Den sidste gang mor!!

Forleden var der en som, spurgte mig hvad husker du mest af moder kærlighed fra din egen mor?! Det tænkte jeg faktisk over ret så længe, uden at komme frem til et egentligt svar på det. 

Men jeg ved hvad jeg giver mine, egne børn som jeg ikke selv har nogen erindring om. Fra min egen mor af og når man sådan stiller det op, lyder det faktisk en smule grotesk. Men vil gøre det alligevel, alene af den årsag at folk så kan se man, ikke behøver være følelsesmæssig handicappet, fordi man ikke har fået den basale moderkærlighed selv, som barn. 

• Siger hverdag godnat og jeg elsker dig til mine piger.
• Tager dem op og trøster dem hos mig når de er kede af noget. 
• Giver dem ros og kram hver dag for det de har været dygtige.
• Jeg hjælper dem med deres basale behov. 
• De for lidt ekstra kram og kærlighed de dage hvor hele verden er strengt imod dem.
• Jeg sidder mig ned og tegner og leger med dem og holder dem i hånden når vi er nogle steder. 
• Jeg taget ud til forskellige aktiviteter med dem. 

De gange jeg husker min egen mor, fx har sagt hun elskede os eller givet os et ordenligt kram. Var når hun var rigtig fuld og lugtede langt væk af sur gammel pap vin. Og har heller ikke et eneste billede faktisk hvor jeg sidder på min mors skød eller hvor hun leger med mig eller i det hele taget giver mig, den opmærksom et barn bør få.

Den sidste gang jeg hørte hun elskede mig, var pr brev da jeg var 16 år. Med ordene du ved godt mor hun elsker dig meget højt.??!

Men hun svigtede endnu højere, blev fjernet som 12 årig og har aldrig siden, været sammen med min mor. Hun mente ikke hun kunne besøge mig pga afstanden på 150km. Men hun tilbød heller aldrig at vi kunne besøge hende da hun fik en lejlighed. Jeg har ikke siden vi blev fjernet, fået gaver fx til jul og fødselsdag, eller hørt fra hende som et opkald med lykke ønskning. Ej heller til min konfirmation hørte jeg fra hende, fik dog en gave med et kort. Hvilket jeg godt vidste, ikke kom fra hende men var min stedfar der havde købt og skrevet kortet. Jeg tænk sig han til trods for, de ikke levede sammen mere atter engang, sørgede for jeg ikke skulle blive ked af det pga hendes ligegyldighed. 

Husker faktisk mest af alt, min mor som negativ, klagende og ansvarsløshed. Når hun drak klagede hun over alt og alle oftest til os børn, om alle var ligeglade med hende. Min far var ligeglad og min stedfar utro, og vi børn var utaknemlige. 

Det er uhyre hårdt at tænke på hun aldrig sådan rigtigt krammede os og sagde hun elskede os. Selv ikke den dag vi blev hentet fra hjemmet og fjernet. Der nægtede hun at sige farvel selv om vi var helt hylet ud af den. Og havde jeg vidst det var det sidste knus jeg nogensinde rigtigt kom til at give min mor, havde jeg nok holdt bedre og længere fast på hende. Men vi anede jo intet om vi ikk kom hjem igen nogenside mere.

Mors kæreste satte ild, til hendes dyne da hun sov

Vi hørte det via nyhederne på TV2 uden at have hørt et ord fra min mor selv inden

Da hum endelig har fået en lejlighed i Odense har hun også mødt en ny mand som bestemt ikke er sød ved hende og som også drak lige så meget som hende. Og de to slås så det af og til var med livet på spil, hvilket gjorde vi alle i hele familien blev vildt stresset iver hvad han nu fandt på at gøre mod hende. Første gang det gik op for mig han var ikke rigtig klog var da vi så nyheder i stuen hjemme i Frøslev. Pludselig toner det frem i nyhederne en mand har forsøgt at brænde din kone af imens hun sover og lejligheden er helt ødelagt. Hun slap heldigt fra det da han stak ild til dynen og hun vågnede og smed den af sig.  Pludselig kan vi i ambulancen se noget af kvinden og er ikke et sekundet i tvivl om det er min mor, vender mig rundt og ser på mim far, som heller ikke ser ud til at være i tvivl om hvem det er, han ser på mig og siger så du må gerne tage bilen. Ham vidste allerede der jeg var nervøs for mim søster havde set det, da hun loge var flyttet i lejlighed selv i Odense. For fat på hende på vejen derover og hun har heldigvis intet set i tv. Så køre jeg ind til mormor og bedstefar de har også set det på tv men intet hørt fra mim mor, hvilket jeg heller ikke har. Mormor og jeg bliver enige om at køre ud på sygehuset og finder så endelig frem til hende og efter alt er tjekket og de har sikret hun er okay tager vi hende med hjem til mormor og bedstefar. Spørger da vi kommer der hjem hvorfor hun i det mindste ikke ringer vi bliver da dødsens bange når vi for sådan en melding gennem tv. Men hun trak på skulderen og mumler nå ja det også sandt.Men enden af det bliver han ryger ind at sidde og min mor bliver ædru altså lige ind til han kommer ud igen og så skal jeg love fir hun ændre sig med 180 i timen og bliver total ligeglad med alle andre omkring hende også hendes aller nærmeste.

Sosu assistent mit drømme job

Ud over at være mor 24/7 så er jeg også uddannet social og sundhedsassistent siden 2013. 

Egentlig ville jeg ikke have ladet min blog berøre det emne, da jeg har været 8 år i #sønderborgkommune og har elsket, mit job til dato. 

Har altid fået at vide ved både borgere og kollegaer, at jeg var dygtig til mit arbejde.

