Festerne mit skjul, facade og min tryghedbase..

Desuden, hvem siger nej til en god fest?

Not me 💪🥳

Mit liv gik med at finde ud af hvad jeg ville, tog en handelsskole da jeg ikke rigtig havde nogen ide om hvad jeg ville i fremtiden. Og her gik det rigtig vildt for sig med sanseløs druk hver weekend og by ture i Aabenraa’s natte liv mine karakter ja de var der da vist bare kan man sige, bestod kun lige min eksamen. Efter min eksamen gad jeg ikke finde en lære plads da det var nok ikke rigtig det jeg gad alligevel. Så da jeg fik tilbudt job på Statoil i cafeteriet slog jeg til og her mødte jeg min daværende kæreste som jeg flyttede sammen med i Tinglev. Og det gik rigtig godt ind til han mistede sit arbejde og ikke kunne komme i gang igen, så jeg festede med hans venner mens han sad hjemme og spillede pc for det meste og nu begyndte festerne at blive vilde da det var i den tid techno musikken rigtig bragede igennem og det gjorde den jo i alle byer, så var jeg ikke langs med dem fra Tinglev, så var jeg da afsted med dem fra padborg hvor jeg også havde en ret stor vennekreds. Der var altid fantasy i tarp i Tyskland vi tog til alle sammen og ellers var vi afsted til g-move, loveparade og streetparade nåede vi også til. Min far var allerede begyndt at mugge lidt over jeg aldrig kom hjem længere og at jeg snart skulle se at få en uddannelse i hus, men jo mere han murede rundt med mig jo mere festen blev det til. For vidste da stadigvæk ikke hvad jeg ville med mit liv og herre Gud var da kun 23 og havde masser af tid. Det ville han jo nok kunne se en dag jeg havde taget den når jeg var blevet ældre, troede jeg da.

Enden af det hele blev jo vi gik fra hinanden og jeg flyttede hjem i nogle måneder igen da jeg havde mødt en anden, fandt dog hurtigt min egen lejlighed i padborg da det var lidt svært at være hjemme igen efter jeg først havde boet ude. Og festerne forsatte da både i Tinglev, padborg og nu også i Gråsten ja en fest kunne jeg altid få fundet ellers holdt jeg da bare en selv være var det da ikke. Efter et lille års tid fik jeg min lillesøster flyttet herned da UN ikke længere havde det helt så godt på Fyn. Og det var lige inden vi skulle til streetparade så der var da ikke andet for end hun måtte selvfølgelig bare tage med. Jeg var der jo til at passe på hende, ja ja den sidste morgen vågnede jeg altså bare uden en lillesøster ved siden af mig men til gengæld kunne jeg høre hende inde ved naboen sove kabine og jeg røg op og lynede ned og min dengang kommende svoger udbrud. Vi hat ikke lavet noget min sovepose er todelt yea right. Men kunne jo ike rigtig stille så meget op alligevel natten var smuttet forbi og vi skulle hjem inden længe. 

Efter turen gik der ikke ret længe før de to var et par og vi festede da videre alle sammen. Men da min søster havde boet hos mig i et halvt års tid kom hun og sagde at nu flyttede hun ud til min kammerat da det skulle være de to. Var noget skeptisk ved alting skulle gå så stærkt med dem, men det var ikke så meget at gøre andet end acceptere det heldigvis for det, for i dag har de to dejlige sønner sammen som ingen ville have været foruden. 

Da min første lille nevø kom til verden fik min far ikke ret længe efter konstateret lungekræft og kom til Odense hvor han blev opereret og ham fik noget kemo også, derefter blev han faktisk erklæret rask og Aabenraa sygehus skulle lave de efterfølgende tjek af ham og kontrol scanninger og alt gik fint der var ikke mere kræft fik vi at vide og ham var startet op på arbejde igen, da han pludselig blev ved med at blive syg især med lungebetændelse mente vi og vi jog ham derfor afsted til lægen igen, da han selv trak det ud. Her viste det sig Aabenraa havde “glemt” at lave en fuld scanning selv om det var hvad Odense sygehus havde bestilt og tilbage til Odense og der blev nu fundet en kræft svulst i hjernen som var for stor allerede til de kunne operer den væk, men man ville forsøge med kemo at holde den nede. Det var et rent helvede for os alle da han samtidig ikke tålte kemoen ret godt og blev rigtig skidt hver gang kan huske jeg var bange og knust inden i men ville ikke sige noget, allerede der vidste jeg godt at jeg ville komme til at stå helt alene på egne ben og der var intet i verden jeg hellere end gerne ville have kunne men det vidste udmærket godt var umuligt for mig, da jeg jeg igen engang var blevet lært hvordan man klarede sig selv endnu. Jo jeg var bange og jeg var rigtig bange allerede inden han fik sin dødsdom. .

