Tvangsfjernelsen

Kommunens tiltag var alt for sent sat i gang. Og mor drak trods sin antabus og de blev stadigvæk ofte uvenner så det hele bragede i råben og ting blev smadret, flere blå mærker og vi børn blev ofte indblandet i deres skænderier hvilket resulterede i at vi ofte stak af hvis ikke det var sent om aftenen og så kom vi først hjem når han enten var kørt eller faldet i søvn i sin lænestol i stuen. Men når det nu skete i dagtimerne var der typisk nogle af vores legekammeraters forældre der fandt id af det fordi vi jo tit enten var sammen med dem eller vi opsøgte dem og ville helst ikke hjem igen. Husker en gang min stedfar kørte rundt og ledte efter os og min venindes mor plus den halve by fik det med. Han ville også hente os hos min veninde, men hendes mor nægtede det og vi blev der i nogen tid. Er ret sikket på hun kan ikke andet en have lavet en anmeldelse.

Så det gik et måske halv andet r på den måde, da vi var ude at lege en dag blev vi kaldt ind og der stod en dame fra kommunen og hun satte sig ned med os og forklarede at mor og min stedfar skulle ikke længere bo sammen med os børn da mor var meget syg og far havde nogle ting at få styr på. Så jeg skulle pakke mine ting da min far allerede var på vej og min søster ville blive hentet af damen næste dag og så skulle hun over i en ny sød familie. Jeg var bund ulykkelig for det betød vi skulle skilles af og lige så ulykkelig var mim lillesøster der skulle til nogle totalt fremmede. Jeg kunne ikke nå at tage afsked med mine venner og veninder da mange jo var på sommerferie. Da min far kom var det kun det aller mest nødvendige jeg fik lov at tage med af mime ting og legetøj. Men hunden ville jeg have med ellers skulle jeg bestemt ingen steder om de så skulle slæbe mig ud.

Husker hvor ondt der gjorde langt langt inde i mig uden jeg helt forstod det, og jeg følte mig revet over i 7 dele. Mor.ville ikke rigtig sige farvel til mig og til far der havde skrevet en seddel på han havde havde forældremyndigheden tog hum bare sedlen og underskrev. Med ordne her så tag dog din elskede datter. Tror aldrig jeg har haft så ondt indeni uden helt at forstå hvorfor jeg havde det. Det hjalp heldigvis at far kørte mig ned til hesten så jeg kunne tage afsked med ham min lille Herkules og at han hele vejen hjem til padborg forklarede det hele nok skulle ordne sig igen og at han allerede havde snakket med den familie mim søster skulle til og vi kunne besøge hende allerede om en uge eller 14 dage og vi for fremtiden selvfølgelig ville få hende på weekend og i ferier som jeg også havde været det hos far i den tid jeg borde hjemme ved mor. Men med hensyn til hvornår jeg ville få mim mor at se igen kunne han ikke svare på, da mor jo var syg og skulle bruge noget tid til at blive rask igen inden vi kunne besøge hende og sådan boet vidste man ikke præcis hvor lang tid det ville tage. Der kom til at gå flere år og godt jeg ikke vidste det fra starten for så havde det nok knækket mig helt. Også at det altid kun var meget kort vi se hende fra den dag vi blev fjernet og frem til hendes død, vidste vi heller ikke forinden. Men tiden skulle vise at mor blev aldrig nogensinde mor som sig selv igen.

Den første uge var det som altid bare hyggeligt at være hos far, men så begyndte jeg også voldsomt at savne mim lillesøster også selv om vi ringede sammen. For hun var så ked af det og kunne slet ikke forstå hun skulle være et helt fremmed sted hos nogle mennesker hun overhoved ikke kendte. Hun græd mere og mere hver gang jeg talte med hende og til sidst kunne jeg ikke være i det længere og far aftalte vi kom på besøg hos dem nogle dage efter. Der var så meget gensyns glæde at frygten allerede tog over i os for når nu vi skulle hjem igen. Men vi var heldigvis på besøg hos mim stedmors søster så vi kom to dage på besøg. Ved min far forsøgte ihærdigt at få min søster ned til os at bo, da han var af den mening det var for traumatisk for os børn at blive skilt så voldsom af på så lang afstand, men kommunen stod fast og var ikke til at flytte i deres beslutning om vi skulle skilles af det havde vi bedste af begge to, da de mente vi havde et vrangforestiller forhold til hinanden og jeg havde stort set ingen barndom haft fordi jeg havde ageret mor. Vil så selv i dag på intet tidspunkt give den kommune ret og vil dertil også sige selv psykologen jeg gik hos undrede sig over, men kan handle så uprofessionelt og traumatisk, af fag folk der burde have kendskab til sindet på så små børn. Og vi kan vist prise os lykkelige for vi ikke nåede ar blive ødelagt ad det, da der til manges undren når de høre der overhoved en ingen psykologisk eller pædagogisk støtte eller vejledning bliver yder efterfølgende.

Efter sommerferien skulle jeg begynde i skole nede ved far også, på den skole hvor jeg havde været imens min mor var syg dengang, far havde heldigvis sørget for jeg kom i den samme klasse hvor jeg også havde været gæst de måneder, så det var gudskelov ikke nogen svær start for mig da jeg kendte de andre elever og nogle af lærerne allerede. Mim søster forsatte i sin gamle klasse på Fyn og mim bedste veninde havde ringet da hun var kommet hjem fra ferie i Tyrkiet så vi havde snakket om hun snart skulle ned på besøg en weekend og det blev til rigtig mange besøg både i weekender og i ferier. Hun lovede også at tage sig af mim lillesøster hvis det var nogle det drillede hende i skolen eller sådan. Hvilket hun også gjorde, hun beskyttede hende som havde hun været hendes egen lillesøster og det gav mig en kæmpe ro til at fungere hernede hos min far.

Det gik måneder og jeg hørte intet fra mim mor, jeg vidste hum havde været forbi min lillesøster et par dage før jeg besøgte hende den første gang og det undrede mig rigtig meget jeg intet hørte, måske sys hun det hele var min skyld og jeg ikke havde kunne holde tingene derhjemme skjult nok for de farlige folk fra kommunen fandt ud af det. Så var hun nok blevet træt af mig og kunne ikke rigtig lide mig mere. Sådan tænkte jeg i starten da jeg jo ikke var klogere eller havde nogen viden om hvad der egentlig lige foregik. Men alle de tanker holdet jeg helt for mig selv i mange år frem af, for ellers ville jeg bare blive en belastning for andre mennesker igen og det skulle jeg bestemt ikke være for nogle resten af mit liv havde jeg besluttet for mange år siden.

