Kærligheden til alkohol var størst

Alkohol du stjal vores mors kærlighed fra os!!!

Mor og mig på dammen i padborg

Det er ikke fordi jeg ikke selv elsker min mor, for det gør jeg meget højt enda.. Jeg kan mindes jeg elskede som barn, når hun var flad af grin over noget, så kunne man ikke andet end grine selv af i dage ærre har jeg ikke ret mange gode minder fra hende og mig af, da alkoholden allerede tidligt har haft taget hendes opmærksomhed og stjålet hendes kærlighed mere og mere som årene gik.. 

Jeg har også senere fået fortalt af vores gamle nabo i padborg, det var allerede galt med alkoholden da vi stadigvæk boede i padborg også og der har jeg været 3-4 år.. og når det var for slemt gik jeg ind til vores naboer dengang og gemte mig hos dem.

Men jeg var samtidig også altid på vagt og bange for hvis der nu skete min mor noget, eller hun selv fik lavet noget dumt. Så har allerede som helt lille barn følt jeg skulle passe på min mor. Og samtidig ville jeg helst flygte væk fra det hele af. 

I dag kan jeg godt se hun elskede os børn, men hun var alt for ødelagt selv tiæ at kunne give os den kærlighed børn skal have og som alkoholden fik bedre og mere fat i hende kunne hun heller ikke længere tage vare på hverken os eller sig selv. Hun var for det meste altid fuld allerede når jeg kom fra skole og så smuttede ned til hestene helst inden, hun fik nogen ideer om jeg skulle hente mere vin. Det var det værste jeg vidste og hedede når hun sagde jeg skulle.

Alle i byen vidste godt hvorfor jeg hentede det følte jeg og vidste det gav ballade om aftenen, når hun ikke kunne forklare hvad hun havde brugt pengene på og nogle gange var hun så død drukken, hun gav os børn skylden og sagde vi skulle handle og havde smidt pengene væk på vejen. Hvilket gjorde vi (JEG) fik ballade pga mim søster var jo alt for lille til at kunne passe på penge. Første gang hun gjorde det knuste hun mig fuldstændig, jeg forstod intet af hvorfor jeg fik skylden og var sikker på hun ikke elskede mig længere.  

I dag ved jeg godt at det var alkoholen der i de fleste tilfælde styrede mon mors adfærd og sind. Da hun blev mere og mere styret af alkoholen tiæ mærkede vi virkelig den grimme ansigt, som da hun valgte os fra frem for den og til sidst kunne vi gå forbi hende på gaden uden hin genkendte os. Først når vi kaldte på hende gik det op for hende og så kunne hun alligevel bytte rundt på min søster og mig.

Fra tumult til faste rammer og regler

Hvordan er det lige at komme fra en turbulent hverdag til faste rammer.

 

Da jeg boede hos min mor endnu var hverdagen aldrig ens.. Jeg kan huske engang min lillesøster skulle holde børne fødselsdag og vi kom hjem efter skole med hele hendes klasse og hun lå fuld og sov, hun havde dog gjort det meste klart.. men at stå 10år gammel med en hel klasse og skulle holde fødselsdag var et mareridt jeg sent glemmer.. jeg forsøgte dengang at vække hende men hun kunne knap stå på benene.. Det var simpelthen så flovt og kan i dag ikke engang huske hvad jeg sagde til de forældre der senere hentede deres børn, har nok været en 9-10 år på det tidspunkt og de andre forældre må virkelig have undret sig over hvorfor der ikke var en voksen til stede..

Af den grund har jeg aldrig gidet holde min egen fødselsdag eller andre ting, da jeg stort set aldrig har forbundet det med noget hyggeligt og sjovt.

Det skete oftere og oftere min mor var gået omkuld når vi kom fra skole, og af den grund fandt vi hurtigt ud af at passe os selv (hvis man da kan kalde det det) for sengetid, hjemmetid og spisetid anede vi ikke hvad tid det var. Vi gik bare hjem når der ikke var andre at lege med.. Det skete også oftere min stedfar opdage vi ikke havde fået aftensmad, når han kom hjem sent om aftenen kl 21 og kan huske han forsøgte flere gange at snakke med min mor om hvad der lige skete siden vi ikke havde fået mad eller noget. Men hun havde altid en undskyldning klar enten havde vi ikke været sultne eller også var vi ikke kommet hjem til tiden. Hvornår det gik op for ham hum løj ondet ved jeg ikke.. Men kan huske ret tydeligt fordi han altid var god til at skjule sine følelser at denne gang var han skuffet og ked af det, måske fordi hun havde lovet at det ikke skete mere. 

