Jul hjemme hos mig som mor og voksen

Som før nævnt, har julen bla været en følelses mæssig belastning inden jeg fik børn selv. Inden min far gik bort, var der heller ikke med megen glæde ved julen for mig. Vidste at nu blev jeg påmindet om, hvor lidt min familie tænkte på at påskønne hinanden. Og hvor meget mine pap søstre havde af familie.. De fik altid en hav af gaver hvert år store dyre og flotte gaver. Fra begge deres forældre, og moster, faster mm og fra min familie (bedste) fik de skam også. Jeg hørte som sagt ikke fra min mor efter jeg blev fjernet og har siden hen heller aldrig modtaget en eneste gave hverken til jul, fødselsdag eller konfirmation. Så hvis jeg ønskede mig en større gave vidste jeg som regel, jeg kun ville få en 3-4 gaver da min far og stedmor hvergang gav gave sammen og ud over det fik jeg fra min bedste. Hvor imod mine pap søstre altid fik mellem 10 til 20 gaver, og det tog timer at pakke ud.., så derfor har juleaften som sagt altid været en pinsel at komme igennem. De havde altid masser af tøj parfumer makeup og smykker, hvilket jeg aldrig har fået noget af medmindre jeg selv købte det.  Og da far så døde da jeg var 25 år kunne jeg ingen glæde finde ved julen længere og har været på arbejde næsten hver eneste jul, for ikke sidde alene og gaver har jeg ikke rigtig fået se år siden min far levede heller ikke til fødselsdag.                                              

Sådan skal mine børn ikke have det, den følelse er af at være så alene, den er så ødelæggende for et barns sjæl og dets selvværd. Og også senere som ung hr det også næsten ædt mig op inden fra. Og man vil blive ligegyldig overfor de dage hvor alle har travlt mes at vise sine kære men elsker dem.  Derfor er det rigtigt vigtigt vi både julehygger, med bag pynt og familien o december måned.  

Hold kæft jeg glæder mig til det bliver mandag

Hvorfor alle andre glæder sig da, altid til det bliver fredag. Så har de weekend og kan slappe af. 

Ja det kunne jeg så også engang, men den gang er forbi. For FUCK hvor kan mine weekender være hårde nogle gange. 

Og misforstå mig ikke, jeg elsker mine piger over alt på Guds grønne jord og kunne jeg tage stjerne ned til dem om de ville gjorde jeg det gerne. Men JEG VIL FAKTISK OGSÅ GERNE HAVE LOV AT SIGE DET PISSE HÅRDT AT VÆRE ALENE MED TO SMÅ BØRN. 

Nogle gange føles det, næsten som om jeg har talt alverdens eder jeg siger det er hårdt. Og Gud nåde og trøst jeg udtalte jeg sommetider har lyst til smide det hele og skride, BARE FORDI JEG ER TRÆT..

Hvorfor er det lige blevet sådan? At hver gang jeg nærmer mig ordene, det hårdt, jeg er træt eller jeg har brug for at holde fri et par døgn. Så bliver jeg affærdiget med en kommentar fra de nærmeste. Om jeg har det også hårdt eller jeg har også været alene dengang med mine børn. Eller noget andet i den dur. Ja det er jo nok fordi at sådan noget må ikke være virkelighed i min verden. For jeg har altid været den stærke, den der tog omsorg og ansvar for alle andre, og deres problemer. Så selvfølgelig kan klare det hele selv. Det plejer jeg da at kunne. 

Det kan jeg også, selvfølgelig kan jeg det. Men når det så er sagt, så vil jeg sgu også have lov at sige højt når jeg er træt, ked af det eller helt brændt ud!! 

For det er fucking hårdt med to så små børn, især når der kun er 14 måneder imellem dem.. for jo måske har du også været alene med dine da den ene var teenager og den anden en lille drille gøj på 3-4år.  Men du husker det nok ikke, det er bare noget andet for en lidt større størrelse kan du bede om hjælpe til, eller lige gå ud af rummet mens du forklare den anden hvorfor dennes opførsel ikke er i orden. Det kan jeg ikke, bliver den ene ked af det eller laver noget de ikke må og jeg prøver at snakke med hende. Står den anden og glor på, beder jeg hende lige gå ud af rummet ja så har jeg er rama skrig i det andet rum. Så hvornår tror i egentlig jeg kan holde en pause når de er hjemme hele weekenden, når de sover ja men der er jeg så træt jeg falder omkuld uden at have været i bad., som jeg gerne ville, få ryddet op, svaret dem der har skrevet på facebook eller andre steder, vasket tøj og alt andet. 

Jeg har ingen forældre der lige kan træde til og give mig et pusterum ej heller meget andet familie end min halv søster og bror der hver især hat travlt med deres eget. Så der er ingen der på noget tidpunkt i de 4 år, der har sagt lad mig lige se efter pigerne i et døgn eller to. Og sådan vil det altid være.. Den eneste der har givet mig luft og lidt fritid er bedste eller dvs pigernes bedste, som faktisk er min fars kæreste, som er mor til min lillebror. Og der er uden at have været ret meget inde i mit liv i de år jeg boede hos min far, da min far i de år boede med en anden kvinde og hendes to piger. Hvilket jeg ingen kontakt har til i dag.

