Tvangsfjernelsen

Kommunens tiltag var alt for sent sat i gang. Og mor drak trods sin antabus og de blev stadigvæk ofte uvenner så det hele bragede i råben og ting blev smadret, flere blå mærker og vi børn blev ofte indblandet i deres skænderier hvilket resulterede i at vi ofte stak af hvis ikke det var sent om aftenen og så kom vi først hjem når han enten var kørt eller faldet i søvn i sin lænestol i stuen. Men når det nu skete i dagtimerne var der typisk nogle af vores legekammeraters forældre der fandt id af det fordi vi jo tit enten var sammen med dem eller vi opsøgte dem og ville helst ikke hjem igen. Husker en gang min stedfar kørte rundt og ledte efter os og min venindes mor plus den halve by fik det med. Han ville også hente os hos min veninde, men hendes mor nægtede det og vi blev der i nogen tid. Er ret sikket på hun kan ikke andet en have lavet en anmeldelse.

Så det gik et måske halv andet r på den måde, da vi var ude at lege en dag blev vi kaldt ind og der stod en dame fra kommunen og hun satte sig ned med os og forklarede at mor og min stedfar skulle ikke længere bo sammen med os børn da mor var meget syg og far havde nogle ting at få styr på. Så jeg skulle pakke mine ting da min far allerede var på vej og min søster ville blive hentet af damen næste dag og så skulle hun over i en ny sød familie. Jeg var bund ulykkelig for det betød vi skulle skilles af og lige så ulykkelig var mim lillesøster der skulle til nogle totalt fremmede. Jeg kunne ikke nå at tage afsked med mine venner og veninder da mange jo var på sommerferie. Da min far kom var det kun det aller mest nødvendige jeg fik lov at tage med af mime ting og legetøj. Men hunden ville jeg have med ellers skulle jeg bestemt ingen steder om de så skulle slæbe mig ud.

Husker hvor ondt der gjorde langt langt inde i mig uden jeg helt forstod det, og jeg følte mig revet over i 7 dele. Mor.ville ikke rigtig sige farvel til mig og til far der havde skrevet en seddel på han havde havde forældremyndigheden tog hum bare sedlen og underskrev. Med ordne her så tag dog din elskede datter. Tror aldrig jeg har haft så ondt indeni uden helt at forstå hvorfor jeg havde det. Det hjalp heldigvis at far kørte mig ned til hesten så jeg kunne tage afsked med ham min lille Herkules og at han hele vejen hjem til padborg forklarede det hele nok skulle ordne sig igen og at han allerede havde snakket med den familie mim søster skulle til og vi kunne besøge hende allerede om en uge eller 14 dage og vi for fremtiden selvfølgelig ville få hende på weekend og i ferier som jeg også havde været det hos far i den tid jeg borde hjemme ved mor. Men med hensyn til hvornår jeg ville få mim mor at se igen kunne han ikke svare på, da mor jo var syg og skulle bruge noget tid til at blive rask igen inden vi kunne besøge hende og sådan boet vidste man ikke præcis hvor lang tid det ville tage. Der kom til at gå flere år og godt jeg ikke vidste det fra starten for så havde det nok knækket mig helt. Også at det altid kun var meget kort vi se hende fra den dag vi blev fjernet og frem til hendes død, vidste vi heller ikke forinden. Men tiden skulle vise at mor blev aldrig nogensinde mor som sig selv igen.

