Den første og eneste gang jeg hørte fra min mor efter vi var blevet fjernet

Først efter 2 år hørte jeg fra min mor igen i et brev hun havde sendt.

1 brev efter 2 år uden en mor 

Kan huske jeg glæde, mig til at læse brevet efter at have gået i 2 år og faktisk ikke anet hvor hun var eller hvordan hun havde det. Husker ikke hvorfor men kunne først komme til at læse det senere på dagen og det gjorde nok heller ikke spændingen og glæden mindre af at gå og vente på at kunne læse det.

Husker jeg faktisk inden brevet kom., havde regnet med hun helt havde opgivet overhoved at have kontakt til os børn mere og hun nok var ligeglad med hvordan vi havde det.. 

Da jeg jo komm3r hjem sidder jeg mig ind på værelset for mig selv for at læse det i ro og fred, det var et meget meget trist brev og husker bare jeg græd meget længe bagefter at have læst det. Både fordi jeg var ked af min mor var så alene og jeg kunne ikke komme over til hende, det lød ikke til jeg ville få hende at se det næste længe tid som hun skrev i brevet var der jo meget langt ned og besøge mig. Og så fordi jeg endnu engang følte jeg havde gjort noget forkert eller i hvert fald Fik mit lille barnehoved det til at lyde sådan.

Følte hun bebrejdede mig for en del ting i brevet og jeg savnede hende så ubeskriveligt meget, og så kunne jeg ikke engang finde ud af at opføre mig ordentligt!! Jeg ringede bla ikke nok til bedstefar og mor skriver nu  har været meget syg og er blevet rigtig tynd. Og hun har overhoved ingen penge så hun kan ikke besøge mig lige som hun besøger min søster. Hun høre heller ikke fra nogle af dem tidligere snakkede med mere.

Hun skriver dog at jeg ved hun elsker mig og vil så gerne høre noget fra mig.. ville også gerne have skrevet og ringet til hende hvis vi havde vidst hvor hun var henne.

Brevet slutter hun af med at hvis vi en dag igen skulle være så heldige at ses vil jeg ikke kunne kende hende så meget tyndere er hun blevet. 

Det er den sidste helt ædru samtale jeg høre fra min mor som barn  14år gammel. 

Den dag i dag er det stadig svært, hvis ikke ufatteligt at forstå, hvordan man som mor kan fjerne sig så meget fra sine børn. Håber og tror på, at det var hendes forsvar fordi hun ikke kendte til andet eller havde helt opgivet at skulle, komme ind i vores liv igen som mor. Da jeg selv som mor slet ikke kan placere mig i sådan en situation. Hvor jeg ville opgive mine børn eller bebrejde dem på nogen måder tingene gik som de gjorde. Måske kendte hun ikke til andet, end at alle andre bar skylden for hendes egen adfærd?? 

#jilljohannsen.blogspot.com
#me #happylife 

Lidt at tænke over!!! I dag fik jeg en historie fra en farmors og en andens famile’s syn på at være alene med to små børn.

JA NOGLE GANGE KAN MAN BLIVE OVERRASKET OVER AT HØRE HVORDAN ANDRE FAMILIER I SAMME SITUARTION TACKLER HVERDAGEN..

Dette beskriver meget rigtigt hvordan man selv kan have det

I mit job som sosu assistent kommer jeg ud i mange hjem og mange borgere fortæller gerne lidt om dem selv og deres livs historie. 

I dag kommer jeg ud til en borger hvor jeg kun, har været en enkelt gang tidligere.. virkelig sød dame, hun har fortalt mig tidligere hun har passet børn det meste af sit liv og langt op i årene.

I dag da jeg så hjælper hende med nogle opgaver i hjemmet, fortæller hum så hun har passet svigerdatter børn, efter hendes søn var gået bort, for eller kan man da ikke få en hverdag til at køre rundt med to små børn på 1 & 2 år, hvis man er alene. “Jeg tænkte kan man ikke?” 

Og som havde hun læst mine tanker forsatte hun, jo hvis du vil køre et menneske i sænk på et tidspunkt, så lader man være at hjælpe.. Men helt ærligt så ville jeg skamme mig hvis ikke jeg havde hjulpet. Det jo vores pligt som  bedsteforældre at hjælpe næste generation godt på vej enten på den ene eller den anden måde, hvordan skal vi ellers kunne regne med der er nogle som er i stand til at passe på os når vi ikke selv kan mere, hvis vi lader vores efterkommere sejle for dem selv uden hjælp og støtte..

Derefter så hun op på mig og spurgte så, hvor gamle er dine børn så?? Jaa det er sørme 1,5 og 2,5 år smilede.. Neeej jamen dog så har du sandelig også nok dit at se til da når du også arbejder. Ja sagde jeg det kan være drøjt men sådan er det jo sagde jeg og smilede uden at nævne jeg, faktisk også er alene om opgaven.. 