En ting der gav genlyd var ofte fra borgerne, det bad om jeg blev tilkaldt for så vidste de der skete noget. Og det var også sandt jeg gav aldrig op før min opgave var løst. Jeg har sammetider været på jarbejde til kl 2-3 tiden om natten trods jeg havde fri kl 23. Har taget på arbejde direkte efter kursus som jeg startede på kl 8 om morgenen og blev så på arbejde til kl 23 fordi de ikke kunne få mine vagter besat. Jeg har afløst i alle de andre grupper enda kørt i alle fire grupper da, de havde giver de andre assistenter ferie. Jeg har arbejdet 14 dage i træk da de ikke kunne få vagterne dækket, uden at mugge en mine. For elskede at være på arbejde sågar så meget at 5 år i træk arbejdede jeg hver juleaften. 

Alt sammen da jeg arbejde i aften vagt. Jeg blev så gravid og kom i dagvagt..  

Der var selvfølgelig, en del omstilling. Men elskede hver en dag at tage på arbejde. Og var næsten ked af ikke kunne springe til i vagterne ved sygdom mere. Desværre kom det en tid hvor det blev umuligt at få pigerne passet ved weekend arbejde. Kommune ville ikke hjælpe og deres bedste, meldte fra flere gang sent om aftene fredag. Fik 6 måneder uden weekend vagter, men fik desvære nej i min ansøgning om aflastning til pigerne og enden blev forståeligt nok. At de måtte afskedige mig. 

Det var virkelig hårdt og endnu hårdere, når jeg mødte eller en borger ringede for at høre til mig. 

I dag har jeg endeligt langt om længe fået fast aflastning til pigerne. Efter mit liv blev revet fuldstændig i stykker og alt blev kaos omkring os. Efter hårdt arbejde for at gøre op på det kaos og få stabiliseret os med en velfungerende hverdag. Og jeg endeligt har fået aflastningen der bare fungerer super godt, kan jeg godt mærke det kribler helt inde i mig efter at komme ud til borgerene igen. 

Dont give a shit and dont Care!!

Dengang alt pludseligt blev ligegyldigt, ligemeget og det ikke rørte mig overhoved, der stod en og truede mig på livet med en kniv.

Kan mam virkelig blive SÅ ligeglad? Ja det kan man. Dengang havde jeg lige fået besked om de ikke kunne rede min far længere. Set tilbage på skulle jeg nok ikke have mødt, på vagt den nat. Men det gjorde jeg og da der kom en fyr ind med hætten trukket godt ned foran ansigtet, var jeg udemærket klar over hvad han ville. 

Så jeg kiggede op, og det fløj igennem hoved på mig. NEJ FANDEN GALE MIG IKKE IGEN!! Som havde jeg sagt det højt bakkede han et par skidt men løb alligevel mod mig igen. Og bad om pengene imens han fægtede med sin kniv. Kigger irriteret på ham og udbryder så SLAP DIG LIDT AF MAND!! Han beder mig tage kassen op på disken, hvilket jeg gør og tager armene over kors imens jeg ser mega vred ud. Han bliver nervøs og taber mønterne, hvorefter han ligger kniven på disken og samler dem op og på overvågningen kan man se jeg ruller med øjne af ham, som er det den største klap hat jeg har mødt.. dengang rørte videoen mig ikke, men set tilbage på idag er der sgu lidt chokerende man som menneske kan blive så ligeglad og farlig for sit eget liv.

I mange år herefter var jeg ligeglad fuldstændig, det rørte mig intet hvad folk mente eller sagde, jeg gjorde hvad jeg selv følte for og havde lyst til. 

Det kan jeg godt se i dag bragte mig i rigtig mange farlige situationer. Der kunne have kostet mig enten livet eller min frihed. Stor fare var også, jeg var ikke bange for nogen andre og sagde, lige hvad der passede mig om hvad jeg mente. 

Hvad havde jeg også at miste? Intet nu havde jeg jo mistet, den eneste i mit liv der reelt set, faktisk bekymrede sig om mig, som jeg kunne gå til og som hjalp mig når tingene ikke gik. 

Så WTF WHO cares🤷🏽‍♀️ligegyldigheden, er den farligste fjende for både en selv, men også for andre der er mod dig, når du ligeglad.

Jul hjemme hos mig som mor og voksen

Som før nævnt, har julen bla været en følelses mæssig belastning inden jeg fik børn selv. Inden min far gik bort, var der heller ikke med megen glæde ved julen for mig. Vidste at nu blev jeg påmindet om, hvor lidt min familie tænkte på at påskønne hinanden. Og hvor meget mine pap søstre havde af familie.. De fik altid en hav af gaver hvert år store dyre og flotte gaver. Fra begge deres forældre, og moster, faster mm og fra min familie (bedste) fik de skam også. Jeg hørte som sagt ikke fra min mor efter jeg blev fjernet og har siden hen heller aldrig modtaget en eneste gave hverken til jul, fødselsdag eller konfirmation. Så hvis jeg ønskede mig en større gave vidste jeg som regel, jeg kun ville få en 3-4 gaver da min far og stedmor hvergang gav gave sammen og ud over det fik jeg fra min bedste. Hvor imod mine pap søstre altid fik mellem 10 til 20 gaver, og det tog timer at pakke ud.., så derfor har juleaften som sagt altid været en pinsel at komme igennem. De havde altid masser af tøj parfumer makeup og smykker, hvilket jeg aldrig har fået noget af medmindre jeg selv købte det.  Og da far så døde da jeg var 25 år kunne jeg ingen glæde finde ved julen længere og har været på arbejde næsten hver eneste jul, for ikke sidde alene og gaver har jeg ikke rigtig fået se år siden min far levede heller ikke til fødselsdag.                                              

Sådan skal mine børn ikke have det, den følelse er af at være så alene, den er så ødelæggende for et barns sjæl og dets selvværd. Og også senere som ung hr det også næsten ædt mig op inden fra. Og man vil blive ligegyldig overfor de dage hvor alle har travlt mes at vise sine kære men elsker dem.  Derfor er det rigtigt vigtigt vi både julehygger, med bag pynt og familien o december måned.  

Mor hvor var din kærlighed ?

Forleden var der en som, spurgte mig hvad husker du mest af moder kærlighed fra din egen mor?! Det tænkte jeg faktisk over ret så længe, uden at komme frem til et egentligt svar på det. 

