Hold kæft jeg glæder mig til det bliver mandag

Hvorfor alle andre glæder sig da, altid til det bliver fredag. Så har de weekend og kan slappe af. 

Ja det kunne jeg så også engang, men den gang er forbi. For FUCK hvor kan mine weekender være hårde nogle gange. 

Og misforstå mig ikke, jeg elsker mine piger over alt på Guds grønne jord og kunne jeg tage stjerne ned til dem om de ville gjorde jeg det gerne. Men JEG VIL FAKTISK OGSÅ GERNE HAVE LOV AT SIGE DET PISSE HÅRDT AT VÆRE ALENE MED TO SMÅ BØRN. 

Nogle gange føles det, næsten som om jeg har talt alverdens eder jeg siger det er hårdt. Og Gud nåde og trøst jeg udtalte jeg sommetider har lyst til smide det hele og skride, BARE FORDI JEG ER TRÆT..

Hvorfor er det lige blevet sådan? At hver gang jeg nærmer mig ordene, det hårdt, jeg er træt eller jeg har brug for at holde fri et par døgn. Så bliver jeg affærdiget med en kommentar fra de nærmeste. Om jeg har det også hårdt eller jeg har også været alene dengang med mine børn. Eller noget andet i den dur. Ja det er jo nok fordi at sådan noget må ikke være virkelighed i min verden. For jeg har altid været den stærke, den der tog omsorg og ansvar for alle andre, og deres problemer. Så selvfølgelig kan klare det hele selv. Det plejer jeg da at kunne. 

Det kan jeg også, selvfølgelig kan jeg det. Men når det så er sagt, så vil jeg sgu også have lov at sige højt når jeg er træt, ked af det eller helt brændt ud!! 

For det er fucking hårdt med to så små børn, især når der kun er 14 måneder imellem dem.. for jo måske har du også været alene med dine da den ene var teenager og den anden en lille drille gøj på 3-4år.  Men du husker det nok ikke, det er bare noget andet for en lidt større størrelse kan du bede om hjælpe til, eller lige gå ud af rummet mens du forklare den anden hvorfor dennes opførsel ikke er i orden. Det kan jeg ikke, bliver den ene ked af det eller laver noget de ikke må og jeg prøver at snakke med hende. Står den anden og glor på, beder jeg hende lige gå ud af rummet ja så har jeg er rama skrig i det andet rum. Så hvornår tror i egentlig jeg kan holde en pause når de er hjemme hele weekenden, når de sover ja men der er jeg så træt jeg falder omkuld uden at have været i bad., som jeg gerne ville, få ryddet op, svaret dem der har skrevet på facebook eller andre steder, vasket tøj og alt andet. 

Jeg har ingen forældre der lige kan træde til og give mig et pusterum ej heller meget andet familie end min halv søster og bror der hver især hat travlt med deres eget. Så der er ingen der på noget tidpunkt i de 4 år, der har sagt lad mig lige se efter pigerne i et døgn eller to. Og sådan vil det altid være.. Den eneste der har givet mig luft og lidt fritid er bedste eller dvs pigernes bedste, som faktisk er min fars kæreste, som er mor til min lillebror. Og der er uden at have været ret meget inde i mit liv i de år jeg boede hos min far, da min far i de år boede med en anden kvinde og hendes to piger. Hvilket jeg ingen kontakt har til i dag.

Men bedste hun trådte til med det samme, allerede da jeg ventede den store. Skrev hun til mig og da vi var indlagt kom hun til os på sygehuset, hun tog den store hver anden weekend når jeg arbejde i det første halve år jeg nåede at arbejde inden den lille meldte sig. Hun er kommet når jeg har været syg, og hun kommer med gaver til jul og fødselsdag (eller nærmer hver gang) hun ser pigerne. 

Hun er desværre også oppe i årene og det er begrænset hvor meget hun kan være der nu hvor der er to stk.. 

Men må ærligt sige blod er ikke tykkere end vand. Sådan er verden ikke længere. For i mit liv har det nærmest altid vist sig at de der ikke var famile af blod men af venskab oh bekendtskab. Det er de mennesker der har været der og er enormt glad for, at min far har fået min lillebror med den kvinde jeg hellere vil kalde en papmor end min egentlige stedmor. For havde han ikke det havde jeg ikke haft en bedste til pigerne i dag og de elsker hende usigeligt højt begge to❤️ 

Så prøv engang at sætte dig i andres sted end bare konkludere, inden du rakker andre ned. For verden er ikke lige farverige for os alle, nogle af os har altså kun sort og hvid at vælge imellem, og det er sgu skide hårdt hu er det det. Men vi klarer os og farverne har vi med hinanden istedet for. Men lad mig da for pokker få luft engang imellem når jeg har brug for det uden at forud indtage det er helt galt eller affærdige mig med en kommentar om dig selv. 

Et lyttende øre er nogle gange den bedste heling og et kæmpe energi boost til så kan man igen. 

Min mor var den mor jeg havde trods alt

Hadet til min mor og hendes livstil, var ikke så stort jeg ikke stadig, ville ønske hun havde været i mit liv endnu som en rigtig mor.