Far købte mig også en ny pony, da han kunne mærke det ikke var nok for mig bare at gå til ridning, jeg manglede også Herkules hver eneste dag i flere år havde jeg været vant til at cykle ud til ham for at snakke med ham og ride en tur. Da jeg snakkede mere og mere om hvor meget jeg savnede ham spurgte far pludselig en dag om jeg gerne ville have mim egen pony igen. Hvilket jeg svarede ja til helst Herkules og det kunne han jo ikke love mig men han ville gerne tinge til dem i stalden og høre om han evt måtte købe ham. Men så kom jeg i tanke om at så var det en anden pige der blev ked af det da det jo var hendes og jeg kun havde en halv part i ham. Så sagde nej til far at vi måtte hellere finde en ny pony for Herkules var jo efterhånden også 19 år og en flytning ville nok være for meget for ham i den alder. Så vi søgte efter en ny pony og fandt hubert en 13 år gammel vallak og han blev en stor del af min helings process gennem mine teenager år og min trofaste støtte som Herkules havde været det. 

Mors kæreste satte ild, til hendes dyne da hun sov

Vi hørte det via nyhederne på TV2 uden at have hørt et ord fra min mor selv inden

Da hum endelig har fået en lejlighed i Odense har hun også mødt en ny mand som bestemt ikke er sød ved hende og som også drak lige så meget som hende. Og de to slås så det af og til var med livet på spil, hvilket gjorde vi alle i hele familien blev vildt stresset iver hvad han nu fandt på at gøre mod hende. Første gang det gik op for mig han var ikke rigtig klog var da vi så nyheder i stuen hjemme i Frøslev. Pludselig toner det frem i nyhederne en mand har forsøgt at brænde din kone af imens hun sover og lejligheden er helt ødelagt. Hun slap heldigt fra det da han stak ild til dynen og hun vågnede og smed den af sig.  Pludselig kan vi i ambulancen se noget af kvinden og er ikke et sekundet i tvivl om det er min mor, vender mig rundt og ser på mim far, som heller ikke ser ud til at være i tvivl om hvem det er, han ser på mig og siger så du må gerne tage bilen. Ham vidste allerede der jeg var nervøs for mim søster havde set det, da hun loge var flyttet i lejlighed selv i Odense. For fat på hende på vejen derover og hun har heldigvis intet set i tv. Så køre jeg ind til mormor og bedstefar de har også set det på tv men intet hørt fra mim mor, hvilket jeg heller ikke har. Mormor og jeg bliver enige om at køre ud på sygehuset og finder så endelig frem til hende og efter alt er tjekket og de har sikret hun er okay tager vi hende med hjem til mormor og bedstefar. Spørger da vi kommer der hjem hvorfor hun i det mindste ikke ringer vi bliver da dødsens bange når vi for sådan en melding gennem tv. Men hun trak på skulderen og mumler nå ja det også sandt.Men enden af det bliver han ryger ind at sidde og min mor bliver ædru altså lige ind til han kommer ud igen og så skal jeg love fir hun ændre sig med 180 i timen og bliver total ligeglad med alle andre omkring hende også hendes aller nærmeste.

Jul hjemme hos mig som mor og voksen

Som før nævnt, har julen bla været en følelses mæssig belastning inden jeg fik børn selv. Inden min far gik bort, var der heller ikke med megen glæde ved julen for mig. Vidste at nu blev jeg påmindet om, hvor lidt min familie tænkte på at påskønne hinanden. Og hvor meget mine pap søstre havde af familie.. De fik altid en hav af gaver hvert år store dyre og flotte gaver. Fra begge deres forældre, og moster, faster mm og fra min familie (bedste) fik de skam også. Jeg hørte som sagt ikke fra min mor efter jeg blev fjernet og har siden hen heller aldrig modtaget en eneste gave hverken til jul, fødselsdag eller konfirmation. Så hvis jeg ønskede mig en større gave vidste jeg som regel, jeg kun ville få en 3-4 gaver da min far og stedmor hvergang gav gave sammen og ud over det fik jeg fra min bedste. Hvor imod mine pap søstre altid fik mellem 10 til 20 gaver, og det tog timer at pakke ud.., så derfor har juleaften som sagt altid været en pinsel at komme igennem. De havde altid masser af tøj parfumer makeup og smykker, hvilket jeg aldrig har fået noget af medmindre jeg selv købte det.  Og da far så døde da jeg var 25 år kunne jeg ingen glæde finde ved julen længere og har været på arbejde næsten hver eneste jul, for ikke sidde alene og gaver har jeg ikke rigtig fået se år siden min far levede heller ikke til fødselsdag.                                              

Sådan skal mine børn ikke have det, den følelse er af at være så alene, den er så ødelæggende for et barns sjæl og dets selvværd. Og også senere som ung hr det også næsten ædt mig op inden fra. Og man vil blive ligegyldig overfor de dage hvor alle har travlt mes at vise sine kære men elsker dem.  Derfor er det rigtigt vigtigt vi både julehygger, med bag pynt og familien o december måned.  

Mor hvor var din kærlighed ?

Forleden var der en som, spurgte mig hvad husker du mest af moder kærlighed fra din egen mor?! Det tænkte jeg faktisk over ret så længe, uden at komme frem til et egentligt svar på det. 

Men jeg ved hvad jeg giver mine, egne børn som jeg ikke selv har nogen erindring om. Fra min egen mor af og når man sådan stiller det op, lyder det faktisk en smule grotesk. Men vil gøre det alligevel, alene af den årsag at folk så kan se man, ikke behøver være følelsesmæssig handicappet, fordi man ikke har fået den basale moderkærlighed selv, som barn. 

• Siger hverdag godnat og jeg elsker dig til mine piger.
• Tager dem op og trøster dem hos mig når de er kede af noget. 
• Giver dem ros og kram hver dag for det de har været dygtige.
• Jeg hjælper dem med deres basale behov. 
• De for lidt ekstra kram og kærlighed de dage hvor hele verden er strengt imod dem.
• Jeg sidder mig ned og tegner og leger med dem og holder dem i hånden når vi er nogle steder. 
• Jeg taget ud til forskellige aktiviteter med dem. 

De gange jeg husker min egen mor, fx har sagt hun elskede os eller givet os et ordenligt kram. Var når hun var rigtig fuld og lugtede langt væk af sur gammel pap vin. Og har heller ikke et eneste billede faktisk hvor jeg sidder på min mors skød eller hvor hun leger med mig eller i det hele taget giver mig, den opmærksom et barn bør få.

