At miste sine forældre i en tidlig alder, pludselig er man alene.

Jeg mistede både min far og næsten alt omkring ham.

dødsannonce

Det er faktisk noget af det der har været det aller sværeste i mit liv. Pludselig ikke have noget bagland eller nogen der hjælp en, hvis det gik noget galt.  Det at man ikke har nogen man kan ringe til og spørge til råds eller bede om hjælp hos. Har mange gange fået følelsen af det hele er en lang kamp for at overleve med mindst mulige men her i livet. 

Det har givet rigtig mange hårde slag og mange gange er jeg blevet påmindet om det kommer ikke nogen og hjælper dig op når du falder, eller passer på dig hvis du er syg og den sværestes var da jeg blev færdig som assistent dengang. Jeg skyndte mig bare og pakke mine ting, så jeg kunne komme afsted derfra bagefter. Alle havde deres familie eller andre nære med til afslutning, det var virkelig en hård påmindelse om man er overladt til sig selv og skulle jeg ikke tude, var jeg nød til at komme ud i en fart.

Og rigtig tit er jeg blevet mindet om de ikke er her længere af andre der tankeløst siger jamen spørg da din mor og far. “Det gør lige ondt hver gang” fordi der mærker jeg rigtig meget at de ikke er her længere. Jeg kan blive noget så irreteret på andre når de behandler deres forældre dårligt, for de skulle sku prøve selv at undvære dem, man ved aldrig hvornår de er væk. 

Uanset hvordan ens forældre har været, så det stadigvæk dit bagland og hele din identitet der pludselig forsvinder under dig og men føler sig rigtig tit rodløs eller til overs i forhold til mange andre. Som bare tager det som en selvfølge at deres forældre vil være der evigt.

Jeg har nærmest ingen fysiske minde fra hverken min mor eller far. Kort efter min fars begravelse skulle vi tage stilling til hvad vi ville have og der var allerede lagt ting frem da vi kom, kan godt se i dag som psykologen har sagt så er det fuldstændig umuligt at tænke klart på det tidpunkt og, der ville ingen datter kunne huske hverken det ene eller det andet. Det var desværre også først nogle år senere jeg kom i tanke om at han havde sku da også mange andre ting, hvor nogle af dem vi havde talt om fra jeg var barn ham og mig. Dem skulle jeg have en dag var slet ikke fremme den dag. 

Det var rigtig hårdt de næste mange år at rejse sig igen og ville sådan ønske han havde givet det fra dig han havde ønske om inden han døde.. for enden af det blev vi endte med kun at få nogle enkelte ting fra min far af mim bror og jeg.  

Fra tumult til faste rammer og regler

Hvordan er det lige at komme fra en turbulent hverdag til faste rammer.

 

Da jeg boede hos min mor endnu var hverdagen aldrig ens.. Jeg kan huske engang min lillesøster skulle holde børne fødselsdag og vi kom hjem efter skole med hele hendes klasse og hun lå fuld og sov, hun havde dog gjort det meste klart.. men at stå 10år gammel med en hel klasse og skulle holde fødselsdag var et mareridt jeg sent glemmer.. jeg forsøgte dengang at vække hende men hun kunne knap stå på benene.. Det var simpelthen så flovt og kan i dag ikke engang huske hvad jeg sagde til de forældre der senere hentede deres børn, har nok været en 9-10 år på det tidspunkt og de andre forældre må virkelig have undret sig over hvorfor der ikke var en voksen til stede..

Af den grund har jeg aldrig gidet holde min egen fødselsdag eller andre ting, da jeg stort set aldrig har forbundet det med noget hyggeligt og sjovt.

Det skete oftere og oftere min mor var gået omkuld når vi kom fra skole, og af den grund fandt vi hurtigt ud af at passe os selv (hvis man da kan kalde det det) for sengetid, hjemmetid og spisetid anede vi ikke hvad tid det var. Vi gik bare hjem når der ikke var andre at lege med.. Det skete også oftere min stedfar opdage vi ikke havde fået aftensmad, når han kom hjem sent om aftenen kl 21 og kan huske han forsøgte flere gange at snakke med min mor om hvad der lige skete siden vi ikke havde fået mad eller noget. Men hun havde altid en undskyldning klar enten havde vi ikke været sultne eller også var vi ikke kommet hjem til tiden. Hvornår det gik op for ham hum løj ondet ved jeg ikke.. Men kan huske ret tydeligt fordi han altid var god til at skjule sine følelser at denne gang var han skuffet og ked af det, måske fordi hun havde lovet at det ikke skete mere. 

Da jeg kom ned til min far at bo, var der pludselig faste rammer og en hverdag at forholde sig til.. glemmer aldrig den første gang han sagde du skal være hjemme kl 20 WHAT KL HVAD?? 

Jeg tror aldrig jeg har kendt til klokketslet endnu dengang, det var vildt frustrerende og forvirrende med alle de regler pludselig.. 

Det tog mig faktisk rigtig mange år at finde ud af alt dette og noget min far og stedmor jo desværre heller ikke helt forstod.. 

Men til sidst langt om længe begyndte jeg at forstå hvad tingene gik ud på selv.