Jeg festede stadigvæk en del der var jo der jeg kunne flygte væk fra det hele især fra angsten for at miste dem man har tættest på sig, nu havde jeg i flere år gået med en angst for at miste min søster og min mor. Som jo så skete på sin vis og nåede da heldigvis st få en 10 år i mit liv hvor der var ro på jeg kunne være mig og ikke altid pigen der skulle kæmpe en masse kampe da jeg boede hos min far og ind til han døde, så kan jeg begynde at kæmpe mig gennem livet endnu engang og med en større frygt for at miste dem jeg holdt mest af, da min frygt jo havde fået ret allerede to gange i mit 24 årig liv. Men ellers passede jeg mit arbejde på Statoil i butikken, det gjorde jeg i godt 7 år inden jeg blev spurgt om jeg ville arbejde i cafeteriet på Ids hvilket var et godt tidpunkt da jeg et halvt år inden var blevet overfaldet på Statoil om natten en nat jeg havde fået besked om dagen at de ikke kunne gøre mere for min far og at han skulle dø, så har nok ikke været helt så opmærksom den nat og ret ligeglad kunne vi se på video overvågning med politiet bagefter, hvor jeg laver øjne af overfaldsmanden. Så da vi nu også  var midt i en ombygning så mine nattevagter foregik i en skurvogn og det var jeg bare ikke særlig tryg ved at stå inde eller med en halv mørk plads, så blev ansat derovre. Det var en rigtig hård tid og meget sørgelig jeg følte mig både knækket og forladt, og helt alene i verden da far blev hurtigt mere og mere syg, jeg var enormt ked af det følte ikke jeg hørte til nogle steder min stedmor brokkede sig meget over hun ikke syntes jeg hjalp til, men jeg kunne ikke rigtig stille så meget op da hun Allerede havde besluttet med far at rykke fra vores barndoms hjem og jeg så bare til alle mine ting forsvandt uden jeg blev spurgt af. Men kunne heller ikke tage stilling til det, da jeg allerede var i en krise over at skulle miste den eneste jeg havde i mit liv der passede på mig og jeg så mine barndoms ting ryge ud ammen med hele min identitet eksistens.

Min mor var den mor jeg havde trods alt

Hadet til min mor og hendes livstil, var ikke så stort jeg ikke stadig, ville ønske hun havde været i mit liv endnu som en rigtig mor.

Men må indrømme, jeg af og til har været så gal på hende. Fordi hun var så underlig når hun drak, at det også var tydeligt for alle og enhver omkring os.  At der var noget galt. 

Min søster og jeg har virkelig haft en del oplevelser som står brændt ind i hukommelsen som smeden brændemærker hesten. 

• Jeg har fx stået med hele min søsters klasse hjemme i stuen, efter skole hvor hun var så plakat fuld, at hun ikke længere kunne stå på benene. Hvordan vi kom gennem hendes dag ved jeg ikke. Tror vi var omkring 7 og 11 år dengang.
• Hun dukkede altid op fuld til alle arrangementerne på skolen, enten væltede hun rundt eller også faldt hun i søvn, flere gange pissede hun i bukserne. 
• Hun havde tit blå øjne eller andre synlige mærker efter deres skænderier, og de sidste år dækkede hun dem ikke til når hun gik ud af døren.. 
• Jeg har oplevet hun havde glemt det var søndag og min far kom hjem med mig den dag. Men han tog heldigvis mig med hjem igen, da det gik op for ham hun var taget på druk et sted. 

Men stadigvæk var hun min mor og jeg havde et stort ønske om at, hun ville rette sig en dag. Så hun blev en helt almindelig mor, som alle andres mødre. Først den dag vi blev tvangsfjernet i årene efter gik det op for mig at dette vil aldrig komme til at ske mere 

Boganmeldelse

Anmeldelse af min bog fra en læser

En hudløs ærlig beretning om et alt for alvorligt liv for 2 små piger. Jeg begyndte på bogen og slap den ikke igen før, at jeg havde læst den færdig. 

Jill, jeg er dybt imponeret og fuld af respekt over din evne til at skabe dig og dine 2 piger et så velfungerende liv, når man læser, hvad du har været igennem ❤️ du er sgu sej!