Festerne mit skjul, facade og min tryghedbase..

Desuden, hvem siger nej til en god fest?

Not me 💪🥳

Mit liv gik med at finde ud af hvad jeg ville, tog en handelsskole da jeg ikke rigtig havde nogen ide om hvad jeg ville i fremtiden. Og her gik det rigtig vildt for sig med sanseløs druk hver weekend og by ture i Aabenraa’s natte liv mine karakter ja de var der da vist bare kan man sige, bestod kun lige min eksamen. Efter min eksamen gad jeg ikke finde en lære plads da det var nok ikke rigtig det jeg gad alligevel. Så da jeg fik tilbudt job på Statoil i cafeteriet slog jeg til og her mødte jeg min daværende kæreste som jeg flyttede sammen med i Tinglev. Og det gik rigtig godt ind til han mistede sit arbejde og ikke kunne komme i gang igen, så jeg festede med hans venner mens han sad hjemme og spillede pc for det meste og nu begyndte festerne at blive vilde da det var i den tid techno musikken rigtig bragede igennem og det gjorde den jo i alle byer, så var jeg ikke langs med dem fra Tinglev, så var jeg da afsted med dem fra padborg hvor jeg også havde en ret stor vennekreds. Der var altid fantasy i tarp i Tyskland vi tog til alle sammen og ellers var vi afsted til g-move, loveparade og streetparade nåede vi også til. Min far var allerede begyndt at mugge lidt over jeg aldrig kom hjem længere og at jeg snart skulle se at få en uddannelse i hus, men jo mere han murede rundt med mig jo mere festen blev det til. For vidste da stadigvæk ikke hvad jeg ville med mit liv og herre Gud var da kun 23 og havde masser af tid. Det ville han jo nok kunne se en dag jeg havde taget den når jeg var blevet ældre, troede jeg da.

Enden af det hele blev jo vi gik fra hinanden og jeg flyttede hjem i nogle måneder igen da jeg havde mødt en anden, fandt dog hurtigt min egen lejlighed i padborg da det var lidt svært at være hjemme igen efter jeg først havde boet ude. Og festerne forsatte da både i Tinglev, padborg og nu også i Gråsten ja en fest kunne jeg altid få fundet ellers holdt jeg da bare en selv være var det da ikke. Efter et lille års tid fik jeg min lillesøster flyttet herned da UN ikke længere havde det helt så godt på Fyn. Og det var lige inden vi skulle til streetparade så der var da ikke andet for end hun måtte selvfølgelig bare tage med. Jeg var der jo til at passe på hende, ja ja den sidste morgen vågnede jeg altså bare uden en lillesøster ved siden af mig men til gengæld kunne jeg høre hende inde ved naboen sove kabine og jeg røg op og lynede ned og min dengang kommende svoger udbrud. Vi hat ikke lavet noget min sovepose er todelt yea right. Men kunne jo ike rigtig stille så meget op alligevel natten var smuttet forbi og vi skulle hjem inden længe. 

Efter turen gik der ikke ret længe før de to var et par og vi festede da videre alle sammen. Men da min søster havde boet hos mig i et halvt års tid kom hun og sagde at nu flyttede hun ud til min kammerat da det skulle være de to. Var noget skeptisk ved alting skulle gå så stærkt med dem, men det var ikke så meget at gøre andet end acceptere det heldigvis for det, for i dag har de to dejlige sønner sammen som ingen ville have været foruden. 

Da min første lille nevø kom til verden fik min far ikke ret længe efter konstateret lungekræft og kom til Odense hvor han blev opereret og ham fik noget kemo også, derefter blev han faktisk erklæret rask og Aabenraa sygehus skulle lave de efterfølgende tjek af ham og kontrol scanninger og alt gik fint der var ikke mere kræft fik vi at vide og ham var startet op på arbejde igen, da han pludselig blev ved med at blive syg især med lungebetændelse mente vi og vi jog ham derfor afsted til lægen igen, da han selv trak det ud. Her viste det sig Aabenraa havde “glemt” at lave en fuld scanning selv om det var hvad Odense sygehus havde bestilt og tilbage til Odense og der blev nu fundet en kræft svulst i hjernen som var for stor allerede til de kunne operer den væk, men man ville forsøge med kemo at holde den nede. Det var et rent helvede for os alle da han samtidig ikke tålte kemoen ret godt og blev rigtig skidt hver gang kan huske jeg var bange og knust inden i men ville ikke sige noget, allerede der vidste jeg godt at jeg ville komme til at stå helt alene på egne ben og der var intet i verden jeg hellere end gerne ville have kunne men det vidste udmærket godt var umuligt for mig, da jeg jeg igen engang var blevet lært hvordan man klarede sig selv endnu. Jo jeg var bange og jeg var rigtig bange allerede inden han fik sin dødsdom. .

Jeg festede stadigvæk en del der var jo der jeg kunne flygte væk fra det hele især fra angsten for at miste dem man har tættest på sig, nu havde jeg i flere år gået med en angst for at miste min søster og min mor. Som jo så skete på sin vis og nåede da heldigvis st få en 10 år i mit liv hvor der var ro på jeg kunne være mig og ikke altid pigen der skulle kæmpe en masse kampe da jeg boede hos min far og ind til han døde, så kan jeg begynde at kæmpe mig gennem livet endnu engang og med en større frygt for at miste dem jeg holdt mest af, da min frygt jo havde fået ret allerede to gange i mit 24 årig liv. Men ellers passede jeg mit arbejde på Statoil i butikken, det gjorde jeg i godt 7 år inden jeg blev spurgt om jeg ville arbejde i cafeteriet på Ids hvilket var et godt tidpunkt da jeg et halvt år inden var blevet overfaldet på Statoil om natten en nat jeg havde fået besked om dagen at de ikke kunne gøre mere for min far og at han skulle dø, så har nok ikke været helt så opmærksom den nat og ret ligeglad kunne vi se på video overvågning med politiet bagefter, hvor jeg laver øjne af overfaldsmanden. Så da vi nu også  var midt i en ombygning så mine nattevagter foregik i en skurvogn og det var jeg bare ikke særlig tryg ved at stå inde eller med en halv mørk plads, så blev ansat derovre. Det var en rigtig hård tid og meget sørgelig jeg følte mig både knækket og forladt, og helt alene i verden da far blev hurtigt mere og mere syg, jeg var enormt ked af det følte ikke jeg hørte til nogle steder min stedmor brokkede sig meget over hun ikke syntes jeg hjalp til, men jeg kunne ikke rigtig stille så meget op da hun Allerede havde besluttet med far at rykke fra vores barndoms hjem og jeg så bare til alle mine ting forsvandt uden jeg blev spurgt af. Men kunne heller ikke tage stilling til det, da jeg allerede var i en krise over at skulle miste den eneste jeg havde i mit liv der passede på mig og jeg så mine barndoms ting ryge ud ammen med hele min identitet eksistens.