Den første uge var det som altid bare hyggeligt at være hos far, men så begyndte jeg også voldsomt at savne mim lillesøster også selv om vi ringede sammen. For hun var så ked af det og kunne slet ikke forstå hun skulle være et helt fremmed sted hos nogle mennesker hun overhoved ikke kendte. Hun græd mere og mere hver gang jeg talte med hende og til sidst kunne jeg ikke være i det længere og far aftalte vi kom på besøg hos dem nogle dage efter. Der var så meget gensyns glæde at frygten allerede tog over i os for når nu vi skulle hjem igen. Men vi var heldigvis på besøg hos mim stedmors søster så vi kom to dage på besøg. Ved min far forsøgte ihærdigt at få min søster ned til os at bo, da han var af den mening det var for traumatisk for os børn at blive skilt så voldsom af på så lang afstand, men kommunen stod fast og var ikke til at flytte i deres beslutning om vi skulle skilles af det havde vi bedste af begge to, da de mente vi havde et vrangforestiller forhold til hinanden og jeg havde stort set ingen barndom haft fordi jeg havde ageret mor. Vil så selv i dag på intet tidspunkt give den kommune ret og vil dertil også sige selv psykologen jeg gik hos undrede sig over, men kan handle så uprofessionelt og traumatisk, af fag folk der burde have kendskab til sindet på så små børn. Og vi kan vist prise os lykkelige for vi ikke nåede ar blive ødelagt ad det, da der til manges undren når de høre der overhoved en ingen psykologisk eller pædagogisk støtte eller vejledning bliver yder efterfølgende.

Efter sommerferien skulle jeg begynde i skole nede ved far også, på den skole hvor jeg havde været imens min mor var syg dengang, far havde heldigvis sørget for jeg kom i den samme klasse hvor jeg også havde været gæst de måneder, så det var gudskelov ikke nogen svær start for mig da jeg kendte de andre elever og nogle af lærerne allerede. Mim søster forsatte i sin gamle klasse på Fyn og mim bedste veninde havde ringet da hun var kommet hjem fra ferie i Tyrkiet så vi havde snakket om hun snart skulle ned på besøg en weekend og det blev til rigtig mange besøg både i weekender og i ferier. Hun lovede også at tage sig af mim lillesøster hvis det var nogle det drillede hende i skolen eller sådan. Hvilket hun også gjorde, hun beskyttede hende som havde hun været hendes egen lillesøster og det gav mig en kæmpe ro til at fungere hernede hos min far.

Det gik måneder og jeg hørte intet fra mim mor, jeg vidste hum havde været forbi min lillesøster et par dage før jeg besøgte hende den første gang og det undrede mig rigtig meget jeg intet hørte, måske sys hun det hele var min skyld og jeg ikke havde kunne holde tingene derhjemme skjult nok for de farlige folk fra kommunen fandt ud af det. Så var hun nok blevet træt af mig og kunne ikke rigtig lide mig mere. Sådan tænkte jeg i starten da jeg jo ikke var klogere eller havde nogen viden om hvad der egentlig lige foregik. Men alle de tanker holdet jeg helt for mig selv i mange år frem af, for ellers ville jeg bare blive en belastning for andre mennesker igen og det skulle jeg bestemt ikke være for nogle resten af mit liv havde jeg besluttet for mange år siden.

Far købte mig også en ny pony, da han kunne mærke det ikke var nok for mig bare at gå til ridning, jeg manglede også Herkules hver eneste dag i flere år havde jeg været vant til at cykle ud til ham for at snakke med ham og ride en tur. Da jeg snakkede mere og mere om hvor meget jeg savnede ham spurgte far pludselig en dag om jeg gerne ville have mim egen pony igen. Hvilket jeg svarede ja til helst Herkules og det kunne han jo ikke love mig men han ville gerne tinge til dem i stalden og høre om han evt måtte købe ham. Men så kom jeg i tanke om at så var det en anden pige der blev ked af det da det jo var hendes og jeg kun havde en halv part i ham. Så sagde nej til far at vi måtte hellere finde en ny pony for Herkules var jo efterhånden også 19 år og en flytning ville nok være for meget for ham i den alder. Så vi søgte efter en ny pony og fandt hubert en 13 år gammel vallak og han blev en stor del af min helings process gennem mine teenager år og min trofaste støtte som Herkules havde været det. 

Særligt sensitiv mig!!! Come on.