Det er en super flot bog, du har fået skrevet ❤️ utroligt mod du har til at fremstille en så frygtelig fortælling. Du og din søster har oplevet ting, som ingen børn bør gøre 💔 jeg håber din bog, når videre ud til nogen i samme situation. Den kan uden tvivl give mod og være inspiration til at skabe et godt liv på trods af, at man ikke har haft gode vilkår fra starten af 😊 

Du er indbegrebet af en mønsterbryder og jeg håber andre finder inspiration i din historie ❤️

At skulle føde et barn paniiiik ikke om jeg turde.

Men nu var der bare ikke så meget andet gøre da jeg allerede var over 4 måneder henne.

Men hold nu op hvor jeg frygtede det og var sikker på jeg ville besvime af de smerter det medfødte.. Men da selve dagen kom og jeg havde veer, ville jeg ikke tro på jordemor i telefonen. Var selv 100% sikker på det var plukveer, men sagde selvfølgelig jeg nok skulle komme  ud på sygehuset. 

Så jeg ringede til min søster og fik hende til at køre med mig. Og da vi nåede motorvejs nedkørslen kom den første rigtige ve, og der var jeg pludselig ikke et sekund i tvivl om at det var veer. 

Kiggede på min søster og sagde det ikke plukveer nej sagde hun helt bestemt du har veer og du skal føde.. 

Heldigvis kom vi ud i god behold på sygehuset og efter 17min kom den store af mine piger til verden. Sund og rask, så vi var hjemme igen allerede efter 5 timer.

Så da jeg ventede nr 2 snakkede de meget med mig om en planlagt hjemme fødsels da første fødsels jo var gået ret stærkt. Men det turde jeg da slet ikke havde alle mulige skræk senarier i hoved.. 

Men det skal så siges at det blev overhoved ikke tale om det blev nogen andres beslutning end den lille’s selv. 

Havde lige talt med min søster et par timer inden og sagt der skete ikke noget den dag, da Veerne kom som torden vejr fra oven og skyndte mig at ringe til sygehuset og min søster. Greb tasken og gik ud af døren og så kom der ellers bare fart på de veer og kunne godt mærke jeg kom ikke til at køre selv denne gang.. min søster kom et par min efter og spurgte et par gange om vi kunne nå det nej sagde jeg. Ambulancen blev sat til at køre for fuld udrykning men jordemor sagde allerede der i nød til at gøre klar til at føde hjemme

Så kom min søster ind kiggede skabt på mig og udbrød nu fletter du bare de ben til den ambulance kommer. Svarede det kan jeg sku da ikke og hun trak på skulderen og sagde nå ja det ku da være det virkede😂🙈

Men vi måtte klare os med jordemor i røret og det tog 7 min efter hvad hun sagde så havde jeg født og 5 min efter kom ambulancen og de kom ind og sagde er der nogen der skal føde 

Næææh svarede vi begge det har vi længe ordnet.. og så blev vi kørt på sygehuset til tjek og alt var godt og fint. 

Må tilstå havde det ikke været for mon kære søster der bare tog det hele i total stiv arm og handlede fuldstændig efter alle kunstens regler var jeg da gået fuldstændig i panik 

Verdens bedste lillesøster som jordemor ❤️

Hvorfor føler man altid hvis det hele ikke ser perfekt ud. så fejler man som forældre.. Især når ens baggrund har været ustabil

underlig tanke. Men det har klart sin grobund tilbage fra barndommen og det man startede, med at blive lært som barn. I et hjem hvor der skulle se perfekt ud. For de grimme sider ikke stak frem.

Ikke engang så meget som et hårstrå sad forkert på hunden 

 

 

Ja i rigtig mange år var alt og jeg mener virkelig ALT I MIT HJEM FULDSTÆNDIG PERFEKT OG SKINDENDE! Forstod ikke selv hvorfor jeg havde det sådan før mange år senere hos psykologen. Det gik det pludseligt op for mig hvad grunden til jeg ikke følte mig særlig godt tilpas hvis ikke mit hjem så perfekt ud og ikke rodede nogle steder..

Hvis der ind imellem var rodet eller lidt beskidt kom der ingen ind overhoved, om det så var min aller nærmeste familie blev de sendt væk igen. Og jeg kunne bruge ufattelig mange kræfter på at være bund ulykkelig hvis noget keg havde arrangeret slog fejl eller der skete noget uventet. Det kunne ødelægge mig i flere dage uden jeg vidste hvorfor jeg tog sådan på vej over det..

