakke mine ting, så jeg kunne komme afsted derfra bagefter. Alle havde deres familie eller andre nære med til afslutning, det var virkelig en hård påmindelse om man er overladt til sig selv og skulle jeg ikke tude, var jeg nød til at komme ud i en fart.

Og rigtig tit er jeg blevet mindet om de ikke er her længere af andre der tankeløst siger jamen spørg da din mor og far. “Det gør lige ondt hver gang” fordi der mærker jeg rigtig meget at de ikke er her længere. Jeg kan blive noget så irreteret på andre når de behandler deres forældre dårligt, for de skulle sku prøve selv at undvære dem, man ved aldrig hvornår de er væk. 

Uanset hvordan ens forældre har været, så det stadigvæk dit bagland og hele din identitet der pludselig forsvinder under dig og men føler sig rigtig tit rodløs eller til overs i forhold til mange andre. Som bare tager det som en selvfølge at deres forældre vil være der evigt.

Jeg har nærmest ingen fysiske minde fra hverken min mor eller far. Kort efter min fars begravelse skulle vi tage stilling til hvad vi ville have og der var allerede lagt ting frem da vi kom, kan godt se i dag som psykologen har sagt så er det fuldstændig umuligt at tænke klart på det tidpunkt og, der ville ingen datter kunne huske hverken det ene eller det andet. Det var desværre også først nogle år senere jeg kom i tanke om at han havde sku da også mange andre ting, hvor nogle af dem vi havde talt om fra jeg var barn ham og mig. Dem skulle jeg have en dag var slet ikke fremme den dag. 

Det var rigtig hårdt de næste mange år at rejse sig igen og ville sådan ønske han havde givet det fra dig han havde ønske om inden han døde.. for enden af det blev vi endte med kun at få nogle enkelte ting fra min far af mim bror og jeg.  

Lidt at tænke over!!! I dag fik jeg en historie fra en farmors og en andens famile’s syn på at være alene med to små børn.

JA NOGLE GANGE KAN MAN BLIVE OVERRASKET OVER AT HØRE HVORDAN ANDRE FAMILIER I SAMME SITUARTION TACKLER HVERDAGEN..

Dette beskriver meget rigtigt hvordan man selv kan have det

I mit job som sosu assistent kommer jeg ud i mange hjem og mange borgere fortæller gerne lidt om dem selv og deres livs historie. 

I dag kommer jeg ud til en borger hvor jeg kun, har været en enkelt gang tidligere.. virkelig sød dame, hun har fortalt mig tidligere hun har passet børn det meste af sit liv og langt op i årene.

I dag da jeg så hjælper hende med nogle opgaver i hjemmet, fortæller hum så hun har passet svigerdatter børn, efter hendes søn var gået bort, for eller kan man da ikke få en hverdag til at køre rundt med to små børn på 1 & 2 år, hvis man er alene. “Jeg tænkte kan man ikke?” 

Og som havde hun læst mine tanker forsatte hun, jo hvis du vil køre et menneske i sænk på et tidspunkt, så lader man være at hjælpe.. Men helt ærligt så ville jeg skamme mig hvis ikke jeg havde hjulpet. Det jo vores pligt som  bedsteforældre at hjælpe næste generation godt på vej enten på den ene eller den anden måde, hvordan skal vi ellers kunne regne med der er nogle som er i stand til at passe på os når vi ikke selv kan mere, hvis vi lader vores efterkommere sejle for dem selv uden hjælp og støtte..

Derefter så hun op på mig og spurgte så, hvor gamle er dine børn så?? Jaa det er sørme 1,5 og 2,5 år smilede.. Neeej jamen dog så har du sandelig også nok dit at se til da når du også arbejder. Ja sagde jeg det kan være drøjt men sådan er det jo sagde jeg og smilede uden at nævne jeg, faktisk også er alene om opgaven.. 

Men må godt nok sige jeg er virkelig imponeret over sådan en lille kone, det selv har været igennem en kæmpe sorg og var blevet alene også. At hun tager som sin opgave at få sin søn familie til at fungerer efter hans bortgang.. og enda tog det som om at sådan gjorde man altså som om det var en usynlig lov i alm god skik og etik.

Må indrømme mit hoved var ret fyldt da jeg gik og hun har været i mine tanker mange gange i løbet af dagen i dag. Især fordi jeg jo godt ved at jeg selv køre i overhalingsbanen for fuld kraft..

Her er det også kun mig der skal tage til alle ting med ungerne og mig der passer dem når de er syge, og når jeg selv er syg, så er det sku bare tja ærgeligt.. det kommer ikke nogen oh siger tag du en dag på sofaen så du kan blive rask., 

Jeg har sagt mange gange at det vil ikke holde ret meget længere uden nogen har tilbudt at træde til, så acceptere man det jo bare og knokler videre. Og mere tænker man ikke over det sikkert før det jo nok går galt eller at man møder en ældre generation som jeg har gjort i dag..