Tænker tit der jo nogle i langt værre tilfælde end os.

En af de ting jeg ofte tænker på pga min barndom, er hvordan jeg selv fil chancen for at rejse mig. Komme over tingene og komme videre igen, som et menneske der fra start blev ødelagt?! 

Og kan ikke lade være at tænke, på dem der er i en være situation end jeg selv har været. Hvordan er de kommet over det og videre? Eller er de ovre det og videre i deres liv? Ved en del sidder fast steder i deres liv og har brug for en hånd eller skub i den rigtige retning. Men der måske ingen der kan give dem det. Fordi vold i hjemmet stadigvæk er så tabu belagt og folk næsten ikke tør nævne sådan noget over for andre. Nogle steder er det gået rigtigt galt o hjemmet og vold er blevet til mord i værste fald. Derfor vil jeg dele en video med jer som har gjort et kæmpe indtryk på mig.

https://youtu.be/xMeM6z_q50s

Syntes det er så forfærdeligt at dette virkelig kan ske i Danmark. Og samtidig utroligt den dreng kan være så rolig og hvilende i sig selv i sin opfattelse af sin fat og savnet på hans mor. 

De særlige dage, bare på kaotisk særlige dage.

 

Har faktisk ikke et eneste billede af de specielle mærkedage, hvor de er holdt hos min mor. Så de gode mærkedage hos min far er det istedet.

.

Julen kan jeg ikke huske ret mange af faktisk kun en enkelt hjemme hos min mor, det samme også med nytår. Men husker alle de andre år hos mim far eller hos andre i familien især min mormor og min elskede bedstefar. Kan ikke huske jeg har holdt en eneste fødselsdag for klassen hjemme hos min mor. Den første jeg husker at have holdt selv. Var min 10 års men det var hjemme ved min far med de venner og veninder jeg havde hos ham. Tror faktisk jeg tidligt ikke har ville holde fødselsdag for klassen hos min mor, fordi det altid var en pinlig og ydmygende situation med mim mor når hun drak sig fuld og hun sejlede rundt og selv troede hun havde styr på tingene, så var jeg også ret overbevist om at de andre forældre hurtigt ville opdage det når de hentede mine klassekammerater. 

Men kan huske min søster holdt sin fødselsdag for klassen og at jeg skulle tage dem alle med hjem fra skole til lagkage og boller, dette gjorde jeg selvfølgelig tror hun gik i 1 klasse dengang og da vi kom hjem. Var bordet næsten færdig dækket, men lagkagerne var langt fra færdige og bollerne var lidt mere end færdige i ovnen og min mor, hun var væltet beruset om i hjørnet hvor hun bar ved at dække bordet. Der var hun faldet i søvn. Husker jeg var på græde færdig pg havde for første gang i mit liv lyst til at fortælle hende hvor meget hum ødelagde tingene for os og hvor ondt det gjorde. Men fik alle børnene id i haven og lege til de skulle have boller. Skyndte mig at få dem ud af ovnen og få dækket resten af bordet inden jeg ruskede liv i min mor der knap kunne stå på benene eller sige noget der hav mening. Hun var så pisse fuld for at sige det ærligt hun ikke selv anede hvor hun var eller hvad der foregik omkring hende. Måtte selv finde ud af at få lavet et par lagkager også efter at jeg havde bikset hende ind i hendes seng. Så nu kunne børnene komme ind og få boller og bagefter skulle vi lege en leg i haven hvor de fik en slik pose som belønning når de var kommet i mål. Hvilket alt sammen heldigvis gik godt og så var det tid til lagkage og fødselsdags sang. Det gik da heldigvis også godt og derefter begyndte de forskelllige børn at blive hentet af deres forældre, nogle enkelte undrede sig over det var mig der var hos børnene og spurgte efter vores forældre. Bildte dem ind min mor lige var på toilet eller at hun var blevet dårlig og kun lige var gået ind for at lægge sig et kvarters tid. Så håbede jeg de andre børn ikke havde fået så meget med fra da vi kom hjem eller nævnte noget til deres forældre når de kom hjem om at vi havde været alene. Og så klart ville skæbnen da også at min stedfar kom hjem som de sidste børn blev hentet. Han spurgte selvfølgelig med det samme hvor er mor, øh hun fik pludselig ondt i hoved og har lige lagt sig svarede jeg, vel vidende om at det kunne jeg have sparret mig at sige, da han allerede havde regnet id hvorfor hun havde lagt sig og som den sidste var hentet startede alt balladen, han slæbte hende ud af sengen og han forlangte at jeg fortalte hvor længe hun havde lagt derinde. Vidste godt jeg lige så godt kunne droppe at dække over hende, da han kunne se det var mig der havde lavet lagkage og frygtede også min søster ville fortælle at hun sov i hjørnet af stuen da vi kom hjem alle sammen. 

Skyndte mig at få fat på min søster der protesterede for hun ville lege med sine nye gaver, så måtte pakke det meste i en taske og så slæbe hende ud med en hånd for munden og tasken og vores jakker under armen. Tror ikke han nåede at bemærke vi smuttede og var også så ødelagt og træt selv af at holde en facade under hemses fødselsdag at havde det ikke været for mim søster, havde jeg nok været ligeglad om han opdagede det. Vi kunne høre langt nede af gaden han slog hende og min søster sagde. Skal vi ikke hjælpe mor, svarede bare nej det hendes egen skyld. Klogere var jeg ikke dengang. Men vi tog ned i stalden til hestene, havde jo ikke været der om dagen pga fødselsdagen, så selv om det var næsten spise tid så var der da fred og ro. Så kunne vi komme hjem engang lige inden sengetid og håbe på han enten var gået omkuld eller kørt ned på kroen igen. Det var som regel det sidste og så var han endnu mere fuld når han kom hjem senere om natten og var som regel blevet smidt af sin knallert et sted på vejen. Som vi blev bedt om at hente dagen efter hvis ikke vi var i skole.