Min søster husker især engang hun ville gøre mig glad, og hang mit vasketøj op for mig og det eneste jeg sagde var jeg blev tosset over hun havde gjort det forkert .. 

Det skære mig dybt i hjertet i dag når hun fortæller hvor ked af det hun blev og hun jo bare ville hjælpe mig. 

Først da min psykolog en dag spurgte mig hvordan var det egentlig hjemme hos jer, da din mor drak?? 

Uha sagde jeg der var altid opryddet og pinligt rent over alt og hvis det kom nogen, havde vi børn fra helt små lært hurtigt at få styr på hele hytten så der ikke var noget at sætte en finger på.. 

Hold da op det har da også været noget af en byrde og et kæmpe ansvar for små børn, der egentlig bør lege og hygge sig. Og ja tak lige i det sekund gik det pludseligt op for mig, hvorfor jeg ikke kunne rumme uanmeldt besøg eller hvor alt altid skulle se så fint og flot ud..

Jeg havde aldrig lært andet end at så det ikke ordenligt ud i hjemme kunne det betyde fare, uden at vide hvilken fare da jeg jo har været for lille til at forstå det da jeg var barn.

Vigtigt at turde stole på andre mennesker igen, også selv om du er blevet svigtet af den eneste i hele din verden som aldrig burde svigte dig.. #MOR

Hvorfor er tillid så stor en del af os mennesker?? Og hvordan lære man atter at stole på andre igen, når en mor der er hele grund fundamentet for opbyggelsen af et barn tillid til andre og verden generelt. Svigter gang på gang eller afviser dig??

Jeg har altid syntes min far var skide irreterende og træls, når han sagde det er bare så vigtigt man tør stole på andre mennesker igen.. Man skal nødvendigvis ikke stole på den der har svigtet en gang. Men udeluk aldrig alle andre for det gennem tillid og respekt for andre mennesker du kommer frem af i dit liv.. 

Hvilket jeg selvfølgelig godt kan se hvad hans mening i de ord er i dag. Vi er nød til at have tillid til at andre mennesker er til at stole på og regne med, for det noget vi bruger i alt hvad vi foretager os fx under uddannelse, i jobbet eller som selvstændig for at kunne komme igang med noget har vi alle brug for de her nøgle personer som vi skal have tillid til for at man kan komme frem af.. 

Ansvar!! min fjende og min trofaste bedste ven..

Ansvar både en ven og værste fjende.

En af de ting der har gjort mig til den jeg, er i dag. Er helt bestemt at have været voksen ansvarlig som barn. Man siger det er sundt at give og lære børn at tage ansvar.

Til dels helt rigtigt men der er stor forskel på hvordan men lære sine børn det og hvad man giver dem ansvaret for.. Hvis ikke det skal forfølge en langt ind i voksen livet er det vigtigt at lære hvornår man har ansvaret og for hvad. Og rigtig vigtigt man ikke har ansvaret for alt og alle omkring en.

Da jeg som den ældste havde ansvaret for rigtig mange voksen ting og for det meste også for min søster til dels min mor!!

Har jeg rigtig rigtig svært ved i dag ikke at tage ansvar og gøre alt hvad der bimler og bamler for andre mennesker. Om jeg selv er ved at vælte omkuld eller selv skal have det dårligt, så hul i det hvis nogen råber hjælp smider jeg alt hvad jeg har og hjælper, støtter og bære.. 

Der er jeg enormt dårlig nej elendigt til at sige ved du hvad jeg har nok i mig selv lige nu.. og sikkert af samme grund også elendig til at slippe mit eget eller sige hey halløj jeg har brug for hjælp eller brug for en pause.. 

Min lillesøster sagde for nogle år tilbage, ja du bliver jo heller aldrig sådan rigtig ked af det eller giver op. 

Kan huske endnu jeg nej hvis du da bare vidste søs.., men ansvaret for mim søster tog over og sagde men hun er den lille så det skal hun ikke bryde hoved med. 

Men man vender faktisk folk til ikke at være der for en når aldrig man har brug for det eller fortæller man har brug for en pause eller what ever!!! 

Det kan tydeligt mærkes når man så pludselig en dag siger hey det sku helt tosset eller jeg kunne virkelig godt bruge en hånd.. 

- bliver kommentaren ofte ork jamen du jo altid stærk det klare du sagtens eller også. Eller ja du plejer jo ikke sådan at lade noget slå dig ud så det sikkert snart glemt igen.. Tjaaa eller jow jow er mit svar efterhånden blevet til for hvorfor lægge andre til last når man jo altid er den der holder styr på det hele. 

