Særligt sensitiv mig!!! Come on.

Særligt sensitive ja, hvad er det? Det er faktisk en diagnose rigtig mange børn. Med en belastet baggrund udvikler, men den kan vise sig i mange andre former for sammenhæng også. Overordnet set har diagnosen en fælles nævner, som er træthed. Folk der er særligt sensitive har ofte alle antenner ude, og registre ofte mere end andre mennesker gør. Fordi de er oppe på mærkerne hele tiden for evt fare. Som fx hvis der har været vold/misbrug eller andre belastende faktorer tidligt i deres leve år som fx barndommen. 

For mit eget vedkommende ved jeg, efter at have arbejder meget med mig selv omkring det. At jeg læser lynhurtigt andre menneske, om de vil mig noget godt eller om det bare er noget blader, de lukker ud overfor mig. Hvis ikke jeg selv er bevidst om det med det samme, bruger min underbevidstheden, ualmindelig meget energi på hele tiden at forsøge at gøre mig obs på dette og så bliver jeg sindsyg træt for hver dag der går ind til jeg bliver bevidst om det selv. 

Som fx kan jeg sige vi fik på et tidpunkt en leder, som har det her bb-agtige udstråling, men som alligevel også var ret bestemt i sit daglige arbejde og omkring de ansatte. Jeg havde glædet mig rigtig meget, til at få hende som leder da jeg havde indtryk af hun var en leder som, var respektfuld, retfærdig, potentielt forbillede og egen rådig i sin meninger. Allerede fra starten blev min underbevidsthed ved at stikke hoved frem. Men stædig som jeg er slog jeg det hen flere gange. Dog med et der er noget der ikke stemmer forbehold, og efter en tid var jeg så træt og udkørt jeg ikke kunne andet end begynde at fejle i det daglige. 

Der begyndt det, så at gå op for mig hun ofte overså eller ej hørte hvad jeg egentligt sagde og til en kollega aften hvor vi var samlet og havde børn med gik det op for mig, jeg på intet tidpunkt var interesse for mig som fx ved mine kollegaer, hvor hun spurgte ind til deres børns navne og til dem. Så derfor kom ligegyldigheden fuldstændigt. “Det kunne jo ikke betale sig når jeg var lukket ude allerede” 

Men man kan hurtigt drage fordel af t være særligt sensitiv fx i sit arbejde og i sin omgangskreds, så man egentligt både beskytter sig selv men også lære rigtig meget om sit eget JEG. Det er nemlig ret småt ved folk med den diagnose, det står altid en hel hær foran en selv, som man lige skal hjælpe eller noget. For så behøver man ikke tage fat om sig selv og det der ligger under overfladen. Lidt som et dårligt forsvar, for at lade ligge eller se hen over de ting der kan være dårlige for en selv. 

Ville ikke ha prinsen, men festen!!

 Party Girl og Ofte den sidste der tog hjem fra fest. Men inden i er der kun en lille pige der mest af alt ønske ro og tosomhed.

I mange år var det bare party party party. Og jeg var god til det, faktisk noget jeg var mega god til. Så meget at pludseligt havde jeg rundet de 30 år. 

Ja hvor blev årene af..? Alle kendte mig for altid være klar på at feste også fest en fest mere om det skulle være.. Det var noget jeg kunne og altid omgivet af en af de mange vennekredse jeg havde. Men mærkede også savnet inden i efter roen og “normal hverdag” 

Jeg havde bare svært ved at trække bremsen og inden i er, der kun en lille pige med en kæmpe angst.

En angst for at blive ensom, en angst for ikke opleve noget sjovt mere. Hver gang en seriøst fyr kom for tæt på, så så spolerede jeg forholdt. For jeg bange for at faldt jeg først til ro med en at dele livet med, så kunne jeg kke finde ud af at leve normalt med ham. 

Mest af alt håbede jeg der en dag ville dukke en op, der ville være så stærk at når han trak mig ind til sig. Ville angsten forsvinde og jeg ville være tryg nok til at turde springe 100% ind i tosomheden 😍

Derfor da jeg blev gravid med Julie, var det med meget blandet følelser.  Jeg skulle overveje hvad der var mest rigtig for mig.. 

Kunne jeg mon klarer et barn alene, ville trække bremsen langt om længe? 

Kunne dog have sparet mine refleksioner, da jeg kom til scanning lød beskeden på 4 måneder henne i graviditeten og lægens ord, ja nu har du bare at vende dig til tanken om at skulle være mor❤️ 

Gudskelov for det, for endelig stoppede de evige fester hver weekend og har sådan set ikke rigtigt manglet dem siden.. Det gør det dog svære at finde en at dele livet med. Det er dog ej hellere det vigtigst  mit liv da pigerne stadigvæk, er så små endnu.. Og lettest er det så at sige, kommer der en dag en prins så det bare skønt og kommer der Ingen, vil det ikke gøre noget.. Livet er jo skønt alligevel 😊Sådan blev det lettere at godtage min stadige angst for at løbe ind i den helt rigge fyyr..

Kærlighed ❤️

Kærligheden svær at forstå, let at opgive.

Når man er børn af alkoholiker eller andre belastende faktorer i hjemme gennem sin opvækst. Så sker det rigtig ofte man, har svært ved at finde ud af, at være i et naturligt og godt kærlighedsforhold.  Det tit man finder en der selv har det dårligt og tror de kan reddes med ens kærlighed. Og løber man ind i en anden, der har styr på livet, sig selv og sine følelser, har mam en tendens til at føle man keder sig i forholdet eller fornægte at kunne føle noget for personen. Så man på den måde, er undskyldt over for andre og sig selv. Når man løber væk fra dette forhold fordi man ikke tror på det kan fungere.