Særligt sensitive ja, hvad er det? Det er faktisk en diagnose rigtig mange børn. Med en belastet baggrund udvikler, men den kan vise sig i mange andre former for sammenhæng også. Overordnet set har diagnosen en fælles nævner, som er træthed. Folk der er særligt sensitive har ofte alle antenner ude, og registre ofte mere end andre mennesker gør. Fordi de er oppe på mærkerne hele tiden for evt fare. Som fx hvis der har været vold/misbrug eller andre belastende faktorer tidligt i deres leve år som fx barndommen. 

For mit eget vedkommende ved jeg, efter at have arbejder meget med mig selv omkring det. At jeg læser lynhurtigt andre menneske, om de vil mig noget godt eller om det bare er noget blader, de lukker ud overfor mig. Hvis ikke jeg selv er bevidst om det med det samme, bruger min underbevidstheden, ualmindelig meget energi på hele tiden at forsøge at gøre mig obs på dette og så bliver jeg sindsyg træt for hver dag der går ind til jeg bliver bevidst om det selv. 

Som fx kan jeg sige vi fik på et tidpunkt en leder, som har det her bb-agtige udstråling, men som alligevel også var ret bestemt i sit daglige arbejde og omkring de ansatte. Jeg havde glædet mig rigtig meget, til at få hende som leder da jeg havde indtryk af hun var en leder som, var respektfuld, retfærdig, potentielt forbillede og egen rådig i sin meninger. Allerede fra starten blev min underbevidsthed ved at stikke hoved frem. Men stædig som jeg er slog jeg det hen flere gange. Dog med et der er noget der ikke stemmer forbehold, og efter en tid var jeg så træt og udkørt jeg ikke kunne andet end begynde at fejle i det daglige. 

Der begyndt det, så at gå op for mig hun ofte overså eller ej hørte hvad jeg egentligt sagde og til en kollega aften hvor vi var samlet og havde børn med gik det op for mig, jeg på intet tidpunkt var interesse for mig som fx ved mine kollegaer, hvor hun spurgte ind til deres børns navne og til dem. Så derfor kom ligegyldigheden fuldstændigt. “Det kunne jo ikke betale sig når jeg var lukket ude allerede” 

Men man kan hurtigt drage fordel af t være særligt sensitiv fx i sit arbejde og i sin omgangskreds, så man egentligt både beskytter sig selv men også lære rigtig meget om sit eget JEG. Det er nemlig ret småt ved folk med den diagnose, det står altid en hel hær foran en selv, som man lige skal hjælpe eller noget. For så behøver man ikke tage fat om sig selv og det der ligger under overfladen. Lidt som et dårligt forsvar, for at lade ligge eller se hen over de ting der kan være dårlige for en selv. 

Turde ikke falde til ro

Party Girl no1. Ofte den sidste der tog hjem fra fest. Men inden i er der kun en lille pige der mest af alt ønske ro og tosomhed.

I mange år var det bare party party party. Og jeg var god til det, faktisk noget jeg var mega god til. Så meget at pludseligt havde jeg rundet de 30 år. Ja hvor blev årene af..? Alle kendte mig for altid være klar på ag feste også fest en fest mere om det skulle være.. Det var noget jeg kunne og altid omgivet af en af de mange vennekredse jeg havde. Men mærkede også savnet inden i efter roen og “normal hverdag” Jeg havde bare svært ved at trække bremsen og inden i er, der kun en lille pige med en kæmpe angst. En angst for at blive ensom, en angst for ikke opleve noget sjovt mere. Hver gang en seriøst fyr kom for tæt på, så så spolerede jeg forholdt. For jeg bange for at faldt jeg først til ro med en at dele livet med, så kunne jeg kke finde ud af at leve normalt med ham. Mest af alt håbede jeg der en dag ville dukke en op, der ville være så stærk at når han trak mig ind til sig. Ville angsten forsvinde og jeg ville være tryg nok til at turde springe 100% ind i tosomheden

Bogen om min barndom

Jeg har nu fået skrevet min egen ebog om min barndom og frem til i dag. Som jeg sælger i ebog form og pga der stadigvæk er enormt meget tabu omkring  det at vokse op i et alkoholiseret hjem fyldt med uforudsigelighed og angst. Der er  90 siders læsning fra mit liv af hvilket kan købes af mig for 

35kr

Den første og eneste gang jeg hørte fra min mor efter vi var blevet fjernet

Først efter 2 år hørte jeg fra min mor igen i et brev hun havde sendt.