Om man nogensinde for lært at sige hey halløj jeg har brug for dig helt og sluppet ansvaret for alt og alle andre helt, tror jeg ikke.. Det er noget af de men det nok akulle have været arbejdet med tidligt allerede dengang vi blev fjernet.

Fra tumult til faste rammer og regler

Hvordan er det lige at komme fra en turbulent hverdag til faste rammer.

 

Da jeg boede hos min mor endnu var hverdagen aldrig ens.. Jeg kan huske engang min lillesøster skulle holde børne fødselsdag og vi kom hjem efter skole med hele hendes klasse og hun lå fuld og sov, hun havde dog gjort det meste klart.. men at stå 10år gammel med en hel klasse og skulle holde fødselsdag var et mareridt jeg sent glemmer.. jeg forsøgte dengang at vække hende men hun kunne knap stå på benene.. Det var simpelthen så flovt og kan i dag ikke engang huske hvad jeg sagde til de forældre der senere hentede deres børn, har nok været en 9-10 år på det tidspunkt og de andre forældre må virkelig have undret sig over hvorfor der ikke var en voksen til stede..

Af den grund har jeg aldrig gidet holde min egen fødselsdag eller andre ting, da jeg stort set aldrig har forbundet det med noget hyggeligt og sjovt.

Det skete oftere og oftere min mor var gået omkuld når vi kom fra skole, og af den grund fandt vi hurtigt ud af at passe os selv (hvis man da kan kalde det det) for sengetid, hjemmetid og spisetid anede vi ikke hvad tid det var. Vi gik bare hjem når der ikke var andre at lege med.. Det skete også oftere min stedfar opdage vi ikke havde fået aftensmad, når han kom hjem sent om aftenen kl 21 og kan huske han forsøgte flere gange at snakke med min mor om hvad der lige skete siden vi ikke havde fået mad eller noget. Men hun havde altid en undskyldning klar enten havde vi ikke været sultne eller også var vi ikke kommet hjem til tiden. Hvornår det gik op for ham hum løj ondet ved jeg ikke.. Men kan huske ret tydeligt fordi han altid var god til at skjule sine følelser at denne gang var han skuffet og ked af det, måske fordi hun havde lovet at det ikke skete mere. 

Da jeg kom ned til min far at bo, var der pludselig faste rammer og en hverdag at forholde sig til.. glemmer aldrig den første gang han sagde du skal være hjemme kl 20 WHAT KL HVAD?? 

Jeg tror aldrig jeg har kendt til klokketslet endnu dengang, det var vildt frustrerende og forvirrende med alle de regler pludselig.. 

Det tog mig faktisk rigtig mange år at finde ud af alt dette og noget min far og stedmor jo desværre heller ikke helt forstod.. 

Men til sidst langt om længe begyndte jeg at forstå hvad tingene gik ud på selv.

I dag kan jeg godt se der skulle langt tidligere da jeg var barn, have været gjort en insats, en ting jeg ikke helt forstår i dag at man fjerner to børn fra deres hjem med alkohol og vold uden og yde nogen former for professionel hjælp.. HVOR VAR DET OFFENTLIGE SYSTEM??

Uanset om det er fra en kommune til en anden. Er det bekymrende at der ikke sker en faglig insdsats, da alle ved og er endividens baseret viden. Uanset forhold i hjemmet vil det altid ske en form for traume, i barnet i større eller mimdre grad.

Men kan kun konstatere, at der her 30 år senere ilke er sket nogen udvikling på det område. Har undret mig over man i Aabenraa kommune, endnu ikke har særlig stor tværfaglige indsatser og viden om det.

 Især når andre kommuner som sønderborg fx har virkelig stor viden og bredt tværfagligt samarbejde. 

I Aabenraa virker det næsten som om, ved store livs kriser i familien skal du kæmpe mod alle afdelinger hver især. 

Min rejse gennem livet

Først tak til jer der følger med. Med dette indlæg vil i få en hurtig bid af mit liv fra barndommen til i dag, hvor jeg er alene med to børn og starten på en ny familie.

Mine børn 

Fra socialt udsat barn til at være mor alene uden min mor og far.Hvordan gør man lige?!

Vejene har været mange og lange. Nogle måtte jeg undervejs gå tilbage af for at finde en bedre vej, der førte mig ud og væk fra den sociale arv..

Mit liv har altid været et kæmpe rod lige fra jeg husker vi flyttede til Fyn. Er født i padborg og boeder der til jeg var 4 ca så flyttede vi til Fyn. 

