Først efter 2 år hørte jeg fra min mor igen i et brev hun havde sendt.
 |
| 1 brev efter 2 år uden en mor |
Kan huske jeg glæde, mig til at læse brevet efter at have gået i 2 år og faktisk ikke anet hvor hun var eller hvordan hun havde det. Husker ikke hvorfor men kunne først komme til at læse det senere på dagen og det gjorde nok heller ikke spændingen og glæden mindre af at gå og vente på at kunne læse det.
Husker jeg faktisk inden brevet kom., havde regnet med hun helt havde opgivet overhoved at have kontakt til os børn mere og hun nok var ligeglad med hvordan vi havde det..
Da jeg jo komm3r hjem sidder jeg mig ind på værelset for mig selv for at læse det i ro og fred, det var et meget meget trist brev og husker bare jeg græd meget længe bagefter at have læst det. Både fordi jeg var ked af min mor var så alene og jeg kunne ikke komme over til hende, det lød ikke til jeg ville få hende at se det næste længe tid som hun skrev i brevet var der jo meget langt ned og besøge mig. Og så fordi jeg endnu engang følte jeg havde gjort noget forkert eller i hvert fald Fik mit lille barnehoved det til at lyde sådan.
Følte hun bebrejdede mig for en del ting i brevet og jeg savnede hende så ubeskriveligt meget, og så kunne jeg ikke engang finde ud af at opføre mig ordentligt!! Jeg ringede bla ikke nok til bedstefar og mor skriver nu har været meget syg og er blevet rigtig tynd. Og hun har overhoved ingen penge så hun kan ikke besøge mig lige som hun besøger min søster. Hun høre heller ikke fra nogle af dem tidligere snakkede med mere.
Hun skriver dog at jeg ved hun elsker mig og vil så gerne høre noget fra mig.. ville også gerne have skrevet og ringet til hende hvis vi havde vidst hvor hun var henne.
Brevet slutter hun af med at hvis vi en dag igen skulle være så heldige at ses vil jeg ikke kunne kende hende så meget tyndere er hun blevet.
Det er den sidste helt ædru samtale jeg høre fra min mor som barn 14år gammel.
Den dag i dag er det stadig svært, hvis ikke ufatteligt at forstå, hvordan man som mor kan fjerne sig så meget fra sine børn. Håber og tror på, at det var hendes forsvar fordi hun ikke kendte til andet eller havde helt opgivet at skulle, komme ind i vores liv igen som mor. Da jeg selv som mor slet ikke kan placere mig i sådan en situation. Hvor jeg ville opgive mine børn eller bebrejde dem på nogen måder tingene gik som de gjorde. Måske kendte hun ikke til andet, end at alle andre bar skylden for hendes egen adfærd??
 |
| #jilljohannsen.blogspot.com #me #happylife |