Men jeg ved hvad jeg giver mine, egne børn som jeg ikke selv har nogen erindring om. Fra min egen mor af og når man sådan stiller det op, lyder det faktisk en smule grotesk. Men vil gøre det alligevel, alene af den årsag at folk så kan se man, ikke behøver være følelsesmæssig handicappet, fordi man ikke har fået den basale moderkærlighed selv, som barn. 

• Siger hverdag godnat og jeg elsker dig til mine piger.
• Tager dem op og trøster dem hos mig når de er kede af noget. 
• Giver dem ros og kram hver dag for det de har været dygtige.
• Jeg hjælper dem med deres basale behov. 
• De for lidt ekstra kram og kærlighed de dage hvor hele verden er strengt imod dem.
• Jeg sidder mig ned og tegner og leger med dem og holder dem i hånden når vi er nogle steder. 
• Jeg taget ud til forskellige aktiviteter med dem. 

De gange jeg husker min egen mor, fx har sagt hun elskede os eller givet os et ordenligt kram. Var når hun var rigtig fuld og lugtede langt væk af sur gammel pap vin. Og har heller ikke et eneste billede faktisk hvor jeg sidder på min mors skød eller hvor hun leger med mig eller i det hele taget giver mig, den opmærksom et barn bør få.

Tex var min bedste ven og trofaste klippe

Ingen venner, kan måle sig med vores firbenede bedste ven. Den er der altid lyttende og fyldt med kærlighed til en.❤️

Da vi fik tex boede vi i Tyskland, og kun 6 måneder senere blev min kæreste anholdt. For indsmugling og videre salg. Det kom som er stort chok, da vi trods alt havde boet sammen i nogle år nu.. 

Endnu værre blevet det da keg opdragede jeg var gravid og over 5 måneder henne. Som om det ikke var nok, var fosteret også dødt og jeg blev akut sat igang med at føde pga svangerskabs forgiftning.. Efter alt det veg tex ikke fra mim side i tre dage efter, hver morgen lå hans hoved helt tæt op af mit når jeg vågnede.. 

I den tis måtte han ligge øre til meget, men han var bestemt også den der fik mig jaget af sengen og på benene igen. For efter tre dage ville han ud og gå, han kom med sin snor og lignede en der ikke selv kunne gøre for det. Snart var jeg atter på oppe igen og igang med livet.. det kostede nogle lange ture i skoven med tex og mange snakke, men fandt hurtigt ud af det hjalp meget selv om der bare var tex jeg snakkede med om alt det der vat sket. 

Tænker tit der jo nogle i langt værre tilfælde end os.

En af de ting jeg ofte tænker på pga min barndom, er hvordan jeg selv fil chancen for at rejse mig. Komme over tingene og komme videre igen, som et menneske der fra start blev ødelagt?! 

Og kan ikke lade være at tænke, på dem der er i en være situation end jeg selv har været. Hvordan er de kommet over det og videre? Eller er de ovre det og videre i deres liv? Ved en del sidder fast steder i deres liv og har brug for en hånd eller skub i den rigtige retning. Men der måske ingen der kan give dem det. Fordi vold i hjemmet stadigvæk er så tabu belagt og folk næsten ikke tør nævne sådan noget over for andre. Nogle steder er det gået rigtigt galt o hjemmet og vold er blevet til mord i værste fald. Derfor vil jeg dele en video med jer som har gjort et kæmpe indtryk på mig.

https://youtu.be/xMeM6z_q50s

Syntes det er så forfærdeligt at dette virkelig kan ske i Danmark. Og samtidig utroligt den dreng kan være så rolig og hvilende i sig selv i sin opfattelse af sin fat og savnet på hans mor. 

Skyldfølelsen og skammen

Det gik måneder og jeg hørte intet fra mim mor, jeg vidste hum havde været forbi min lillesøster et par dage før. Jeg besøgte hende første gang og det undrede mig, rigtig meget jeg intet hørte. Måske sys hun det hele var min skyld? Jeg  havde måske ikke, skjult godt nok. Overfor dem fra folk fra kommunen? Så var hun nok blevet træt af mig og kunne ikke lide mig mere. 

Sådan tænkte jeg i starten, da jeg ikke vidste andet, end vende det ind ad eller havde nogen ide, om hvad der egentlig foregik. Men alle de tanker holdte, jeg helt for mig selv i mange år frem. For ellers ville jeg bare blive en belastning for andre, mennesker igen. Det skulle jeg bestemt ikke være. For nogle igen resten af mit liv havde jeg besluttet.

Far købte mig også en ny pony, da han kunne mærke det ikke var nok for mig bare at gå til ridning, jeg manglede også Herkules hver eneste dag i flere år havde jeg været vant til at cykle ud til ham for at snakke med ham og ride en tur. Da jeg snakkede mere og mere om hvor meget jeg savnede ham spurgte far pludselig en dag om jeg gerne ville have mim egen pony igen. Hvilket jeg svarede ja til helst Herkules og det kunne han jo ikke love mig men han ville gerne tinge til dem i stalden og høre om han evt måtte købe ham. Men så kom jeg i tanke om at så var det en anden pige der blev ked af det da det jo var hendes og jeg kun havde en halv part i ham. Så sagde nej til far at vi måtte hellere finde en ny pony for Herkules var jo efterhånden også 19 år og en flytning ville nok være for meget for ham i den alder. Så vi søgte efter en ny pony og fandt Hubert, en 13 år gammel vallak og han blev en stor del, af min helings process gennem mine teenager år, som min trofaste støtte. Som Herkules havde været det. Efter nogle år besluttede min far og stedmor at finde en nedlagt ejendom, hvor vi kunne have hest hjemme. Det lykkedes også at finde en i Frøslev hvor vi i forvejen boede, bare lidt længere ude af vejen. Og endelig havde jeg det jo næsten som Wendy, i hestebladene med hest, hund og kat hjemme på gården når man gik lige ud af døren. Det var en rigtig god tid for mig og jeg fik en hest mere, i komfirmation gave, jeg startede både stævner og red med til de forskellige ringridninger. Mine teenager år var lykkeligelige, kun afbrudt af div kæreste sorger og veninde fnidder fnadder, som alle har været igennem på et tidspunkt.