Da jeg kom ned til min far at bo, var der pludselig faste rammer og en hverdag at forholde sig til.. glemmer aldrig den første gang han sagde du skal være hjemme kl 20 WHAT KL HVAD?? 

Jeg tror aldrig jeg har kendt til klokketslet endnu dengang, det var vildt frustrerende og forvirrende med alle de regler pludselig.. 

Det tog mig faktisk rigtig mange år at finde ud af alt dette og noget min far og stedmor jo desværre heller ikke helt forstod.. 

Men til sidst langt om længe begyndte jeg at forstå hvad tingene gik ud på selv.

I dag kan jeg godt se der skulle langt tidligere da jeg var barn, have været gjort en insats, en ting jeg ikke helt forstår i dag at man fjerner to børn fra deres hjem med alkohol og vold uden og yde nogen former for professionel hjælp.. HVOR VAR DET OFFENTLIGE SYSTEM??

Uanset om det er fra en kommune til en anden. Er det bekymrende at der ikke sker en faglig insdsats, da alle ved og er endividens baseret viden. Uanset forhold i hjemmet vil det altid ske en form for traume, i barnet i større eller mimdre grad.

Men kan kun konstatere, at der her 30 år senere ilke er sket nogen udvikling på det område. Har undret mig over man i Aabenraa kommune, endnu ikke har særlig stor tværfaglige indsatser og viden om det.

 Især når andre kommuner som sønderborg fx har virkelig stor viden og bredt tværfagligt samarbejde. 

I Aabenraa virker det næsten som om, ved store livs kriser i familien skal du kæmpe mod alle afdelinger hver især. 

Da jeg mistede min far, mistede jeg mig selv😶‍🌫️

Min far døde da jeg var omkring 25år og pludselig, blev hele mim verden flået fra hinanden. Og mit sikkerhedsnet forsvandt under mig for altid. Samtidigt med røg hele min identitet og personlighedstæppe, under mine fødder væk i et ryk.

En forfærdelig følelse af ensomhed og forladthed, ramte mig som bragede jeg direkte ind i en mur uden en enkelt sten løsnede sig.

Min højt elskede far, som var den af mine nærmeste jeg så op til og som altid havde været der for mig. Der var ham der reddede mig ved tvangsfjernelse.

Efter jeg flyttede ned til min far, vil jeg sige jeg havde en normal teenager tid, hvor jeg fik lov at være et barn og teenager.

Men så kom alle de sorte skyer og ondskaben tilbage i mit liv efter min far måtte opgive til kræften.. Og jeg faldt hurtigt tilbage til mit vilde Liv. Som jeg forbinder med den sociale arv. Nu festede jeg for alvor alt der jeg kunne af ugens 7 dage.

Jeg følte mig helt alene, vidste ikke rigtig hvor jeg hørte til mere og min far som jeg altid havde identificeret mig med og som jeg lærte livets regler af. Var revet væk fra mig for altid.

Mistede min identitet , tilhørsforhold, min personlighed og til sidst mistede jeg også mig selv og mit job.. Jeg havde følelsen af, at alle dem jeg elskede og holdt af blev taget fra mig.

Var sjældent mig selv i de første 2 år efter hans død og kunne ikke finde nogen mening med livet længere eller hvorfor jeg skulle bygge mit liv op..,

Lige ind til den dag jeg nær havde taget livet af mig selv, hvor det heldigvis ikke lykkes mig..

Da jeg kommer til mig selv er jeg helt klar over hvad jeg har gjort eller forsøgt at gøre, samtidig virkede det også helt virkeligt, min far lige havde været hos mig og havde sagt.. DET GØR DU BARE ALDRIG NOGENSINDE. DET HAR DU LOVET MIG..

siden den dag lærte jeg at forstå mig selv bedre, at hver gang der skete noget følelsesmæssigt, hoppede jeg tilbage i den social arvs mønster, min mor havde og som hendes Mor også have.. Og har altid sagt i på ikke vilkår om den Sociale arv skal have mig også.