Min mor bygndte at drikke mere efter vi flyttede til Fyn.. Da jeg var 5 år kom min lillesøster til og jeg forgudede hende med det samme. Men hvad jeg ikke vidste var så tog min mors drikkeri for alvor til, min stedfar og hende røg oftere og oftere i totterne på hinanden. min trykke barndom var nu helt væk. Jeg skulle både passe på min mor, min lillesøster og mig selv..

Det eneste sted jeg havde fri var hos min højt elskede far i Sønderjylland lige ind til den dag tingene hjemme gik ud over min lillesøster også. Det gjorde mig nevøs ængstelig og bange for hvad jeg kom hjem til..

Men alligevel trods mange anmeldelser og politibesøg m.m. Nåede jeg at blive 12 år inden en fremmed dame fra kommunen kom og sagde du skal pakke dine ting dem du nu kan for om 1 time kommer din far og henter dig, så skal du bo ved ham..

jeg måtte ikke få min søster med trods min far forsøgt alt for vi var begge synder knust over at skulle skilles af. 

I dag er min lillesøster flyttet herned hvor jeg bor og har selv familie på 3 børn og en mand.

Gennem tiden har jeg været mange gange på vej i min mors fodspor med et vildt liv der blev vildere og vildere.. da min far døde var jeg 25 år og der slog virkelighedens verden mig.. jeg var nu alene. Min mor døde to år efter af sit druk men hun havde allerede 5 år tidligere fået valget mellem hendes alkohol, nye kæreste eller os børn.

Hendes svar var så vælger jeg ham. Bum slut og kontakten til hende ophørte.. vi har af og til mødt hende på gaden men hun kunne ikke genkende os eller også byttede hun om på os..

Men da mim far døde tog jeg efter nogle år i så dyb sorg, at ligegyldigheden blev min faste partner, intet rørte mig og intet var for fagligt, for vildt når jeg ikke havde noget at miste.

Ikke engang da virkelighedens verden ramte mig som et brag,. Boede dengang med min kæreste i Tyskland. Som fik en dom på 6 år og imens opdage jeg at jeg ventede mig, blev sendt til akut scanning og var 5 måneder henne, men fosteret var dødt og skulle fødes på normal vis.. Det var en hård omgang gudskelov for jeg havde en verdens klasse svigermor der bar mig gennem dette forløb.

Der efter vidste min rådgiver godt at nu skulle der ske noget og hun sendte mig ned og arbejde på plejehjemmet.. Her begyndte jeg finde min identitet igen og min hverdag havde pludselig indhold og derfor en assistent uddannelse og det blev faktisk den sidste vej ud af min mørke tunnel fra den social arv af.

Dog festede jeg stadig i de fleste weekender ind til en dag jeg tog til læge og fik besked om jeg var gravid 4 måneder henne. SHIT jeg har aldrig ville have børn da jeg altid har været bange for.

Tænk nu hvis jeg gjorde som min mor og bare skrottede mine børn!! 

Men havde ikke så meget valg så langt henne så nu var det simpelthen at tage hårdt fat i nakken på sig selv og se at få taget de sidste skridt til ag blive voksen og 100% ansvarlig

Gennemgik mange tænker, følelser og usikkerheden havde igen fået sit greb i mig.. Men heldigvis for mine nære veninder, søster og min far som er min stedfar, men han har altid hjulpet, beskyttet og været der for mig, lige så meget som min egen far. Selv efter min mor og ham gik fra hinanden har han været som en far.

Angsten for at blive lige så følelses kold som min egen mor

Har altid hele mit liv valgt børn fra, mest af den grund, der har siddet en angst for om jeg ville ende som min egen mor. Med at afvise mine egne børn eller være lige så ligeglad med mine egne børn, som hun var over for os. 

Jeg husker fx aldrig min egen mor har sagt hun elskede mig, eller har givet mig et knus, kun hendes alkohol lugtende ånde når hun dinglede rundt for at støtte sig til en, når hun var for fuld til at gå selv. Eller at hun har kigget på en med overbærenhed og fyldt med kærlighed.