Mor hørte jeg desværre ikke så meget til hverken til fødselsdag eller jul ej heller til min konfirmation selv hun havde sagt der ville hun aldrig nogensinde svigte mig og min stedfar som simpelthen ikke kunne bære hvis jeg blev såret, kom med en gave fra hende til mig og sagde mor var så ked af det men hun var for syg til at deltage. Vidste godt det ikke passede og sagde far det skulle du ikke gøre for hende, jeg ved godt hvorfor hun ikke kommer. Men vidste også godt at om han havde talt med hende eller ej så havde han gjort det udelukkende fordi han ikke kunne være jeg blev ked af det og fordi han ønskede at gøre mim dag så god og fantastisk som muligt.Var selvfølgelig ked af min egen mor ikke var til stede, men der kom desværre heller ikke bag på mig hun havde valg ikke at deltage i en af mit livs store dage. Og uden selv at give besked om hun ikke kom.

Nu fik vi hjælp og alt ville blive godt troede vi da

En dame fra kommunen kom og det næste år var fyldt med tiltag fra kommunen.

Efter mor havde været syg med benene, skete der flere og flere tiltag fra kommunens side af, måske i håbet om at kunne få rettet op på hele familien og nok også lidt med et blindt øje til hvor alvorligt alkoholmisbruget i hjemmet egentlig var. For der var det allerede nået til et meget alvorligt misbrug for min mor hvertfald. Men der kom en dame fra kommunen som skulle støtte og hjælpe i familien nogle gange om ugen. Tror hun var socialrådgiver eller sådan noget. Så der blev i værdsat antabus som skulle indtages overvåget af en kommunal medarbejder hver gang. Og min søster blev sendt på sommetlejer for social udsatte børn, hvilket jeg ikke forstod dengang hvad det betød. Men jeg forstod sagtens de andre børn i byen, når de snakkede om at sommerlejeren var for alle de fattige bumser der ingen penge havde til at tage på sommerferie sammen med deres mor og far.

Husker også jeg fik lov at komme nogle ekstra weekender og en uge mere i sommerferien ned til min far det år. Så han må jo på det punkt have været informeret om der foregik noget i hjemmet som de ville forsøge at rette op på allerede året inden vi blev fjernet. Vi børn blev fortalt at det var pga mor og mim stedfar havde nogle vokse problemer de var nød til at få styr på, og det kunne vi børn ikke være med til og så var det også for at give dem lidt fritid til at være sammen med hinanden og få lavet de ting som de godt kunne lide at lave ligesom jeg jo havde min hest i min fritid og min lillesøster sin veninde hum legede med. Og det forstod vi selvfølgelig godt mente vi. Men deres tiltag var alt for sent sat i gang. Og mor drak trods sin antabus og de blev stadigvæk ofte uvenner så det hele bragede i råben og ting blev smadret, flere blå mærker og vi børn blev ofte indblandet i deres skænderier hvilket resulterede i at vi ofte stak af hvis ikke det var sent om aftenen og så kom vi først hjem når han enten var kørt eller faldet i søvn i sin lænestol i stuen. Men når det nu skete i dagtimerne var der typisk nogle af vores legekammeraters forældre der fandt id af det fordi vi jo tit enten var sammen med dem eller vi opsøgte dem og ville helst ikke hjem igen. Husker en gang min stedfar kørte rundt og ledte efter os og min venindes mor plus den halve by fik det med. Han ville også hente os hos min veninde, men hendes mor nægtede det og vi blev der i nogen tid. Er ret sikket på hun kan ikke andet en have lavet en anmeldelse.

Så det gik et måske halv andet r på den måde, da vi var ude at lege en dag blev vi kaldt ind og der stod en dame fra kommunen og hun satte sig ned med os og forklarede at mor og min stedfar skulle ikke længere bo sammen med os børn da mor var meget syg og far havde nogle ting at få styr på. Så jeg skulle pakke mine ting da min far allerede var på vej og min søster ville blive hentet af damen næste dag og så skulle hun over i en ny sød familie. Jeg var bund ulykkelig for det betød vi skulle skilles af og lige så ulykkelig var mim lillesøster der skulle til nogle totalt fremmede. Jeg kunne ikke nå at tage afsked med mine venner og veninder da mange jo var på sommerferie. Da min far kom var det kun det aller mest nødvendige jeg fik lov at tage med af mime ting og legetøj. Men hunden ville jeg have med ellers skulle jeg bestemt ingen steder om de så skulle slæbe mig ud.

Husker hvor ondt der gjorde langt langt inde i mig uden jeg helt forstod det, og jeg følte mig revet over i 7 dele. Mor.ville ikke rigtig sige farvel til mig og til far der havde skrevet en seddel på han havde havde forældremyndigheden tog hum bare sedlen og underskrev. Med ordne her så tag dog din elskede datter. Tror aldrig jeg har haft så ondt indeni uden helt at forstå hvorfor jeg havde det. Det hjalp heldigvis at far kørte mig ned til hesten så jeg kunne tage afsked med ham min lille Herkules og at han hele vejen hjem til padborg forklarede det hele nok skulle ordne sig igen og at han allerede havde snakket med den familie mim søster skulle til og vi kunne besøge hende allerede om en uge eller 14 dage og vi for fremtiden selvfølgelig ville få hende på weekend og i ferier som jeg også havde været det hos far i den tid jeg borde hjemme ved mor. Men med hensyn til hvornår jeg ville få mim mor at se igen kunne han ikke svare på, da mor jo var syg og skulle bruge noget tid til at blive rask igen inden vi kunne besøge hende og sådan boet vidste man ikke præcis hvor lang tid det ville tage. Der kom til at gå flere år og godt jeg ikke vidste det fra starten for så havde det nok knækket mig helt. Også at det altid kun var meget kort vi se hende fra den dag vi blev fjernet og frem til hendes død, vidste vi heller ikke forinden. Men tiden skulle vise at mor blev aldrig nogensinde mor som sig selv igen.

