Ud over at være mor 24/7 så er jeg også uddannet social og sundhedsassistent siden 2013.
Egentlig ville jeg ikke have ladet min blog berøre det emne, da jeg har været 8 år i #sønderborgkommune og har elsket, mit job til dato.
Har altid fået at vide ved både borgere og kollegaer, at jeg var dygtig til mit arbejde.
En ting der gav genlyd var ofte fra borgerne, det bad om jeg blev tilkaldt for så vidste de der skete noget. Og det var også sandt jeg gav aldrig op før min opgave var løst. Jeg har sammetider været på jarbejde til kl 2-3 tiden om natten trods jeg havde fri kl 23. Har taget på arbejde direkte efter kursus som jeg startede på kl 8 om morgenen og blev så på arbejde til kl 23 fordi de ikke kunne få mine vagter besat. Jeg har afløst i alle de andre grupper enda kørt i alle fire grupper da, de havde giver de andre assistenter ferie. Jeg har arbejdet 14 dage i træk da de ikke kunne få vagterne dækket, uden at mugge en mine. For elskede at være på arbejde sågar så meget at 5 år i træk arbejdede jeg hver juleaften.
Alt sammen da jeg arbejde i aften vagt. Jeg blev så gravid og kom i dagvagt..
Der var selvfølgelig, en del omstilling. Men elskede hver en dag at tage på arbejde. Og var næsten ked af ikke kunne springe til i vagterne ved sygdom mere. Desværre kom det en tid hvor det blev umuligt at få pigerne passet ved weekend arbejde. Kommune ville ikke hjælpe og deres bedste, meldte fra flere gang sent om aftene fredag. Fik 6 måneder uden weekend vagter, men fik desvære nej i min ansøgning om aflastning til pigerne og enden blev forståeligt nok. At de måtte afskedige mig.
Det var virkelig hårdt og endnu hårdere, når jeg mødte eller en borger ringede for at høre til mig.
I dag har jeg endeligt langt om længe fået fast aflastning til pigerne. Efter mit liv blev revet fuldstændig i stykker og alt blev kaos omkring os. Efter hårdt arbejde for at gøre op på det kaos og få stabiliseret os med en velfungerende hverdag. Og jeg endeligt har fået aflastningen der bare fungerer super godt, kan jeg godt mærke det kribler helt inde i mig efter at komme ud til borgerene igen.