Til gengæld husker jeg tydeligt den dag hun fil valget mellem os børn og hendes nye kæreste der drak og bankede hende. Og hun valgte ham.. Eller dengang hun gav os børn skylden for når der var forsvundet penge til min stedfar og han blev sur på os. Eller den dag vi blev fjernet fra hjemmet og hun nægtede at tage afsked med os og bare skrev under på fuld forældre myndighed til min far, med ordene, så kan du jo bare flytte ned til din far og have det godt.. 

husker tydeligt hendes første brev efter vi var fjernet fra hjemmet, det tog 3 år inden der kom og var fyldt med bebrejdelser over jeg sikkert ikke have tid og jeg havde jo min far min nye kæreste at være stemmen med og hun sad jo bare på et hjem for dig selv, men det var vi jo alle sikkert ligeglade med.. det gjorde så hamrede ondt i en at læse for jeg kunne ikke ændre noget. Hun havde valgt vi ikke skulle være ved hende og vi hørte intet i 3 år og kunne ikke finde ud af hvor hun var henne. Blev så glad da jeg endelig fik et brev men det gav anledningen til så meget selvbebrejdelse og skuffelse..

Derfor besluttede jeg hurtigt og tidligt i mit liv at børn ville jeg ikke have for tænk nu hvis?!?? Men heldigvis for der var en Julie der gemte sig og kunne vise mig at sådan behøver det slet ikke være for en selv.. Og jeg har ofte tænkt på, VAR MIN MOR NU OGSÅ FØLELSESKOLD? For det har da i de efterfølgende år, hvor jeg selv er blevet mor. Undret mig hvordan hun, har kunne agere så, ligeglad og afvisende over for os børn. Men det er jo noget jeg aldrig vil finde et fuldt ud svar på og tror heller ikke på hun ville give mig dette selv hvis hun stadigvæk levede. For efter at have arbejdet i plejen en del år, har jeg fået mange fortællinger omkring min familie, både fra naboer, venner og skolekammerater til min mor og hendes forældre. 

Under disse fortællinger, har det gjort mig mere og mere klar over at min mor allerede i sin teenager år, har måtte begynde på at opbygge en mur omkring sig for at kunne overleve i mellem de kriser. hun er blevet sat imellem hendes mor og far. Og tror et eller andet sted faktisk hun har bygget hele den mur op om sig i de år, hvilket har gjort hun har trådt ind i sit voksen liv, uden at vide hvordan eller hvor vigtigt det er at få bearbejdet sine følelser sådan man også er i stand til at vise dem overfor andre. 

Frygten for at blive afvist af min mor, blev til virkelighed.

Kunne jeg selv gå hen at afvise mine børn, en dag som hun havde afvist og afskrevet os børn??? 

Dette har kørt gennem mit hoved lige siden den den dag hun afskrev os børn .. Det er ord jeg ALDRIG I MIT LIV KOMMER TIL AT GLEMME. De faldt kort, kontant og hårdt..

Det startede med hun igen var blevet banket gul og blå af hendes kæreste, der samtidig havde sat ild til hendes dyne mens hun sov.. gudskelov vågnede hun og løb ud. En nabo ringede 112 og det blev vist på tv. Hvilket blev familiens informations kilde.. Jeg så på min far og han sagde du tager bare bilen hvis du vil til Fyn..

Dette gjorde jeg og denne gang var jeg fast besluttet på nu måtte det være nok hun måtte vælge.. ham eller os børn, jeg kunne ikke holde til at gå og bekymre mig hele tiden hvornår han igen bankede eller gjorde andet mod hende.. for hvornår kom beskeden han havde taget livet af hende Dette havde jeg talt med psykologen om og hun havde sagt du er så stresset af den angst for hvad der sker at du er tæt på sammenbrud.. og ingen siger man ikke kan sige stop til et andet menneske heller ikke ens mor og så må det være op til hende at tage en beslutning.

Det var hårde ord men jeg vidste også, at jeg kunne ikke mere, det var alt for meget på mine skuldre..

Da jeg kom til Fyn kørte jeg til min mormor og bedstefar.. De havde også set det i nyhedederne og mormor kørte med mig ud på sygehuset, hvor vi gik ud fra hun var da vi ikke havde hørt fra hende selv eller kunne få fat på hende. Da vi har fundet hende derude aftaler vi med lægen at efter hun har anmeldt sin kæreste tager vi hende med hjem til mormor..

Da vi kommer derhjem sidder vi alle ved bordet og jeg høre pludseligt mig selv sige grædende “mor jeg kan ikke mere, jeg er så bange for han slår dig ihjel” hver dag tænker jeg på det og det æder mig op.. Du bliver nød til at vælge mellem din kæreste og os børn.

Der gik nogle minutter og så vente hun sig om så mig direkte i mine øjne og der faldt de ord, jeg aldrig glemmer og som har været skyld i jeg har begrænset mig selv mange gange.