Men bedste hun trådte til med det samme, allerede da jeg ventede den store. Skrev hun til mig og da vi var indlagt kom hun til os på sygehuset, hun tog den store hver anden weekend når jeg arbejde i det første halve år jeg nåede at arbejde inden den lille meldte sig. Hun er kommet når jeg har været syg, og hun kommer med gaver til jul og fødselsdag (eller nærmer hver gang) hun ser pigerne. 

Hun er desværre også oppe i årene og det er begrænset hvor meget hun kan være der nu hvor der er to stk.. 

Men må ærligt sige blod er ikke tykkere end vand. Sådan er verden ikke længere. For i mit liv har det nærmest altid vist sig at de der ikke var famile af blod men af venskab oh bekendtskab. Det er de mennesker der har været der og er enormt glad for, at min far har fået min lillebror med den kvinde jeg hellere vil kalde en papmor end min egentlige stedmor. For havde han ikke det havde jeg ikke haft en bedste til pigerne i dag og de elsker hende usigeligt højt begge to❤️ 

Så prøv engang at sætte dig i andres sted end bare konkludere, inden du rakker andre ned. For verden er ikke lige farverige for os alle, nogle af os har altså kun sort og hvid at vælge imellem, og det er sgu skide hårdt hu er det det. Men vi klarer os og farverne har vi med hinanden istedet for. Men lad mig da for pokker få luft engang imellem når jeg har brug for det uden at forud indtage det er helt galt eller affærdige mig med en kommentar om dig selv. 

Et lyttende øre er nogle gange den bedste heling og et kæmpe energi boost til så kan man igen. 

WAAUUUW - HAN ER JO FOR VILD.

#JATAK. ❤ 

#MENDERSJÆLDENTTID.
#NÅRHANSKRIVER.
#ERJEGSOLGT.

Smukke lad mig invitere dig hjem til mig , åbne døren løfte dig op i vejret og op mod væggen imens jeg kysser dig ❤️ løfte dig videre ind i soveværelset , smide dig på sengen hviske dig øret : du er min i nat ! Hvortil jeg kysser dig blidt på halsen , åbner dine bukser ganske langsomt , tager din trøje af og dernæst dine bukser , så jeg kan se hvor fucking smuk du er i undertøj 🤤 begynder kysse dig på munden og lidt med tungen , tager dine hænder over dit Hoved og binder dem 🤤 hvor efter jeg begynder at kysse ned langs halsen vider ned med bryster , får pillet bh'en af , slikker på....... ...................................................................................... #RESTENBEHOLDERJEGFORMIGSELV

Den første og eneste gang jeg hørte fra min mor efter vi var blevet fjernet

Først efter 2 år hørte jeg fra min mor igen i et brev hun havde sendt.

1 brev efter 2 år uden en mor 

Kan huske jeg glæde, mig til at læse brevet efter at have gået i 2 år og faktisk ikke anet hvor hun var eller hvordan hun havde det. Husker ikke hvorfor men kunne først komme til at læse det senere på dagen og det gjorde nok heller ikke spændingen og glæden mindre af at gå og vente på at kunne læse det.

Husker jeg faktisk inden brevet kom., havde regnet med hun helt havde opgivet overhoved at have kontakt til os børn mere og hun nok var ligeglad med hvordan vi havde det.. 

Da jeg jo komm3r hjem sidder jeg mig ind på værelset for mig selv for at læse det i ro og fred, det var et meget meget trist brev og husker bare jeg græd meget længe bagefter at have læst det. Både fordi jeg var ked af min mor var så alene og jeg kunne ikke komme over til hende, det lød ikke til jeg ville få hende at se det næste længe tid som hun skrev i brevet var der jo meget langt ned og besøge mig. Og så fordi jeg endnu engang følte jeg havde gjort noget forkert eller i hvert fald Fik mit lille barnehoved det til at lyde sådan.

Følte hun bebrejdede mig for en del ting i brevet og jeg savnede hende så ubeskriveligt meget, og så kunne jeg ikke engang finde ud af at opføre mig ordentligt!! Jeg ringede bla ikke nok til bedstefar og mor skriver nu  har været meget syg og er blevet rigtig tynd. Og hun har overhoved ingen penge så hun kan ikke besøge mig lige som hun besøger min søster. Hun høre heller ikke fra nogle af dem tidligere snakkede med mere.

Hun skriver dog at jeg ved hun elsker mig og vil så gerne høre noget fra mig.. ville også gerne have skrevet og ringet til hende hvis vi havde vidst hvor hun var henne.

Brevet slutter hun af med at hvis vi en dag igen skulle være så heldige at ses vil jeg ikke kunne kende hende så meget tyndere er hun blevet. 

Det er den sidste helt ædru samtale jeg høre fra min mor som barn  14år gammel. 

Den dag i dag er det stadig svært, hvis ikke ufatteligt at forstå, hvordan man som mor kan fjerne sig så meget fra sine børn. Håber og tror på, at det var hendes forsvar fordi hun ikke kendte til andet eller havde helt opgivet at skulle, komme ind i vores liv igen som mor. Da jeg selv som mor slet ikke kan placere mig i sådan en situation. Hvor jeg ville opgive mine børn eller bebrejde dem på nogen måder tingene gik som de gjorde. Måske kendte hun ikke til andet, end at alle andre bar skylden for hendes egen adfærd?? 

#jilljohannsen.blogspot.com
#me #happylife