1 brev efter 2 år uden en mor 

Kan huske jeg glæde, mig til at læse brevet efter at have gået i 2 år og faktisk ikke anet hvor hun var eller hvordan hun havde det. Husker ikke hvorfor men kunne først komme til at læse det senere på dagen og det gjorde nok heller ikke spændingen og glæden mindre af at gå og vente på at kunne læse det.

Husker jeg faktisk inden brevet kom., havde regnet med hun helt havde opgivet overhoved at have kontakt til os børn mere og hun nok var ligeglad med hvordan vi havde det.. 

Da jeg jo komm3r hjem sidder jeg mig ind på værelset for mig selv for at læse det i ro og fred, det var et meget meget trist brev og husker bare jeg græd meget længe bagefter at have læst det. Både fordi jeg var ked af min mor var så alene og jeg kunne ikke komme over til hende, det lød ikke til jeg ville få hende at se det næste længe tid som hun skrev i brevet var der jo meget langt ned og besøge mig. Og så fordi jeg endnu engang følte jeg havde gjort noget forkert eller i hvert fald Fik mit lille barnehoved det til at lyde sådan.

Følte hun bebrejdede mig for en del ting i brevet og jeg savnede hende så ubeskriveligt meget, og så kunne jeg ikke engang finde ud af at opføre mig ordentligt!! Jeg ringede bla ikke nok til bedstefar og mor skriver nu  har været meget syg og er blevet rigtig tynd. Og hun har overhoved ingen penge så hun kan ikke besøge mig lige som hun besøger min søster. Hun høre heller ikke fra nogle af dem tidligere snakkede med mere.

Hun skriver dog at jeg ved hun elsker mig og vil så gerne høre noget fra mig.. ville også gerne have skrevet og ringet til hende hvis vi havde vidst hvor hun var henne.

Brevet slutter hun af med at hvis vi en dag igen skulle være så heldige at ses vil jeg ikke kunne kende hende så meget tyndere er hun blevet. 

Det er den sidste helt ædru samtale jeg høre fra min mor som barn  14år gammel. 

Den dag i dag er det stadig svært, hvis ikke ufatteligt at forstå, hvordan man som mor kan fjerne sig så meget fra sine børn. Håber og tror på, at det var hendes forsvar fordi hun ikke kendte til andet eller havde helt opgivet at skulle, komme ind i vores liv igen som mor. Da jeg selv som mor slet ikke kan placere mig i sådan en situation. Hvor jeg ville opgive mine børn eller bebrejde dem på nogen måder tingene gik som de gjorde. Måske kendte hun ikke til andet, end at alle andre bar skylden for hendes egen adfærd?? 

#jilljohannsen.blogspot.com
#me #happylife 

Bedstefar

 bedste i verden i min barndom, var også min bedstefar.

Bedstefar med lille mig på armen

Mærkeligt nok ved vi faktisk ikke ret meget om min mors side af familien, men min bedstefar ham havde jeg tæt forhold til både i barndommen og i teenage årene og har alle dage været fars og bedstefar’s pige elskede og forgude dem begge.. 

Men alligevel skulle det vise sig min mors side var meget mere rodet end hvad vi allerede kendte til. Min rigtig mormor drak desværre også sig selv ihjel da jeg ikke bar ret gammel.. husker svagt at hun var med til mim lillesøster’s dåb da jeg var 5år og derefter må hun være gået bort, for efter dette husker jeg ikke mere om hende. 