Men må godt nok sige jeg er virkelig imponeret over sådan en lille kone, det selv har været igennem en kæmpe sorg og var blevet alene også. At hun tager som sin opgave at få sin søn familie til at fungerer efter hans bortgang.. og enda tog det som om at sådan gjorde man altså som om det var en usynlig lov i alm god skik og etik.

Må indrømme mit hoved var ret fyldt da jeg gik og hun har været i mine tanker mange gange i løbet af dagen i dag. Især fordi jeg jo godt ved at jeg selv køre i overhalingsbanen for fuld kraft..

Her er det også kun mig der skal tage til alle ting med ungerne og mig der passer dem når de er syge, og når jeg selv er syg, så er det sku bare tja ærgeligt.. det kommer ikke nogen oh siger tag du en dag på sofaen så du kan blive rask., 

Jeg har sagt mange gange at det vil ikke holde ret meget længere uden nogen har tilbudt at træde til, så acceptere man det jo bare og knokler videre. Og mere tænker man ikke over det sikkert før det jo nok går galt eller at man møder en ældre generation som jeg har gjort i dag..

Da jeg mistede min far, mistede jeg mig selv😶‍🌫️

Min far døde da jeg var omkring 25år og pludselig, blev hele mim verden flået fra hinanden. Og mit sikkerhedsnet forsvandt under mig for altid. Samtidigt med røg hele min identitet og personlighedstæppe, under mine fødder væk i et ryk.

En forfærdelig følelse af ensomhed og forladthed, ramte mig som bragede jeg direkte ind i en mur uden en enkelt sten løsnede sig.

Min højt elskede far, som var den af mine nærmeste jeg så op til og som altid havde været der for mig. Der var ham der reddede mig ved tvangsfjernelse.

Efter jeg flyttede ned til min far, vil jeg sige jeg havde en normal teenager tid, hvor jeg fik lov at være et barn og teenager.

Men så kom alle de sorte skyer og ondskaben tilbage i mit liv efter min far måtte opgive til kræften.. Og jeg faldt hurtigt tilbage til mit vilde Liv. Som jeg forbinder med den sociale arv. Nu festede jeg for alvor alt der jeg kunne af ugens 7 dage.

Jeg følte mig helt alene, vidste ikke rigtig hvor jeg hørte til mere og min far som jeg altid havde identificeret mig med og som jeg lærte livets regler af. Var revet væk fra mig for altid.

Mistede min identitet , tilhørsforhold, min personlighed og til sidst mistede jeg også mig selv og mit job.. Jeg havde følelsen af, at alle dem jeg elskede og holdt af blev taget fra mig.

Var sjældent mig selv i de første 2 år efter hans død og kunne ikke finde nogen mening med livet længere eller hvorfor jeg skulle bygge mit liv op..,

Lige ind til den dag jeg nær havde taget livet af mig selv, hvor det heldigvis ikke lykkes mig..

Da jeg kommer til mig selv er jeg helt klar over hvad jeg har gjort eller forsøgt at gøre, samtidig virkede det også helt virkeligt, min far lige havde været hos mig og havde sagt.. DET GØR DU BARE ALDRIG NOGENSINDE. DET HAR DU LOVET MIG..

siden den dag lærte jeg at forstå mig selv bedre, at hver gang der skete noget følelsesmæssigt, hoppede jeg tilbage i den social arvs mønster, min mor havde og som hendes Mor også have.. Og har altid sagt i på ikke vilkår om den Sociale arv skal have mig også.

Fra da af fandt jeg et nyt job og startede på ny uddannelse. Jeg blev bedre og bedre til ikke at lade problemerne og følelserne styre mig tilbage. Men børn ville jeg aldrig turde få stadig af frygt for jeg kunne finde på at forlade dem og afvise dem som vi er blevet. Og fordi hvem skulle hjælpe mig med at passe dem når der var noget. Eller hvem spurgte jeg når jeg var i tvivl.. Her var jo ingen tilbage.

Men der fik Julie så ændret fuldstændig på da hun valgte at gemme sig til jeg var ca 4 måneder henne og tog til læge med blærebetændelse var jeg sikker på da jeg tissede hele tiden.. Så da lægen sagde jeg var i 4 måned. Kom alt panik tilbage, for hvad nu hvis.

• Jeg lignede min mor?

• Ikke kunne finde ud af at passe en baby?

Hvem skulle råde og vejlede mig?.

Hvad med bedste forældre eller pasning når jeg skulle noget?

Vil min psyke overhoved kunne klare det uden jeg igen ville blive panisk for at miste dem jeg elske, da jeg jo havde mistet alle i mit liv ind til nu.

Ville jeg overhoved turde knytte bånd til så lille et menneske?

Pludselig var jeg helt helt tilbage til dengang jeg knap turde kigge folk i øjnene for tænk nu hvis de kunne se min forhistorie inde bag et sted.