De særlige dage, bare på kaotisk særlige dage.

 

Har faktisk ikke et eneste billede af de specielle mærkedage, hvor de er holdt hos min mor. Så de gode mærkedage hos min far er det istedet.

.

Julen kan jeg ikke huske ret mange af faktisk kun en enkelt hjemme hos min mor, det samme også med nytår. Men husker alle de andre år hos mim far eller hos andre i familien især min mormor og min elskede bedstefar. Kan ikke huske jeg har holdt en eneste fødselsdag for klassen hjemme hos min mor. Den første jeg husker at have holdt selv. Var min 10 års men det var hjemme ved min far med de venner og veninder jeg havde hos ham. Tror faktisk jeg tidligt ikke har ville holde fødselsdag for klassen hos min mor, fordi det altid var en pinlig og ydmygende situation med mim mor når hun drak sig fuld og hun sejlede rundt og selv troede hun havde styr på tingene, så var jeg også ret overbevist om at de andre forældre hurtigt ville opdage det når de hentede mine klassekammerater. 

Men kan huske min søster holdt sin fødselsdag for klassen og at jeg skulle tage dem alle med hjem fra skole til lagkage og boller, dette gjorde jeg selvfølgelig tror hun gik i 1 klasse dengang og da vi kom hjem. Var bordet næsten færdig dækket, men lagkagerne var langt fra færdige og bollerne var lidt mere end færdige i ovnen og min mor, hun var væltet beruset om i hjørnet hvor hun bar ved at dække bordet. Der var hun faldet i søvn. Husker jeg var på græde færdig pg havde for første gang i mit liv lyst til at fortælle hende hvor meget hum ødelagde tingene for os og hvor ondt det gjorde. Men fik alle børnene id i haven og lege til de skulle have boller. Skyndte mig at få dem ud af ovnen og få dækket resten af bordet inden jeg ruskede liv i min mor der knap kunne stå på benene eller sige noget der hav mening. Hun var så pisse fuld for at sige det ærligt hun ikke selv anede hvor hun var eller hvad der foregik omkring hende. Måtte selv finde ud af at få lavet et par lagkager også efter at jeg havde bikset hende ind i hendes seng. Så nu kunne børnene komme ind og få boller og bagefter skulle vi lege en leg i haven hvor de fik en slik pose som belønning når de var kommet i mål. Hvilket alt sammen heldigvis gik godt og så var det tid til lagkage og fødselsdags sang. Det gik da heldigvis også godt og derefter begyndte de forskelllige børn at blive hentet af deres forældre, nogle enkelte undrede sig over det var mig der var hos børnene og spurgte efter vores forældre. Bildte dem ind min mor lige var på toilet eller at hun var blevet dårlig og kun lige var gået ind for at lægge sig et kvarters tid. Så håbede jeg de andre børn ikke havde fået så meget med fra da vi kom hjem eller nævnte noget til deres forældre når de kom hjem om at vi havde været alene. Og så klart ville skæbnen da også at min stedfar kom hjem som de sidste børn blev hentet. Han spurgte selvfølgelig med det samme hvor er mor, øh hun fik pludselig ondt i hoved og har lige lagt sig svarede jeg, vel vidende om at det kunne jeg have sparret mig at sige, da han allerede havde regnet id hvorfor hun havde lagt sig og som den sidste var hentet startede alt balladen, han slæbte hende ud af sengen og han forlangte at jeg fortalte hvor længe hun havde lagt derinde. Vidste godt jeg lige så godt kunne droppe at dække over hende, da han kunne se det var mig der havde lavet lagkage og frygtede også min søster ville fortælle at hun sov i hjørnet af stuen da vi kom hjem alle sammen. 

Skyndte mig at få fat på min søster der protesterede for hun ville lege med sine nye gaver, så måtte pakke det meste i en taske og så slæbe hende ud med en hånd for munden og tasken og vores jakker under armen. Tror ikke han nåede at bemærke vi smuttede og var også så ødelagt og træt selv af at holde en facade under hemses fødselsdag at havde det ikke været for mim søster, havde jeg nok været ligeglad om han opdagede det. Vi kunne høre langt nede af gaden han slog hende og min søster sagde. Skal vi ikke hjælpe mor, svarede bare nej det hendes egen skyld. Klogere var jeg ikke dengang. Men vi tog ned i stalden til hestene, havde jo ikke været der om dagen pga fødselsdagen, så selv om det var næsten spise tid så var der da fred og ro. Så kunne vi komme hjem engang lige inden sengetid og håbe på han enten var gået omkuld eller kørt ned på kroen igen. Det var som regel det sidste og så var han endnu mere fuld når han kom hjem senere om natten og var som regel blevet smidt af sin knallert et sted på vejen. Som vi blev bedt om at hente dagen efter hvis ikke vi var i skole.