Den ene jul og nytår jeg husker hjemme fra min mor var også et kæmpe kaos og alt andet end hyggelig aften. Den var mere fyldt med angst pg frygt time for time jo mere de drak for hvad der nu ville ske, når de blev mere og mere fulde og begyndte at skændes om alt lige fra gaver til  maden blev lavet på den ene eller den anden måde og det endte med, vi måtte spise pasta eller brød pga det hele var brændt på under deres skænderier og druk. Og så blev der også ballade bagefter over at maden var brændt på og vi måtte æde sådan noget lort jule aften og når de var færdig med at banke løs på hinanden smuttede han af på knallerten og vi måtte trøste min mor der tudede over han var kørt hjem til nye elskerinde og holde jul med hendes familie for han gad ikke os længere og så blev min lillesøster ked af det og jeg måtte så trøste hende og prøve at overbevise hende om det ikke passede og han bare var kørt på kroen eller noget. Men min mor var led og råbte ha kroen er sku da lukket det er jul pigebarn og mim søster startede med at græde igen. Samtidig med min mor sagde i fuldt alvor til mig “nej min pige en ting skal du aldrig gøre og det er at tro på kærligheden eller lukke den ind i dit liv for så ødelægger den dig” dengang anede jeg ikke hvad hun mente og husker jeg blev irriteret og var tæt på at komme til at sige man kunne da godt forstå fat var kørt. Men vidste godt så havde jeg fået en på hoved og i seng. Så valgte at tie og få min søster med ind på værelset med vores gaver så vi kunne være forhåbentlig i fred og ro. Min søster faldt heldigvis hurtigt til ro og sov også med det samme. Så fyrede mor op for Anne lindet og jeg kunne ikke sove, lå i timer og var angst for han ville komme igen og være endnu mere sur fordi kroen var lukket. Men må til sidst have været udmattet nok til at sove. For vågnede ved mor kaldte på mig at min far var i telefonen, da jeg kom ind i stuen hørte jeg mor sige til min far, ej hun sagde selv i går da jeg spurgte om vi skulle ringe og sige tak for gaverne at hun havde snakket med dig, så gik da ud fra det var rigtigt og hun ikke løj. Som altid hvem helvede løj for egen vindings skyld hadede hende når hun gjorde det, hu havde hun ej spurgt om jeg ville ringe til min far. Heldigvis kendte min far hende godt nok til at vide det ikke vat sandt. Så han spurgte ikke mig om det var rigtigt hvad mor havde sagt. Og uden vi snakkede mere om dette vidste jeg godt selv at det var fordi han ikke selv, troede på min mor når hun sagde sådan til ham.Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om højtiderne, heller ikke selv om det gav gaver. Så har jeg i rigtig mange år været irriteret fx jule aften helt ubevidst og sådan noget som fødselsdag. Har jeg altid fejret den så lidt som muligt, fordi min krop sagde det var fare situation at holde noget, hvilket har været angsten for den ballade jeg havde oplevet tidligere i mit liv pg troede der betød alkohol til de voksende. Så vidste jeg de blev pløre fulde og kom op og skændes over små ting eller om noget der faktisk overhoved ingen mening gav for nogle af os andre især os børn

Mor skjulte til sidst ikke hun drak.

Det blev til sidst svært at skjule min #mor drak, for efter hun i noget tid ikke længere skjulte for os børn og resten af #familien hun drak, så vi kunne hente #alkohol skjulte hun det heller ikke længere for alle andre omkring os. 

Efterhånden blev det ret tydelig for snart alle omkring os, min far har fortalt han engang måtte tage mig med hjem igen. For han ville simpelthen ikke sætte mig af hjemme når der ikke var nogen hjemme. Der havde hun glemt det var søndag, og var gået ned til en nabo. Hun mødte også op til de forskellige arrengementer på skolen og andet påvirket af alkohol og kunne næsten ike komme i gang om morgenen hvis ikke hum havde fået noget alkohol.

Her omkring startede hendes epilepsi også, husker første gang jeg var til stede da hun fik et anfald af kramper og kan mærke hele den angst i kroppen i dag, som jeg følte dengang. Var virkelig bange da hun pludselig væltede om på sengen og lå der og krampede med øjnene rullende i hoved og syntes det tog flere timer inden hun kom til sig selv igen selv om, det nok kun har drejet sig om minutter. Og kan huske jeg var enormt glad for min lillesøster ikke var til stede under anfaldet første gang. Bagefter var hun meget træt og ville helst have jeg lod hende være i fred, hvilket jo var lidt svært da jeg lige havde været bange for hun var ved at dø. Så selv om jeg blev sendt ud at lege var jeg hele tiden i nærheden af huset og da hun faldt i søvn listede jeg mig ind med en ½ times mellemrum ca for at sikre mig hum stadigvæk trak vejret imens hun lå og sov.

Hendes anfald blev en del af hverdagene, da hun havde dem oftere og de kunne komme når som helst, der var aldrig nogen der snakkede om hvad det hele var for noget eller om hun kunne dø af det eller ej. Så hvergang hun fik et hvor vi var i nærheden blev vi altid rigtig bange, for det så jo lige voldsomt ud hver gang. Det var faktisk først da jeg var flyttet ned til min far noget tid efter jeg tog mig mod til at spørge ham af hvad det var med mor. Han så næsten helt chokeret ud da jeg spurgte og spurgte jamen er der aldrig nogen der har fortalt dig hvorfor din mor for de anfald? Og da jeg svarede nej satte ham sig ned og tog det store leksikon frem og læste hvad der stod samtidig med han gjorde sit bedste for at fortælle mig om epilepsi. Men der er en angst der stadigvæk sidder i mig i dag og den har da også været fremme en gang ved hver af børnene, til det er afkræftet. 

Hvad vi ved passede hun aldrig sin epilepsi heller ikke til sidste og det kan sagtens være et anfald der er skyld i hendes død. Her havde hun meget dårlig sygdoms erkendelse, lige som med alkoholen. Den har helt sikkert også været den stemme der traf stort set alt for hende i de sidste af hendes leve år. Da hun også var blevet uhyggelig glemsom. Hun kunne gå lige forbi os på gaden og først opdage os når vi sagde mor, hvor hun enda byttede rundt på min søster og mig ved navn. Hun så også i løbet af meget få år 10 år ældre ud end hun var og blev mere sjusket med sig selv, så det var helt uhygiejniske. Det har været rigtigt hårdt at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre noget eller få hende til at forstå hvor hårdt det egentlig var for alle os andre, se hende forfalde på den måde

Bekymringer i børnehøjde

Min bekymring gik på min Lillesøster.