Hun svarede ordret: NÅ JAMEN SÅ VÆLGER JEG HAM. Hele min verden gik i grus den dag, det havde jeg aldrig drømt om hun ville sige.. alligevel lykkes det mig at holde hoved koldt og svare fint så skal du aldrig kontakte mig igen – 

Jeg rejste mig og var parat til at gå da min mormor brød sammen og ville have mim mor til at sige hun ikke mente det.. Men min bedstefar eksplodere pludseligt og sagde meget kort og kontant. Så kan du godt komme ud af mit hjem og det er lige nu. Hvis ikke du kan opføre dig ordenligt og prøver at ødelægge dine egne børn, er du ikke længere min datter eller velkommen i det her hus.. 

Jeg har altid været min bedstefars pige, men det har min mor også.. Jeg ville protestere. Men han sagde nej min pige det her bestemmer bedstefar ene og alene.. Din mor må lære at opføre sig ordenligt men der var hun længe ude af døren. 

Det er den værste besked noget menneske nogensinde har sagt til mig og fra den dag af lukkede jeg af for hende og mine følelser for min mor. Jeg valgte at sige farvel og tage afsked med hende inde i mig selv som var hun død og skulle begraves.

Men alle de mareridt jeg har haft efter dette og det forstærkede bare min mening om ikke at sætte børn i verden, for hvis en mor kunne sige sådan var min frygt at gøre nøjagtig det samme en dag.. for der var jo en social arv.. tænkte jeg..

I dag er jeg heldigvis klogere og ved den social arv er ikke en man arver genetisk og det er en man kan bryde ud af..

Mor med social arv hængende over hoved.

Har altid sagt jeg skulle ikke have børn, frygten for at blive som min egen mor, var simpelthen alt for stor.

Men min første fødte Julie gemte sig i 4 måneder før jeg opdagede hende.. Gik til lægen med en blærebetændelse, troede jeg! Så blev helt blæst bagover da han siger jeg er gravid. Blev hurtigt indkaldt til scanning og der fik jeg så næste chok at jeg var allerede 4 måneder henne.. 

Så var der ikke meget valg at tage og jeg måtte vende mig til tanken om st jeg alligevel skulle have barn.

De værste tanker var omkring min egen barndom, hvordan min mor selv havde svigtet os gang på gang, for til sidste brutalt at afvise os og vælge os helt fra, frem for hendes nye kæreste der både havde slået hende og nu og forsøgt at sætte ild til hende mens hun sov..

Den første del af min barndom var fyldtes angst, svigt og uro pga min mor drak, mere og mere voldsomt.. 

Jeg husker ikke jeg nogensinde har fået et knus af min mor uden hun stank langt væk af alkohol og det har også gjort jeg afskyer at være beruset i dag. 

Alkohol smager mig langt fra og har efter mine børn er født ikke drukket mere end en genstand 2 gange.. 

Da jeg var 12 år kom der pludselig en dag en dame fra kommunen og sagde jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle flytte ned til min far og han var allerede på vej.. 

Med mindre jeg ville i pleje som min lillesøster og der stod jeg som 12årig og skulle tage stilling til om jeg ville svigte min far eller min lillesøster!! 

Enden blev jeg flyttede ned til min far og til en helt anden hverdag. Der var kontinuitet og regelmæssighed, det var svært til at begynde med, da jeg havde kunne gøre som jeg ville hos min mor så længe vi bare lod hende drikke og jeg passede min lillesøster. 

Alt dette virvar gjorde jeg allerede i teenage årene besluttede at børn ville jeg ikke sætte i verden., for tænk nu hvis det var arveligt at være som min egen mor og endnu mere frygtede jeg den social arv da jeg vidste, min mors mor også drak sig mere eller mindre ihjel. Og når nu 2 generationer var endt med at elske alkoholen højere end alt andet og folk altid talte om at, den sociale arv var jo ikke sådan at løbe fra!!! Men i dag er jeg meget klogere på det område og selv om rigtig mange stadigvæk i dag tror man er genetisk disponibel for at gå i den sociale arv, så er det videnskabeligt bevist at det er det ikke..
Men man kan kan have samme gener som sine forældre i forhold til vores måde at reagere på traumatiske oplevelser gennem livet på, lidt som nogen kan klare masser af smerter og andre går i seng ved hovedpine.. 

Man ved i dag at der er rigtig mange sociale faktorer der spiller ind på om man går i samme spor som sine forældre. Og man har også fundet id af i rigtig mange tilfælde træder mange også ud i samme spor et par gange og har så alligevel fået fundet det rette vej og er trådt ud af social arven.