Den ene jul og nytår jeg husker hjemme fra min mor var også et kæmpe kaos og alt andet end hyggelig aften. Den var mere fyldt med angst pg frygt time for time jo mere de drak for hvad der nu ville ske, når de blev mere og mere fulde og begyndte at skændes om alt lige fra gaver til  maden blev lavet på den ene eller den anden måde og det endte med, vi måtte spise pasta eller brød pga det hele var brændt på under deres skænderier og druk. Og så blev der også ballade bagefter over at maden var brændt på og vi måtte æde sådan noget lort jule aften og når de var færdig med at banke løs på hinanden smuttede han af på knallerten og vi måtte trøste min mor der tudede over han var kørt hjem til nye elskerinde og holde jul med hendes familie for han gad ikke os længere og så blev min lillesøster ked af det og jeg måtte så trøste hende og prøve at overbevise hende om det ikke passede og han bare var kørt på kroen eller noget. Men min mor var led og råbte ha kroen er sku da lukket det er jul pigebarn og mim søster startede med at græde igen. Samtidig med min mor sagde i fuldt alvor til mig “nej min pige en ting skal du aldrig gøre og det er at tro på kærligheden eller lukke den ind i dit liv for så ødelægger den dig” dengang anede jeg ikke hvad hun mente og husker jeg blev irriteret og var tæt på at komme til at sige man kunne da godt forstå fat var kørt. Men vidste godt så havde jeg fået en på hoved og i seng. Så valgte at tie og få min søster med ind på værelset med vores gaver så vi kunne være forhåbentlig i fred og ro. Min søster faldt heldigvis hurtigt til ro og sov også med det samme. Så fyrede mor op for Anne lindet og jeg kunne ikke sove, lå i timer og var angst for han ville komme igen og være endnu mere sur fordi kroen var lukket. Men må til sidst have været udmattet nok til at sove. For vågnede ved mor kaldte på mig at min far var i telefonen, da jeg kom ind i stuen hørte jeg mor sige til min far, ej hun sagde selv i går da jeg spurgte om vi skulle ringe og sige tak for gaverne at hun havde snakket med dig, så gik da ud fra det var rigtigt og hun ikke løj. Som altid hvem helvede løj for egen vindings skyld hadede hende når hun gjorde det, hu havde hun ej spurgt om jeg ville ringe til min far. Heldigvis kendte min far hende godt nok til at vide det ikke vat sandt. Så han spurgte ikke mig om det var rigtigt hvad mor havde sagt. Og uden vi snakkede mere om dette vidste jeg godt selv at det var fordi han ikke selv, troede på min mor når hun sagde sådan til ham.Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om højtiderne, heller ikke selv om det gav gaver. Så har jeg i rigtig mange år været irriteret fx jule aften helt ubevidst og sådan noget som fødselsdag. Har jeg altid fejret den så lidt som muligt, fordi min krop sagde det var fare situation at holde noget, hvilket har været angsten for den ballade jeg havde oplevet tidligere i mit liv pg troede der betød alkohol til de voksende. Så vidste jeg de blev pløre fulde og kom op og skændes over små ting eller om noget der faktisk overhoved ingen mening gav for nogle af os andre især os børn

Mor skjulte til sidst ikke hun drak.

Det blev til sidst svært at skjule min #mor drak, for efter hun i noget tid ikke længere skjulte for os børn og resten af #familien hun drak, så vi kunne hente #alkohol skjulte hun det heller ikke længere for alle andre omkring os. 

Efterhånden blev det ret tydelig for snart alle omkring os, min far har fortalt han engang måtte tage mig med hjem igen. For han ville simpelthen ikke sætte mig af hjemme når der ikke var nogen hjemme. Der havde hun glemt det var søndag, og var gået ned til en nabo. Hun mødte også op til de forskellige arrengementer på skolen og andet påvirket af alkohol og kunne næsten ike komme i gang om morgenen hvis ikke hum havde fået noget alkohol.

Her omkring startede hendes epilepsi også, husker første gang jeg var til stede da hun fik et anfald af kramper og kan mærke hele den angst i kroppen i dag, som jeg følte dengang. Var virkelig bange da hun pludselig væltede om på sengen og lå der og krampede med øjnene rullende i hoved og syntes det tog flere timer inden hun kom til sig selv igen selv om, det nok kun har drejet sig om minutter. Og kan huske jeg var enormt glad for min lillesøster ikke var til stede under anfaldet første gang. Bagefter var hun meget træt og ville helst have jeg lod hende være i fred, hvilket jo var lidt svært da jeg lige havde været bange for hun var ved at dø. Så selv om jeg blev sendt ud at lege var jeg hele tiden i nærheden af huset og da hun faldt i søvn listede jeg mig ind med en ½ times mellemrum ca for at sikre mig hum stadigvæk trak vejret imens hun lå og sov.

Hendes anfald blev en del af hverdagene, da hun havde dem oftere og de kunne komme når som helst, der var aldrig nogen der snakkede om hvad det hele var for noget eller om hun kunne dø af det eller ej. Så hvergang hun fik et hvor vi var i nærheden blev vi altid rigtig bange, for det så jo lige voldsomt ud hver gang. Det var faktisk først da jeg var flyttet ned til min far noget tid efter jeg tog mig mod til at spørge ham af hvad det var med mor. Han så næsten helt chokeret ud da jeg spurgte og spurgte jamen er der aldrig nogen der har fortalt dig hvorfor din mor for de anfald? Og da jeg svarede nej satte ham sig ned og tog det store leksikon frem og læste hvad der stod samtidig med han gjorde sit bedste for at fortælle mig om epilepsi. Men der er en angst der stadigvæk sidder i mig i dag og den har da også været fremme en gang ved hver af børnene, til det er afkræftet. 

Hvad vi ved passede hun aldrig sin epilepsi heller ikke til sidste og det kan sagtens være et anfald der er skyld i hendes død. Her havde hun meget dårlig sygdoms erkendelse, lige som med alkoholen. Den har helt sikkert også været den stemme der traf stort set alt for hende i de sidste af hendes leve år. Da hun også var blevet uhyggelig glemsom. Hun kunne gå lige forbi os på gaden og først opdage os når vi sagde mor, hvor hun enda byttede rundt på min søster og mig ved navn. Hun så også i løbet af meget få år 10 år ældre ud end hun var og blev mere sjusket med sig selv, så det var helt uhygiejniske. Det har været rigtigt hårdt at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre noget eller få hende til at forstå hvor hårdt det egentlig var for alle os andre, se hende forfalde på den måde

Bekymringer i børnehøjde

Min bekymring gik på min Lillesøster.