Kan godt selv huske det bekymrede mig meget, om hun nu også fik noget at spise og drikke.. og om hun var bange om aftenen når de skændes. Da hun jo normalt kravlede over i min seng og sov ved siden af mig hvis hun blev bange. Så skulle hun ligge der helt alene og bange i mørket uden nogen til at trøste hende. Jeg begyndte også allerede dengang at danne tankene om hvad nu hvis, der skete mor noget rigtig alvorligt imens jeg var væk og så hun var død når jeg kom hjem igen. Dette startede angsten for at miste og knytte sig til andre eller åbne op for følelserne, har været rigtig svær mange i mange år siden. Noget jeg stadigvæk kan tage mig selv i at have meget svært ved. Fordi jeg hurtigt bliver bange for at miste dem jeg virkelig føler noget for med det samme igen. Det er heldigvis sådan at jeg i dag efter det er blevet bearbejdet med psykologen, at det kun er på kærlighedsfronten der stadig er et problem for mig at lukke andre helt ind og lade dem vide hvad jeg føler for personen. For viser jeg det først eller giver udtryk for mine følelser bliver de jo straks meget mere ægte og jeg vil blive meget mere såret og ulykkelig ved at miste personen.. Hvor det går bedre med at knytte bånd til familie medlemmer og lukke dem ind i mit liv eller bade om hjælp hvis der er noget der går mig på eller jeg ikke kan overskue selv. Men det har også været et kæmpe arbejde at nå dertil, da min største angst har været at miste min familie helt fra barndommen af og det senere i livet blev min værste virkelighed. Og som har taget rigtig mange år at komme over og videre fra den frygt og angst pg den har kunne fylde hele min dag med at være bange for miste min familie eller der skete dem noget alvorligt. Jeg kunne gøre at tænke på det hele dagen alle mulige ulykker der kunne ske eller gå galt. Uden at kunne finde en måde at abstrahere fra tankerne, hvilket jeg i dag hvis de en skælden gang prøver at stikke hoved frem har nogle gode mestrings strategier til at ændre på, så de hurtigt forsvinder igen. De vil altid være en del af mig de tanker men hvor jeg før kunne optage mig selv med dem i dagevis, og de ulmede i mit sind, har det givet mig nogle gode strategier til ikke at lade dem styre min dag eller sind længere hjulpet mig meget at lære at mestre det hos en psykolog.

 

Så starter min lillesøster også på skolen og det blev helt automatisk mig der skulle sørge for at hun kom med i skole hver dag. Der bliver tit givet udtryk for bekymring fra lærerne om, at jeg er træt og uoplagt. Samt jeg har en bekymrende stor focus på min lillesøster. Både i og uden for skolen. På skolen oplever de at den er meget tiltagende, jeg gik fx derover til hende efter hver time bare for at være sikker på der ikke var noget galt. Jeg var meget bevidst om hendes ve og vel, i dag kan jeg godt se at denne opgave er jo alt for stor for en der selv er et barn og det har jo været en unaturlig rolle at agere mor 11 år gammel. Men var jo vant til derhjemme var hun det meste af tiden mit ansvar at underholde og sørgede for hun fik lavet lektier, noget at spise i seng efter børnetime sådan ca da. Derfor syntes jeg nok ikke selv dengang der var noget galt i at tjekke om hun var okay flere gange om dagen. Tænker selv jeg har jo slet ikke kunne holde focus eller koncentration om noget andet inden jeg igen skulle se om hun havde det godt. Og nu begyndte jeg for alvor ikke at kunne følge med mere i skolen og havde heller ikke lysten til at lære noget længere. Nogle gange kunne jeg også falde i søvn mit i timen ind over bordet. Lærerne blev mere og mere bekymret, men spurgte de ind til noget på hjemme fronten eller havde fx engang en blåt mærke om mit håndled efter jeg var blevet holdt fast. Så havde jeg altid en forklaring parat som jo altid var en løgn historie, men allerede dengang vidste jeg at gav jeg dem en historie de var tilfreds med blev der ikke spurgt mere ind til dette og min hest fik ret tit skylden hvis jeg selv havde blå mærker. Men efterhånden slap selv mine løgne op og jeg kunne finde på at lukke helt af for lærerne hvis de spurgte for meget. Så prøvede de på andre måder at få mig til at snakke.  Husker faktisk en gang jeg kom over til vores inspektør fordi de ville snakke med mig om mor og far derhjemme, om mor havde det godt igen efter hun havde været syg. Men det hjalp sjældent for børn er utrolig tro mod deres forældre og jeg havde også fået at vide sagde jeg noget ville vi blive sendt væk hver for sig min søster og mig, så så vi måske aldrig hinanden igen, hvilket var nok til jeg løj, hvilket jeg blev en sand mester i at gøre, og noget der desværre også blev lettere og lettere. Så jeg forsatte dette i stedet for at gøre folk kede af det eller tage konsekvensen af noget stak jeg folk en løgn i mange mange år.

Dengang lagde jeg ikke noget i det, sådan var det jo bare og det var jo hvad jeg kendte, som jeg var vokset op med at man gjorde.. Men i årene efter kan jeg godt se de har forsøgt at få noget ud af mig, for de kunne hjælpe os børn og de kunne bruge i en indberetning  til kommunen, så det tog det alvorligt at de mente der bar noget helt galt hjemme hos os, har kunne se i vores papirer, at både min og min søsters lære har lavet flere inberetninger men desværre uden at kunne fortælle noget  om vores adfærd havde ændret sig eller hvad det evt skyldes som var nok til kommunen ville gribe ind og undersøge dette. Først i de sidste af dem lige inden vi fjernet, er der man kritiske beretninger som skolen har været vidne til.. Og der er samtidig flere  der også har lavet  en del indberetninger både fra familie, naboer og hjemmeplejen der kom og passede min mors sår på benene inden der faktisk skete noget og det blev besluttet at vi skulle fjernes fra hjemmet. Forinden var der også gjort utallige forsøg på forskellige tiltag med fx antabus, både at hun selv styrede det og at lægen styrede det, men på en eller anden måde lykkedes det alligevel for min mor at snyde sig uden om og indtage alkohol. 