Fra da af fandt jeg et nyt job og startede på ny uddannelse. Jeg blev bedre og bedre til ikke at lade problemerne og følelserne styre mig tilbage. Men børn ville jeg aldrig turde få stadig af frygt for jeg kunne finde på at forlade dem og afvise dem som vi er blevet. Og fordi hvem skulle hjælpe mig med at passe dem når der var noget. Eller hvem spurgte jeg når jeg var i tvivl.. Her var jo ingen tilbage.

Men der fik Julie så ændret fuldstændig på da hun valgte at gemme sig til jeg var ca 4 måneder henne og tog til læge med blærebetændelse var jeg sikker på da jeg tissede hele tiden.. Så da lægen sagde jeg var i 4 måned. Kom alt panik tilbage, for hvad nu hvis.

• Jeg lignede min mor?

• Ikke kunne finde ud af at passe en baby?

Hvem skulle råde og vejlede mig?.

Hvad med bedste forældre eller pasning når jeg skulle noget?

Vil min psyke overhoved kunne klare det uden jeg igen ville blive panisk for at miste dem jeg elske, da jeg jo havde mistet alle i mit liv ind til nu.

Ville jeg overhoved turde knytte bånd til så lille et menneske?

Pludselig var jeg helt helt tilbage til dengang jeg knap turde kigge folk i øjnene for tænk nu hvis de kunne se min forhistorie inde bag et sted.

Mor med social arv hængende over hoved.

Har altid sagt jeg skulle ikke have børn, frygten for at blive som min egen mor, var simpelthen alt for stor.

Men min første fødte Julie gemte sig i 4 måneder før jeg opdagede hende.. Gik til lægen med en blærebetændelse, troede jeg! Så blev helt blæst bagover da han siger jeg er gravid. Blev hurtigt indkaldt til scanning og der fik jeg så næste chok at jeg var allerede 4 måneder henne.. 

Så var der ikke meget valg at tage og jeg måtte vende mig til tanken om st jeg alligevel skulle have barn.

De værste tanker var omkring min egen barndom, hvordan min mor selv havde svigtet os gang på gang, for til sidste brutalt at afvise os og vælge os helt fra, frem for hendes nye kæreste der både havde slået hende og nu og forsøgt at sætte ild til hende mens hun sov..

Den første del af min barndom var fyldtes angst, svigt og uro pga min mor drak, mere og mere voldsomt.. 

Jeg husker ikke jeg nogensinde har fået et knus af min mor uden hun stank langt væk af alkohol og det har også gjort jeg afskyer at være beruset i dag. 

Alkohol smager mig langt fra og har efter mine børn er født ikke drukket mere end en genstand 2 gange.. 

Da jeg var 12 år kom der pludselig en dag en dame fra kommunen og sagde jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle flytte ned til min far og han var allerede på vej.. 

Med mindre jeg ville i pleje som min lillesøster og der stod jeg som 12årig og skulle tage stilling til om jeg ville svigte min far eller min lillesøster!! 

Enden blev jeg flyttede ned til min far og til en helt anden hverdag. Der var kontinuitet og regelmæssighed, det var svært til at begynde med, da jeg havde kunne gøre som jeg ville hos min mor så længe vi bare lod hende drikke og jeg passede min lillesøster. 

Alt dette virvar gjorde jeg allerede i teenage årene besluttede at børn ville jeg ikke sætte i verden., for tænk nu hvis det var arveligt at være som min egen mor og endnu mere frygtede jeg den social arv da jeg vidste, min mors mor også drak sig mere eller mindre ihjel. Og når nu 2 generationer var endt med at elske alkoholen højere end alt andet og folk altid talte om at, den sociale arv var jo ikke sådan at løbe fra!!! Men i dag er jeg meget klogere på det område og selv om rigtig mange stadigvæk i dag tror man er genetisk disponibel for at gå i den sociale arv, så er det videnskabeligt bevist at det er det ikke..
Men man kan kan have samme gener som sine forældre i forhold til vores måde at reagere på traumatiske oplevelser gennem livet på, lidt som nogen kan klare masser af smerter og andre går i seng ved hovedpine.. 

Man ved i dag at der er rigtig mange sociale faktorer der spiller ind på om man går i samme spor som sine forældre. Og man har også fundet id af i rigtig mange tilfælde træder mange også ud i samme spor et par gange og har så alligevel fået fundet det rette vej og er trådt ud af social arven.