Ved min mor tog selv til Sønderjylland da hun døde og begravede hende samt ryddede hendes ting.

En af de ting der undre os meget måske ikke at vi ikke kom med til begravelse, for det var vi jo for små til. Men har flere gange spurgt min mor hvor hun lå begravet uden hun hat ville svare på dette. Og den dag vi skulle rydde min mors lejlighed var der ikke så meget et eneste tegn eller ting fra min mormor af og min søster og jeg har siden tit tænkt over, gad vide om hun har ryddet det hele dengang og smidt det ud? Det finder vi nok aldrig ud af..

Men da jeg startede på sosu uddannelsen, kom jeg jo i praktisk i hjemmeplejen og skal ellers love for det blevet en periode der gav rigtig mange svar omkring min mormor og bedstefars liv. Da borgerne først fandt ud af hvem jeg var. Min bedre kammerats farmor havde jeg bla og hun fortalte de havde boet over deres slagter forretning i kruså og efter min bedstefar og mormor var blevet skilt gik det kun en vej med min mormor.. som denne stampe sagde så havde hun været oppe en dag efter nogle måneder for st se til min mormor som altid havde været en flot og fin dame, havde hun chokeret set hele hendes liv og lejligheden sejlede.. hun var ulykkelig da men jo ikke blev skille dengang havde hendes famile frastødt hende.. 

Ansvar!! min fjende og min trofaste bedste ven..

Ansvar både en ven og værste fjende.

En af de ting der har gjort mig til den jeg, er i dag. Er helt bestemt at have været voksen ansvarlig som barn. Man siger det er sundt at give og lære børn at tage ansvar.

Til dels helt rigtigt men der er stor forskel på hvordan men lære sine børn det og hvad man giver dem ansvaret for.. Hvis ikke det skal forfølge en langt ind i voksen livet er det vigtigt at lære hvornår man har ansvaret og for hvad. Og rigtig vigtigt man ikke har ansvaret for alt og alle omkring en.

Da jeg som den ældste havde ansvaret for rigtig mange voksen ting og for det meste også for min søster til dels min mor!!

Har jeg rigtig rigtig svært ved i dag ikke at tage ansvar og gøre alt hvad der bimler og bamler for andre mennesker. Om jeg selv er ved at vælte omkuld eller selv skal have det dårligt, så hul i det hvis nogen råber hjælp smider jeg alt hvad jeg har og hjælper, støtter og bære.. 

Der er jeg enormt dårlig nej elendigt til at sige ved du hvad jeg har nok i mig selv lige nu.. og sikkert af samme grund også elendig til at slippe mit eget eller sige hey halløj jeg har brug for hjælp eller brug for en pause.. 

Min lillesøster sagde for nogle år tilbage, ja du bliver jo heller aldrig sådan rigtig ked af det eller giver op. 

Kan huske endnu jeg nej hvis du da bare vidste søs.., men ansvaret for mim søster tog over og sagde men hun er den lille så det skal hun ikke bryde hoved med. 

Men man vender faktisk folk til ikke at være der for en når aldrig man har brug for det eller fortæller man har brug for en pause eller what ever!!! 

Det kan tydeligt mærkes når man så pludselig en dag siger hey det sku helt tosset eller jeg kunne virkelig godt bruge en hånd.. 

- bliver kommentaren ofte ork jamen du jo altid stærk det klare du sagtens eller også. Eller ja du plejer jo ikke sådan at lade noget slå dig ud så det sikkert snart glemt igen.. Tjaaa eller jow jow er mit svar efterhånden blevet til for hvorfor lægge andre til last når man jo altid er den der holder styr på det hele. 

Om man nogensinde for lært at sige hey halløj jeg har brug for dig helt og sluppet ansvaret for alt og alle andre helt, tror jeg ikke.. Det er noget af de men det nok akulle have været arbejdet med tidligt allerede dengang vi blev fjernet.