Ud over at gå i skole og passe min lillesøster var jeg også heste pige og startede med at gå til ridning på rideskolen i et lille års tid, så mødte min stedfar en på kroen som manglede en til at passe og ride på hans datters pony Herkules. Ham fil jeg lov at passe en lille sort pony af en blanding. Han var kun 115cm og brugte grime størrelse med en stor hest men jeg elskede hans kæmpe hoved og cyklede trofast ud og red på ham hver eneste dag undtaget de dage jeg var hos min far. Den pony blev i mange år min trofaste ven, støtte og klippe. Han var altid glad og vrinskede når jeg kom i stalden. Min far betalte ridetimer på ham så jeg fik undervisning og begyndte også at starte stævner med ham, hvor vi den første gang tog 1 pladsen og til hubertusjagten var vi også blandt de 5 første i mål, kan huske jeg var pave stolt af ham det 18 årig gamle liv. Her måtte far også træde til og begynde r betale stalden da mor aldrig vidste hvor hun havde gjort af alle pengene. Men jeg fik til gengæld også alt hvad jeg skulle bruge til mit ridning og til hesten af min egen far, både dengang og i alle årene frem til hans død. Hvad der angik mit ridning var jeg top forkælet af min far. Om jeg så lige havde fået ny sadel og 2 måneder efter fandt en anden jeg hellere ville have, vidste jeg altid præcis hvordan jeg skulle få ham overtalt til at få den næste sadel også. Og han har siden jeg startede med at ride altid kørt mig til div stævner og andet jeg skulle til med hesten også selv om det foregik på Fyn. Så kom han derover med hestetrailer og kørte mig afsted. Han har også altid været tilstede ved hvert eneste stævne jeg har været til lige fra det aller første på rideskolens heste og til det sidste jeg startede på min egen hest. Det samme galt den ringeridning som er en sønderjysk hestesport og en del af næsten alle by fester i Sønderjylland. Hvor min mor har aldrig deltaget i noget af det og de få gange hun har set mig ride har været hvis vi red en tur hjem forbi med hestene.

Brugte det meste af den tid jeg havde tilbage på min veninde, som var mim bedste veninde. Havde lært hende at kende på rideskolen og så gik jeg i klasse med hendes bror, hun gik selv to klasser under mig. Men det var nu ikke at mærke på hende. Vi brugte meget tid sammen både ved hestene og på at lave mange andre ting som banke på døre og gemme os. Eller også tullede vi lidt rundt omkring. Hvis ikke vi var sammen med drengene

Ville ikke ha prinsen, men festen!!

 Party Girl og Ofte den sidste der tog hjem fra fest. Men inden i er der kun en lille pige der mest af alt ønske ro og tosomhed.

I mange år var det bare party party party. Og jeg var god til det, faktisk noget jeg var mega god til. Så meget at pludseligt havde jeg rundet de 30 år. 

Ja hvor blev årene af..? Alle kendte mig for altid være klar på at feste også fest en fest mere om det skulle være.. Det var noget jeg kunne og altid omgivet af en af de mange vennekredse jeg havde. Men mærkede også savnet inden i efter roen og “normal hverdag” 

Jeg havde bare svært ved at trække bremsen og inden i er, der kun en lille pige med en kæmpe angst.

En angst for at blive ensom, en angst for ikke opleve noget sjovt mere. Hver gang en seriøst fyr kom for tæt på, så så spolerede jeg forholdt. For jeg bange for at faldt jeg først til ro med en at dele livet med, så kunne jeg kke finde ud af at leve normalt med ham. 

Mest af alt håbede jeg der en dag ville dukke en op, der ville være så stærk at når han trak mig ind til sig. Ville angsten forsvinde og jeg ville være tryg nok til at turde springe 100% ind i tosomheden 😍

Derfor da jeg blev gravid med Julie, var det med meget blandet følelser.  Jeg skulle overveje hvad der var mest rigtig for mig.. 

Kunne jeg mon klarer et barn alene, ville trække bremsen langt om længe? 

Kunne dog have sparet mine refleksioner, da jeg kom til scanning lød beskeden på 4 måneder henne i graviditeten og lægens ord, ja nu har du bare at vende dig til tanken om at skulle være mor❤️ 

Gudskelov for det, for endelig stoppede de evige fester hver weekend og har sådan set ikke rigtigt manglet dem siden.. Det gør det dog svære at finde en at dele livet med. Det er dog ej hellere det vigtigst  mit liv da pigerne stadigvæk, er så små endnu.. Og lettest er det så at sige, kommer der en dag en prins så det bare skønt og kommer der Ingen, vil det ikke gøre noget.. Livet er jo skønt alligevel 😊Sådan blev det lettere at godtage min stadige angst for at løbe ind i den helt rigge fyyr..

Hvordan f.... kan han få sig selv til det?: Han lod min mor ligge død i måneder, imens han boe...

Det er det mest ufattelige, der er sket i mit liv og skulle mene, jeg har været igennem rigtig mange ting og traumer. Især igennem min opvækst.. Men dette topper stadigvæk i min verden. 

Om jeg så havde kontakt eller ej, så vil jeg nødig møde ham på gaden den dag i dag. For er bange for jeg ikke vil kunne styre mig selv over for ham og følelserne vil nok tage overhånd overfor sådan en person.

Forældre med Social arv : Han lod min mor ligge død i måneder, imens han boe...: Politiet kom efter dna, da min mor havde været død i længere tid og hendes kæreste havde opholdt sig i lejligheden. Har siden min mor...

Turde ikke falde til ro

Party Girl no1. Ofte den sidste der tog hjem fra fest. Men inden i er der kun en lille pige der mest af alt ønske ro og tosomhed.

I mange år var det bare party party party. Og jeg var god til det, faktisk noget jeg var mega god til. Så meget at pludseligt havde jeg rundet de 30 år. Ja hvor blev årene af..? Alle kendte mig for altid være klar på ag feste også fest en fest mere om det skulle være.. Det var noget jeg kunne og altid omgivet af en af de mange vennekredse jeg havde. Men mærkede også savnet inden i efter roen og “normal hverdag” Jeg havde bare svært ved at trække bremsen og inden i er, der kun en lille pige med en kæmpe angst. En angst for at blive ensom, en angst for ikke opleve noget sjovt mere. Hver gang en seriøst fyr kom for tæt på, så så spolerede jeg forholdt. For jeg bange for at faldt jeg først til ro med en at dele livet med, så kunne jeg kke finde ud af at leve normalt med ham. Mest af alt håbede jeg der en dag ville dukke en op, der ville være så stærk at når han trak mig ind til sig. Ville angsten forsvinde og jeg ville være tryg nok til at turde springe 100% ind i tosomheden

Boganmeldelse

Anmeldelse af min bog fra en læser

En hudløs ærlig beretning om et alt for alvorligt liv for 2 små piger. Jeg begyndte på bogen og slap den ikke igen før, at jeg havde læst den færdig. 

Jill, jeg er dybt imponeret og fuld af respekt over din evne til at skabe dig og dine 2 piger et så velfungerende liv, når man læser, hvad du har været igennem ❤️ du er sgu sej!