I dag kan jeg godt se der skulle langt tidligere da jeg var barn, have været gjort en insats, en ting jeg ikke helt forstår i dag at man fjerner to børn fra deres hjem med alkohol og vold uden og yde nogen former for professionel hjælp.. HVOR VAR DET OFFENTLIGE SYSTEM??

Uanset om det er fra en kommune til en anden. Er det bekymrende at der ikke sker en faglig insdsats, da alle ved og er endividens baseret viden. Uanset forhold i hjemmet vil det altid ske en form for traume, i barnet i større eller mimdre grad.

Men kan kun konstatere, at der her 30 år senere ilke er sket nogen udvikling på det område. Har undret mig over man i Aabenraa kommune, endnu ikke har særlig stor tværfaglige indsatser og viden om det.

 Især når andre kommuner som sønderborg fx har virkelig stor viden og bredt tværfagligt samarbejde. 

I Aabenraa virker det næsten som om, ved store livs kriser i familien skal du kæmpe mod alle afdelinger hver især. 

Min rejse gennem livet

Først tak til jer der følger med. Med dette indlæg vil i få en hurtig bid af mit liv fra barndommen til i dag, hvor jeg er alene med to børn og starten på en ny familie.

Mine børn 

Fra socialt udsat barn til at være mor alene uden min mor og far.Hvordan gør man lige?!

Vejene har været mange og lange. Nogle måtte jeg undervejs gå tilbage af for at finde en bedre vej, der førte mig ud og væk fra den sociale arv..

Mit liv har altid været et kæmpe rod lige fra jeg husker vi flyttede til Fyn. Er født i padborg og boeder der til jeg var 4 ca så flyttede vi til Fyn. 

Min mor bygndte at drikke mere efter vi flyttede til Fyn.. Da jeg var 5 år kom min lillesøster til og jeg forgudede hende med det samme. Men hvad jeg ikke vidste var så tog min mors drikkeri for alvor til, min stedfar og hende røg oftere og oftere i totterne på hinanden. min trykke barndom var nu helt væk. Jeg skulle både passe på min mor, min lillesøster og mig selv..

Det eneste sted jeg havde fri var hos min højt elskede far i Sønderjylland lige ind til den dag tingene hjemme gik ud over min lillesøster også. Det gjorde mig nevøs ængstelig og bange for hvad jeg kom hjem til..

Men alligevel trods mange anmeldelser og politibesøg m.m. Nåede jeg at blive 12 år inden en fremmed dame fra kommunen kom og sagde du skal pakke dine ting dem du nu kan for om 1 time kommer din far og henter dig, så skal du bo ved ham..

jeg måtte ikke få min søster med trods min far forsøgt alt for vi var begge synder knust over at skulle skilles af. 

I dag er min lillesøster flyttet herned hvor jeg bor og har selv familie på 3 børn og en mand.

Gennem tiden har jeg været mange gange på vej i min mors fodspor med et vildt liv der blev vildere og vildere.. da min far døde var jeg 25 år og der slog virkelighedens verden mig.. jeg var nu alene. Min mor døde to år efter af sit druk men hun havde allerede 5 år tidligere fået valget mellem hendes alkohol, nye kæreste eller os børn.

Hendes svar var så vælger jeg ham. Bum slut og kontakten til hende ophørte.. vi har af og til mødt hende på gaden men hun kunne ikke genkende os eller også byttede hun om på os..

Men da mim far døde tog jeg efter nogle år i så dyb sorg, at ligegyldigheden blev min faste partner, intet rørte mig og intet var for fagligt, for vildt når jeg ikke havde noget at miste.

Ikke engang da virkelighedens verden ramte mig som et brag,. Boede dengang med min kæreste i Tyskland. Som fik en dom på 6 år og imens opdage jeg at jeg ventede mig, blev sendt til akut scanning og var 5 måneder henne, men fosteret var dødt og skulle fødes på normal vis.. Det var en hård omgang gudskelov for jeg havde en verdens klasse svigermor der bar mig gennem dette forløb.

Der efter vidste min rådgiver godt at nu skulle der ske noget og hun sendte mig ned og arbejde på plejehjemmet.. Her begyndte jeg finde min identitet igen og min hverdag havde pludselig indhold og derfor en assistent uddannelse og det blev faktisk den sidste vej ud af min mørke tunnel fra den social arv af.

Dog festede jeg stadig i de fleste weekender ind til en dag jeg tog til læge og fik besked om jeg var gravid 4 måneder henne. SHIT jeg har aldrig ville have børn da jeg altid har været bange for.

Tænk nu hvis jeg gjorde som min mor og bare skrottede mine børn!! 

Men havde ikke så meget valg så langt henne så nu var det simpelthen at tage hårdt fat i nakken på sig selv og se at få taget de sidste skridt til ag blive voksen og 100% ansvarlig

Gennemgik mange tænker, følelser og usikkerheden havde igen fået sit greb i mig.. Men heldigvis for mine nære veninder, søster og min far som er min stedfar, men han har altid hjulpet, beskyttet og været der for mig, lige så meget som min egen far. Selv efter min mor og ham gik fra hinanden har han været som en far.