Kan godt selv huske det bekymrede mig meget, om hun nu også fik noget at spise og drikke.. og om hun var bange om aftenen når de skændes. Da hun jo normalt kravlede over i min seng og sov ved siden af mig hvis hun blev bange. Så skulle hun ligge der helt alene og bange i mørket uden nogen til at trøste hende. Jeg begyndte også allerede dengang at danne tankene om hvad nu hvis, der skete mor noget rigtig alvorligt imens jeg var væk og så hun var død når jeg kom hjem igen. Dette startede angsten for at miste og knytte sig til andre eller åbne op for følelserne, har været rigtig svær mange i mange år siden. Noget jeg stadigvæk kan tage mig selv i at have meget svært ved. Fordi jeg hurtigt bliver bange for at miste dem jeg virkelig føler noget for med det samme igen. Det er heldigvis sådan at jeg i dag efter det er blevet bearbejdet med psykologen, at det kun er på kærlighedsfronten der stadig er et problem for mig at lukke andre helt ind og lade dem vide hvad jeg føler for personen. For viser jeg det først eller giver udtryk for mine følelser bliver de jo straks meget mere ægte og jeg vil blive meget mere såret og ulykkelig ved at miste personen.. Hvor det går bedre med at knytte bånd til familie medlemmer og lukke dem ind i mit liv eller bade om hjælp hvis der er noget der går mig på eller jeg ikke kan overskue selv. Men det har også været et kæmpe arbejde at nå dertil, da min største angst har været at miste min familie helt fra barndommen af og det senere i livet blev min værste virkelighed. Og som har taget rigtig mange år at komme over og videre fra den frygt og angst pg den har kunne fylde hele min dag med at være bange for miste min familie eller der skete dem noget alvorligt. Jeg kunne gøre at tænke på det hele dagen alle mulige ulykker der kunne ske eller gå galt. Uden at kunne finde en måde at abstrahere fra tankerne, hvilket jeg i dag hvis de en skælden gang prøver at stikke hoved frem har nogle gode mestrings strategier til at ændre på, så de hurtigt forsvinder igen. De vil altid være en del af mig de tanker men hvor jeg før kunne optage mig selv med dem i dagevis, og de ulmede i mit sind, har det givet mig nogle gode strategier til ikke at lade dem styre min dag eller sind længere hjulpet mig meget at lære at mestre det hos en psykolog.

 

Så starter min lillesøster også på skolen og det blev helt automatisk mig der skulle sørge for at hun kom med i skole hver dag. Der bliver tit givet udtryk for bekymring fra lærerne om, at jeg er træt og uoplagt. Samt jeg har en bekymrende stor focus på min lillesøster. Både i og uden for skolen. På skolen oplever de at den er meget tiltagende, jeg gik fx derover til hende efter hver time bare for at være sikker på der ikke var noget galt. Jeg var meget bevidst om hendes ve og vel, i dag kan jeg godt se at denne opgave er jo alt for stor for en der selv er et barn og det har jo været en unaturlig rolle at agere mor 11 år gammel. Men var jo vant til derhjemme var hun det meste af tiden mit ansvar at underholde og sørgede for hun fik lavet lektier, noget at spise i seng efter børnetime sådan ca da. Derfor syntes jeg nok ikke selv dengang der var noget galt i at tjekke om hun var okay flere gange om dagen. Tænker selv jeg har jo slet ikke kunne holde focus eller koncentration om noget andet inden jeg igen skulle se om hun havde det godt. Og nu begyndte jeg for alvor ikke at kunne følge med mere i skolen og havde heller ikke lysten til at lære noget længere. Nogle gange kunne jeg også falde i søvn mit i timen ind over bordet. Lærerne blev mere og mere bekymret, men spurgte de ind til noget på hjemme fronten eller havde fx engang en blåt mærke om mit håndled efter jeg var blevet holdt fast. Så havde jeg altid en forklaring parat som jo altid var en løgn historie, men allerede dengang vidste jeg at gav jeg dem en historie de var tilfreds med blev der ikke spurgt mere ind til dette og min hest fik ret tit skylden hvis jeg selv havde blå mærker. Men efterhånden slap selv mine løgne op og jeg kunne finde på at lukke helt af for lærerne hvis de spurgte for meget. Så prøvede de på andre måder at få mig til at snakke.  Husker faktisk en gang jeg kom over til vores inspektør fordi de ville snakke med mig om mor og far derhjemme, om mor havde det godt igen efter hun havde været syg. Men det hjalp sjældent for børn er utrolig tro mod deres forældre og jeg havde også fået at vide sagde jeg noget ville vi blive sendt væk hver for sig min søster og mig, så så vi måske aldrig hinanden igen, hvilket var nok til jeg løj, hvilket jeg blev en sand mester i at gøre, og noget der desværre også blev lettere og lettere. Så jeg forsatte dette i stedet for at gøre folk kede af det eller tage konsekvensen af noget stak jeg folk en løgn i mange mange år.

Dengang lagde jeg ikke noget i det, sådan var det jo bare og det var jo hvad jeg kendte, som jeg var vokset op med at man gjorde.. Men i årene efter kan jeg godt se de har forsøgt at få noget ud af mig, for de kunne hjælpe os børn og de kunne bruge i en indberetning  til kommunen, så det tog det alvorligt at de mente der bar noget helt galt hjemme hos os, har kunne se i vores papirer, at både min og min søsters lære har lavet flere inberetninger men desværre uden at kunne fortælle noget  om vores adfærd havde ændret sig eller hvad det evt skyldes som var nok til kommunen ville gribe ind og undersøge dette. Først i de sidste af dem lige inden vi fjernet, er der man kritiske beretninger som skolen har været vidne til.. Og der er samtidig flere  der også har lavet  en del indberetninger både fra familie, naboer og hjemmeplejen der kom og passede min mors sår på benene inden der faktisk skete noget og det blev besluttet at vi skulle fjernes fra hjemmet. Forinden var der også gjort utallige forsøg på forskellige tiltag med fx antabus, både at hun selv styrede det og at lægen styrede det, men på en eller anden måde lykkedes det alligevel for min mor at snyde sig uden om og indtage alkohol. 