Det er en super flot bog, du har fået skrevet ❤️ utroligt mod du har til at fremstille en så frygtelig fortælling. Du og din søster har oplevet ting, som ingen børn bør gøre 💔 jeg håber din bog, når videre ud til nogen i samme situation. Den kan uden tvivl give mod og være inspiration til at skabe et godt liv på trods af, at man ikke har haft gode vilkår fra starten af 😊 

Du er indbegrebet af en mønsterbryder og jeg håber andre finder inspiration i din historie ❤️

Børn af alkoholiker

Hvordan er det at leve med en alkoholiker, hvad kan det have af konsekvenser.Hvordan kan man komme videre i sit live?     

 Husker tydeligt da min mor blev mere ligeglad, med om folk vidste noget om hendes misbrug og hun både tog afsted til forældre møde og skole arrangementer. 

Hun faldt i søvn og var ved at vælte af stole. Og da vi skulle hjem kunne hun ikke finde balancen og svejede lidt frem og tilbage inden hun genvandt den. 

Det var så pinligt og da de andre elever først havde set hende i den tilstand, gav det anledning til mange ondsindet drilleri af både mim lillesøster og mig. Min søster fandt hurtig ud af at sige det til mig eller mim bedste veninde, så vi kunne hjælpe hende. Men stadigvæk var det ikke sjovt hele byen gik og snakkede om en, eller gik og viskede om os når de mødte os på gaden. 

Det har gjort jeg i dag er meget tilbage holdende over for nye mennesker og har alle antenner ude og ser folk an inden jeg opføre mig som mig selv, det er også rigtig trættende at være i selvskab med nogen jeg ikke kende. Pga jeg anstrenger mig sådan, for fange alle signaler hvad andre udsender. Og så har jeg haft rigtig svært ved at sige fra overfor andre mennesker og svært ved at bede om hjælp af andre.

Men der hvor jeg ved jeg kan bruge det som noget positivt i dag er i mit arbejde, det er let for mig at komme i dialog med folk i de hjem hvor der evt er et misbrug eller andet der belaster hjemmet. 

Noget af det der har hjulpet mig aller mest i st arbejde med mig selv og min fortid er disse ting og nr 1 er psykologen, nr 2 er at give foredrag Fra da jeg var barn til andre og nr3 er så at jeg er kommet ud at arbejde med andre mennesker. 

Og så har jeg lavet noget så generelt som et målsætningens skema med dele mål, og det har jeg bare taget frem af og til hvor jeg har set på det. Dette har givet mig en større motivation til at opnå de mål jeg havde.

Det kam være stor forskel på hvordan man bedst kommer videre men i de, fleste  tilfælde kræver det en eller anden form for professionel hjælp også. Ville ønske jeg selv havde sagt ja til det noget tidligere i mit liv. Da min far og stedmor foreslog det. Men dengang ville jeg ikke høre tale om det. 
Det var først da jeg for anden gang var blevet overfaldet på mit arbejde på tanken. Firmaet besluttede at det skulle jeg afsted til at det blev faktisk åbningen for alt det jeg havde gået og gemt på, i alle årene.

Han boede med liget af min mor i måneder.

Politiet kom efter dna, da min mor havde været død i længere tid og hendes kæreste havde opholdt sig i lejligheden, i månederne efter sammen med hendes lig.

Har siden min mor valgte sin kæreste godt været klar over hun ikke ville få et langt liv. Så da der to år efter min fars død stod to meget beklemte betjente udenfor min dør, sagde jeg selv er det min mor? Og de nikkede kort og kondolerede, de spurgte så om jeg ville afgive dna prøve da hun havde været død i noget tid og hun var helt mummifiseret. Ok er selv i plejen så kunne godt regne ud det var måneder der var tale om før hun ville nå det stadie.
Spurgte betjentene om det var naturligt eller om det endelig var lykkes hendes kæreste at tage livet af hende. Begge betjente blev helt forfærdet, som havde jeg taget dem i noget kriminelt.
Så fortæller den ene betjent at det er faktisk underboen der har ringet pga hun ikke havde set min mor længe men kun hendes kæreste. Og han lukkede ikke op.

De køre så ud til min mor, men der bliver ikke åbnet. Betjentene kan høre hendes kæreste i lejligheden og der kommer en virkelig grim lugt fra lejligheden. Så de sparker til sidst døren op og finder hendes kæreste i stuen og soveværelset finder de min mor død ved siden af hendes seng.
Hendes kæreste kommer med forklaringen at han troede hun sov.
Hvad fanden sker der, der sku da ingen mennesker ved sine fulde 5 der vil tro på den historie, mem det viste sig at de havde løsladt hendes kæreste igen da de ingen beviser havde, men min mor var sendt til obduktion i København ved rets medicinsk.

Da vi så kommer over for at skal finde ud af hvor meget der skal ryddes og gøres ved lejligheden. Har de ikke gjort rent der hvor min mor havde lagt og hele omridset af hendes krop kunne ses på soveværelses gulvet og lugten i lejligheden den glemmer jeg aldrig, det er den værste lugt jeg har mødt i mit liv.
Da politiet ikke mente der var bevis hendes kæreste havde opholdt sig i lejligheden  i længere tid og de derfor havde lader ham gå igen. Kendte jeg min mor så godt at hun ville ikke lade breve ligge uåbnet i flere dage og fandt med det samme hendes skuffe med post og hendes hævekort i hvor vi kunne se på hendes kontoudtog, hun ikke havde rørt sin konto siden den 16 december. Og vi var på det tidspunkt først i marts måned. Nævnte det til politiet da vi hentede hendes personlige ejendele og døds attesten og spurgte dem om de regnede med hendes post selv var løbet op i skuffen, nede fra postkassen hele januar og februar?
Men hun siger så at nu havde de jo tit været ude at skille de to af og de altså havde et mord i tusind års skoven på nogle andre borgerlige mennesker.

Kan godt være jeg ikke talte med hende da hun havde valgt ham og ikke os. Men jeg er stadigvæk min mors barn. Og er udemærket klar over hun levede et elendigt liv. Hun trængte til at få fred i sindet.. Men der er fandme ingen der uanset hvad de har gjort fortjener at ligge død på den måde eller blive slået ihjel af andre hvis det viste sig det var tilfældet når hun var blevet obduceret..
men desværre var hun så mumifiseret sagde retsmedicineren da han ringede at det bliver man kun ved meget høj varme eller efter et halv år.. altså manden havde også været inde og skrue op for alt varme på fuld styrke mens hun lå død.
Men desværre kunne politiet ikke flnde ham igen da de ville afhøre ham igen efter hendes obduktion, så det vil nok forblive et ubesværet spørgsmål for os alle.

Mig

Læs hele min barndom i bogen “EN BARNDOM UDEN AT VÆRE BARN”