Men må indrømme, jeg af og til har været så gal på hende. Fordi hun var så underlig når hun drak, at det også var tydeligt for alle og enhver omkring os.  At der var noget galt. 

Min søster og jeg har virkelig haft en del oplevelser som står brændt ind i hukommelsen som smeden brændemærker hesten. 

• Jeg har fx stået med hele min søsters klasse hjemme i stuen, efter skole hvor hun var så plakat fuld, at hun ikke længere kunne stå på benene. Hvordan vi kom gennem hendes dag ved jeg ikke. Tror vi var omkring 7 og 11 år dengang.
• Hun dukkede altid op fuld til alle arrangementerne på skolen, enten væltede hun rundt eller også faldt hun i søvn, flere gange pissede hun i bukserne. 
• Hun havde tit blå øjne eller andre synlige mærker efter deres skænderier, og de sidste år dækkede hun dem ikke til når hun gik ud af døren.. 
• Jeg har oplevet hun havde glemt det var søndag og min far kom hjem med mig den dag. Men han tog heldigvis mig med hjem igen, da det gik op for ham hun var taget på druk et sted. 

Men stadigvæk var hun min mor og jeg havde et stort ønske om at, hun ville rette sig en dag. Så hun blev en helt almindelig mor, som alle andres mødre. Først den dag vi blev tvangsfjernet i årene efter gik det op for mig at dette vil aldrig komme til at ske mere 

Fra tumult til faste rammer og regler

Hvordan er det lige at komme fra en turbulent hverdag til faste rammer.

 

Da jeg boede hos min mor endnu var hverdagen aldrig ens.. Jeg kan huske engang min lillesøster skulle holde børne fødselsdag og vi kom hjem efter skole med hele hendes klasse og hun lå fuld og sov, hun havde dog gjort det meste klart.. men at stå 10år gammel med en hel klasse og skulle holde fødselsdag var et mareridt jeg sent glemmer.. jeg forsøgte dengang at vække hende men hun kunne knap stå på benene.. Det var simpelthen så flovt og kan i dag ikke engang huske hvad jeg sagde til de forældre der senere hentede deres børn, har nok været en 9-10 år på det tidspunkt og de andre forældre må virkelig have undret sig over hvorfor der ikke var en voksen til stede..

Af den grund har jeg aldrig gidet holde min egen fødselsdag eller andre ting, da jeg stort set aldrig har forbundet det med noget hyggeligt og sjovt.

Det skete oftere og oftere min mor var gået omkuld når vi kom fra skole, og af den grund fandt vi hurtigt ud af at passe os selv (hvis man da kan kalde det det) for sengetid, hjemmetid og spisetid anede vi ikke hvad tid det var. Vi gik bare hjem når der ikke var andre at lege med.. Det skete også oftere min stedfar opdage vi ikke havde fået aftensmad, når han kom hjem sent om aftenen kl 21 og kan huske han forsøgte flere gange at snakke med min mor om hvad der lige skete siden vi ikke havde fået mad eller noget. Men hun havde altid en undskyldning klar enten havde vi ikke været sultne eller også var vi ikke kommet hjem til tiden. Hvornår det gik op for ham hum løj ondet ved jeg ikke.. Men kan huske ret tydeligt fordi han altid var god til at skjule sine følelser at denne gang var han skuffet og ked af det, måske fordi hun havde lovet at det ikke skete mere. 

Da jeg kom ned til min far at bo, var der pludselig faste rammer og en hverdag at forholde sig til.. glemmer aldrig den første gang han sagde du skal være hjemme kl 20 WHAT KL HVAD?? 

Jeg tror aldrig jeg har kendt til klokketslet endnu dengang, det var vildt frustrerende og forvirrende med alle de regler pludselig.. 

Det tog mig faktisk rigtig mange år at finde ud af alt dette og noget min far og stedmor jo desværre heller ikke helt forstod.. 

Men til sidst langt om længe begyndte jeg at forstå hvad tingene gik ud på selv.

I dag kan jeg godt se der skulle langt tidligere da jeg var barn, have været gjort en insats, en ting jeg ikke helt forstår i dag at man fjerner to børn fra deres hjem med alkohol og vold uden og yde nogen former for professionel hjælp.. HVOR VAR DET OFFENTLIGE SYSTEM??

Uanset om det er fra en kommune til en anden. Er det bekymrende at der ikke sker en faglig insdsats, da alle ved og er endividens baseret viden. Uanset forhold i hjemmet vil det altid ske en form for traume, i barnet i større eller mimdre grad.

Men kan kun konstatere, at der her 30 år senere ilke er sket nogen udvikling på det område. Har undret mig over man i Aabenraa kommune, endnu ikke har særlig stor tværfaglige indsatser og viden om det.

 Især når andre kommuner som sønderborg fx har virkelig stor viden og bredt tværfagligt samarbejde. 

I Aabenraa virker det næsten som om, ved store livs kriser i familien skal du kæmpe mod alle afdelinger hver især.