Det samme har jeg gjort hele livet igennem, og tænker også ind imellem på at det ville være lettere at opgive, end at få knækket koden til, at kunne finde en stabil sød og kærlig fyr. Som jeg ikke føler er kedelig eller løber væk fra fordi han har et overskud, der gør han vil kunne gå 100% ind for forholdet og mig. Jeg har gennem hele mit liv ramlet ind i de typer som ikke havde styr på deres liv, enten har de været misbrugere selv eller også har de haft en ulykkelig barndom. Som de har gener af ikke er blevet behandlet.

Hvem ville ikke gerne have en livs partner at dele tingene med. Som fx når pigerne har gjort noget godt i løbet af dagen. Eller det at kunne kravle ind til en mand bare for at blive holdt beskyttende om og blive nusset med. Det har man fejl agtig en ide om at tro man kan undvære i sit liv og jeg har heller ikke haft brug for eller manglet dette i mange år. Fordi jeg har opbygget det her forsvar over for mine egne følelser. Sådan jeg fremstår som en uhyggelig stærk næsten skræmmende kvinde, der kan alting selv og ikke har brug for en mand til at passe på mig. Det er desværre bare et forsvar, som jeg selv har opsat som et billede jeg selv troede på ind, til for et halv års tid siden. Hvor det langt om længe gik op for mig, at hvis ikke jeg erkendte over for mig selv. At jeg har også brug for en mand der kan passe på mig, en der kan slå sine stærke arme om en og beskytte en, en bedste ven at dele alting med og en til at gøre de ting som ikke lykkes for mig selv at få lavet. Det har været en lang vej at nå så langt i arbejdet med mig selv. Men jeg ved også nu at ham der har styr på sit liv og som kan være den stærke i forholdet, som vil beskytte en ikke er en farlig mand at leve sammen med. 

Hvem ved en dag vil han muligvis også dukke op i end liv og jeg være kommer, så langt jeg ville turde åbne op. Lukke ham ind og se personen, uden alle disse mure og facader, af et forsvar. Fordi i det indre er jeg kun en lille pige, som stadigvæk har angsten for at blive såret, skubbet væk eller ødelagt, hvilket er det jeg kender fra barndommen især, fra den person der burde besidde den allerstørste, kærlighed til mig (min egen mor) 💔

Angsten for at blive lige så følelses kold som min egen mor

Har altid hele mit liv valgt børn fra, mest af den grund, der har siddet en angst for om jeg ville ende som min egen mor. Med at afvise mine egne børn eller være lige så ligeglad med mine egne børn, som hun var over for os. 

Jeg husker fx aldrig min egen mor har sagt hun elskede mig, eller har givet mig et knus, kun hendes alkohol lugtende ånde når hun dinglede rundt for at støtte sig til en, når hun var for fuld til at gå selv. Eller at hun har kigget på en med overbærenhed og fyldt med kærlighed.

Til gengæld husker jeg tydeligt den dag hun fil valget mellem os børn og hendes nye kæreste der drak og bankede hende. Og hun valgte ham.. Eller dengang hun gav os børn skylden for når der var forsvundet penge til min stedfar og han blev sur på os. Eller den dag vi blev fjernet fra hjemmet og hun nægtede at tage afsked med os og bare skrev under på fuld forældre myndighed til min far, med ordene, så kan du jo bare flytte ned til din far og have det godt.. 

husker tydeligt hendes første brev efter vi var fjernet fra hjemmet, det tog 3 år inden der kom og var fyldt med bebrejdelser over jeg sikkert ikke have tid og jeg havde jo min far min nye kæreste at være stemmen med og hun sad jo bare på et hjem for dig selv, men det var vi jo alle sikkert ligeglade med.. det gjorde så hamrede ondt i en at læse for jeg kunne ikke ændre noget. Hun havde valgt vi ikke skulle være ved hende og vi hørte intet i 3 år og kunne ikke finde ud af hvor hun var henne. Blev så glad da jeg endelig fik et brev men det gav anledningen til så meget selvbebrejdelse og skuffelse..

Derfor besluttede jeg hurtigt og tidligt i mit liv at børn ville jeg ikke have for tænk nu hvis?!?? Men heldigvis for der var en Julie der gemte sig og kunne vise mig at sådan behøver det slet ikke være for en selv.. Og jeg har ofte tænkt på, VAR MIN MOR NU OGSÅ FØLELSESKOLD? For det har da i de efterfølgende år, hvor jeg selv er blevet mor. Undret mig hvordan hun, har kunne agere så, ligeglad og afvisende over for os børn. Men det er jo noget jeg aldrig vil finde et fuldt ud svar på og tror heller ikke på hun ville give mig dette selv hvis hun stadigvæk levede. For efter at have arbejdet i plejen en del år, har jeg fået mange fortællinger omkring min familie, både fra naboer, venner og skolekammerater til min mor og hendes forældre. 

Under disse fortællinger, har det gjort mig mere og mere klar over at min mor allerede i sin teenager år, har måtte begynde på at opbygge en mur omkring sig for at kunne overleve i mellem de kriser. hun er blevet sat imellem hendes mor og far. Og tror et eller andet sted faktisk hun har bygget hele den mur op om sig i de år, hvilket har gjort hun har trådt ind i sit voksen liv, uden at vide hvordan eller hvor vigtigt det er at få bearbejdet sine følelser sådan man også er i stand til at vise dem overfor andre.