Ud over at gå i skole og passe min lillesøster var jeg også heste pige og startede med at gå til ridning på rideskolen i et lille års tid, så mødte min stedfar en på kroen som manglede en til at passe og ride på hans datters pony Herkules. Ham fil jeg lov at passe en lille sort pony af en blanding. Han var kun 115cm og brugte grime størrelse med en stor hest men jeg elskede hans kæmpe hoved og cyklede trofast ud og red på ham hver eneste dag undtaget de dage jeg var hos min far. Den pony blev i mange år min trofaste ven, støtte og klippe. Han var altid glad og vrinskede når jeg kom i stalden. Min far betalte ridetimer på ham så jeg fik undervisning og begyndte også at starte stævner med ham, hvor vi den første gang tog 1 pladsen og til hubertusjagten var vi også blandt de 5 første i mål, kan huske jeg var pave stolt af ham det 18 årig gamle liv. Her måtte far også træde til og begynde r betale stalden da mor aldrig vidste hvor hun havde gjort af alle pengene. Men jeg fik til gengæld også alt hvad jeg skulle bruge til mit ridning og til hesten af min egen far, både dengang og i alle årene frem til hans død. Hvad der angik mit ridning var jeg top forkælet af min far. Om jeg så lige havde fået ny sadel og 2 måneder efter fandt en anden jeg hellere ville have, vidste jeg altid præcis hvordan jeg skulle få ham overtalt til at få den næste sadel også. Og han har siden jeg startede med at ride altid kørt mig til div stævner og andet jeg skulle til med hesten også selv om det foregik på Fyn. Så kom han derover med hestetrailer og kørte mig afsted. Han har også altid været tilstede ved hvert eneste stævne jeg har været til lige fra det aller første på rideskolens heste og til det sidste jeg startede på min egen hest. Det samme galt den ringeridning som er en sønderjysk hestesport og en del af næsten alle by fester i Sønderjylland. Hvor min mor har aldrig deltaget i noget af det og de få gange hun har set mig ride har været hvis vi red en tur hjem forbi med hestene.

Brugte det meste af den tid jeg havde tilbage på min veninde, som var mim bedste veninde. Havde lært hende at kende på rideskolen og så gik jeg i klasse med hendes bror, hun gik selv to klasser under mig. Men det var nu ikke at mærke på hende. Vi brugte meget tid sammen både ved hestene og på at lave mange andre ting som banke på døre og gemme os. Eller også tullede vi lidt rundt omkring. Hvis ikke vi var sammen med drengene

Min mor var den mor jeg havde trods alt

Hadet til min mor og hendes livstil, var ikke så stort jeg ikke stadig, ville ønske hun havde været i mit liv endnu som en rigtig mor.

Men må indrømme, jeg af og til har været så gal på hende. Fordi hun var så underlig når hun drak, at det også var tydeligt for alle og enhver omkring os.  At der var noget galt. 

Min søster og jeg har virkelig haft en del oplevelser som står brændt ind i hukommelsen som smeden brændemærker hesten. 

• Jeg har fx stået med hele min søsters klasse hjemme i stuen, efter skole hvor hun var så plakat fuld, at hun ikke længere kunne stå på benene. Hvordan vi kom gennem hendes dag ved jeg ikke. Tror vi var omkring 7 og 11 år dengang.
• Hun dukkede altid op fuld til alle arrangementerne på skolen, enten væltede hun rundt eller også faldt hun i søvn, flere gange pissede hun i bukserne. 
• Hun havde tit blå øjne eller andre synlige mærker efter deres skænderier, og de sidste år dækkede hun dem ikke til når hun gik ud af døren.. 
• Jeg har oplevet hun havde glemt det var søndag og min far kom hjem med mig den dag. Men han tog heldigvis mig med hjem igen, da det gik op for ham hun var taget på druk et sted. 

Men stadigvæk var hun min mor og jeg havde et stort ønske om at, hun ville rette sig en dag. Så hun blev en helt almindelig mor, som alle andres mødre. Først den dag vi blev tvangsfjernet i årene efter gik det op for mig at dette vil aldrig komme til at ske mere 

Ville ikke ha prinsen, men festen!!

 Party Girl og Ofte den sidste der tog hjem fra fest. Men inden i er der kun en lille pige der mest af alt ønske ro og tosomhed.

I mange år var det bare party party party. Og jeg var god til det, faktisk noget jeg var mega god til. Så meget at pludseligt havde jeg rundet de 30 år. 

Ja hvor blev årene af..? Alle kendte mig for altid være klar på at feste også fest en fest mere om det skulle være.. Det var noget jeg kunne og altid omgivet af en af de mange vennekredse jeg havde. Men mærkede også savnet inden i efter roen og “normal hverdag” 

Jeg havde bare svært ved at trække bremsen og inden i er, der kun en lille pige med en kæmpe angst.

En angst for at blive ensom, en angst for ikke opleve noget sjovt mere. Hver gang en seriøst fyr kom for tæt på, så så spolerede jeg forholdt. For jeg bange for at faldt jeg først til ro med en at dele livet med, så kunne jeg kke finde ud af at leve normalt med ham. 

Mest af alt håbede jeg der en dag ville dukke en op, der ville være så stærk at når han trak mig ind til sig. Ville angsten forsvinde og jeg ville være tryg nok til at turde springe 100% ind i tosomheden 😍

Derfor da jeg blev gravid med Julie, var det med meget blandet følelser.  Jeg skulle overveje hvad der var mest rigtig for mig.. 

Kunne jeg mon klarer et barn alene, ville trække bremsen langt om længe? 

Kunne dog have sparet mine refleksioner, da jeg kom til scanning lød beskeden på 4 måneder henne i graviditeten og lægens ord, ja nu har du bare at vende dig til tanken om at skulle være mor❤️ 

Gudskelov for det, for endelig stoppede de evige fester hver weekend og har sådan set ikke rigtigt manglet dem siden.. Det gør det dog svære at finde en at dele livet med. Det er dog ej hellere det vigtigst  mit liv da pigerne stadigvæk, er så små endnu.. Og lettest er det så at sige, kommer der en dag en prins så det bare skønt og kommer der Ingen, vil det ikke gøre noget.. Livet er jo skønt alligevel 😊Sådan blev det lettere at godtage min stadige angst for at løbe ind i den helt rigge fyyr..